Print artikel

Hvem er amerikanerne?

Maleri: Kehinde Wiley
Essay
20.12.19
Donald Trumps aparte præsidentskab har affødt en syndflod af tekster, hvor særligt venstrehældende intellektuelle gavmildt indlemmer præsidenten i deres populismeanalyser. Tre nye udgivelser skiller sig ud ved at bruge USAs historie til at generobre fortællingen om, hvem amerikanerne var, er og bør blive.

Der er et billede fra Donald Trumps indsættelse i 2017, som er svært at glemme. På venstre side står det hold, der skal overtage magten. De er stærkt solbrændte og har, med enkelte undtagelser, højt, blondt hår. Kvinderne har store læber, plukkede øjenbryn og er iført frakker i stærke farver. Mændene bærer lange, brede slips i skarpe farver og enorme jakker med store skulderpuder. På den anden side står det hold, som afgiver magten. Deres kjoler og slips er holdt i dæmpede røde og blå farver og de har diskrete guldsmykker i ørerne og på hænderne. De har flere rynker og grå hår, end de havde otte år tidligere. Baywatch, 80’ernes Wall Street-klichéer og Fox News møder West Wing, Ivy League og New York Times på det billede, og siden den dag har det været de to poler, der har tegnet den politiske debat i og om USA.

These Truths, The World As It Is og God Save Texas er tre bøger, der forsøger at generobre fortællingen om, hvem amerikanerne er.

Siden den seneste præsidentkampagne i USA har en stor del af verdenspressen været optaget af at finde ud af, hvad der foregår derovre. Donald Trump har fået skyld for meget, der kommer hele tiden mere til, og det aparte præsidentskab har affødt en syndflod af tekster, der forsøger at indfange det hele. Der er de klassiske, afslørende reportager som Fear af Bob Woodward og Fire and Fury af Michael Wolff, der udleverer dagligdagen i Det Hvide Hus gennem samtaler med staben. Der er akademikere som Jan-Werner Müller og Cas Mudde, der gavmildt indlemmer Donald Trump i deres populismeanalyser i både bøger og internationale aviser. Imidlertid har Trumps politiske færd også givet anledning til, at en række amerikanske intellektuelle reflekterer over deres folks selvforståelse i en tid, hvor alle idealer er til forhandling. Det gør Jill Lepore i These Truths, Ben Rhodes i The World As It Is og Lawrence Wright i God Save Texas. Der er intet opsigtsvækkende i, at prominente amerikanere, som hælder mere eller mindre til venstre, forsøger at udrede, hvordan det kunne gå til, at Donald Trump blev USAs 45. præsident. Det, der til gengæld er opsigtsvækkende i disse bøger, er, at de hver især bruger landets historie til at bekæmpe præsidentens blodige, aggressive narrativer om hvem amerikanerne var, er og bør blive.

Jill Lepore har med These Truths skrevet USAs historie på under 1000 sider. Og hvem skulle ellers have gjort det? Harvard-historikeren er kendt for sine samtidsdiagnostiske artikler i The New Yorker, hvor hun vurderer USAs samtid gennem alt fra Donald Trump og ytringsfrihed til dystopisk fiktion og Barbie-dukker, samt for sine bøger om amerikanske fænomener fra Tea Party-bevægelsen til Wonder Woman. Nu har hun skrevet en bog til amerikanerne om dem selv.

Fra historikeren over embedsmanden til skribenten er der en gennemgående desillusion ved det politiske system, som de finder kompensation for i historien. Her kan de finde en plethora af amerikanere frem, der står sammen som folk uafhængigt af unoderne i Washington og kan tilbyde flere fortider, der kan gøre ”America Great Again”.

Det kræver skarpe selektionsprincipper at konvertere den amerikanske historie til et etbindsværk, og Lepore har to: hun har for det første skrevet det, hun kalder en »old fashioned civics book«, altså en borgerhåndbog, og hun har for det andet taget Uafhængighedserklæringen på ordet. Bogens titel skal minde læseren om, at USA er grundlagt på tre fælles sandheder:

»We hold these truths to be self-evident,« står der i Uafhængigserklæringen fra 1776, som fortsætter: »that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that along these are Life, Liberty and the pursuit of Happiness. That among these rights, Governments are instituted among Men, deriving their just powers from the consent of the governed. – That to secure these rights, Governments are instituted among Men, deriving their just powers from the consent of the governed.«

