Print artikel

Katalanernes håb om selvstændighed er læsset på et godstog, der buldrer afsted mod muren i Madrid

Selvsændighedsbevægelsen fylder meget i Katalonien, men det betyder ikke nødvendigvis, at der er flertal for at løsrive sig. Eller at regionen får lov til det. Foto: CC
Reportage
28.09.17
Torvet i landsbyen Begur er præget af traditionel dans og politiske argumenter op til afstemningen den 1. oktober, der er endnu et slag i kampen for selvstændighed i Katalonien. Men spørgsmålet er, om der vil være stemmesedler, stemmebokse og valglokaler, når de katalanske vælgere møder op. Ifølge den spanske regering er afstemningen ulovlig, og politiet er sendt på banen for at stoppe det katalanske forsøg på at rive sig løs fra Spanien.

Det er lørdag eftermiddag i september, og sensommerens sol hænger blidt over den katalanske landsby Begur, hvor jeg på torvet møder Carme, der er tidligere skoleinspektør. Nu er hun aktiv i græsrodsbevægelsen Assemblea Nacional Catalana (ANC), der kæmper for katalansk selvstændighed, og dér på torvet i Begur, mellem kirken, cafeer og tapasbarer, står Carme med et par ANC-venner omkring en bod pakket ind i katalanske flag. Gruppen har balloner til børnene og inviterer de forbipasserende til en snak om et emne, der for mange iagttagere virker lige så luftigt som ballonerne, nemlig afstemningen om katalansk selvstændighed den 1. oktober.

Jeg kender Carme fra en periode, hvor jeg boede i Begur og havde mine børn i byens skole, så vi hilser med de obligatoriske kindkys. Hun spørger, hvordan det går med børnene, og jeg fortæller, at de studerer i København og har det godt. Hun smiler, og jeg ved fra tidligere samtaler, at mit svar lander midt i hendes billede af det velstående Danmark med studiestøtte og uddannelser til alle. Vi er i en landsby halvanden times kørsel nord for Barcelona og i et område med populære strande, så her er her en del turisme, og som sådan er Begur relativt velstående. Samtidig er det et vilkår, at langt de fleste af de børn, Carme har haft i skolen, og som i dag er i 20’erne, arbejder som tjenere om sommeren for cirka 1.000 Euro om måneden, mens de i vinterperioden er ledige.

Jeg ved også, at Carme, i lighed med mange andre katalanere, ikke bare ønsker et frit Katalonien, men drømmer om at rive sig løs fra Spanien netop for at skabe en ny nation, der skal udvikle sig i retning af den skandinaviske model med velfærd til alle.

Jeg nikker mod de mange katalanske flag i boden, og inden jeg når at spørge, hvordan det går med selvstændigheden, tager hun ordet:

»Det er et historisk øjeblik, vi lever i,« siger Carme med en krop, der vibrerer af begejstring.

»Vi er så tæt på målet nu. Vi får afstemningen, og jeg tror vi vinder den. Du kan ikke bruge meningsmålingerne til noget, for stemningen vil ændre sig op til den 1. oktober. Vi vil opleve, at regeringen i Madrid forsøger at stoppe os, og det er så langt ude, at mange kommer med på ja-holdet. Om et par uger bliver det endelig virkelighed. Katalonien er snart en selvstændig nation.«

Carme ved, at jeg er journalist og følger det spanske nyhedsbillede, og hun vil vide, hvordan den aktuelle situation ser ud for en iagttager, der kommer udefra.

Jeg tøver. Overvejer at være ærlig og fortælle om en fake afstemning helt afskåret fra den politiske virkelighed og tilmed et projekt, der mangler bred opbakning fra den katalanske befolkning. Drevet frem af en regering i det katalanske parlament valgt på et spinkelt flertal, som vil trumfe selvstændigheden igennem, hvis ja-siden får bare én stemme mere end nej-siden, uanset hvor få, der møder op ved stemmeurnerne. Men jeg vælger den imødekommende version og siger, at jeg er enig: Det er historiske dage, og der er virkelig fyret godt op under det katalanske bål. Men er der ikke grund til at være bekymret, for vil den afstemning overhovedet blive gennemført? Og risikerer tilhængerne af selvstændighed ikke bare at tabe ansigt og stå tilbage med…

Carme afbryder og trækker katalanernes måske bedste argument frem, som handler om selve retten til at stemme.

