Katedralen i ørknen
I et øde landevejs-T-kryds i det sicilianske højland står en gruppe på omtrent ti unge mænd og spejder efter landbrugskøretøjer. Solen er stået op for et par timer siden, men den har svært ved at trænge igennem. Morgenkulden bidder i både fødder og ører.
En af de yngste drenge hopper op og ned på stedet og gør bevægelser, som om han sjippede med et usynligt tov. Når bilerne suser forbi, holder han pause. En anden står med huen trukket godt ned over ørerne. Det er Pablo på 27 år fra Mali. Han har stået her siden klokken seks i morges og håbet på, at der vil komme en af områdets lokale landmænd og samle ham op. Men det er endnu ikke sket efter flere timers venten.
»Jeg har stået her mange gange de seneste måneder, men jeg er kun blevet samlet op tre gange,« fortæller han, mens han kigger ned og sparker til et par småsten, der ligger på jorden sammen med en masse appelsinskrald og brugte vandflasker.
Ligesom de andre immigranter, der står og hænger i vejkrydset, bor Pablo i asyllejren CARA di Mineo; Europas største asyllejr, der ligger et sted mellem en eller to kilometer væk fra T-krydset. De er alle sammen kommet hertil ved hjælp af deres gamle, slidte cykler
