Print artikel

Insektteknikken

Valgaften i Bagcilar
Reportage
25.11.15
På den 14. Istanbul biennale i Istanbul dukker en ny erkendelse op: Vi ved for lidt. Om Erdogan, AKP og det tyrkiske demokrati eller mangel på samme. Det bliver der lavet om på ved brug af insektteknikken; Vi går efter lys og lyd.

Vi er taget til den 14. Istanbul biennale. Det betyder vi sidder i taxa i trafikprop på vej igennem byen, fordi vi blev fans af kuratoren Carolyn Christov-Bakargiev til dOCUMENTA (13). Så snart vi er fremme i bydelen Kadiköy, på den asiatiske side af byen, stikker vi ud for at finde værkerne, der er spredt om i byen og dens provinser.


Det første sted vi tager hen er prinsernes øer, nærmere bestemt den største af dem Büyükada. Værkerne er placeret rundt i øens mere eller mindre forfaldne hundredårige hoteller og sommerresidenser, der emmer af fortids storhed. I hotel Splendid ser vi et videoværk om Trotskij, mens det regner igennem taget. Ude skyller regnen ned over os, gadekattene og de hestevogne, der kører tomme rundt på øen her i offseason. Det værkerne åbner for, og deres placerings konkrete omstændigheder, er smeltet sammen. Der er værker man oplever ved deres utilgængelighed, som Andrew Yangs radar, som man ikke kan komme hen til, da den befinder sig i en militærzone. Eller som Pierre Hugyues værk, på øen Sivriada hvortil det kun er muligt at komme med en særlig båd en gang om ugen, og hvorom den eneste information i kataloget er: »Many dogs died there in 1910«

På andendagen finder vi udstillingsstedet Arter i området Beyoglu. Her udstiller de norske kunstnere Thale Sørlie og Arne Langleite en blanding af matematikeren og geofysikeren Fredrik Størmers private fotoarkiv og optegnelser, modeller, billeder samt tekster fra hans arbejde med at finde ud af hvad nordlys er, og hvordan det kan dokumenteres, fra første halvdel af 1900-tallet. Størmers livsværk, udgør en ready-made. Men det er ikke en ready-made, der kun peger på sig selv som værk, som kunst. Ved at trække det private fotoarkiv og de videnskabelige undersøgelser frem opstår et værk, hvor en tynd og ustadig grænse generøst peger ud ad, på alt det vi ikke ser. 
Biennalen har titlen Saltvand, en teori om tankeformer. Hvordan saltvand helt præcis bliver en tankeform, er ikke tydeligt for os, men det giver mening, at tankeformer og materialitet forbindes. Det der kan tænkes bæres af steder og materialer. Stoflighed tematiseres som noget, der er spændende i sig selv, som en måde at tilegne sig viden, som noget der bærer på en historie.

Meget tydeligt bliver dette i Michael Rakowitz’ værk, der tematiserer det armenske folkemord gennem armensk stukbygger-tradition. I værket bruges knogler fra hunde som ornamenter, der er produceret med en gammel teknik, hvor gipsen blandes med lim lavet af dyreknogler. Knoglestukkene er ved første øjekast yndige som var knoglerne blomster. Det morbide er indlejret i dette yndige og træder frem, i det blikket fokuserer. Oprindeligt var knoglerne fra Sivriada, øen hvortil 80.000 hunde deporteredes i 1910, i forbindelse med en bysanering i Istanbul. Sådan knyttes en forbindelse mellem Rakowitz og Huygues værker, uden det på noget tidspunkt bliver ekspliciteret.

I løbet af afsøgningen af byen, og værkerne, der handler både om international økonomi og tyrkisk historie, rejser spørgsmål sig som: Hvor demokratisk et demokrati er Tyrkiet egentlig? Hvordan er det med ytringsfriheden? Nogle af værkerne spørger direkte; et værk udstilles i bygningen hvor den armensk-tyrkiske journalist og redaktør for ugeavisen Agos, Hrant Dink, blev myrdet i 2007. Igen og igen får vi genfortalt historier, der ellers skrives ud, og vi føres hen til steder der ellers glemmes.