»Jeg fatter ikke, hvordan regeringen i Madrid kan få sig selv til at forhindre en fredelig afstemning. Og så er forklaringen, at den vil forsvare demokratiet. Men det er da hamrende udemokratisk,« siger hun og fortsætter:

»Det må også stoppe, at vi i Katalonien overfører skattepenge til de mindre velstående regioner i Spanien, hvor de nu – i kraft af vores penge – har offentlige ydelser på et højere niveau end vores. Jeg vil gerne bidrage til regioner som Andalusien og Extremadura, men pengene bliver ikke brugt konstruktivt. Der er jo ingen udvikling i de områder, og på den måde kan det fortsætte i evigheder,« siger Carme med henvisning til den udbredte fortælling i katalanske medier om alt fra nye sygehuse og skoler til understøttelse af ledige i spanske landdistrikter, mens der i Katalonien er besparelser på samme områder.

Det spanske politi på overarbejde

Afstemningen den 1. oktober er vedtaget i det katalanske parlament af koalitionsregeringen Junts pel Si (sammen om et ja), der består af det borgerlige parti, PDeCAT, det venstreorienterede Esquerra samt det lille anarkistparti CUP. De tre partier sikrede sig ved delstats-valget i september 2015 et spinkelt flertal i det katalanske parlament på baggrund af knap 48 procent af stemmerne.

I Madrid har det borgerlige parti Partido Popular (PP) den spanske regeringsmagt, og fra denne position skyder partiet mod alt i Katalonien, der har med afstemningen at gøre. Anført af præsident Mariano Rajoy har regeringen aktiveret forfatningsdomstolen (Tribunal Constitutional), hvor dommerne har erklæret afstemningen i strid med den spanske forfatning. Her lyder det, at Spanien er en »udelelig nation«, og med de ord i ryggen har den spanske regering og domstolen sendt bolden videre til politiet, der i de seneste uger har finkæmmet Katalonien og ransaget virksomheder, der menes at være involveret i afstemningen, hvad enten det handler om at trykke stemmesedler, levere stemmeurner eller sende breve ud til de valgforordnede.

Vi tager kampen for selvstændighed helt ud til kanten, og så ser vi, hvad der sker. Vi har ikke noget at miste, og før eller siden kommer selvstændigheden. Det er jeg ikke i tvivl om

Enkelte politikere og embedsmænd i det katalanske selvstyre er blevet arresteret, mens endnu flere er afhørt og truet med fængselsdomme for at medvirke til afstemningen. Flere hundrede borgmestre, der har givet grønt lys til valghandlingen i deres kommune, kan også forvente en tur på anklagebænken, og uanset udfaldet den 1. oktober kan Spanien og Katalonien se frem til et årelangt retsligt opgør som følge af afstemningen.

Såvel regeringen i Madrid som de katalanske toppolitikere har over sommeren nægtet at bløde deres positioner op. Katalanernes håb om selvstændighed er således læsset på et godstog, der buldrer afsted mod muren i Madrid. Vigespor er valgt fra, ligesom nødbremsen for længst er dumpet i en grøftekant, så sammenstødet er uomgængeligt og programsat til den 1. oktober.

Krisen kickstartede kampen

Katalonien dækker 32.000 km2 (Danmark: 43.000 km2) i det nordøstlige Spanien og har 7,5 millioner indbyggere. Regionen har sig eget sprog og oplevede periodevis at være selvstyrende, inden regenterne Isabel og Ferdinand i 1479 inddrog Katalonien i den samling af regioner, der lige siden har udgjort den spanske nation.