Hvad sker der, spørger Lepore, hvis historien holdes op imod de idealer – lighed, naturgivne rettigheder og folkets suverænitet? Gør den idealerne ære eller gøres de til skamme? Det er Lepores analytiske udgangspunkt, men det varsler også hendes normative ærinde med at skrive en borgerhåndbog. For at fungere som samlet nation i det 21. århundrede bør amerikanerne nemlig, skriver hun, kende historierne om deres demokratiske institutioners opkomster, fald, succeser og fiaskoer. En borgerhåndbog med udgangspunkt i demokratiets mulighedsbetingelser og trusler kan umuligt læses som andet end et forsøg på at give nutidens amerikanere en historisk viden, som skal vække kritisk harme over landets nuværende politiske tilstand. Lepore befinder sig, med andre ord, lige der, hvor hun plejer: skrivende mellem fortid og samtid til fordel for en mere vidende fremtid.

These Truths er derfor også, mest af alt, en politisk historie med få afstikkere til regulær militærhistorie og et par kulturhistoriske bemærkninger. Den er delt i fire sektioner: The Idea (1492-1799), The People (1800-1865), The State (1866-1945) og The Machine (1946-2016). De forskellige perioder er relativt ukontroversielle inddelinger, som rummer både det forventelige og det negligerede; Colombus, tilblivelsen af Forfatningen, brandene i New York i 1741, opfindelsen af telegrafen, afskaffelsen af slaveriet, verdenskrigene, opkomsten af den moderne administrative stat, internettet og den første afroamerikanske præsident.

Der er intet opsigtsvækkende i, at prominente amerikanere, som hælder mere eller mindre til venstre på den politiske skala, forsøger at udrede, hvordan det kunne gå til, at Donald Trump blev USAs 45. præsident. Det, der til gengæld er opsigtsvækkende i disse bøger, er, at de hver især bruger landets historie til at bekæmpe præsidentens blodige, aggressive narrativer om hvem amerikanerne var, er og bør blive.

Det bemærkelsesværdige ved Lepores bog – ud over længden – er, at de historiske aktører i These Truths er narrativiserede til en grad, så bogens sider synes overstrøet med karakterer fra en af de store, amerikanske fortællinger. Bogen er fyldt af både de kendte og de ukendte; den første, læseren møder, er en brovtende, genoviansk kaptajn, der sejler rundt mellem det gamle, spanske kongedømme og den nye verden. Dernæst Benjamin Franklin, der fremstilles som glimrende selskab – som en begavet, entreprenant, humoristisk polyhistor og Founding Father. Den nervøse Thomas Jefferson med en ubetinget tillid til folket, journalisten Walter Lippman der bar sit tredelte jakkesæt som »en tiger bærer sin pels« og hvis intellektuelle styrke illustreres ved hans øjenbryn, der var »så spidse som enden på en pil« og den multikulturelle, intellektuelle Barack Obama, der spandt alle kontinenter ind i sin selvfortælling. Men der er også de oftest navnløse som f.eks. slaverne Ralph og Bett, der henholdsvis flygter og fører retssag for at vinde deres frihed. Og så er der Jane Franklin, som var Benjamins mindre kendte søster og Benjamin Lay, der bekæmpede slaveriet fra en hule i New Jersey.

Nogle gange er Lepores prosa alt, alt for meget – teksten kunne eksempelvis godt have undværet analogier til babytænder, stjernekiggeri og skibsmetaforer – men hendes insisteren på at personificere de historiske figurer ved at citere rigt, beskrive mimik og udseende og gisne om deres tanker og følelser vækker historien til live. Det er langt fra altid et uproblematisk greb, men det mindsker afstanden i den historiske tid. These Truths er ikke 789 siders samfundsfagspensum, men først og fremmest en bog, der skal engagere sin læser.

These Truths er, ikke mindst, en historie om USAs forhold til sandheden. Fælles sandheder er Uafhængighedserklæringens højeste ideal, men det er også dem, Jill Lepore lader sine aktører jagte. Hvad enten de udgiver aviser, skriver læserbreve, går i retten eller på torvet. I hendes historie er alle de engagerede, begavede, dumme, milde, despotiske, elskende, hadefulde, insisterende, heldige, uheldige og opfindsomme mennesker, som rejser de demokratiske institutioner, forandrer dem og nedbryder dem igen, mennesker, som ledes af disse sandheder.

