Print artikel

Katedralen i ørknen

Hver morgen cykler immigranter fra asyllejren til et nærliggende vejkryds. Her venter de på forefaldende arbejde
CARA di Mineo er Europas største asyllejr og blev oprettet i 2011. Før i tiden tilhørte bygningerne en amerikansk militærbase.
At stå i kø er en fast del af hverdagen for de over 3000 asylansøgere, der bor i CARA di Mineo. Her venter en flok på frokost
Det er svært at få lov tl at tale med beboerne. Et enkelt billede bliver det dog til af en lille nigeriansk pige
Asylbyen er stærkt præget af korruption, dårlige opholdsforhold og en ventetid på behandling af asylsager på over et år.
Reportage
16.06.15
Asyllejren CARA di Mineo på Sicilien fungerer på mange måder som sin egen lille landsby - men en lukket og utilgængelig én af slagsen. Her holdes tusindvis af Italiens asylansøgere i kort snor, mens de venter på, at deres asylsag bliver behandlet. ATLAS’ udsendte fik lov til at komme indenfor – men langt fra tæt på det korrupte italienske asylsystem.

I et øde landevejs-T-kryds i det sicilianske højland står en gruppe på omtrent ti unge mænd og spejder efter landbrugskøretøjer. Solen er stået op for et par timer siden, men den har svært ved at trænge igennem. Morgenkulden bidder i både fødder og ører.

En af de yngste drenge hopper op og ned på stedet og gør bevægelser, som om han sjippede med et usynligt tov. Når bilerne suser forbi, holder han pause. En anden står med huen trukket godt ned over ørerne. Det er Pablo på 27 år fra Mali. Han har stået her siden klokken seks i morges og håbet på, at der vil komme en af områdets lokale landmænd og samle ham op. Men det er endnu ikke sket efter flere timers venten.

»Jeg har stået her mange gange de seneste måneder, men jeg er kun blevet samlet op tre gange,« fortæller han, mens han kigger ned og sparker til et par småsten, der ligger på jorden sammen med en masse appelsinskrald og brugte vandflasker.

Ligesom de andre immigranter, der står og hænger i vejkrydset, bor Pablo i asyllejren CARA di Mineo; Europas største asyllejr, der ligger et sted mellem en eller to kilometer væk fra T-krydset. De er alle sammen kommet hertil ved hjælp af deres gamle, slidte cykler, som de har erhvervet i lejren for 25 euro.

»Det varer ikke længe, så har jeg mine papirer, og så kan jeg flytte væk fra lejren. Men hvad skal jeg lave? Selv italienerne kan ikke finde arbejde, så hvordan skulle jeg så kunne?« lyder det opgivende fra den unge maliser.

Da klokken har rundet ni, gider han ikke vente mere. Han hopper på cyklen og kører tilbage mod lejren.

Midt i ingenting

Kritikken af det gigantiske asyllejrprojekt går ikke stille for sig. I de italienske medier har lejren fået øgenavnet katedralen i ørkenen, hvilket svarer til vores ordsprog en hvid elefant. Det dækker over, at asyllejren er en dyr investering, som i sidste ende ikke fører noget godt med sig. Både nationale og internationale medier rapporterer jævnligt om, hvordan immigranter stuves sammen i hobetal på små værelser, sover på gamle, nedslidte madrasser, ikke får den lægehjælp, de har brug for og bruger flere timer om dagen på at stå i kø for at få udleveret mad og andre fornødenheder.

Historien om CARA di Mineo starter midt ude i ingenting. Her ligger lejren omgivet af grønne bakker, et smukt siciliansk stenlandskab, landeveje og små grupper af vindmøller, så langt  øjet rækker.

De cirka 400 lyserøde og laksefarvede rækkehuse, som udgør lejren, er omringet af et stort hegn. Stedet tilhørte i sin tid en amerikansk militærbase og fungerede som boliger for de amerikanske marinesoldater og deres familier. I 2011 fik de italienske myndigheder den idé, at landets mange bådflygtninge og asylansøgere skulle indlogeres i de forladte bygninger. Siden da er Pablo og tusindvis af andre immigranters liv blevet sat på standby netop her.

Sikkerhedsforanstaltningerne ved indgangen til den gamle militærbase er enorme. Her er fyldt med bevæbnede mænd, militærvogne og politi samt en bom, der lader biler med et ærinde i lejren passere ind og ud.

CARA di Mineo er Europas største asyllejr og blev oprettet i 2011. Før i tiden tilhørte bygningerne en amerikansk militærbase.

