Print artikel

Et skær af verdenskrig

Putin kaster langer skygger i Damaskus
Analyse
03.11.15
Den iranske atomaftale banede vejen for en mulig løsning af konflikten i Syrien. Den russiske militære intervention har lukket det vindue og nærmere sikret, at krigen kan fortsætte på ubestemt tid.

Der var ellers endelig lys forude. Henover sommeren havde USA og Iran sammen med europæiske stormagter forhandlet en aftale på plads om øget international kontrol med Irans atomprogram mod en gradvis ophævelse af de internationale sanktioner mod landet. Aftalen havde med ét reduceret risikoen for en amerikansk militærintervention i Iran ved at sætte skarpe begrænsninger på landets evne til at udvikle kernevåben og givet internationale investorer en mulighed for at komme ind på det købekraftige iranske marked. Vigtigst af alt åbnede aftalen op for en mulig forhandlet diplomatisk løsning på konflikten i Syrien: Ved at rehabilitere Iran i international politik gav atomaftalen håb om, at Iran ville neddrosle sin stedfortræderkrigsførelse i Syrien og indgå en aftale med regionens andre militære og politiske stormagter – ikke mindst ærkerivalen Saudi Arabien.

I månederne efter aftalen så det faktisk også ud til at give en slags pote: Irans præsident Rouhani talte om forsoning. Der gik rygter om, at den iranske republikanske garde havde tilbagekaldt folk fra Yemen, som havde støttet oprørere imod Saudi Arabiens protegé, Præsident Hadi. Iran engagerede sig aktivt i at etablere en række lokale mere eller mindre velfungerende fredsaftaler i Syrien. Timingen for forhandling af en fredsaftale om Syrien var ikke mindst god set med den syriske oppositions øjne, fordi præsident Assads styrker siden foråret havde fremstået svækkede. Faktisk så svækkede, at præsidenten havde set sig foranlediget til på åben skræm at indrømme, at regimet havde svært ved at fastholde kontrollen med hele det syriske territorium. Situationen var på ingen måde entydig, men der var opstået en ny mulighed for at skabe et diplomatisk gennembrud, der ville begrænse den destruktive stormagtskonkurrence og stedfortræderkrigsførelse og skabe fælles fodslag om at presse præsident Assad ud af syrisk politik.

Sådan er det imidlertid ikke gået. Den 30. september i år godkendte det russiske underhus, Dumaen, enstemmigt en hasteindstilling om et mandat til at gennemføre militæroperationer i Syrien – ifølge den russiske præsident Putin var det på baggrund af en formel forespørgsel fra Syriens præsident Assad. Få timer senere gennemførte russiske kampfly de første luftangreb mod oprørsstillinger i det nordlige og østlige Syrien.

Som sådan er Ruslands militære støtte til Assad-regimet ikke en stor overraskelse. Ruslands samarbejde med det regerende Baath-regime i Syrien går helt tilbage til årene umiddelbart efter den nuværende præsident Bashar al-Assads far, Hafez al-Assad, kuppede sig til magten i 1970, som frontfigur i det socialistiske Baath-parti. I takt med at Egypten under præsiden Anwar Sadat i 1970erne vendte sig mod amerikanerne og vestlig liberalisme, flyttede Sovjetunionen sit krigsmateriel til Middelhavsflådebasen i Tartus syd for Latakia i Syrien. Henover de kommende årtier blev Sovjet hovedleverandør af krigsmateriel og ekspertise til den syriske hær. I kølvandet på det syriske regimes undertrykkelse af de fredelige folkelige opstande i Syrien i foråret 2011, har Rusland ifølge åbne kilder udstationeret militære rådgivere i Syrien og skudt betydelige finansielle midler og krigsmaterial ind i kampen på Assads side. Rusland har samtidig ved flere lejligheder benyttet sin vetoret i FN’s sikkerhedsråd til at blokere en international militæraktion mod regimet i Syrien. Syriske aktivister har over de forgangne år med jævne mellemrum uploadet videoklip på internettet, hvor russiske soldater opererer sammen med Assad-regimets tropper. I ugerne og månederne forud for den russiske militærkampagne havde lækkede satellitfotos også vist, at Rusland var i færd med at modernisere og udbygge mindst én militær lufthavn nær havnebyen Latakia, i det nordvestlige Syrien. Åbne kilder har vurderet, at den samlede russiske tilstedeværelse i Syrien er forøget med en luftstyrke på mindst 30 taktiske kampfly af forskellige typer samt et dusin apache helikoptere, tanks, pansrede mandskabsvogne samt hundredvis af kamptropper.

Ruslands seneste militære oprustning i Nordsyrien udgør således et kvantespring i landets støtte til Assad. Det forskubber den tidligere alliancepolitiske situation hvor Assads primære militære støtte kom fra Iran og Libanons Hizbollah-milits. Og det forskubber de regionale og internationale politiske magtbalancer, der forud for Ruslands intervention havde åbnet muligheden for en forhandlet fredløsning på den fire år lange borgerkrig.

