Print artikel

Den fremmedgjorte krig

Krigen set fra oven – fra soldaternes perspektiv. Foto: Tobias Havmand
Afghanske soldater og civile i ’Mit Afghanistan’. Foto: Henrik Bohm Ipsen
Artikel
20.03.13
Danskerne har et fremmedgjort forhold til krig. Når vi giver politikerne mandat til at kaste bomber fra fremmede himmelstrøg, så forstår vi egentlig ikke, hvad det er vi sætter i verden. Sådan lyder kritikken fra kunstnere i Danmark. Gennem malerier og film ønsker de derfor at vise os krigens karakter, så vi kan tage stilling på et oplyst grundlag. Det er dog ikke nogen uproblematisk mission at kaste kulturen ud i.

Slaget ved Dybbøl mølle i 1864 kostede cirka 700 danskere livet.  Siden det nationale traume udspillede sig på den sønderjyske muld, er der ikke blevet spildt blod på dansk grund i historisk målestok. Krigene og de danske soldater er flyttet ud i verden, hvor der til gengæld er flydt rigeligt med blod. Iraq Body Count opgiver det civile tab i Irakkrigen til cirka 115.000, andre vurderinger ligger væsentlig højere, og i omegnen af 300 irakere må månedligt lade livet i efterdønningerne af den vestlige invasion, som vi i denne uge markerer 10 års jubilæet for. Ikke en eneste dansk kugle kan imidlertid forlade et dansk gevær, uden majoriteten af danskernes opbakning. Det er befolkningen, forstået som demokratisk kollektiv, der vælger at gå i krig. Men for at tage den beslutning, skal vælgerne forstå, hvad det vil sige at føre krig, og gør de det?

Kunstnerne går ind i krigen

I anledning af 10 års dagen for irakkrigen fortæller både aviser og TV-udsendelser om kunstnere, der tager den danske krigsindsats under behandling. Flere af disse værker har både en eksplicit diagnose og mission: Danskerne har et fremmedgjort forhold til krig, fordi de ikke selv har oplevet det på egen krop, og gennem kulturelle oplevelser skal de derfor præsenteres for krigens karakter og konsekvenser. Kulturen skal lære os krigen at kende. I midten af marts kunne man for eksempel læse om Simone Aaberg Kærns 15 portrætter af stats-, udenrigs- og forsvarsministre. De prominente politikere har alle fået malet soldaternes sår. Gitte Lillelund Bech bærer et stort åbent sår, hvor den afsprængte kæbe plejede at sidde, og Lars Løkke Rasmussen mangler det ene øje, mens blodet løber ned over øjnene på Helle Thorning-Schmidts smilende ansigt. Værkerne går under titlen Ramt og er en del af udstillingen Krig, Kunst og Danmark. I DR2 Morgen fortalte kunstneren, der også har malet Anders Fogh Rasmussens officielle selvportræt, at hun ønskede at minde danskerne om, at politik er blodig alvor, og at hendes værker skulle »pege tilbage på os selv«.

Journalisten Nagieb Khaja havde i februar premiere på dokumentaren Mit Afghanistan, hvor han ved hjælp af uddelte videokameratelefoner dokumenterer afghanernes dagligdag, sådan som den udspiller sig under den vestlige militære tilstedeværelse i landet. Et af Nagieb Khajas mål med dokumentaren er at give danskerne indsigt i, hvad de menneskelige omkostninger ved krig er.

Ifølge dokumentaristen har danskerne nemlig ikke den fjerneste idé om, hvad det at føre en krig indebærer. Det hænger sammen med, at krig ikke længere er noget, der foregår på vores egne territorier, men derimod er en beslutning, der altid føres ud i livet meget langt fra vores egen dagligdag.

