Print artikel

Fra oprørsimam til politisk kongemager

Foto: Waleed Safi
Analyse
06.09.18
Med det irakiske parlamentsvalg i maj blev oprørsimamen og shiamuslimen Muqtada al-Sadr valgets overraskende vinder: Med 54 ud af parlamentets 329 pladser udgør hans liste Sa’irun (Dem der bevæger sig) nu den største blok i den irakiske nationalforsamling. Men hvem er Sadr og hvad kan man forvente af landets kaotiske parlamentariske situation, hvor en regering nu skal dannes på tværs af vidt forskellige politiske interesser?

I Vesten er Sadr mest kendt for sin indædte kamp mod amerikanerne i de første år efter Saddam Husseins fald. Her stod han i spidsen for kæmpe demonstrationer af vrede unge mænd i Bagdads gader – heraf tilnavnet ”oprørsimamen” - og hans milits Jaysh al-Mahdi (Mahdi-hæren) udførte en lang række attentater mod især amerikanske og britiske soldater. Fra 2008 blev der dog mere stille omkring ham: både amerikanerne og de shiamuslimske politikere havde fået nok af, og det fik irakiske sikkerhedsstyrker til at slå hårdt ned på Mahdi-militsen, hvorefter Sadr fortrak til Iran. Nu er han altså tilbage i irakisk politik –denne gang i en central politisk nøgleposition. Så hvem er han, denne Muqtada al-Sadr, hvordan er det gået ham siden de tidlige oprørsdage, og hvad kan være grunden til, at han så overraskende blev valgets vinder?

Mange politiske iagttagere havde spået, at det blev den siddende shiamuslimske premierminister, Haider al-Abadi, der ville vinde det irakiske parlamentsvalget 12. maj i år, men sådan skulle det ikke gå. Ganske vist var Abadi som premierminister den der stod i spidsen for bekæmpelsen af Islamisk Stat i Irak og derfor politisk kunne tage æren for sejren i oktober 2017 – et resultat, han førte valgkamp på under liste-navnet al-Nasr (Sejren) - men i mange irakeres øjne var han også USA’s mand på posten. At han blev premierminister i 2014 skyldtes først og fremmest massivt amerikansk pres. Både USA og en stor del af den irakiske befolkning var godt og grundigt trætte af den siddende shiamuslimske premierminister, Nuri al-Maliki, der i stigende grad siden sin tiltrædelse i 2006 havde samlet magten omkring sig og på bedste Saddam-vis forsøgte at udmanøvrere alle politiske modstandere.

Med Abadi på posten fik Irak i stedet en teknokrat der med USA i ryggen havde den bundne opgave at skabe bedre relationer mellem kurdere, arabiske sunnimuslimer og de mere vestligt-orienterede shia-grupper og sørge for at landet blev en pålidelig medspiller i regional og international politik. Men de gode intentioner rakte kun til en 3. plads ved parlamentsvalget i maj, og Abadi måtte med sine 42 mandater se sig overhalet af den shiamuslimske og Iran-venlige Fatah-blok med Hadi al-Amiri og Nuri al-Maliki i spidsen, som fik 47 mandater, og altså valgets vinder, Muqtada al-Sadr, der gik 20 mandater frem og fik i alt 54.

Muqtadas første skridt mod magten er gået igennem familien. Han blev i Irak i 1973 født ind i en kendt shiamuslimsk præstefamilie, der hævder at have rødder tilbage til profeten Muhammed – noget Sadr tydeligt skilter med gennem den sorte turban, han altid bærer offentligt. Han har sin teologiske uddannelse fra shiamuslimske institutioner i både Irak og Iran, er gift med datteren til en af Iraks mest kendte shiamuslimske præster, nu afdøde Baqir al-Sadr, der også er hans onkel, og han leder Sadr-bevægelsen, der blev oprettet af hans far i midten  af 1990’erne, hvor storbyernes fattige shiamuslimer for alvor led under de internationale sanktioner mod Saddams styre.

