Print artikel

Den serbiske splittelse

Den genvalgte serbiske premierminister Aleksandar Vučić, som nu står i spidsen for en befolkning splittet mellem EU og Rusland. (Foto: Zoran Žestić (TANJUG), via Wikimedia Commons)
Reportage
29.04.16
Efter søndagens parlamentsvalg i Serbien står et splittet folk tilbage. Selvom den pro-europæiske Vučić blev genvalgt med næsten halvdelen af stemmerne, er der utilfredshed med linjen i befolkningen, som gerne ser en kurs mod Rusland.

 

Foran parlamentsbygningen i Beograd hænger metervis af bannere i sorte, hvide og røde farver. På den midterste del står teksten »albanske terrorister og NATO angreb« med én meter høje versaler. Rundt om er trykt hundredvis af sort-hvid portrætter af ofrene for NATO-bombningen i 1999.

Den netop genvalgte premierminister Aleksander Vučićs stringente vestlige linje vækker delt begejstring i den serbiske befolkning. Selvom næsten hver anden vælger stemte på Vučićs parti, Serbiens Progressive Parti, er modstanden mod EU og NATO stadig stor i landet.

I dagene op til valget er der især en politiker, som udover Vučić har domineret gadebilledet på de mange farverige valgplakater: Vojislav Šešelj. Han blev d. 31. marts i år frifundet for krigsforbrydelser under krigene i Eksjugoslavien ved ICTY i Haag. En måned senere er han og partiet Serbiens Radikale Parti kommet i parlamentet med otte procent af stemmerne. Et parti der er kendt for deres ultranationalistiske holdninger og ønske om i højere grad at orientere sig mod Moskva.

Efter Šešeljs frifindelse sagde han til den russiske tv-kanal RT, at Vesten ikke stoler på Serbien »og det kommer de heller aldrig til. For dem er Serbien en slags lille Rusland på Balkan. Det er derfor, de vil ødelægge os.«

På trods af Vučićs dominerede position, har spørgsmålet om Rusland været centralt i valgkampen. Ifølge en meningsmåling fra den uafhængige organisationen CeSID, Center for Frie Valg og Demokrati, mener 71,6 procent at et medlemskab af EU og NATO er dårligt for Serbien. Yderligere ønsker 55 procent en alliance med Rusland.

EU eller Rusland

På pladsen Vase Čarapića i centrum af Beograd fortæller en vælger ved navn Dragan Malković, at han stemte på Šešelj, fordi »han vandt over Haag« og fordi, han ikke ønskede, at Serbien blev en del af EU – for slet ikke at tale om NATO.

Efter Šešeljs stemmeafgivelse i søndags sagde han, at han ville overveje at gå i regering med Vučić, hvis premierministeren droppede EU forhandlingerne og begyndte et samarbejde med Rusland. »Først da kan vi samarbejde med ham og støtte ham,« sagde han.

Ligeledes udtalte Vučić, at han ikke ville lave nogen form for samarbejde med højrefløjen.

Selvom modstanden mod EU er tilstedeværende, mener filosofiprofessor ved Beograds Universitet Obrad Savić, at Šešeljs sejr er mere symbolsk end den er realpolitisk.

»Šešelj kan ikke alene med sine 23 sæder i parlamentet presse Vučić med sine 131 og få ham til at gå væk fra EU og mod Rusland,« siger han og konkluderer, at valgresultatet viser, at størstedelen af Serbiens befolkning støtter Vučićs vej mod EU, samtidig med at også Serbien oplever en højredrejning på linje med resten af Europa.

»På et ideologisk og politisk niveau er det en skam at få et højrenationalistisk parti ind i parlamentet. Men man må huske på, at det ikke er år 1991, men 2016, der står ikke skrevet nationalisme og fascisme ud over det hele,« siger han. Selvom Šešelj ikke kan udfordre Vučićs kurs alene, tyder den nye opposition alligevel på, at Moskva som pejlemærke kan komme til at fylde i serbisk politik.

»De pro-russiske partier fylder nu omkring 25-30 procent af parlamentet. Det er ekstremt meget, særligt for Serbien i dag,« siger filosofiprofessoren.

Et par dage inden valget, står Sava, som ikke ønsker sit efternavn bragt, på et gadehjørne tæt på Parlamentsbygningen og deler fortune cookies ud med et logo fra Serbiens Socialistiske Parti. »De bedste politikere kommer fra vores parti,« siger han stolt og kigger mod et banner, der er hængt op ved siden af ham. »For eksempel Milošević,« tilføjer han. »Folk fra vesten er så skeptiske. Men vi var der, så vi ved, hvad der skete.« Han nævner kort EU og ryster opgivende på hovedet. »Rusland er meget bedre for vores land,« siger han.

Baseret på en optælling af 97,4 procent af stemmerne, kom Socialistpartiet ind som det andet største parti med 11 procent. Sammen med Serbiens Radikale Parti og et par mindre, nationalistiske partier udgør de den del af parlamentet, som går ind for et samarbejde med Rusland og ikke er bange for at lave referencer til landets blodige arv fra halvfemserne. Et af partierne er Dveri, som i skrivende stund er i konflikt med den centrale valgkommission over det endelige valgresultat, som udelukker dem fra parlamantet trods deres fem procent af stemmerne.