Den russiske militære intervention i Syrien kommer umiddelbart til at betyde, at den ellers svækkede præsident Assad bliver ved magten i en overskuelig fremtid. Mens USA og dets allierede tager sig af militser fra og affilieret med Islamisk Stat, har Rusland indledt angreb imod oprørere der af USA anses som ”moderate”, og som i visse tilfælde er direkte udrustede af vestlige magter. Det betyder, at begge de rebel-koalitioner, der arbejder for at vælte Assad – fra Islamisk Stat til de moderate kvasi-sekulære grupperinger – nu er udsat for intensiverede luftkampagner, der i princippet kan fortsætte i mange år. Der er ikke noget, der tyder på, at Ruslands intervention er stærk nok til at tippe balancerne i en sådan grad, at Assad ligefrem kan vinde. Men den er betydelig nok til at holde Asads styrker kørende i lang tid fremover. Dermed er muligheden for en eventuel forhandlet løsning i kølvandet på rehabiliteringen af Iran også skudt til hjørne. Dels vil Iran efter al sandsynlighed komme under russisk pres for at opretholde støtten til Asad, snarere end at rulle denne tilbage – dels vil en forhandlet løsning nu i langt højere grad skulle tage højde for Ruslands, Irans, og Assads betingelser – et forhold der i sig selv vil neddrosle Saudi Arabiens og golfstaternes velvilje – for slet ikke at tale om den syriske oppositions.

Illustration: Maria Tranberg

Imidlertid er det ikke så enkelt, at Ruslands intervention bare fører til en relativ militær styrkelse af Assad. Den russiske intervention vil med stor sandsynlighed skabe et fornyet momentum for jihadi-mobilisering i og omkring Syrien. Ikke kun fordi Assad-regimets bestialske historik og despotiske karakter i sig selv er den måske vægtigste faktor i at opretholde mobiliseringen af både de nationale og internationale jihadister i Syrien, men også fordi netop Ruslands indblanding vil fungere som en rød klud for jihadister over hele verden. Mens jihadister generelt afskyr vestlig og amerikansk tilstedeværelse i Mellemøsten, har samme grupperinger et yderst anstrengt forhold til Rusland. I en række mellemøstlige lande har både moderate og radikale islamister historisk været i skarp konkurrence og konfrontation med sovjet-inspirerede arabiske socialister: I Egypten, Algeriet, Tunesien og i Irak, såvel som i Syrien selv, var det netop den arabiske socialisme der tromlede, fængslede, torturerede og marginaliserede islamister op gennem det meste af det 20. århundrede. Af netop den grund har jihadister i Mellemøsten igennem årtier udkæmpet deres mest indædte kampe imod disse socialistiske ”apostater”.

Oveni disse lokale og nationale konflikter mellem islamister og socialister kommer en konflikt mellem transnationale jihadister og socialistisk imperialisme, der har rod i Sovjetunionens krige i Afghanistan i 1980erne og Ruslands militære operationer i Tjetjenien i 1990erne. Gennem 1990erne var det netop eksemplet fra de afghanske guerillaers ”succesfulde” kamp imod de sovjetiske tropper, der fungerede som reference for mobiliseringen af jihadister i lande som Egypten, Algeriet, Syrien og Saudi Arabien. Og over de sidste par årtier har russernes - og navnlig Putins - repressive politik i Tjetjenien været en vigtig brik i mobiliseringen af støtte til jihadismen blandt private rigmænd i Golflandene og blandt befolkningerne i regionen generelt. Det forøgede russiske militære engagement i Syrien vil derfor vække minder omdisse nationale og internationale konflikter mellem islamister og arabiske og russiske socialister og dermed forstærke mobiliseringen til jihad blandt både radikale og moderate islamister i det meste af Mellemøsten og Kaukasus et godt stykke ud i fremtiden. Den nyopståede alliance mellem Mellemøstens shia-aktører, herunder Iran og Hizbollah, og Rusland har med andre ord ingen umiddelbar militær sejr rundt om hjørnet. Snarere er der lagt i kakkelovnen til en langstrakt og beskidt krig.

Ruslands intervention vil også med stor sandsynlighed forøge konkurrencen mellem Mellemøstens stormagter. Et kerneproblem vil være, at Ruslands intervention opfattes som en direkte sikkerhedstrussel blandt mellemøstlige sunni-muslimske stormagter som Saudi Arabien, Qatar og Tyrkiet. Mens de internt adskiller sig fra hinanden i deres specifikke interesser og ligger i fortløbende konkurrence, er de fælles om at støtte oprørsbevægelserne i Syrien imod Assad militært, politisk og finansielt. I tilfældet Tyrkiet har regimet endvidere givet husly og eksil til millioner af flygtede politiske og militære ledere fra Syrien og holdt sin sydlige grænse åben som en uformel forsyningslinje til de syriske militser. Disse sunni-stormagter har også det til fælles, at de er amerikanernes strategiske allierede i regionen – ikke kun gennem salg af olie, men også gennem et langstrakt sikkerhedspolitisk makkerskab. I årtierne efter den iranske revolution har de stillet militære baser til rådighed for vestlige magter, der ønskede at opdæmme Irans mulige indflydelse i Golfregionen og Mellemøsten. Siden udbruddet af oprøret i Syrien har de med forskellige midler skubbet på for at en international koalition skulle vælte styret i Damaskus. For Golfstaternes vedkommende ikke mindst fordi de med rette ser Assad-styret som tæt allieret med deres ærkerival, Iran.

