Print artikel

Geopolitikkens genkomst

I dag er den kunstige grænse gennem Berlin reduceret til en markering på jorden. Foto: CC
Analyse
23.06.14
I lyset af de store omvæltninger i verden er det igen nødvendigt at medtænke faktorer som historie og geografi, når den internationale situation skal vurderes. Kort sagt er geopolitikken er tilbage, men hvad betyder det?

Efter en forholdsvis rolig afslutning på det 20. århundrede, der formentlig må betegnes som det blodigste i verdenshistorien, blev det 21. århundrede indledt brutalt og pludseligt den 11. september 2001. Hvad der herefter fulgte, var ”krigen mod terror,” der under amerikansk ledelse fik sit mest konkrete udtryk gennem invasionerne af Afghanistan og Irak. Parallelt med disse krige og især efter krisen i den globale økonomi i 2008 begyndte imidlertid en anden udvikling at tage form i det internationale system. Med Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud i 1989/91 var det forventningen hos de fleste analytikere, at klassisk stormagtspolitik nu definitivt var lagt på hylden, fordi USA fremstod overmægtig i forhold til alle andre stater. Men i ly af amerikanernes forsøg på at omskabe og demokratisere Mellemøsten og den generelle økonomiske afmatning begyndte en række nye og gamle spillere at gøre deres entre på scenen.

Det første tegn på, at verden endnu engang stod over for betydelige forandringer, var den russiske sommerlynkrig mod Georgien i 2008. Året før havde Vladimir Putin advaret den vestlige verden imod yderligere forsøg på at udvide NATO og dermed trænge længere ind på, hvad der blev opfattet som russisk interessesfære. Men Georgien-krigen var kun begyndelsen. I de seneste år er den internationale situation blevet drastisk forværret begyndende med borgerkrigen i Syrien, der efterhånden har udviklet sig til en stedfortræderkrig mellem Iran og Saudi-Arabien. Sideløbende hermed er der stærkt stigende spændinger i det Syd- og Østkinesiske hav, hvor Kina ønsker at hævde sin suverænitet over store områder, et ønske der møder stor modstand fra flere lande i regionen såsom Japan, Sydkorea, Vietnam, Filippinerne og USA. Endelig er der den igangværende højspændte situation i og omkring Ukraine, hvor Vesten og Rusland endnu en gang står uforsonligt over for hinanden. Disse forskellige konflikter er ikke uden indbyrdes sammenhæng og kan faktisk anskues under et. En lang række stater har aldrig affundet sig med den amerikanske verdensorden, der blev opbygget efter den kolde krigs afslutning. Flere af disse stater har i dag opnået tilstrækkelig økonomisk og militær styrke til at kunne begynde at ændre på de forhold, de finder mest utilfredsstillende. Hvis vi ønsker at forstå en stadig mere kompleks verden, hvor forskelligartede interessemodsætninger og rivaliseringer vil dominere, er det nødvendigt at genopdage begreber og skabe et vokabularium, der kan beskrive en sådan virkelighed.

Et centralt begreb, der kan hjælpe os med at beskrive og forklare en verden, hvori klassisk stormagtspolitik igen er i højsædet, er begrebet geopolitik, der nu benyttes af politikere, journalister og eksperter i tide og utide. Men hvad indebærer geopolitik, og hvorledes kan det hjælpe os til at bringe de verdenspolitiske begivenheder, vi i disse år oplever, ind i en mere forståelig ramme? Udgangspunktet for en geopolitisk betragtning af verden er en forestilling om, at klodens geofysiske konfiguration har været en afgørende faktor i skabelsen af verdens forskellige civilisationer og er et afgørende element, hvis vi ønsker at forstå vor samtids store begivenheder. Et eksempel herpå er den geopolitiske analytiker Akhilesh Pillalamarri, der for nylig i en artikel i tidsskriftet The Diplomat har argumenteret for, at forestillingen om staters grænser som ukrænkelige, den såkaldte territoriale integritet, bidrager til at forlænge og forstærke de storpolitiske stridigheder. Ved at fastholde den territoriale integritet som nærmest hellig, skabes der permanent frosne konflikter mellem stater, der kan fortsætte i det uendelige, og hvor der ingen løsning kan findes. Dette er fx tilfældet i konflikten mellem Indien og Pakistan. For at løse sådanne konflikter er det nødvendigt at acceptere flydende grænser, der uvægerligt vil ændre sig med tiden, og at disse ændringer nogle gange vil finde sted ved hjælp af militærmagt. Da verden ikke vil blive mindre, men kun mere kompleks i fremtiden, er det nødvendigt, at vi genopdager og på ny tilegner os viden om geografi og historie som forudsætning for at kunne forstå de begivenheder, der nu på daglig basis konfronterer os.