Bevægelsen består af flere organisationer: Militsen Jaysh al-Mahdi, der i 2014 blev omdøbt til Saraya al-Salam (Fredskompanierne), et politisk parti al-Ahrar (De Liberale), organisationen al-Mumahidun (Dem der baner vejen) som primært tilrettelægger bevægelsens religiøse aktiviteter, samt al-Munasirun (Tilhængerne), der tager sig af sociale opgaver og skaffer nye medlemmer. I modsætning til mange af Iraks intellektuelle, politiske og religiøse ledere, der valgte at gå i eksil under Saddam, forblev Sadr-familien i Irak frem til styrets fald, og det har givet dem betydelig legitimitet blandt mange irakere. Men det var først efter den amerikansk ledede invasion i 2003, at Muqtada al-Sadr for alvor blev kendt i den irakiske offentlighed, og efterhånden som hans antiamerikanske aktiviteter og voldelige opgør med rivaliserende sunni- og shia-muslimske grupper langsomt blev afløst af mere politiske aktiviteter, er det lykkedes ham at vinde en vis politisk opbakning.

Det kan man fx konstatere ved, at bevægelsens politiske parti al-Ahrar siden 2009 har været repræsenteret i flere regionale provinsråd og siden 2010 i parlamentet. Sadr har dog aldrig selv stillet op til noget politisk embede, således heller ikke til parlamentsvalget i maj i år, og er derfor heller ikke i spil til en ledende politisk post som fx premierminister. Han trækker i stedet i trådene og koncentrerer sig om at koordinere og lede den samlede Sadr-bevægelse.

Sadr-bevægelsen 2.0
Når Sadr-bevægelsen stadig i dag synes både robust og slagkraftig, skyldes det grundlæggende tre ting: at det er en græsrodsbevægelse med både religiøse og politiske mål; at præsteskabet har en central position inden for begge områder og samtidig forstår at videreføre den grundlæggende shiamuslimske vision om at skabe et islamisk samfund, der gør det muligt at forberede genkomsten af den tolvte imam – altså den frelser, der i shiamuslimsk teologi vil afslutte tyrannernes styre og etablere en retfærdig samfund; samt at Muqtada al-Sadr har forstået at forvalte arven fra sin onkel og far (kendt som ”de to martyrer”, fordi de begge blev slået ihjel ved attentater, sandsynligvis af de irakiske sikkerhedsstyrker), mobilisere og konsolidere opbakningen fra de fattige i storbyernes shiamuslimske slumkvarterer og etablere en klar national forestilling om, at Irak skal være en selvstændig nation. Ikke mindst sidstnævnte vækker politisk genklang i et land, der i de sidste 15 år ikke blot har måtte leve med konsekvenserne af den amerikansk ledede invasion i 2003, men også er klemt i en kold krig mellem Iran og Saudi-Arabien.

Sadrs første år som leder af bevægelsen var turbulente. Hans popularitet, der var steget hurtigt takket være hans mange anti-amerikanske aktiviteter, blev undergravet af de utraditionelle metoder, han anvendte i kampen mod andre shiamuslimske rivaler – 2003 gik der rygter om, at han var involveret i mordet på Abdul Majid al-Khoie, en rivaliserende imam fra en stor shiamuslimsk præstefamilie, der netop var vendt tilbage fra sit eksil i London.  I kampen mod amerikanerne på den ene side og de rivaliserende shiamuslimske grupper på den anden brugte Sadr grundlæggende to redskaber: bevægelsens professionelle kommunikationsmaskine i form af TV- og radiostationen al-salam, et dagblad og flere magasiner, websitet alsadronline.com, salg af merchandise samt Mahdi-militsen, som bevægelsen etablerede i det kaos der fulgte invasionen og den irakiske stats kollaps. Militsen var et løst organiseret sammenrend af forskellige imamer og bevæbnede frivillige, og tilslutningen voksede nærmest eksponentielt i de første år fra ca. 6000 i 2004 til mere end 60.000 i 2006.

Populariteten skyldtes primært at militsen i disse år bestod af unge mænd, der kæmpede af overbevisning og ikke fik løn i modsætning til andre militser, hvor soldaternes loyalitet kunne købes. I årene frem til 2008 var Mahdi-militsen berygtet for sin meget voldelige adfærd: Sadr havde både svært ved at kontrollere og finansiere den, hvilket i praksis betød, at mange militsfolk fandt kriminelle og mafialignende aktiviteter, de selv kunne tjene penge på. Det undergravede Sadrs kontrol med militsens ledere, og selv om han jævnligt udskiftede dem, der ikke rettede sig efter hans ordrer, var han i de år reelt ude af stand til at styre militsen.