»Den danske befolkning aner ikke, hvad soldaterne laver dernede. Helt frem til 2010 gik de fleste danskere rundt med en forestilling om, at vores soldater byggede skoler og delte slikkepinde og kuglepinde ud. En gang imellem blev de så angrebet af fundamentalister, der prøvede at ødelægge skoler. Det har været en meget ren mission i danskernes øjne«.

Nagieb Khaja peger på hans kollegaer, når han skal forklare, hvorfor danskerne i hans øjne i mange år var så uoplyste. Mediedækningen opfatter han som unuanceret og ukritisk, og selvom det blev bedre efter 2010, så mener han stadig, danskerne er begrænsede af deres abstrakte og fremmedgjorte forhold til krig.

Fra folkelig til fremmedgjort

Påstanden om de vestlige befolkningers distancerede og abstrakte forståelse af krigens natur er ikke ny. Krigsteoretikeren Carl von Clausewitz beskriver i sit hovedværk Om krig, hvordan europæernes forhold til krig op gennem historien er blevet skiftevis folkeliggjort og fremmedgjort. I 1700-tallet civiliseres krigsførelsen i den forstand, at de europæiske hære professionaliseres, og krigshandlingerne retter sig samtidig i mindre grad mod civilbefolkningerne. For mange borgere bliver krig nu noget, man kan fravælge.

Med den franske revolution vender billedet. De europæiske borgere begynder nu at opfatte sig som en del af et nationalt fællesskab, funderet på værdier, der er værd at forsvare. Krige bliver igen noget, der involverer den brede befolkning i meget konkret forstand. Udviklingen forstærkes af Napoleons-krigene, og krigen som fænomen folkeliggøres på ny.

Henrik Ø. Breitenbauch er seniorforsker ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Hvis han skal placere danskernes forhold til krig mellem folkeliggjort og fremmedgjort den dag i dag, lander viseren på fremmedgjort:

»Dengang var krigen noget, der kom til byen. Det var en meget konkret form for folkeliggørelse, når der pludselig var soldater over alt i byen, som voldtog til højre og venstre og stjal dit madforråd. I dag er krig noget, der foregår meget langt væk, og som er medieret af journalister. Det er en abstrakt størrelse for de fleste mennesker, og der er ikke nogen særlig høj grad af folkelighed,« konkluderer han.

offentligheden risikerer for sin part at ende i en rolle som tilskuer. Man interesserer sig for krigen som æstetisk fænom

Det er altså her, film som Mit Afghanistan og kunstneriske virkemidler som itusprængte politiker-ansigter træder ind på scenen.

Patos i anden potens – i den gode sags tjeneste

I Nagieb Khajas dokumentar kommer vi ind under taget hos en afghansk børnefamilie, mens kampene mellem vestlige styrker og afghanske oprører buldrer højlydt. Vi ser de små børns forskræmte ansigtsudtryk, mens deres forældre forsøger at trøste og berolige med maskingeværssalver som lydkulisse.

Senere kommer vi med på hospital kort efter kamphandlinger og bliver her konfronteret med en ung forbrændt dreng i forbindinger. Hans far er oprørt, men selv stirrer han tomt og fraværende ud i luften. Som om noget er kortsluttet oppe i det lille hoved, som om den prepubertære hjerne slet ikke var gearet til at fordøje så meget lidelse og kaos endnu. Det er effektfulde scener, men man kunne også hævde, at det var de største og letteste strenge at spille på som dokumentarist. Selv lægger Nagieb Khaja ikke skjul på, at hans intention har været at appellerer til seernes følelser.

»Ja, det gør jeg, for det er en del af krigen. Jeg vil gerne nuancere synet på afghanere, især de afghanere, der bliver set som fjenden. Dem med turbaner i landsbyerne, det er dem, der er de potentielle fjender. Men hvis afghanere ser filmen, er der også en masse fordomme, der bliver afmonteret. Borgere i Kabul er tilbøjelige til at mene, at krigen er alle omkostningerne værd, men de lider overhovedet ikke de samme omkostninger som dem på landet. Det er på landet, kampvognene kører rundt, hvor luftbombardementerne rammer, og hvor Taleban lægger bomber ud,« siger Nagieb Khaja.

