Print artikel

Endnu længere tråde

Maleri af Livadia-paladset på Krim af Ilya Mashkov fra ca. 1920
Analyse
07.03.14
Den ukrainske halvø Krim har den seneste tid været fikspunkt for Europas opmærksomhed. Den interne politiske uro i Ukraine er eskaleret, og Ruslands militære optrapning på ukrainsk territorium har tilspidset situationen. Hele scenariet er, stærkt motiveret af medierne, blevet sat ind i en koldkrigsreference. Men selvom konflikten vækker minder om en ikke så fjern fortid, hvor Kreml og Vesten tovtrak om Jerntæppets placering, trækker konflikten tråde endnu længere tilbage i historien.

Politikere verden over har den seneste tid stået i kø for at fordømme Ruslands militære magtdemonstration på Krim-halvøen og beskyldt Rusland for at krænke den ukrainske suverænitet. Både udenlandske og danske medier har benyttet sig af en koldkrigsretorik og på den måde reaktualiseret Den Kolde Krig i det 21. århundrede.

Ikke overraskende er det særligt i flere gamle østblok-lande som Polen og Baltikum, at man ser Ruslands handlinger på Krim som genantændelse af Den Kolde Krig. Her frygter man, at Rusland endnu engang vil gennemtvinge sin indflydelse i det nære udland.

Den umiddelbare baggrund for de koldkrigslignende tilstande skal findes i de store interne politiske uroligheder, der er brudt ud i Ukraine. Den politiske krise blev antændt i november sidste år, da den daværende ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, afviste en samarbejdsaftale med EU og i stedet indgik en aftale med nabolandet Rusland. Sagen har sidenhen udviklet sig til et kompliceret spørgsmål om bløde og hårde værdier, hvor både geopolitik, økonomi, etnicitet og fremtidsvisioner præger opinionen i den russiske og ukrainske lejr.

På trods af det nærliggende i at omtale den ukrainsk-russiske konflikt i koldkrigsretoriske vendinger, må man langt længere tilbage i historien for at forstå situationen i hele sin komplicerede helhed. Ikke mindst må man betragte de historiske relationer mellem Rusland, Ukraine og Krim. Relationer, der går længere tilbage end det 20. århundredes magtspil mellem øst og vest.

Kiev - den russiske og ukrainske kulturs vugge

Det russisk-ukrainske kulturfællesskab strækker sig helt tilbage til omkring 900-tallet, hvor den første ´statsdannelse´ i det område, der i dag dækker det nordvestlige Rusland, Ukraine, Hviderusland med mere, opstod. Magten var dengang centreret omkring Kiev-fyrstedømmet, og statsdannelsen – det såkaldte Kiev-rus - var frem til omkring 1100-tallet domineret af fyrsten i Kiev. Først i det 14. århundrede voksede Moskva frem som magtcentrum i området, og Kiev betegnes derfor af flere som den russiske kulturs vugge.

Det var Kiev-fyrsten Vladimir den Store, der for alvor grundfæstede de kulturelle bånd mellem nutidens Rusland og Ukraine, som også i den nuværende konflikt spiller en central rolle. Dette skete, da han i 988 konverterede til den ortodokse kristendom, som i dag udgør den religiøse majoritet i såvel Rusland som Ukraine med henholdsvis 70 % og 30 % af befolkningerne.

Således udspringer både det russiske og det ukrainske folk fra Kiev, og Kiev er af den grund helt central i mange russeres og ukraineres historiske selvforståelse. Begge nationer gør krav på Kiev-rus som deres oprindelse, og det har affødt en kamp om retten til fortiden, som især er blusset op i den post-sovjetiske identitetssøgen i de tidligere sovjetrepublikker.

Etnisk forskydning i imperial ekspansion

Et andet forhold, der spiller en stor rolle i den konflikt, som for tiden udspiller sig på Krim, er halvøens etniske sammensætning. Imperier og imperiedannelse har det med at komplicere befolkningssammensætninger og etnicitet og dette gør sig også gældende i forhold til Ukraine. Ukraines historiske udvikling har været stærkt præget af stridende nabomagter, der har kæmpet om territorier i det nuværende Ukraine. De ukrainske og russiske relationer er i høj grad blevet udviklet som resultat af det russiske imperiums ekspansion. Den russiske ekspansion begyndte for alvor i 1500-tallet, og mod slutningen af det 18. århundrede var størstedelen af Ukraine annekteret i det russiske imperium. Krim blev i denne omgang ligeledes underlagt russisk kontrol.

Ukraine blev som en del af det russiske imperium udsat for imperial ´russificerings-politik´, der skulle integrere imperiets landvindinger. Det imperiale forhold har påvirket Ukraines etniske sammensætning, og i dag består knap en fjerdedel (22 %) af den ukrainske befolkning af russere. På Krim er hele 60 % etniske russere, og det etniske sammensurium vanskeliggør en sort-hvid koldkrigsfremstilling af disse dages uroligheder på Krim.

Imperium, union og selvstændig stat

I det 20. århundrede transformeredes det russiske imperium til en union af socialistiske sovjetrepublikker, og de russisk-ukrainske relationer forblev intakte. Selv under det russiske imperium, havde Ukraine haft en særlig status i imperiet på grund af den kulturelle og etniske samhørighed. I Sovjetunionen udgjorde Ukraine en af kernerepublikkerne. Det gode forhold mellem de to republikker blev understreget i 1954, da den sovjetiske førstesekretær, Nikita Khrusjtjov, forærede Krim-halvøen til Ukraine.

Ved Sovjetunionens kollaps i 1991 påbegyndtes et nyt kapitel i forholdet mellem Ukraine og Rusland, men historien har i flere tilfælde vist sig at ligge lige under overfladen i forholdet mellem de to stater.

Historien kaster skygger over Krim-konflikten

Med overdragelsen af Krim til Ukraine i 1954 blev kimen lagt til den konflikt mellem Rusland, Ukraine og Krim, der i disse dage har tilegnet sig stor opmærksomhed. Men Krim-konflikten kompliceres yderligere af det historiske sammenspil mellem Ukraine og Rusland, der har udspillet sig siden 900 tallet, og den fælles kulturarv, dette har medført.

Krim-konflikten er således mere end bare en geopolitisk disputs. Der er dybe nationale følelser på spil i begge lejre, og Ukraines befolkning er splittet mellem sit traditionelle forhold til Rusland og et voksende ønske om nyorientering mod Vesteuropa, som har resulteret i en etnisk dualisme. Det bredere historiske perspektiv på situationen på Krim viser, at konflikten ikke blot kan fremstilles som geo- og magtpolitisk forlængelse af Den Kolde Krig, men at den derimod trækker tråde langt tilbage i historien.