Under General Francos diktatur fra 1939-1975 var det katalanske sprog forbudt, og der blevet slået hårdt ned på enhver forestilling i regionen om en særegen identitet og kultur. Efter Francos død kom det katalanske sprog tilbage på gaderne og i skolerne, og Katalonien fik status som selvstyrende region med eget parlament. Det nye Spanien blev ridset op i forfatningen fra 1978, der blev vedtaget efter en folkeafstemning, hvor spanierne leverede et overbevisende flertal. Det skete også i Katalonien, hvor 90 procent af vælgerne stemte for og som sådan blåstemplede ikke bare det nye selvstyre, men også forfatningens ordlyd om, at Spanien er en »udelelig nation«.

Begejstringen over de nye og friere rammer var i de efterfølgende årtier stor i Katalonien, og det var først i forbindelse med den økonomiske krise i 2008, der ramte Spanien med et brag, at kampen for katalansk selvstændighed vokse frem. Nu handlede det ikke alene om identitet om kultur, men også om at slippe fri af det gældsplagede og korruptionshærgede Spanien for at skabe et mere velstående Katalonien. Fra at være et simrende projekt i den politiske elite bredte kravet om selvstændighed sig ud til store dele af den katalanske befolkning, og på få år steg opbakningen til selvstændighed fra cirka 20 til omkring 50 procent.

Tidligere på ugen mødtes jeg på en af Begurs restauranter med min katalanske ven Jaume, der bor i nabobyen Pals. Han underviser i økonomi ved universitetet i Girona og varetager desuden universitets relationer til internationale samarbejdspartnere. Det giver jævnlige rejser til Chile, Rusland, Slovenien, Kina og mange andre lande, ligesom Jaume har bygget relationer til RUC og Syddansk Universitet, og som Carme på torvet brænder Jaume for at vælge det korrupte og økonomisk ulige Spanien fra og i stedet orientere det nye og frie Katalonien mod mellem- og nordeuropæiske værdier.

Jaume er superoptimist egentlig ikke i humør til at diskutere, om afstemningen nu også vil blive gennemført, eller om den i givet fald overhovedet vil sikre ja-siden et flertal.

»Vi har bragt os i en gunstig position. Afstemningen er et virkelig godt træk, som viderefører den stil, vi har kørt i nogle år. Vi tager kampen for selvstændighed helt ud til kanten, og så ser vi, hvad der sker. Vi har ikke noget at miste, og før eller siden kommer selvstændigheden. Det er jeg ikke i tvivl om«.

Det store flertal af spanske og katalanske medier er ifølge Jaume utroværdige. De har slet ikke fat i, hvad der rør sig blandt de katalanske vælgere, og de mange meningsmålinger, der over sommeren har vist lav stemmeprocent og et solidt flertal af nej-sigere, er bare endnu et udtryk for mediernes propaganda mod ’la independencia’. Som mange andre tilhængere sværger Jaume til det katalanske medie Ara, der opstod i 2010 i kølvandet på det voksende krav om selvstændighed. Den seneste meningsmåling fra Ara, foretaget midt-september, viser, at over 60 procent vil stemme den 1. oktober, og at ja-holdet kører en sikker sejr hjem med knap 70 procent af stemmerne.

Udsigt over bugten fra den katalanske landsby Begur. Foto: CC

At det endnu en gang er lykkedes de katalanske politikere at føre kampen ud til kanten og provokere regeringen i Madrid, begejstrer ikke kun Jaume men mange af bevægelsens tilhængere. Det er den drillesyge katalanske mus, der leger kispus med den spanske kat, og mange i Katalonien fryder sig ved tanken om, at modparten i Madrid overreagerer. Da Francos tropper erobrede Barcelona i 1939, var det med kampvogne, der rullede ind i byen af Avenida Diagonal i Barcelona, og hvis den spanske regering vælger denne løsning for at bremse afstemningen, vil det for tilhængerne blive udlagt som et endegyldigt bevis på, at det borgerlige regeringsparti i Madrid er diktaturets videreførte og fortsat undertrykkende ansigt.