En bil kommer kørende inde fra lejren, bommen løfter sig og den lille vogn standser op ved siden af os. Ud kommer tre mænd – en ung mand med Ray Ban-solbriller, der arbejder i lejrens administration, en civilklædt og lidt gnaven politimand samt én af lejrens faste oversættere, som taler med stærk amerikansk accent. De har fået til opgave at hjælpe os rundt i lejren – sagt på en anden måde: holde øje med os under hele besøget.

Vi starter med at blive venligt beordret ind i bilen og får dermed ikke lov til at gå de små 500 meter, der er fra indgangen og op til selve beboelseskvarteret. Vi får at vide, at det er på grund af sikkerheden, og at de ikke kan lade os gå alene rundt i lejren.

Som noget af det første kører vi forbi en brun og nedslidt græsplane, hvor 20-30 unge mænd render rundt og spiller fodbold.

»Vi har et rigtig godt fodboldhold, det er på vej til at rykke op for tredje år i streg,« fortæller vores amerikansktalende guide.

Det er blot én af de succeshistorier, vi præsenteres for i løbet af køreturen.

Mangel på information

Når vi spørger ind til korruption i lejren, dårlige sanitære forhold, ventetiden på over et år, asylansøgernes frygt og andre af lejrens mange problemer, er der til gengæld ingen af vores tre følgesvende, der har særlig meget lyst til at snakke.

En mand, som derimod gerne vil dele ud af sin viden, er advokaten Riccardo Campochiaro. I kraft af sit arbejde for organisationen Centro Astalli har han et indgående kendskab til asylansøgernes forhold. Før i tiden kom han ofte i lejren for at hjælpe flygtningene med deres asylsag og vejlede dem om deres rettigheder, men i dag har han og hans organisation ikke længere adgang til lejren. For halvandet år siden fik de at vide, at lejrens advokater kunne klare arbejdet selv, og de fik ikke længere lov til at komme der. Hvis asylansøgerne vil have hjælp af Riccardo Campochiaro, er de derfor nødt til at tage den over 50 kilometerlange bustur fra Mineo til Catania.

Andre store hjælpeorganisationer som Læger uden Grænser, Red Barnet, International Organization for Migration og mange andre har heller ikke længere faste folk på stedet. De eneste, der er tilbage, er stort set Røde Kors og nogle lokale organisationer.

»I de store lejre, som i Mineo, er det ikke muligt at hjælpe alle, og der er stor mangel på information,« forklarer Riccardo Campochiaro.

Advokaterne ved Centro Astalli havde svært ved at kommunikere ordentligt med asylansøgerne i lejren, den gang de stadig havde adgang, fordi der ikke var tolke nok til at hjælpe med oversættelsen. Han var også vidne til en episode, hvor 60 immigranter på én og samme morgen fik afslag på asyl. Der opstod stor tumult, vinduerne til hans kontor blev smadret og asylansøgerne brød ind i bygningen. Riccardo Campochiaro og hans kollegaer blev nødt til at tilkalde politiet.

Den dedikerede advokat er frustreret over den måde, som asylansøgerne lever i Italien. Han så gerne, at Italien selv gjorde en større indsats for at hjælpe de mange immigranter i stedet for at blive ved med at råbe om mere hjælp fra de andre EU-lande.

»Italien kan selv gøre det bedre. Det er ikke sandt, når vi siger, at vi ikke kan klare flere flygtninge. Det er den måde, som regeringen vælger at organisere sig på, der er noget galt med,« lyder det fra Riccardo Campochiaro.

Et af de steder, hvor Italien kan gøre det bedre, er blandt andet i forhold til behandlingen af asylansøgninger, som tager unødvendigt lang tid, mener han. Det skyldes, at der kun er ét flygtningenævn tilknyttet lejren.

»Italien taber en masse penge på, at behandlingen af ansøgningerne om asyl tager over et år i stedet for seks måneder, som de egentlig burde. Der bliver brugt alt for mange penge på at vente, og det gavner ingen,« lyder det fra advokaten.

»Der er kun fire flygtningenævn på hele Sicilien – det ville være bedre at placere bare to i Mineo, det er der brug for,« siger han.

Løbsk korruption

CARA di Mineo, og for den sags skyld også mange andre asylcentre rundt på den italienske middelhavsø, kæmper også med et andet imageproblem: Korruptionssager. De private firmaer, som er hyret af staten til at lede centrene, mistænkes for at være styret af mafiaen og korrupte politikere. De anklages for at putte statens penge i deres egen lomme i stedet for at bruge dem på bedre forhold til asylansøgerne, og de seneste par år har flere anholdelser fundet sted.