Udenrigspolitisk europæer

Den serbiske befolknings ønske om en alliance med Rusland er ikke nyt. Historisk og kulturelt har Balkan orienteret sig mod stormagten fra øst. Når den proeuropæiske og reformorienterede premierminister alligevel formår at få absolut flertal, hænger det blandt andet sammen med partiets profil og sammensætning.

»Vučić har mange medlemmer i sit parti, hvis offentlige profiler er mod EU. På den måde validerer Vučić sin politik i det højreradikale politiske spektrum. Han forsøger enten at lukke uafhængige, kritiske røster ned, og ellers tager han dem med over på sit eget territorium,« siger Igor Novaković, forskningsleder i ISAC, International and Security Affairs Centre i Beograd, som er en del af Europabevægelsen i Serbien.

Han nævner blandt andre Milovan Drecun, som har været medlem af Serbiens Progressive Parti siden 2013. Han har flere gange offentligt været ude og kritisere EU og NATO og kaldt Rusland for »en ekstremt vigtig alliancepartner for Serbien.«

Aleksander Vučić har selv været en del af Serbiens Radikale Parti frem til 2008, hvor han også tidligere var informationsminister under Milošević. I 2008 splittede Vučić og den nuværende præsident, Tomislav Nikolić, med det Radikale Parti på grund af en stabiliseringsaftale med EU, som Vučić og Nikolić var for, men Šešelj imod. Derfor dannede de Serbiens Progressive Parti, som i dag anses for et liberalt parti. En del af den arv mener Igor Novaković stadig sidder fast i partiet.

»Størstedelen af medlemmerne af partiet er EU-skeptiske. De metoder de internt bruger er ikke i overensstemmelse med europæiske værdier. De kontrollerer for eksempel medierne. Deres udenrigspolitik er europæisk, men flere liberale kalder deres indenrigspolitik for en katastrofe.«

Vučić formår at balancere på en knivspids ved at italesætte vigtigheden af at bevare et stærkt bånd til Rusland samtidig med, at han indgår optagelsesforhandlinger med EU. Obrad Savić forklarer politikerens enorme popularitet med, at han også er velanset i et bredere internationalt politisk spektrum.

»Vučić er bedre venner med Merkel, end Zoran Živković (tidligere premierminister, red.) var med Helmut Schmidt, selvom sidstnævnte kunne flydende tysk. Vučić er lykkedes med at være personlig. Dagen efter valget sendte den østrigske premierminister for eksempel en lykønskning til Vučić på kyrillisk.«

Der er kun én mand i serbisk politik

Udover popularitetselementet og den politiske sammensætning er det også svært reelt at finde et alternativ til Vučić i serbisk politik. En serbisk vælger ved navn Lianna Marienković fortæller, at »der kun er én mand i serbisk politik«, da hun står foran banneropsætningen ved parlamentsbygningen. Alternativet eksisterer ikke. Ikke hvis man vil have en fremtid.

»Folk stemmer på Vučić ud fra ideologiske og politiske grunde. Ud fra et eksistentielt grundlag. Hvis du vil overleve her i Serbien, må du enten være på Vučićs side eller på randen af samfundet,« siger Obrad Savić.

Det argument tilslutter den unge proeuropæer, Petar Donić sig også. Han bor i Beograd, hvor han arbejder som iværksætter og er medlem af ungdomsforeningen, Europæiske Studerende for Frihed. Hvad han har svært ved at forstå er den serbiske befolknings ønske om en orientering mod Rusland, som kan kalder »dobbeltmoralsk.«

»Jeg forstår ikke, hvorfor folk vil have alliancen med Rusland. Dem, der siger sådan, sender alligevel deres børn til Vesten for at studere, aldrig til Rusland. Og de investerer og tænker i euro,« siger han og tilføjer, »vi hører hjemme i EU.«

Et af Vučićs bærende argumenter for at udskrive tidligt parlamentsvalg var, at han havde brug for et stærkere mandat til at fortsætte kursen mod EU. Det kræver blandt andet en styrkelse af landets økonomi gennem reformer påkrævet af IMF, den Internationale Valutafond. Serbiens økonomiske tilstand er stadig ikke nået op det niveau, landet lå på i 1989. Men på grund af stærk modstand mod privatisering fra Socialisterne, som Vučić har siddet i regering med siden 2014, og den store andel af befolkningen, der ønsker et tæt samarbejde med Rusland, har det været svært for premierministeren at skubbe de store forandringer igennem.

Ifølge Igor Novaković skal Vučić først eliminere skeletterne i skabet, som meget præsent indbefatter Vojislav Šešelj og hans pro-russiske tilhængere, for at fortsætte mod EU og NATO.

»Men det kan han ikke så let på den korte bane, ikke før vi ser et stærkere og mere selvsikkert EU, som kan sende klare signaler og komme en klar strategi på den lange bane. EU bliver nødt til at bevise, at det er der, man bør være. Man kan håbe, at første skridt i den retning kommer efter Brexit-krisen.«