Det er sådan vi forvilder os fra biennalen og ind i det tyrkiske valg, som bliver afholdt søndag den 1. november. Vi forsøger at finde tilbage til vores domicil, et skyggefuldt, lidt grotteagtigt værelse i bydelen Maltepe, i det sydlige Istanbul, og går op af en smal gade, der grænser op til et hegn indtil et byggeområde. Så står vi midt i en eskorte af tre sorte mercedeser, blå blink, mennesker der råber til os, og katte der hopper til siden, mennesker med små slag hvor der står HDP på. Vi forsøger at komme væk ved at gå videre af gaden, og bliver mødt af en mængde smilende, lettere euforiske mennesker, der hilser på os og kropsvisiterer os.

En lav mand træder ud af en af bilerne, folk jubler og hujer, han går direkte hen til en far, der står med en lille krølhåret pige på armen og kysser hende, kysser faren, han går langsomt, hilser på dem der står nærmest. På den anden side af ham danner der sig en lille flok af personer, der tager billeder. Så forsvinder han ind i kulturhuset, som vi står foran. Vi går videre for at komme ud og kommer til det sted, hvor det er meningen man skulle komme ind.

Vi finder hjem, googler HDP og googler “Inadina Baris”, som vi tror er navnet på den smilende politiker, men som viser sig at være HDPs slogan: “Fred er muligt”. Vi billedgoogler HDP og genkender manden ved navnet Selahattin Demirtaş, der sammen med Figen Yüksekdağ, deler formandskabet for HDP. Et nyt demokratisk, prokurdisk ventrefløjsparti.

Vi ved ikke nok, vi ved nærmest ingenting. Vi ved at Tyrkiets præsident hedder Erdogan og, måske især på det seneste, er trådt i karakter som en tvivlsom leder. Vi ved, at der blev dræbt 101 mennesker i angrebet i Ankara d. 10. oktober, og at der er 2 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet. Men ca. der stopper vores viden. I første omgang finder vi ud af følgende: Ved valget den 7. juni trådte HDP ind i det tyrkiske parlament for første gang, med 13,07% af stemmerne. Dermed ændrede de 13 år, hvor AKP og Erdogan har haft absolut flertal. På den måde er de også grunden til, at der er genvalg, allerede små fem måneder efter sidste valg. Det har simpelthen ikke været muligt for AKP at danne en koalition med nogle af de andre partier, og dermed har Tyrkiet i praksis stået uden regering siden 7. juni.

Mødet i Maltepe ændrer vores blik, når vi bevæger os rundt i byen. Vimplerne der blafrer i vinden over vejene er ikke længere bare vimpler, men viser sig at være kampagneflag for de forskellige partier. På havnen i Kadiköy står vogne fra de fire forskellige partier der sidder i det tyrkiske parlament: AKP, HDP, CHP og MHP.

Fra alle vognene strømmer høj musik. Ved AKP vognen står damer med Versace solbriller og glat gråt hår. Ved HDP vognen danser kvinder og mænd rundt i en ring. CHP er det største oppositionsparti, det blev dannet i 1923, da Tyrkiet blev en stat under Mustafa Kemal Atatürk. MHP er et nationalistisk højrefløjsparti. Alle partierne vil være dem, der garanterer enhed og sikkerhed. Alle forsøger at drage fordel af bombeangrebene 20. juli og 10. oktober såvel som IS’ nærvær og urolighederne i de kurdiske områder. Erdogan har ført kampagne under sloganet »mig eller kaos«.

Vi tager færgen nordpå ad bosporusstrædet mod Sariyer, og ser hvordan byen fortsætter og fortsætter inde på land. Vi sejler under tre kæmpe broer, og en fjerde, halvt færdig. Den ufærdige motorvejsbros to sider står og peger mod hinanden over vandet. Vi kommer forbi et sted, hvor tre grå krigsskibe ligger til kaj. Efter en bustur gennem bjergene kommer vi til Rumeli Feneri, som ligger der hvor Sortehavet møder Bosporusstrædet. Vandet er oprørt, store bølger vælter ind mod den lille havnemole.

På vej gennem den lille by på den forblæste pynt, står vi pludselig midt i en stor forsamling af mumlende mænd. De sidder under MHP bannere. Stilheden, og kønshomogeniteten er mærkelig i forhold til de forsamlinger vi ellers har set. En dreng står ved en ladvogn og sælger valnødder. Vi går videre, finder fyrtårnet, der er, eller rummer et, værk af den NY baserede kunstner Lawrence Weiner.