Der er lagt i kakkelovnen til en langstrakt og beskidt krig

Præsident Obamas manglende handlen på den ”røde linje” han drog ved det syriske regimes anvendelse af giftgas, såvel som denne sommers indlemning af Iran i international politik, har allerede trukket tunge veksler på de arabiske Golfstaters tillid til amerikanske intentioner og sikkerhedsgarantier. Ruslands militære fremstød vil derfor presse en række af dem til at opgradere deres militære kapacitet. Men det vil også med stor sandsynlighed skubbe dem til at forøge snarere end neddrosle den igangværende stedfortræderkrig i Syrien – måske ikke direkte for at vælte Assad, men om ikke andet, så for at sikre, at hans regime med den nye russiske støtte og et styrket Iran ikke udvikler sig til at blive en egentlig sikkerhedstrussel for dem.

Den russiske militære intervention i Syrien har endeligt et globalt konfliktperspektiv. I et pænt stykke tid har antallet af internationale super- og stormagter såvel som foreign fighters engagerede i Syrien givet konflikten et skær af verdenskrig.

Ruslands intervention i konflikten på Assads side spiller på farlig vis ind i dette lurende verdenskrigsscenarie. Det spiller konflikten ”opad” til det globale niveau. Det trække linjer tilbage til Ruslands ageren i konflikten i Ukraine tidligere på året, hvor Rusland brød international lov og intervenerede militært i en suveræn stat uden at det internationale samfund satte foden ned militært. Og det trækker spor tilbage til de regelmæssige russiske militære flyvninger på grænsen af det internationale luftrum, bl.a. i vores hjemlige Nordsøen.

Der er god grund til at tro, at Putins strategiske sigte ikke er en tredje verdenskrig, som hans militære kapacitet næppe ville komme godt ud af. Men der tegner sig et billede af et Rusland, der ved risikabel og proaktiv konfliktoptrappende politik søger at genvinde sin tabte status som en uomgængelig part i international politik to årtier efter Sovjetunionens sammenbrud. Problemet med dette er, at vejen frem synes spækket med død og destruktion: Mellem 250.000 og 350.000 syrere er allerede døde. Langt størstedelen dræbt af Assad-regimets tøndebomber, belejringer, torturfængsler, giftgasangreb og andre kriminelle uhyrligheder. Halvdelen af landets 22 millioner indbyggere er fordrevet og på flugt. En af verdenshistoriens mest forråede oprørsgrupper er vokset frem i kølvandet på dette – Islamisk Stat. Og en faretruende regional destabilisering af Syriens nærområder står for døren. Og så er der naturligvis ingen garanti for, at Rusland rent faktisk vil komme sejrende ud af en koldkrigslignende konfrontation i Syrien.

Den russiske intervention i Syrien har dermed ikke blot undermineret udsigterne til en forhandlet løsning på Syrienkonflikten og en bredere regional neddrosling af det ødelæggende militær- og sikkerhedskapløb i Mellemøsten. Det har også bragt Syrien, Mellemøsten og verden frem til et helt nyt og farligere sted.

Løsningen på konflikten i Syrien må være todelt. Først må USA og Europa håndtere Rusland. Det kan enten ske ved afskrækkelse eller ved inkorporation og multilateralt samarbejde. Det første vil blive en farlig proces, der rummer potentiale til at skubbe den nyopståede koldkrigssituation i Syrien frem imod et forstadie af en direkte militær konfrontation mellem NATO og Rusland. Det sidste er sandsynligvis den proces, Putin satser på at indgå i. Efter denne må Europa og USA kickstarte fredsforhandlingerne og arbejdet med at gelejde Assad ud af syrisk politik. Ideelt sker dette gennem et udspil til en multilateralt bindende og acceptabel løsning, der allerede i udgangspunktet definerer en fredsplan med anvisninger om, hvordan Syrien efter Assad skal indrettes, hvilke garantier der gives til både alawitter, sunnier og kristne, såvel som en skitsering af de sikkerhedsforanstaltninger, det internationale samfund vil stille med for at sikre, at disse garantier opretholdes. Naturligvis vil Islamisk Stat, Nusra-Fronten og Assad afvise en sådan plan. Men hvis planen tager tilstrækkeligt hensyn til de forskellige syriske samfunds specifikke behov, er der en chance for at store dele af sunnier, alawitter, og kristne vil bakke op om en sådan løsning. Det er trods alt dem, der lider mest under krigens fortsættelse.