Print artikel

En slags venlig erobring

Shangri-La har 530 værelser, en golfbane med seks huller, to pools og et spaområde på to hektar.
Shangri-La er så stort, at man ikke rigtig har en fornemmelse af, hvor det begynder og ender.
Reportage
25.04.15
En voksende del af ferier bliver holdt på lukkede resorts i udviklingslande, hvor pengene ikke kommer lokalbefolkningen til gavn. Debatten om all inclusive-ferier er blusset op flere steder og enkelte lande har forsøgt at forbyde ferieformen. Indtil videre uden held. ATLAS checkede ind på et femstjernet resort i Filippinerne.

Lapu-Lapu: Knap 500 år efter at Ferdinand Magellan skæbnesvangert trådte ud på en palmestrand midt i øriget Filippinerne, rejste jeg for et par uger siden tilbage til den samme strand - ikke for at plyndre og missionere, men for at spise helstegt pattegris med ananas og flyde rundt i en pool og i det hele taget holde ferie på en måde, som et stigende antal danske børnefamilier gør det i dag: I et varmt udviklingsland, bag en høj mur.

Thailand, Vietnam eller Bali var også på tale, men på Filippinerne får man lige nu mest for pengene, siger folk med forstand på den slags. Især ét resort blev anbefalet kraftigt af en nordmand i shippingbranchen, der har boet i Asien og testet familievenlige destinationer i alle de oplagte lande.

»Vi vender altid tilbage til Shangri-La,« sagde han. »Det er ligesom en belønning, vi giver hinanden.«

I lufthavnen bliver vores familie på to voksne og tre børn fra tre år og nedefter mødt af omkring 50 chauffører, hver med sit skilt fra nogle af de mange hoteller og ferielejligheder, der er skudt op omkring havnebyen Cebu, den første spanske koloni i Filippinerne og landets ældste by.

Det var opførslen af enorme Shangri-La Mactan Resort and Spa på øen Mactan, der for 20 år siden satte gang i masseturismen til Cebu og omegn. Det har været en heftig udvikling, der i branchen går under betegnelsen The Ceboom.

Vi finder vores chauffør og vugger ud af en støvet og hullet vej, fordi blikskure, magre okser og en sandbanke, der er dækket af alger og glinser fedtet i solen. Bussen drejer op ad en nyanlagt vej, og pludselig forandrer landskabet sig: Alle buske er dybgrønne og trimmet for visne blade, kokospalmerne står på nydelige rækker, og for enden af alléen knejser et kæmpemæssigt hvidt byggeri i spansk kolonistil. Vi har kørt mindre end et kvarter fra lufthavnen, men har allerede forladt Filippinerne.

Følg pengene
Det femstjernede anlæg på Mactan er et af de største i kæden, der tæller mere end 80 hoteller og resorts. Her er 530 værelser, en golfbane med seks huller, to pools og et spaområde på to hektar fuld af bassiner med karper og badekar hugget ud i sten. Der er også en privat strand med bar og dykkerskole, og et koralrev med 100 fiskearter. Stedet har 700 fuldtidsansatte inklusiv bartendere, livreddere, babysittere, Al personale har små guldmalede navneskilte på brystet - heldigvis med navne, der er nemme at udtale for de udenlandske gæster: Roy, Mike, Karl, Thor, Diana.

Den første dag går jeg rundt og misser med øjnene for at vænne mig til de stærke farver. Stierne snor sig op og ned ad små bakker og gennem frodige lunde, så øjet aldrig bliver træt af at se sig omkring. Man bliver ved med at opdage noget nyt: En badmintonbane i skyggen af nogle høje træer; en petanquebane bag et knaldrødt blomsterbed; små, hemmelige pavillioner med brikse til massage eller eftermiddagslur.

Græsplænerne bliver klippet af gartnere i gummistøvler og lange ærmer, som fejer henover dem med buskryddere i timesvis af gangen. Tidligt om morgenen kan man se dem gå rundt og samle brune blade op fra plænerne, men ellers er der ingen tegn på forfald, ingen naturlig cyklus at følge med i - alt er ligesom frosset fast i sin mest friske og farverige udgave.

Alt på stedet er indrettet til, at man kommer ned i tempo. Lydene er en blanding af fuglefløjt, summen fra aircondition-anlæg og den beroligende tsk-tsk-tsk-tsk-tsk fra plænernes sprinklere.