Tilbage i Sariyer sejler måske femten store fiskeskibe rundt med kranførte net, lige uden for byen. Trawler de? Hvor mange fisk er der egentlig? Skumringen falder på, lysene blinker på begge sider af strædet. Broerne lyser skiftevis lilla og grønt. Sejlturene er begyndt at blive et helle, de halvforladte færger der fungerer langsomt, med flossede fortøjninger og gangbroer, at være ude på havet, på en måde stadig midt i byen men også ligesom svævende uden for den.

Tilbage i Kadiköy, bliver der solgt ristede muslinger og kebab på kajen. Her er det fredag aften og fodboldkamp mellem Galatasaray og Fenerbache. 1-1. Så jubel, så mål. Gaderne er proppede med mennesker der drikker raki med feta og melon til, mennesker der drikker te og spiller backgammon, mennesker der drikker øl og hører rock, mennesker der går rundt. Der spises hamsi (friturestegte ansjoser) og kattene boltrer sig i skraldespandene. Vi finder en bar uden rock, uden fisk og uden fodbold.

Klientellet er markant ældre end de fleste andre steder. Musikken er arabisk og kurdisk. Mændene ved nabobordet siger sæt jer hos os, »vi giver! Tyrkerne plejede at være kendte for gæstfrihed.« Ja, tak, det forstår vi. »Det er svære tider«, svarer vi og Mustafa vender øjnene op og udbryder. »Erdogan!« Med strakt hånd gør han et vip, et fladt slag i vejret. »Erdogan har brug for …« han leder efter ordet på engelsk, og vi foreslår … »en psykolog?« Yunus griner, »Ja, præcis, Erdogan har brug for psykisk hjælp. Han har brug for en psykolog!«

De to mænd hedder Yunus og Mustafa og er computeringeniører. Vi følger halvt med i en fodboldkamp på skærmen på baren på den anden side af gaden. Nu Besiktas mod et bundhold. »Skidt med Besiktas«, siger Yunus fnysende. Han plejede at se alle Fenerbache kampe på stadion. Men fordi publikum ved hver kamp siden Gezi park protesterne i 2013 helligede det 34. minut til at råbe, »Ud med Erdogan«, er der nu blevet indført identitetskontrol. Så vil han ikke komme mere, men han savner det. Måske næste sæson.

De vil stemme HDP, men går ikke ind for en kurdisk stat. »Tyrkiet er en stat der består af mange forskellige folk! Vi kan ikke begynde at dele os op. Vi er venner, vi har en stærk hær. Vi er naboer, vi lever mellem hinanden, vi er venner, vi har en stærk hær. Europæerne siger altid kurderne er noget særligt. I forstår ikke det ikke. Vi kan ikke begynde at dele os op, vi er mange forskellige nationer, vi kan ikke begynde at særbehandle nogen.«

Yunus forklarer, at de normalt ville stemme på CHP. Vi spørger om man ikke kunne forestille sig at de vandt valget, og han svarer, »Haha, nej, aldrig.« Han fortsætter: »De kommer aldrig over 30% af stemmerne. Valget handler ikke om kurderne, det handler om Tyrkiet. Erdogan er gået for langt, han skal ikke ødelægge vores demokrati. Hvis HDP får nok stemmer er de nød til at indgå i en koalition, så må Erdogan afgive mere og mere af magten. Også selvom han ikke vil. Det er en matematisk ligning. Derfor stemmer jeg på HDP.«

»Men hvad så hvis Erdogan vinder?« spørger vi. »Vi har en stærk hær,« siger Mustafa og forklarer: »Hvis Erdogan bliver for diktatorisk, vil hæren gå ind og sætte ham af.« »Så du har altså større tiltro til hæren end til nogle af de eksisterende partier?« »Ja, ja. Generalerne er blevet sat ind af Erdogan, men alle under ham, de støtter en sekulær stat.«

Den nat drømmer vi om to mænd i ottomanske kostymer og pelshatte. En sag der skal opklares, et kort der er blevet slettet hvidt, et mosaikgulv hvor mønsteret er blevet slidt af, så der kun er rundet hvid marmor tilbage. De to mænd i drømmen snakker udenom, men vi ved at de forstår sagen.