Under de borgerkrigslignende tilstande i 2006-2007 blev Mahdi-militsen nærmest en stat i staten med dødspatruljer og opkrævede med mafialignende metoder beskyttelsespenge i hele kvarterer. Men i 2008 var det slut. Godt støttet af amerikansk militær satte premierminister Maliki de irakiske sikkerhedsstyrker ind mod Mahdi-militsen og efter langvarige kampe og politiaktioner mod militsmedlemmernes familier, lykkedes det at få den nedkæmpet. Sadr bad om våbenhvile, splittede militsen op i flere mindre dele og valgte selv at fortrække til Iran, hvorfra han de følgende år ledede Sadr-bevægelsen.

Sadrs tid i Iran blev brugt på at opbygge bevægelsens organisatoriske struktur, give den en mere politisk og social profil og positionere sig centralt i det shiamuslimske præsteskab. Han fortsatte sine teologiske studier med henblik på at opnå titlen mujtahid, hvilket giver ret til at fortolke shiitisk lov, rådgive i sociale og politiske spørgsmål og ikke mindst indsamle religiøse skatter, herunder de såkaldte Khums, blandt sine tilhængere, der for de mest fremtrædende og populære shiamuslimske præster kan udgøre millioner i årlige indtægter. Det forlyder fx, at Iraks mest fremtrædende shiamuslimske ayatollah, Ali al-Sistani, skulle have indtægter fra religiøse skatter på ca. 100 mio. USD årligt og en opsparet formue svarende til 3 mia. USD.

Det var også under årene i Iran, at Sadr gav bevægelsen en politisk profil. Ved provinsvalgene i 2009 stillede Sadrs liste al-Ahrar for første gang op til et politisk valg og blev nr. tre med 41 ud af 440 pladser i provinsrådene, og ved parlamentsvalget i 2010 blev al-Ahrar med 40 ud af 325 parlamentspladser nummer to, hvilket gav ministerposter inden for sundhed, transport, landbrug og uddannelse – sociale områder, som bevægelsen typisk profilerer sig på. Og den politiske deltagelse er fortsat, efter at Sadr er vendt tilbage til Irak i 2011 i forlængelse af den amerikanske tilbagetrækning.

Selvom årene i Iran har haft stor betydning for Sadrbevægelsens udvikling og profil, skal Sadrs ophold ikke fortolkes som tegn på politisk tilhørsforhold til det iranske styre. Hverken Sadrs far eller onkel havde gode forbindelser til Iran, og selv har Sadr igen og igen understreget ønsket om irakisk selvstændighed uden udefrakommende aktørers indflydelse. Han har systematisk brugt sin families irakiske rødder som vigtigt argument i valgkampen i modsætning til andre shiamuslimske ledere fra fx Da’wa-partiet og Det Øverste Islamiske Råd, der har åbenlyse relationer til det iranske styre. Og den linje har Sadr fulgt konsekvent, senest i 2017, hvor han til det iranske styres udtalte irritation officielt besøgte både Saudi-Arabien og Emiraterne, og i den anledning gav sine tilhængere besked på at fjerne alle kritiske udsagn om det saudiske styre fra de bannere og plakater, bevægelsen har hængt op i de shiamuslimske kvarterer.

Sadrs politiske liv
I dag bygger Sadrs popularitet i Irak i høj grad på de sociale aktiviteter, bevægelsen organiserer til støtte for fattige shiafamilier i storbyerne: de uddeler mad og medicin, giver stipendier til forældreløse børn, familier til fængslede og enker til martyrer og yder beskyttelse til sårede og andre sårbare grupper. Sadrs politiske dilemma er til gengæld, at han på en og samme tid må balancere mellem både at kunne samarbejde med, og være i opposition til, rivaliserende shiamuslimske grupper for at finde et ståsted i det politiske landskab. Da Islamisk Stat gik ind i Irak i 2014, oprettede Sadr fx en række bevæbnede grupper på resterne af Mahdi-militsen, de såkaldte Fredskompagnier, der i første omgang skulle beskytte shiamuslimske helligdomme mod Islamisk Stats ødelæggelser, men som siden også samarbejdede med andre shiamuslimske militser i angreb på organisationen.