Om aftenen er der også en anden lyd. Over palmerne kan man få øje på nogle enorme cementskeletter længere oppe af kysten, grå og nøgne, omkranset af kraner: Kommende ferielejligheder i Mactan New Town. Der er tændt lys derinde hele natten, og når vinden står i vest, kan man høre de skarpe slag af metal mod metal, af den næste bølge af turister.

Af hele klodens turistindustri, som beskæftiger 260 millioner mennesker, bliver der investeret flest penge i udviklingslande, og det går hurtigst i Sydøstasien. Familier vil have pakkeløsninger med sol og strand, hvor de ikke skal risikere at blive snydt, fare vild eller tale fremmede sprog, og de har ikke noget imod at rejse langt for dem.

Også i Danmark bliver All inclusive ferier mere og mere populære hos børnefamilier: Når Star Tours i dag sælger ti rejser, er fire af i dag til resorts, hvor alle måltider og drikkevarer er inkluderet.

Med et brancheord er der meget lidt »lækage« fra den type ferier. De fleste resorts er ejet af internationale selskaber, og turisternes penge bliver ikke brugt lokalt. I en britisk spørgeskemaundersøgelse sidste år svarede hver tredje, at de slet ikke forlod resortet i løbet af ferien. I Tyrkiet regner man med, at kun 10 procent af de samlede indtægter fra landets turisme ender i tyrkiske lommer. Alene i det tyrkiske ferieområde Alanya er der nu mere end 200 hoteller, hvor alt er inkluderet.

En aften går jeg på internettet og læser, at Shangri-La-kæden er ejet af malaysiske Robert Kuok, der er god for 17 milliarder dollars og har bygget sin formue på handel med sukkerrør. Han er i dag 91 år og bosat i Hong Kong, hvor hans familieejede selskab også hører hjemme. Jeg finder en historie om Kuok, som har cirkuleret i britiske og amerikanske medier, og som får mig til at spærre øjnene op: I 2011 skulle rigmanden have købt en lystyacht belagt med 100 kilo guld og knoglerne fra en Tyrannosaurus Rex. I nogle sekunder når jeg at fortryde, at vi har kanaliseret hele årets rejsebudget videre til et selskab i Hong Kong, ledet af en sukkerkonge på en båd af guld.

Så finder jeg heldigvis en artikel, der viser, at historien med båden var fup.

Fisk, chokoladesovs, stress
Dagene går hurtigt ved poolen. Forældre ligger i skyggen og læser, mens børnene leger, og man skiftes til at tage en time i fitnessrummet. Par udveksler erfaringer med andre destinationer i regionen. Et par fra Hong Kong anbefaler et Shangri-La i Indonesien - »Det med orangutangerne.« En britisk far kunne bedre lide et hotel i Thailand, hvor hans børn tilbragte hele dagen i børneklubben, så han havde mere fred.

De fleste gæster har travle hverdage og når de endelig holder ferie, vil de have det stik modsatte. På Shangri-La er der russere med solskoldninger, amerikanske bedstemødre, filippinske forretningsfolk, britiske mænd med fodboldtatoveringer, danske børnefamilier fra Singapore og en masse koreanerne. Koreanerne begyndte at komme for ti år siden og vil i de kommende år blive overhalet at kineserne, der forventes at drive udviklingen af luksusresorts i de kommende år.

Når man ikke er ved poolen, sidder man og spiser. Om aftenen er der buffet med uendelige mængder sushi og helstegte kæmpefisk med tropefrugter og et chokoladespringvandet i tre etager.

Børn har deres egen buffet, hvor fadene er formet som muslingeskaller og dækket af fiskepinde, paneret kylling, ærter og gulerødder og - jeg forstår aldrig helt hvorfor - litervis af lysebrun chokoladesovs. Der er også et tog med Mickey Mouse-pandekager og et pariserhjul med cupcakes og en del andet slik, også til morgenmaden. En morgen har tre koreanske børn opgivet at behovsudskyde og står bare med armene ned langs siden og suger vingummibånd i sig direkte fra bordet.

I løbet af dagen dukker der altid noget nyt op at spise og drikke, i fald man var blevet træt af buffeten eller resortets fire andre restauranter: En mand med machete står på en bunke sten og hakker huller i grønne kokosnødder og stikker sugerør i; en grill dukker op ved kanten af den største pool, hvor man kan få burgere, fritter, hotdogs og iste ad libitum. På en græsplæne foran legepladsen er der tryllekunstnere og opvisning i traditionel filippinsk sværdkamp, og på 1. sal kan man se Find Nemo og spise al den soft ice, man kan få ned.