Vi intensiverer vores research på valget, i takt med at valgkampen forstærkes i byen. Vi sejler ud for at se den franske kunstner Pierre Huygues værk, som er i gang med at blive til ved Sivriada. Båden er indrettet med store hvide borde, polstrede møbler i hvidt blondestof, og da vi lægger fra kaj bliver en meterhøj lysestage med plastikblomster og similisten sat foran os.

Synet af øen, ligesom krateragtig og ødelagt, og bådens søvnige vuggen, giver en boblende fornemmelse. Solen skinner ind gennem bådens vægge af vinduer, det enkle og underspillede i værket, som ikke kan ses, i kombination med det spektakulære i øen, værket der er i gang med at blive til under vandet, i en proces af forsaltning, alger, fisk og strømme. Det er igen en lettelse at sejle. Se ind på byens skyline, lidt sol falder på et par højhuse lidt ude til højre, vi spejder efter delfiner, drikker te, spiser kringle, skumsprøjt fra bølgerne rammer vinduerne.

Båden lægger til i Beyoglú, syd for Taksim og Gezi, og vi går op af de stejle gader i solnedgangen for at finde mad. I vores iver efter at undgå hovedgaden, som er så fyldt af mennesker, at det er næsten umuligt at komme frem, forvilder vi os ind i en gammel arkade. Her dufter hengemt, der ligger støv i butiksruderne, her sælges gamle smykker og tobak i løsvægt. En pige, råber »Hey, jeg vil ha’ din jakke!« Vi stopper op. »Nej, du må ikke få jakken.« »Men den er så smuk, vi kan bytte!« Hun inviterer os på en kop te og en cigaret. Hun hedder Sevda. Hun spiller Nevermind af Leonard Cohen. Vi laver et par dansetrin. Hun har en gammel kat som har fået halen kørt af i en ulykke for fem år siden. Hun læser til engelsk oversætter. Hun er 26, men har et gammelt sind, siger hun, »70 år! I mit hoved er jeg 70 år!« Det er vi også, vi griner. »Som den gamle kat!« »Ja.« Hun er af kurdisk afstamning. »Folk i Istanbul forstår ikke kurderne, de ser ned på os. De ser mig og har allerede besluttet, at de ikke vil have noget med mig at gøre. HDP er vores håb.« »Hvordan har du det med PKK?« Spørger vi. »Selvfølgelig støtter jeg også PKK. Der hvor jeg er fra er alle i bjergene PKK eller YPG. Folk her i Istanbul ved ikke hvad det er, hvad de egentlig står for.«

Sevda lærer os at sige »Yoldaşlar« inden vi skal videre. Vi når ikke at forstå, hvad det betyder, kun at det er kampråb for HDP. »Jeg håber virkelig, vi vinder i morgen,« er det sidste hun siger, inden vi går.

Da vi lægger os til at sove den aften, tilbage i grotteværelset, hører vi svage råb udefra. Som en folkemængde der råber, men meget svagt, meget langt væk, eller som sang eller bøn. Det er umiskendeligt og konstant, vi sikrer os, vi begge hører det, og falder så alligevel i søvn.

Søndag er valgdag, og nu vil vi vide mere om AKP. Vi tager ud til Bagcilar fordi det er AKPs kernevælgerområde. Det tager 2,5 time med færge og sporvogn at komme dertil fra Kadiköy. Vi kommer forbi resterne af den gamle bymur og dermed ind i Istanbuls tredje distrikt. Byen spreder sig og spreder sig, næsten som sit eget lille land. Sporvognen drejer op over motorvejen, i et elegant svaj, mens mørket falder på, og lyset glitrer i rækkerne af ens højhuse.

Selve Bagcilar centrum er som at komme til en ø. Her er gaderne som i de andre dele af Istanbul vi har været i, butikker som sælger alt fra grøntsager til pyjamasser og uldunderbukser, spyd med sydende lam, klaser af snore med tørrede peberfrugter der hænger fra baldakinerne, stabler af té og sæber. Med den forskel at her ingen andre turister er, og at der heller ikke er tegn på at her har været nogle. Vi bruger insektteknikken: Går efter lys og lyd. Vi kigger op, og vimpler for AKP vejer over gaden. Vi stopper på et gadehjørne, hvor luften er tæt af røg og musik. Vi går lidt nærmere og er kommet til AKP’s hovedkvarter i bydelen. Folk stimler sammen på gaden og hænger ud fra partibygningens vinduer, danser, klapper, synger.