Dagen efter det amerikanske præsidentvalg i 2016 talte Barack Obama uden for Det Hvide Hus: »The path that this country has taken has never been a straight line. We zig and zag,« sagde han. Han refererede en besked, han havde modtaget fra en af sine rådgivere på valgnatten få timer forinden: »Progress doesn’t move in a straight line.« havde Ben Rhodes skrevet. Kort tid efter valget begyndte Rhodes at skrive The World As It Is, en politisk biografi om sine otte år i Obama-administrationen. Den kunne være blevet en virkelig irriterende bog. En politisk biografi af en fyr, der lige er blevet 41. Forfattet i bagklogskabens klare lys af en repræsentant for den politisk korrekte, veluddannede, østkystliberale elite med Donald Trump som oplagt antagonist. Nej, vel? Men The World As It Is er en helt anden bog. Det er en ærlig, velreflekteret fortælling, som stiller tre spørgsmål: Hvordan forvalter man en af verdens mest magtfulde regeringer, når størstedelen af den første Obama-stab (inklusive den nyvalgte præsident) gik ind i politik for at kritisere de mest magtfulde? Hvordan holder man fast i sine oprindelige idealer? Og det sidste, som Obama stiller Rhodes under deres sidste officielle rejse: »Gjorde vi det rigtige?«

Rhodes svar er, karakteristisk for Obama-administrationen, at stille endnu flere spørgsmål i en bog, som grundlæggende handler om at forvalte sin repræsentative pligt i en administration fuld af modsatrettede interesser. Man skal for eksempel spørge sig selv, hvad amerikansk udenrigspolitik egentlig er. Et multimilliardforetagende? Diplomatiske relationer? Krige? Rhodes blev tiltrukket af Obama under en fredsdemonstration, hvor han talte imod Irak-krigen ved at erklære sig »ikke imod alle krige, men imod dumme krige«. Fem år senere overtog de officielt kommandoen over netop den krig.

Historien er magistra vitae for disse forfattere, der virker til at nære en – naiv – ubegrænset tillid til, at en fælles fortælling kan skabe politisk forandring.

Man skal også overveje, hvad magten rækker til. Obama og Rhodes forsøgte i 2008 at skrive en tale, som skulle opsummere en række udenrigspolitiske tiltag og retningsgive politikken. De kaldte waterboarding »tortur« og Guantanamo »til fare for den amerikanske nationale sikkerhed«. Efter George W. Bushs overdrevne taler om Saddam Husseins forsøg på at komme i besiddelse af atomvåben i 2003 var det imidlertid blevet procedure at lade det amerikanske intelligence community korrekturlæse taler. Karakteristikken af Guantanamo forsvandt og torturen blev til »skærpede forhørsmetoder«. Hvor stiller det to gamle kritikere af Irak-krigen, at deres kolleger, støtter og vælgere nu skal høre den retorik?

The World As It Is er også en nonfiktion-dannelsesroman om at modnes politisk i Det Hvide Hus. Et af Rhodes bedste kapitler handler om racisme og om, at Obama sjældent talte om det i de otte år. Ifølge Rhodes, fordi han ikke ville give sine modstandere fornøjelsen ved den vrede, sorte mand, men også fordi, den hele tiden var præsent. Her er også en af bogens mest interessante refleksioner. Nelson Mandela er gået bort, Barack Obama skal holde en tale og Ben Rhodes skal skrive den. Rhodes skitserer én sort leders hyldesttale til en anden, men Obama tøver med at skrive sit personlige forhold til Mandela ind i talen. Og så opdager Rhodes, at han har skitseret sit eget behov, den hvide mands desperate behov for at høre en sort mand sige, at alt er okay – at der igen er lighed for loven, at mulighederne er de samme for ham som for alle andre og at Mandela som symbol og politiker gjorde den forandring mulig. Det vil Obama ikke. »The last person who ever thought that Obama’s election was going to bring reconciliation and some ’end of race’ in America was Barack Obama«, konstaterer Rhodes. Det må have gjort ondt at skrive, for det var vel en af de mest vedholdende kritikker af Obama-administrationen efter valget i 2016; at den var elitær og distanceret. Var Obama-administrationen virkelig fuld af idealistiske, hvide, veluddannede fra middelklassen, som tænkte, at den var in the bag? Er symbolpolitikken så stærk en klang i deres politiske register, at de regnede med at overkomme historisk notoriske strukturelle konflikter, når præsidentens hudfarve skiftede? Herefter vender Rhodes’ blik. Hvem stirrer på ham, når han kigger ud fra præsidentens limousine? Det gør folk. Rhodes har indtil da fokuseret mest på andre politiske kræfter i Washington, på nyhedsmedierne og på de agenturer, der kan slette ord i en tale, men idéen om et folk, der skal repræsenteres, bliver nu et konstant perspektiv.