Men i løbet af 2015 indgik han samtidig en alliance med det irakiske kommunistparti og andre sekulære grupper med det formål at kritisere den siddende shiamuslimske regering - en kritik der især var rettet mod den manglende sikkerhed og omsiggribende korruption, der præger det irakiske samfund. Med denne alliance som afsæt stod Sadr i februar 2016 i spidsen for demonstrationen ”en million mennesker” i Bagdads gader mod den siddende regering, og tre uger senere indledte han en sit-down aktion foran den grønne zone, hvor regeringskontorerne og parlamentet ligger. Aktionen kulminerede efter 10 dage, da demonstranter med Sadr i spidsen trængte ind i den grønne zone godt hjulpet på vej af irakiske sikkerhedsstyrker, der ellers skulle have beskyttet politikerne. Skulle nogen have været i tvivl, blev det nu tydeligt for enhver, at Sadr havde solid opbakning i Bagdads gader, og at de øvrige shiamuslimske politikere var nødt til at tage ham alvorligt.

Muqtada al-Sadrs historie er ikke kun interessant for at forstå baggrunden for hans vej mod magten, men illustrerer også med al ønskelig tydelighed, hvordan Iraks shiamuslimer politisk er splittet på kryds og tværs. Med familien som afsæt har Sadr over de sidste 15 år forstået at opbygge sin politiske magt og religiøse indflydelse i Irak, han har dygtigt brugt sin families martyrium og sine irakiske rødder mod konkurrerende shiamuslimske familier og præsteskaber, og har som homegrown leder af Sadr-bevægelsen ikke bare opbygget folkelig legitimitet, men også skabt lokale netværk og skaffet sig indgående kendskab til den hjemlige politiske scene – alt sammen vigtige ingredienser for at opnå folkelig støtte.

Han har ”rene hænder” i forhold til amerikanerne i modsætning til de fleste øvrige shiamuslimske politikere, der har samarbejdet med besættelsesmagten. Og så er han som politiker dygtig til at spille på følelser, når han skal kommunikere sine budskaber ud til irakiske vælgere, hvad enten det drejer sig om vrede og ydmygelse over at være besat og besejret af udefrakommende magter eller social indignation rettet mod korrupte irakiske embedsmænd og politi- og sikkerhedsstyrker.

Sadrs store udfordring efter valget bliver at finde de 111 ekstra mandater, der skal til for at danne regering, og den opgave forsøger han at løse ved at fremstille sig selv som den, der kan samle Iraks splittede befolkning. Ugen efter valget tweetede han fx:

»Jeg er Muqtada. Jeg er shia, sunni, kristen, yazidi, islamist, borger, araber, kurder, assyrer, turkmen, kaldæer og shabak. Jeg er iraker. Forvent ikke, at jeg vil vælge nogen fremfor andre og derved genskabe et fjendskab, der kan føre til nationens sammenbrud. Vi arbejder for en bred irakisk alliance.«

Foreløbig har han indgået aftaler med valgets nr. to, Amiris Fatah-listen der omfatter en del militsfolk med tætte relationer til Iran samt med nogle mindre lister – og der skulle være igangværende forhandlinger med tidligere premierminister Abadis liste, der blev valgets nr. tre. Men hvornår en regering i bedste fald kan tænkes at blive udnævnt, og hvad denne regeringens fælles program kommer til at bygge på, er ganske usikkert. Ved de fire parlamentsvalg, der har været afholdt efter Saddam, har det taget mellem fire og ni måneder at danne regering, og hver gang har grundlaget været så spinkelt, at regeringerne næsten fra begyndelsen har været handlingslammede pga. af interne splittelser.

Målet med regeringsgrundlaget i denne omgang er med Sadrs ord »at danne en teknokratisk regering på tværs af sekteriske grupper, der repræsenterer hele det irakiske folk. Regeringen skal forpligte sig til at støtte den irakiske hær og medvirke til, at alle våben placeres under statens kontrol, sørge for et reformprogram for retsvæsnet og bekæmpe korruption.« Hvis disse løfter kan indfries, lover det godt for Iraks fremtid. Hvis det omvendt skulle vise sig umuligt at gennemføre, vil det ikke være første gang, et irakisk regeringsgrundlag ikke er det papir værd, det er skrevet på.