Alle gæster går rundt og drikker af de små vandflasker på 330 milliliter, som hotellet fylder værelserne op med to gange om dagen. Der ligger halvfyldte flasker og flyder overalt - på borde, liggestole, og de stikker op af strandtasker. Vandet bliver leveret på paller af Coca Cola-lastbiler, og man suger utrolige mængder af dem i sig i tropeheden.

På fuld mave kan man godt blive lidt utilpas af al den overflod. Efter middagsmaden henter en fransk familie ciabattaboller og rosinsnegle i buffeten, som de brækker i stykker og lader børnene fodre spurve med på terrassen. Fuglene kaster sig over tallerkener, hvor maden stort set ikke er rørt, og de sidder og hakker i tigerrejer og tun-sashimi, indtil personalet samler tallerkenerne ind og vifter dem væk.

 

All inclusive blev opfundet af en forhenværende belgisk vandpolo-spiller, der åbnede den første Club Med i nogle stråhytter på Mallorca i 1950, og næsten lige siden har kritikere peget på, at ferieformen var mere til skade end gavn for værtslandene. Ganske vist skabte de store komplekser arbejdspladser, men de belastede også miljøer med deres vandspild og unødvendige mængder affald - og i øvrigt var de fleste af arbejdspladserne lavtlønnede på korte kontrakter, mens chefer og mellemledere blev hentet ind fra ejernes hjemlande.

Sidste år udgav den britiske velgørende organisation Tourism Concern en rapport, baseret på undersøgelser i Tenerife, Kenya og Barbados, som konkluderede, at ansatte på resorts havde længere arbejdsdage, fik en lavere løn og blev mere stressede end andre hotelansatte, fordi gæsterne aldrig gik nogen vegne, så de kunne få lidt fred. I Caribien, der oplever stigende interesse fra danske rejsende for tiden, er mange af de bedste strande hegnet ind af luksusresorts, og der er jævnligt konflikter mellem de lokale beboere og gæster og ansatte indenfor.

Enkelte lande har trukket i bremsen. I 2000 forsøgte Gambias regering helt at forbyde all inclusive, men måtte opgive efter et par måneder, fordi rejsebureauerne truede med at trække sig ud af landet. Som valgløfte havde Grækenlands nye premierminister at få turisterne ud af hotellerne med forudbetalte buffeter og ølkuponer, så de vil lægge deres penge i lokale restauranter og butikker i stedet. Men efter sejren i januar har den græske regering med Alexis Tsipras i spidsen trukket i land.

For værtslande er den nye turisme et dilemma, som vokser i takt med, at en betydelig del af klodens befolkning vil komme til at arbejde mere, tjene flere penge og drømme om hvide sandstrande. I flere udviklingslande er udbygningen af strandene ikke nødvendigvis en oplyst beslutning, men noget der bare er sket efterhånden, én strand og én betonblok ad gangen.

Som den nu afdøde svejtsiske økonom Jost Krippen, der var med til at grundlægge begrebet bæredygtig turisme, skrev allerede i 1987, i bogen The Holiday Makers:

»Turisme er en slags venlig erobring, som finder sted ikke alene med den erobredes samtykke, men gennem deres udtrykkelige invitation. (...) Det er en ny og lusket form for kolonialisme, fordi den skaber (...) en ny afhængighed og udnytter mennesker og ressourcer.«

Til minde om Lapu-Lapu
En aften tager jeg løbesko på og går ud for at løbe en tur langs vandet. Det tager lang tid at komme ud af Shangri-La, man skal ned ad en bakke, over en parkeringsplads og videre ned af en lang allé med palmer og et lille vagthus for enden.

Faktisk er hele stedet så stort, at man ikke rigtig har en fornemmelse af, hvor det begynder og ender. I den modsatte ende af anlægget er der en mur, hvor slyngplanter og buske er arrangeret som en Trompe l'œil, der giver en 3D-effekt, så man ser lige gennem den. Selv pigtråden ovenpå er malet i de samme grønne nuancer som de tropiske planter.

De går i det hele taget meget op i sikkerheden: Biler undersøges for bomber med spejle på lange stænger, før de får lov til at køre ind; uniformerede vagter patruljerer langs murene om natten, og bombehunde lister diskret rundt og snuser til nye gæsters bagage, før den bliver kørt op på værelserne.