Bagcilar er det kvarter i Istanbul som har den højeste befolkningstæthed. En fyr i jakkesæt, der hedder Tarik hilser på os, han er frivilligkoordinator for AKP i Bagcilar. Til hverdag er han PR chef for et ingeniørfirma. Vi spørger, hvad AKP’s sejr betyder for ham: »Jeg er meget glad! Her hvor jeg bor, bor tyrkere der går på arbejde. Vi har brug for sikkerhed og udvikling, det giver AKP.«

Han tager os under armen, gennem folkemængden og ind i partibygningen. Vi bliver ført op af to etagers trapper, folk springer op eller ned af trapperne. Efter tredje dør er luften elektrisk. Her er tætpakket af frivillige, partifolk og partistøtter, der jublende følger aftenens sidste optællinger. Mange kigger, og kommer hen til os, vi stikker ud. »Hvor er I fra? Velkommen til Istanbul, velkommen til Tyrkiet.« Vi får te stukket i hånden. Der danner sig en gruppe af hilsende mænd omkring os.

Tarik præsenterer og tolker, man vil vide, om vi er kamerafolk eller journalister? »Vi prøver at skrive en artikel om Istanbul,« siger vi. »Vi er så glade, vi vandt,« siger de, nogle hujer og klapper bag dem. Tarik uddyber: »vi har fået flertal alene, vi behøver ikke koalition. Det havde vi ikke regnet med.« Så tager en dame os resolut under armen, vi bliver trukket og puffet gennem forskellige lokaler, indtil vi står midt i et lille rum, der er fyldt af mænd i jakkesæt. Damen præsenterer os og siger, »her er Ismet Öztürk, han er formand for AKP i Bagcilar.« Vi trykker hans hånd. Alle i rummet er stille, stirrer på os eller tager billeder. Han holder Livs hånd fast og et statsmandsansigt oppe. Vi forsøger med forskellige formuleringer at spørge ham om, hvad han vil gøre med den sejr til AKP. Hvilke visioner har han for Tyrkiet? Ligegyldigt hvad vi siger, svarer, han »Tak, vi er meget glade,« eller »Ja, det her er rigtigt godt.« Til sidst føles det som den eneste mulighed at afslutte samtalen med et »tak!« hvortil han svarer »Pas godt på, jer selv.« Så bliver vi ført ud igen.

Tilbage i de større lokaler får vi mere te og snakker videre med dem vi finder der kan engelsk. Cem, restaurantejer og frivillig i AKP siden begyndelsen i 2001 siger, at valget netop er vigtigt, fordi de gerne vil have et system mere som i USA. Et topartisystem, så man undgår problemerne ved at danne koalitioner. Han siger, vi kan ikke lide HDP, nu er de allerede faldet 2% og forhåbentligt ryger de helt ud ved næste valg. Tarik er kommet tilbage med to kopper te mere, han siger, nu er valgresultaterne talt op i første omgang. Vi vandt.

Udenfor bygningen vokser menneskemængden, indtil den, eller vi, begynder at bevæge sig af ned mod den nærmeste plads. Lettede over at kunne slippe ud af en fejring vi ikke var en del af, i et valg der stadig føles uklart og let ubehageligt skynder vi os væk fra mængden af en sidegade. På vejen hjem kører vi forbi sporadiske forsamlinger omkring på byens pladser og enkelte biler der dytter og vifter med AKP flag. Så går vi over broen for at komme hen til vores færge, her står den sædvanlige række af fiskere. De står med linerne i floden, tilsyneladende uberørte med en anden, en standset, tid i sig. De virker ikke så optagede af valg som af stimer.

Vi finder ud af at »Yoldaşlar« betyder kammerat. Vi beslutter at tage tilbage for at give Sevda jakken inden vi rejser. Det føles som det mindste vi kan gøre for at undgå at hun forsvinder helt fra os, i byen der stadig fortsætter.