At stå i kø er en fast del af hverdagen for de over 3000 asylansøgere, der bor i CARA di Mineo. Her venter en flok på frokost

Så sent som i starten af juni arresterede det italienske politi 44 personer, heriblandt lokale politikere, som menes at være en del af et omfattende korruptionssystem. Mineo-lejren var ligeledes udsat for en større razzia. Blandt andet blev embedsmanden Luca Odevaine, der stod for omfordelingen af immigranter i de forskellige asylcentre, taget i at uddelegere opgaver i asylcenteret til venner. Han skulle angiveligt også have taget imod penge for at omflytte asylansøgerne til andre lejre.

Nogle måneder forinden var det en anden velstillet forretningsmand, Salvatore Buzzi, som ligeledes har stået for driften af flere asylcentre, der kom i vælten, da et italiensk medie offentliggjorde en lydoptagelse, hvori han siger: »Har I nogen idé om, hvor meget vi tjener på immigranter? Stoffer indbringer mindre.« 

Vi har dog hverken betalt os fra eller bestukket nogen for at besøge asyllejren. Vores biltur rundt på de mange små veje i lejren foregår i snegletempo, og det føles lidt som at være på en slags menneskesafari. Men på denne måde får vi trods alt dannet os et overblik over lejren, og selvom vi får at vide, at vi ikke må stige ud af bilen, så suger vi til os af indtryk.

Vi får at vide, at der netop nu bor 2.898 mænd, 97 kvinder og 29 børn i lejren[1]. Det er meningen, at der maksimalt må indlogeres 3000 mennesker – men når det har været allermest overfyldt, har der været 4.000.

Alle immigranter får tildelt et hus, når de ankommer, som de skal dele med otte-ti andre. Ofte bytter de indbyrdes og laver små klaner – alle nigerianerne bor i samme hus, det samme gør immigranterne fra Eritrea, Bangladesh, Guinea og så videre.

Småhandel og skrammel

Vi kører forbi en nybygget legeplads og en volleyball- og basketballbane. Her er dog ingen mennesker, selvom det er midt på formiddagen. Blot et par mænd, der har lagt et tørklæde ud ved vejkanten, hvorpå de udstiller deres udvalg af gummisko, solbriller og meget andet.

De skaffer varerne i den nærliggende storby Catania og tager dem med sig tilbage til lejren, hvor de håber på at tjene en ekstra euro eller to på dem. Fortjenesten er ofte mindre end en euro.

Rækkehusene ligger sirligt én efter én på begge sider af vejen. Uden for næsten hvert eneste hus, under den lille, overdækkede indgangsterrasse eller under åben himmel, har immigranterne installeret deres egne små boder, som var det et kræmmermarked. Her sælges kufferter, voksen- og børnetøj, skoletasker, sko, radioudstyr, gamle fjernsyn og en masse andet skrammel.

Der findes også en lille cykelmekaniker, frisør- og barbersalon samt små købmandsbutikker, hvor man kan købe chips, cremer, shampoo, nødder og pasta og meget andet. 

På en af terrasserne er en mand ved at fylde hele gulvet med bedetæpper. I nabohuset hænger der vasketøj til tørre på hækken, mens høj musik buldrer ud gennem husets åbne døre og vinduer. Vi kører ligeledes forbi er stort hvidt telt, der udgør lejrens moské, og senere ser vi også de containervogne, som udgør kirken.

Hovedgaden

Efter en halv time får vi endelig lov til at stige ud og bevæge os rundt til fods.

Vi er nået frem til lejrens hovedgade, som huser alle de mange administrationsbygninger: informationscenter, internetcafé, kantine, lægecenter, børnehjælpscenter, politistation og endda et aktivitetscenter, som noget misvisende kaldes for jobcenteret. Immigranterne har ikke lov til at arbejde, så længe de ikke har deres papirer.

En flok unge mænd fra Pakistan og Bangladesh spiller cricket med et fladt træstykke som bat ude foran indgangen til kantinen. De virker til at hygge sig og smiler stort i vores retning. Bag dem, i skyggen af en stor bygning, kan man ane en lang kø med hundredevis af unge mænd. De ser til gengæld ikke særlig tilfredse ud. Det er frokosttid, og kantinen er åben, men køen ser ud til at tage livet af dem.