Ved vagthuset er de to vagter ikke meget for at lukke mig ud.

»Hvorfor løber du ikke inde på området i stedet?« spørger en lille kvinde med runde kinder og en enorm lommelygte i bæltet. Manden ved siden af taler vist ikke engelsk og ser nervøst frem og tilbage mellem kvinden og mig. »Det er også mørkt,« forsøger hun, »og der er ingen fortove, så det er farligt med bilerne.«

Jeg tager et skridt frem og siger, at jeg bare løber en kort tur, og hun rækker en hånd frem som en sidste advarsel: »Okay, men det er ikke sikkert.« Jeg spørger, hvor langt jeg kan løbe, før det bliver usikkert. Hun tænker sig om, før hun svarer: »Måske... 200 meter.«

Den aften løber jeg tur rundt om golfbanen og ned på stranden i stedet.

Dagen efter går jeg op til receptionen og beder om et interview med ledelsen. Samme eftermiddag banker det på min dør, og jeg får overrakt en kuvert. Inde i kuverten er der endnu en kuvert, og inde i den ligger et maskinskrevet brev, hvor ledelsen tilbyder at svare på spørgsmål over mail.

Jeg går tilbage spørger en anden receptionist, og sidst på eftermiddagen er heldet med mig: Barry, en venlig mand hvide shorts, hvid polo og titlen Service Manager på sit guldskilt, følger mig op i en af de små pavillioner med udsigt over havet. En liflig brise puster os i ansigtet. Barry siger, at han tror, at gæsterne er ude efter en totaloplevelse, når de kommer her.

»Du ser ikke havet være mere blåt, end det er her,« siger han. »Du kan ikke finde sand, der er mere hvidt. Bølgerne er ikke for store, så det er ikke farligt at bade. Der er flotte fisk, og de er heller ikke farlige. Man behøver ikke tage andre steder hen.«

Jeg spørger, om øens befolkning har gavn af de mange nye resorts, der bliver bygget, og han peger på en ø længere ude i havet: Shangri-La sponserer gymnasiepladser for lokale derovre. Bagefter betaler de også for hotelskole og tilbyder dem et job, hvis de gennemfører.

Flere af resortets gæster vil også gerne lave noget velgørende, mens de holder ferie, og personalet tager med dem til et børnehjem, hvor de kan hjælpe med at male hegnet, ordne haven eller forære bøger og tøj til børnene. Ikke langt herfra er der også en losseplads, siger Barry, hvor fattige familier bor og samler skrald for at overleve, og gæsterne har også mulighed for at tage derud og indtage et måltid med dem.

- Så I tager mad fra buffeten med ud til lossepladsen?

»Nej, nej, vi mødes ikke på lossepladsen,« siger han hurtigt. »Vi har et hus, som vi kører familierne hen til, og hvor gæsterne så kan møde dem og for eksempel spise frokost sammen.«

Efter interviewet går vi ned på stranden. Nogle børn med snorkler er på vej ud på koralrevet, og børn løber rundt og fodrer fisk i vandkanten.

Et sted i nærheden blev den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan slået ihjel ved daggry den 27. april 1521. På Mactan mødte hans ekspedition for første gang væbnet modstand, og omkring 1500 af øens beboere ventede på stranden, anført af nationalhelten Lapu-Lapu, som byen siden har fået navn efter.

Magellan blev ramt i hovedet af et bambusspyd, tabte sin hjelm og blev omringet af krigere med krumsabler. Bagefter forsøgte hans folk at få liget udleveret, men Lapu-Lapu nægtede. Med sejren på Mactan lykkedes det ham at bremse koloniseringen af Filippinerne i 40 år, men herefter gik det som bekendt stærkt.

Midt i Shangri-Las tropiske paradis, mellem børnepoolen og pavillionen med bordtennisbordet står en bronzestatue af Lapu-Lapu. Han har et sværd i højre hånd, et skjold i venstre, og nedenunder fortæller en mindeplade om hans modstand mod de europæiske imperialister.

En af feriens sidste dage går jeg forbi minigolfbanen. Der er en bane, hvor man skal skyde golfbolden under Eiffeltårnet og en anden med Colosseum. På en anden bane står en lille figur, der ser bekendt ud. Det er Lapu-Lapu igen, stadig med bar mave og sværd, men uden mindeplade. Vogter af golfbanen.