 

Tidspunktet for, hvornår den vestlige verden mistede sin fornemmelse for historiens og geografiens afgørende betydning for vores forståelse af verden, kan dateres ganske præcist. Med Berlinmurens fald forsvandt Europas og til dels USAs evne til at orientere sig efter verdens magtrealiteter næsten fuldstændig fra den ene dag til den anden. Ifølge den amerikanske journalist Robert D. Kaplan, der er forfatter til flere bøger om geopolitik, fik dette skæbnesvangre følger, hvis konsekvenser endnu er mærkbare. Hvad der udspillede sig i Tyskland, var at en kunstig grænse forsvandt, en grænse der før eller siden var dømt til at bryde sammen. Resultatet blev dog af de fleste tolket, som om alle verdens grænseproblemer og etniske konflikter nu ville blive løst, og den vestlige-demokratiske samfundsmodel ville sprede sig til alle dele af kloden. Det ideologiske grundlag for dette verdenssyn var blevet skabt umiddelbart inden murens fald, da politologen Francis Fukuyama udgav en artikel, hvis påstand netop var, at den liberal/kapitalistiske samfundsmodel stod over for at blive universel, og at historien dermed i idépolitisk forstand var afsluttet. Gennem det meste af 90erne så det ud til, at Fukuyama havde fået ret i sin analyse. Under amerikansk eneherredømme dominerede den vestlige kultur verden totalt, og selv om der blev udkæmpet blodige borgerkrige på Balkan og i Rwanda, var der ikke noget, der for alvor kunne true den amerikansk/vestlige verdensorden. Det var alt sammen inden den 11.september. I dag er verden en fundamentalt anden end i de lykkelige novemberdage i 1989. Det 21. århundrede tegner til at blive konfliktfyldt, domineret af rivalisering mellem en række magter, der vil bidrage til at gøre verden kompleks og uforudsigelig. En udvikling der allerede er i fuld gang.

Den amerikanske historiker Walter Russell Mead har i flere artikler gennem det seneste år argumenteret for nødvendigheden af, at man fra amerikansk side igen begynder at medtænke geografi og strategi i sin overordnede politikformulering i stedet for at henfalde til den sædvanlige juridiske og moralske tilgang til udenrigspolitik. Ifølge Mead betød 2013 et definitivt farvel til Fukuyama og historiens afslutning. Tre stater: Iran, Kina og Rusland, som Mead benævner »Centralmagterne«, er i færd med at udfordre den vestlige verden overalt på det eurasiske kontinent. Om disse stater udgør en ny form for ondskabens akse, eller om deres krav om en ny magtbalance er rimeligt, kan diskuteres i det uendelige. Fast står det under alle omstændigheder, at der er opstået en ny geopolitisk virkelighed, der ikke forsvinder, selv om bl.a. den amerikanske udenrigsminister John Kerry hævder, at de stater, der nu udfordrer den eksisterende orden, stadig befinder sig i det 19.århundrede. Historien er i sin kerne en videnskab om forandringer. Forandringer der har fundet sted til alle tider og som aldrig ophører. Udfordringen for det enkelte menneske, såvel som for stater og nationer, er hvordan man håndterer disse forandringer og de kriser, de medfører.

Historien er fuld af eksempler på mennesker og stater, der i mødet med forandringer er gået til grunde, men sådan behøver det ikke at gå. Vestens forfald og undergang er på ingen måde givet, og der kan fortsat være en rolle for os i verden. Dette kræver dog, at vi er i stand til at genkende og tilpasse os de betydelige forandringer, vi nu står overfor. Det vil kræve, at vi er parate til at acceptere en verden, vi ikke længere kan kontrollere, og at der derfor vil finde magtforskydninger sted. Noget der ikke nødvendigvis skal bekæmpes med alle midler, da det står klart, at sådanne kampe ofte vil få katastrofale følger. I stedet må vi genopdage geografien og historien som vejvisere til en stadig mere kompleks og kaotisk verden og herigennem forsøge at skabe en fornyet stabilitet og orden.