At vælge at ty til militære midler er en meget alvorlig beslutning. Er den måske for alvorlig, til at den skal hvile på emotionelle reaktioner, fremkaldt af brudstykker fra en meget kompliceret konflikt? Man kunne med rette stille spørgsmålet, om ikke Nagieb Khaja risikerer at fremkalde handlingslammelse ved sine greb som dokumentarist.

»Jo, der er en risiko for, at det fører til handlingslammelse. At man kan blive bange for overhovedet at tage initiativ til noget, fordi man får den holdning, at al krig er forkert. Men det sker kun, hvis man ikke reflekterer nok. Det handler jo om proportioner, jeg kan godt gå ind for en militær intervention, hvis den fører til færre civile drab end passivitet, men jeg mener faktisk, at krigen i Afghanistan har ført til en værre situation, end hvis vi havde forholdt os passive,« lyder svaret fra Nagieb Khaja, der understreger, at han ikke er nogen pacifist:

»Mit budskab er ikke ensidigt imod krig med det argument, at civile dør. Jeg vil gerne vise, at det er et meget mere komplekst problem, end vi får vist herhjemme. Jeg har ikke noget imod, at man bliver handlingslammet, fordi man ikke forstår en situation, fordi den er for kompleks. Der er altid en stor risiko for, at vores militære tilstedeværelse i fremmede lande kan forværre ting frem for at hjælpe på situationen, fordi vi ikke forstår de komplekse forhold i det pågældende samfund,« siger Nagieb Khaja.

Historisk set kan man pege på, at en detaljeret og nærgående beskrivelse af krigens natur, har ført til handlingslammelse i vestlige demokratier. I hvert fald i den forstand,  at borgere har taget afstand, da det gik op for dem, hvordan krig så ud. Det fortæller Casper Sylvest, som er lektor på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet:

»Man kan godt komme med eksempler på, at afbildninger af krig kan lede til handlingslammelse. I 90'erne talte vi meget om body bag-effekten, da amerikanerne afbrød deres mission i Somalia, efter en helikopter var blevet skudt ned, og der var blevet fremvist mishandlede soldater. Der er også andre eksempler på, at visuelle repræsentationer af krig kan føre til modstand mod en demokratisk stats krigsførelse. Vietnamkrigen var den første moderne mediekrig, vil nogen hævde, som havde sådan nogen effekter,« siger han.

Perspektivet er problematisk

Hvis emotionel induceret handlingslammelse er risikoen, hvordan forholder det sig så med gevinsten? Kan de kulturelle produkter bruges til at oplyse os om krig som følt fænomen, kan de så at sige løsne op for det fremmedgjorte forhold til krig?

Spørger man lektor og ph.d. ved forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, er svaret ja.

»Jeg vil sige det på den måde, at hvis man er interesseret i at få et indblik i, hvor forfærdelig krig kan være, så synes jeg sådan set, at der er tonsvis af film i fjernsynet og dokumentarprogrammer, som kan give dig et billede af det. Der er også masser af krigsfilm, som på trods af at de er fiktion alligevel portrættere lidelserne,« siger Peter Viggo Jakobsen

Nagieb Khaja ønsker at hans dokumentar skal bringe krigens konsekvenser helt ind i de danske dagligstuer, så seerne forstår, hvad det er, de giver politisk mandat til. Mens han har tiltro til kulturens erkendelsesmæssige potentiale, så er han med egne ord meget uenig i Peter Viggo Jakobsens beskrivelse af de eksisterende beretninger om krig:

»Det er altid fra soldatens synspunkt, vi får fortalt historien. Særligt når krigen er i gang, men også selv når krigen er overstået. Tag en film som Hurtlocker, der vandt flere Oscar-priser. Det er en film, som handler om amerikanske soldater, der risikerer deres liv og render rundt blandt bomber, men hvad med irakerne? Generelt er det soldaterne og deres kammerater, der er det vigtigste. Det er en løgn, der bliver gentaget i spillefilmenene og det er en løgn, der bliver gentaget i bøgerne, som vi læser,« mener Nagieb Khaja.