Millioner af indvandrere

Op til afstemningen har tilhængerne erobret gadebilledet i byerne med katalanske flag, der blafrer fra balkonerne, ligesom det afgørende ord ’Si’ ses på t-shirts her, der og allevegne. Modstanderne er i defensiven og nærmest usynlige, men det ændrer ikke på, at de i antal formentlig er lige så mange, og det skyldes blandt andet, at Katalonien har været og fortsat er præget af indvandring med mange tilflyttere, der ikke har det katalanske hjerte bankende i brystet. I perioden fra 1950 til 1975 rykkede to millioner spaniere til det økonomisk driftige Katalonien, primært fra regioner som Andalusien og Galicien, og i en landsby som Begur er en stor del af de unge i 20’erne en slags andengenerations indvandrere, der er vokset op i familier præget af spansk sprog og kultur.

Efter årtusindskiftet startede en ny bølge, og den har foreløbig ført omkring en million indvandrere til Katalonien, hvoraf flertallet er fra nordafrikanske lande (især Marokko) og fra de nye østeuropæiske medlemslande i EU (primært Rumænien). Ifølge det katalanske selvstyres hjemmeside er kun lidt over 60 procent af nutidens katalanske befolkning født i Katalonien. For den resterende del har cirka 20 procent oprindelse i det øvrige Spanien, mens omkring 15 procent er født uden for det spanske territorium.

Den forbudte dans

Der er blevet aften, og jeg er tilbage på torvet i Begur til lørdagens faste indslag, som er en forhøjet scene op mod kirken store stenmur, hvor et ottemands orkester spiller op til den katalanske runddans Sardanas. Originale, katalanske træblæsere sender sammen med fløjter og trompeter skærende toner ud over torvet, hvor de dansende tager hinanden i hænderne og former rundkredse, der veksler i størrelse afhængig af, hvor mange, der træder ind i dansen. Alle kan være med, blot man kender de præcise trin, der knytter sig til dansen, men de er ikke sådan ligetil at lære, så her bliver turister og tilflyttere uvilkårligt tilskuere til den traditionelle dans, der var forbudt i Franco’s Spanien.

I en af de dansende ringe får jeg øje på Montserrat, der er mor til Anna, som gik i klasse med min datter. Montserrats hænder er optaget af at holde hånd med sidemændene i ringen, så hun hilser med et lysende smil og kommer over i pausen mellem første og andet sæt, hvor vi runder vores sædvanlige emner. Hvordan går det med børnene. Og hvordan står det til i byens fiskehandler, hvor hun arbejder. Og selvstændigheden, selvfølgelig. Med daglige ja-argumenter på sin Facebookprofil er der ingen tvivl om, hvad Montserrat mener, og i sagens natur er hun forventningsfuld nu, hvor afstemningen er så tæt på.

Jeg spørger, hvor i byen afstemningen skal foregå, og hun fortæller, at ingen endnu ved det. En forfatningsstridig afstemning kan ikke forberedes på vanlig vis men må poppe op i sidste øjeblik for at undgå, at myndighederne griber ind. Montserrat har det aldeles fint med at være med på de specielle vilkår, der understreger Madrid-regeringens manglende forståelse for demokrati og bliver udlagt som endnu en oplagt grund til at rive regionen løs fra Spanien.

Musikken begynder at spille, og Montserrat er tilbage i en ring, hvor hun træder Sardana’ens lette trin. Hen mod midnat, lige før kirkeuret slår 12, er orkestret nået til sidste dans, der trækker flere store rundkredse ud på torvets fliser. Den afsluttende, iørefaldende rundgang får et par ekstra ture af orkestrets otte mænd, der blæser med alt, hvad de har frem til en brat finale, hvorpå de dansende strækker armende mod den sorte nattehimmel og sammen udbryder det katalanske kampråb: »Visca«