»Jeg har stået her i over en time,« hører vi én af mændene råbet med frustration i stemmen.

Vi vil gerne nærme os og snakke mere med nogen af de ventende, men vores tre guider insisterer på, at de først vil vise os rundt i bygningen overfor; her er for nylig blevet indrettet et splinternyt vaskerum med 10 nye vaskemaskiner og tørretumblere. På førstesalen ligger også en frisørsalon, som dog er fuldstændig tom for både ting og mennesker. Herinde må vi tage alle de billeder, vi vil. Til gengæld, ude midt på hovedgaden, når Sofie Amalie gør anslag til bare at løfte sit kamera, skuer tre par øjne hende mistroisk i nakken.

Da vi kommer ud fra vaskeriet, prøver vi at nærme os et par unge fyre, som sidder og spiser på en kantsten. Mellem deres fødder ligger en hvid plastikpose med dagens mad og en halvanden liter vandflaske, som de har fået udleveret. Vi snakker lidt med dem og hører deres historie. En af dem viser et postkort, som han har med fra Somalia. Fyrene på kantstenen er dog utrygge ved at tale for meget, da vi har tre mænd rendende i hælene på os, men Sofie Amalie får lov til at tage et billede af dem. Straks er én af vores følgesvende over hende og beder hende om at slette billedet. Det går ikke, at hun fotograferer immigranter siddende på jorden, mens de er i færd med at spise deres frokost. Det ser ikke ordentligt ud.

En »fredelig lejr med mange lommepenge«

Vi fortsætter videre og prøver at holde frustrationerne tilbage. Foran en af vejens kuffert- og tøjbutikker får vi øje på et sjældent syn i lejren, nemlig en kvinde med hendes halvandenårige datter. De holder hinanden i hånden. Familien kommer fra Nigeria og har været i lejren i otte måneder. Her får Sofie Amalie gengæld lov til at tage et hurtigt billede. Men så er det også hurtigt videre, for nu er det tid til at få en rundvisning i det famøse jobcenter.

Her møder vi en ung italiensk pige sidst i 20’erne, der fortæller om lejravisen, om lejrens italiensktimer, som dog langt fra alle kan deltage i, samt en masse andre integrationstiltag.

Det er svært at få lov tl at tale med beboerne. Et enkelt billede bliver det dog til af en lille nigeriansk pige

Vi har ligeledes æren af at støde på den overordnede politikvinde, Maria Felicia Salerno, som har ansvaret for sikkerheden i lejren.

»Vi har stort set ingen problemer. Det er en meget fredelig lejr,« fortæller hun, mens vi undrer os over, hvorfor mange medier og de lokale og internationale hjælpeorganisationer siger noget andet.

Det hele bliver lige en tand mere absurd, da vores Ray Ban-bærende guide tilføjer, at immigranterne burde være glade og tilfredse.

»De får alle 2,5 euro i lommepenge hver eneste dag, og for det kan de jo købe computere, tv, cykel og meget andet for,« husker han os på.

De 2,5 euro udbetales dog ikke hver dag, men hver anden eller tredje. Immigranterne kan vælge mellem at få pengene udbetalt i form af en pakke cigaretter (det svarer til to dages lommepenge) eller som en billet, der gælder til et nærliggende marked, hvor de kan købe det allermest nødvendige.

Mens vi står og tripper for at komme videre rundt i lejren og i det mindste snakke med nogle af immigranterne, der har mere fornemmelse af den virkelige situation i lejren, får vi pludselig af vide, at tiden er løbet ud. Besøget er slut. Det var det.

Frustrationen

Da vi sætter os ind i bilen, får vi overtalt den gnavne politimand ved rettet til at prøve at holde ind ved et af husene, der er omdannet til en barbersalon. En ung mand står med en barberskraber i hånden, men allerede da vi nærmer os ham, bliver han aggressiv og beder os om »at skride væk«.

»I må ikke tage billeder her, med mindre I finder mig et ordentlig job«, skælder han ud.

Selv denne korte samtale med én af beboerne viser en ulmende frustration, som er svær at gemme væk.

Vi går tilbage i bilen, som straks kører tilbage mod udgangen af lejren. Her bliver vi sat af og får et fast håndtryk fra alle vores tre følgesvende. Vores amerikansktalende tolk sender os et ’jeg er ked af, det foregår sådan’-blik. Ikke engang to timer får vi lov til at opholde os i lejren, før vi igen står på den anden side af og kigger ind over hegnet.

 

 

[1] Tal fra starten af april 2015.