De civile eksisterer ikke

Han bakkes op af Casper Sylvest, der på samme måde på én gang anerkender kulturens erkendelsesmæssige potentiale, men stiller sig skeptisk over for i hvilket omfang, det bliver realiseret:

»Hvis fremmedgørelsen er udtryk for, at man ikke er tilstrækkeligt bevidst om, hvad der foregår, ikke kun for ens soldater, men også for de civile, så kan kulturelle produkter være med til at afhjælpe problemet. Men om de rent faktisk gør det, er svært at sige. Jeg er sikker på, at Mit Afghanistan er en god film, og jeg kan se, at intentionen med den netop er at bringe oplevelsen af krig tættere på os. Men der er mange andre tendenser som peger i den anden retning, selv når du fokuserer på dokumentarer,« siger han og uddyber:

»Mange af de kulturelle produkter om krig, særligt spillefilmene, beskriver konflikten fra soldatens perspektiv, og der foregår som regel en hvis romantisering. Det gælder faktisk også for nogen dokumentarer. Tag for eksempel Restrepo fra 2010, der kan kategoriseres som en amerikansk udgave af Armadillo, der forsøger at beskrive krigen fra øjenhøjden. Den er alene fortalt fra de amerikanske soldaters perspektiv. Den viser ikke de civile, de eksisterer nærmest ikke i filmens univers. Hvis du ser det fra soldatens perspektiv, kommer civile og fjenden kun til at optræde fra afstand, de får karakter af statister,« siger Casper Sylvest.

Vi mister både kontekst og overblik

For kunstnerne er det afgørende, at vi trækkes helt ind i krigen, for vi skal komme så tæt på oplevelsen af at mærke det på egen krop som muligt. Det betyder som oftest, at der zoomes helt ind. Helt ind på den enkelte landsby, på den enkelte familie, på det enkelte barn, helt ind på de forskræmte øjne. Det kan være et nødvendigt virkemiddel, hvis empatien skal vækkes, hvis vi så at sige skal kunne mærke krigen i helt bogstavelig forstand. Men hvor ædelt formålet end kan fremstå i nogens øjne, så kan denne nærgående måde at formidle på ende med at have en høj pris.

Afghanske soldater og civile i ’Mit Afghanistan’. Foto: Henrik Bohm Ipsen

Det er en af pointerne i rapporten Krig i øjenhøjde af Vibeke Schou Tjalve, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. I rapporten kan man læse:

»Midt i den kompleksitet peger en lang række samtidsdiagnoser på, at vi som mediebrugere foretrækker det direkte og det personlige – mikrobilledet og det menneskelige frem for makrofortællingen og det strukturelle (Hallin & Mancini 2004).Den fortolkning – at vi vil se og føle mennesker, ikke oplyses, belæres eller stridesom politisk-strategiske emner – har uden tvivl stor betydning for den redaktionelle prioritering, hvor selv krigsjournalistikken skal være ‘underholdende’, hvilket ofte sættes lig med personfokuseret. Krigens repræsentation handler i stigende grad om ’the photo op’ – om visuel, kontekstafrevet og afpolitiseret udstilling af krigens smag, lugt og smerte – og om substansløs, men afpolitiseret, ikonografisk personreportage«.