Rhodes når at skitsere en efterretningstrussel fra Rusland og nyhedsmedier, der vinkler historier, som de vil, inden han i en af bogens sidste sætninger konstaterer, at sandheden findes i de historier, folk fra hele verden fortæller om det liv, de lever. Mens hans tillid til institutionerne smuldrer, stiger hans tiltro og håb for dem, der kigger ind i limousinen. The World As It Is er et nostalgisk, men usentimentalt portræt af en administration, der prøvede at repræsentere, som troede på sandheden i folket – der imidlertid måske blev et abstrakt ideal i en bureaukratisk hverdag.

Men det er ærlig talt også et godt spørgsmål. Hvem er amerikanerne? Hvordan finder man ud af det? Lawrence Wright har en teori om, at Texas er prismet til USAs fremtid. Staten er et konglomerat af alt, hvad der har konstitueret det moderne USA, skriver han. En smeltedigel af etniciteter, republikanske landområder og demokratiske storbyer, olieindustri og solenergi, nostalgiske erindringer om det neurosefri, entreprenante, selvstændige og hårdtarbejdende menneske. Så man kan godt regne med, at de bevægelser og orienteringer, som opstår i Texas vil brede sig som ringe i vandet før eller siden.

David Remnick, den legendariske The New Yorker-redaktør, bad engang Wright »forklare Texas«. Muligvis fordi han undrede sig over, at en rullekraveklædt, Pulitzer-prisvindende cand.mag. i engelsk og lingvistik, der ernærer sig som skribent og skuespilforfatter, ikke har bosat sig i hverken New York eller Washington. Forklaringen materialiserede sig sidste år i God Save Texas, som både er et portræt af en stat, der snubler i sine egne klichéer, og et insisterende forsøg på at forklare, hvor de kommer fra. Wright kæmper sin kamp mod klichéerne med samme midler som Lepore og Rhodes: ved at skrive en historie om Texas, der præsenterer læseren for de mennesker, som lever i staten. Kapitlet om den internationalt udskældte olieindustri, der udpiner kloden og fik størstedelen af staten til at gå konkurs i 1980erne, er ligeså meget et kapitel om Pattillo Higgins og Anthony F. Lucas, de to mænd, der fik en fiks idé og borede den første funktionelle oliebrønd i 1901. Og om Nick Fowler, som i 2018 bestyrer et petrokemisk anlæg, der sikrer byen Odessa 210 jobs. I 2015 flyttede University of Texas i Austin to statuer Jefferson Davis og Woodrow Wilson fra campus og i 2017 blev de sidste statuer af sydstatsforkæmpere fjernet. For Wright er det naturligvis et indlæg i den politiske debat om racisme i USA, men det bliver ligeså meget en historie om, hvordan et lille samfund positionerer sig med eller imod hinanden og lever med en historie, som aldrig rigtigt er blevet arv; den er stadig hverdag, og det er folket, som forvalter den.

These Truths, The World As It Is og God Save Texas er tre bøger, der forsøger at generobre fortællingen om, hvem amerikanerne er. De skriver sig på forskellige måder ind imellem de to poler, som blev synlige den dag Donald Trump overtog præsidentembedet fra Obama ved at fremhæve folket som bærere af Uafhængighedserklæringens idealer. Fra historikeren over embedsmanden til skribenten er der en gennemgående desillusion ved det politiske system, som de finder kompensation for i historien. Her kan de finde en plethora af amerikanere frem, der står sammen som folk uafhængigt af unoderne i Washington og kan tilbyde flere fortider, der kan gøre ”America Great Again”.  Historien er magistra vitae for disse forfattere, der virker til at nære en – naiv – ubegrænset tillid til, at en fælles fortælling kan skabe politisk forandring.