Vibeke Schou Tjalve knytter denne udvikling til det, hun betegner som  »afsprogliggørelse«. Begrebet dækker over en tendens til manglende i talesættelse i offentligheden. Afsprogliggørelsen finder hun både i den danske hærs uddannelsespædagogik, men også i den offentlige diskurs. Hun advarer mod tendensen, da hun ser en fare for, at den kan fratage os det sprog og den forståelse, vi skal bruge til at tage ordentlig stilling til krig:

»Og offentligheden risikerer for sin part at ende i en rolle som tilskuer. Man interesserer sig for krigen som æstetisk fænomen (hvordan ser krig ud?) eller oplevelse (hvordan føles krig?). Men man ser sig ikke som opdragsgiver, og man agerer ikke som debattør. Hvad skal krigen løse, kan krigen løse det, og hvis ja, hvilken type krig. Dermed risikerer både politikere og offentlighed at stå uden sprog eller blik for de politisk-strategiske spørgsmål – hvilken tilgang til magt, til konflikt, til kultur, til tro, til civile, til tab?«

De tavse soldater

Og hvad siger de egentlig selv, diskussionens hovedpersoner? De civile, der bliver fanget i krydsilden i Helmand og Baghdad deltager som bekendt ikke i den danske debat. Det gør de danske soldater tilgengæld i ny og næ. Mads Silberg er en af de tidligere udsendte soldater, der har blandet sig i den offentlige debat. Han er blevet en af de mere markante kritikere af den danske indsats i Afghanistan. Det undrer Nagieb Khaja, at der ikke er flere:

»Mads Silberg  har været i Armadillo, hvor alt er gået galt, og hvor de har stået i lort til halsen: Danske soldater er blevet dræbt, civile afghanere er blevet dræbt, talebanere er blevet dræbt, og så forlod vi bare det sted. Hvordan kan det være, at vi ikke har flere folk fra hæren, der spørger, hvad fanden det lige var, vi havde gang i? Hvis det virkelig var så vigtigt, hvorfor rykkede vi så væk igen?« spørger Nagieb Khaja, inden han selv peger på en slags mental  inkubationstid som en del af forklaringen:

»Blandt udsendte plejer de tankevækkende reflektioner først at komme noget tid efter, fordi der er en eller anden korpsånd mens krigen står på. En eller anden misforstået hensynstagen, som gør, at folk ikke står frem. Da Anders Kærgaard gik frem, gjorde han det først flere år efter, hvorfor gjorde han det ikke dengang? Fordi man er bange for at blive stigmatiseret,« siger Nagieb Khaja.

Soldaterne ønsker reflektionen

Hvordan reagerer de udsendte soldater så på film som Mit Afghanistan, der sættes i verden for at udstille de menneskelige omkostninger ved krigen? Nagieb Khaja trækker sin iphone op af lommen og beder mig have en smule tålmodighed. Han trykker og bladrer løs på den lille skærm, indtil han kommer frem til den rigtige e-mail. Han rækker telefonen hen over bordet, og lader mig læse en lang hilsen fra en tidligere udsendt soldat, der føler sig dybt berørt over Nagieb Khajas værk, og beder ham fortsætte sit arbejde. Sådanne henvendelser har Nagieb Khaja fået mange af, men han mangler endnu at modtage en eneste negativ. Flere af soldaterne fortæller, hvordan filmen har fjernet nogle af de blinde vinkler, der opstår, når man kun oplever krigen fra den ene side:

»Jeg har fået mails fra mange soldater, der fortæller, at når de hørte lyden af helikoptere og fly, der kastede bomber, så jublede de. De havde ikke forstået, at når den afghanske familie hørte de selv samme lyde, så var det rædselsfuldt,« siger Nagieb Khaja.

Hans oplevelse er, at soldaterne sætter pris på opmærksomheden, og at de også gerne selv vil blive klogere på konsekvenserne af deres arbejde. På spørgsmålet om, hvorvidt danske journalister i virkeligheden har et mere ømt og sart forhold til konflikten end soldaterne falder svaret prompte:

»Det er mit indtryk! Journalisterne er mere tyndhudede.«