Print artikel

»Yezidierne har brug for deres eget land«

Yezidikriger i Shingal. Det lille folk har været den store taber i krigen mod IS, og spørgsmålet er, hvad de kan gøre i fremtiden for at beskytte sig selv. FOTO: CC
Reportage
07.12.16
IS trænges langsomt tilbage fra Mosul og væk fra Irak, men én taber står tilbage efter IS' korstog: Yezidierne. Mange bliver stadig holdt fanget af IS, og resten føler sig svigtede og usikre på fremtiden.

Faris Mishko har meget travlt i disse dage. Den 26-årige kameramand bor i Irakisk Kurdistan, hvor han dækker den aktuelle offensiv mod terrorgruppen Islamisk Stats (IS) højborg Mosul for lokale tv-stationer.

Offensiven interesserer især Faris, fordi han er spændt på, om den vil betyde, at 70 af hans slægtninge – kusiner, fætre, nevøer og niecer – bliver befriet. De har været kidnappet, siden IS tog dem til fange i august 2014. Faris blev også selv taget til fange, men slap ud i live.

Det skete den 3. august 2014 – »dagen, der ændrede mit liv for altid,« som Faris siger.

Den dengang 24-årige mand arbejdede i sin hjemby Sinjar i det nordvestlige Irak, da sortklædte jihadister fra IS stormede området. Sinjars befolkning er primært yezidier, en før-islamisk religion, hvis tilhængere IS ser som vantro.

Faris, hans kone og to døtre på fem og tre år, far, mor og søster og farmor blev alle taget til fange og låst inde i en bygning med 300 andre yezidier.

»Vi blev indespærret og kunne ikke flygte, fordi der stod bevæbnede IS-folk udenfor,« husker Faris og oplyser, at der ikke var mad i huset. »Kun urent vand«.

Han fik ikke sovet den dag.

»Vi var alle bange; Vi frygtede, at IS-folkene ville dræbe os.«

Dagen efter bombede den irakiske hær IS-stillinger i Sinjar. De IS-folk, der holdt vagt udenfor de 300 indespærrede yezidiers hus, forduftede. Yezidierne udnyttede chancen til at flygte.

Pludselig dukkede IS-militante op og begyndte at skyde mod den flygtende masse. Det lykkedes alligevel Faris og hans familie at flygte op på byens kendte Sinjar-bjerg – som 50.000 andre på flugt fra jihadisterne.

»Her var vi i sikkerhed for IS, tænkte vi,« fortæller Faris. »Til gengæld indtraf døden.«

Det var 45 grader varmt oppe på det nøgne bjerg, uden træer og uden beskyttelse mod solen. Mad og vand var der heller ikke nok af. Faris’ farmor døde af udmattelse – som hundredvis af andre.

»Der var to kilder til vand, men vi skulle gå mindst 6-7 timer for at få vand. Og så tog det mange timer, inden vi fik vand der, da der var lang kø, fordi der var så mange mennesker.«

Sommetider var der så lidt vand, at Faris’ to døtre måtte nøjes med lidt vand fra en kapsel.

Overlevede en uge ved at spise én agurk

Faris overlevede en uge på bjerget ved – efter eget udsagn – at spise én agurk. Faris’ to døtre fandt noget figen, som de spiste. Atter andre spiste blader fra træer eller gik over til fårene og drak deres mælk.

Kameramandens krop var udmattet, og han mistede håbet.

»Jeg tænkte: ’Vi kommer ikke levende herfra’. IS slår os ikke ihjel. De lader os tørste ihjel.«

Egentligt havde yezidierne på bjerget – heriblandt Faris – lyst til at forlade bjerget.

»Men det turde vi ikke, fordi IS-folkene ventede ved bjergets fod og ville skyde os, hvis vi kom ned.«

Faris Mishko et år efter befrielsen. Foto: Deniz Serinci

Efter en uge iværksatte den syrisk-kurdiske milits Folkets Forsvarsenheder (YPG) en strategi for at hjælpe de belejrede yezidier. Eftersom yezidierne ikke kunne flygte fra bjerget, fordi alle brugbare veje op og ned var kontrolleret af IS, besluttede YPG at skabe nye flugtruter. De krydsede den syrisk-irakiske grænse i traktorer, bulldozere og gravkøer og fik lavet en strækning, hvor almindelige køretøjer kunne komme frem. YPG åbnede en korridor fra Syrien til Sinjar.

På den måde lykkedes det Faris og hans familie at komme ned fra bjerget, til Syrien og derigennem tilbage til de kurdisk-kontrollerede dele af Irak – i sikkerhed for IS. Otte dages mareridt var ovre.

9-årig kusine kidnappet, voldtaget og dræbt under flugt

Jeg besøgte Faris få dage efter, at han var kommet ned fra bjerget. Han så udmagret ud efter en uge uden ordentligt mad. Han havde også svært ved at spise almindeligt igen. Kroppen skulle vænne sig til at spise rigtig mad. Da jeg mødte ham to år efter, havde han taget mere på. »Det er min almindelige vægt,« siger han.

»Vi overlevede jihadisterne – også denne gang,« lyder det fra Faris.

Han henviser til, at det ikke var første gang, islamister angreb yezidier.

Syv år tidligere - den 14. august 2007 - blev Faris’ fætre og kusiner dræbt, da lastbiler fyldt med bomber detonerede og dræbte næsten 500 yezidier på markedspladser tæt på Sinjar. Det var var det næstmest dødbringende terrorangreb i verden efter 11. september-angrebene i New York i 2001. Ingen gruppe påtog sig ansvaret, omend mistanken rettede sig mod terrorbevægelsen Al Qaedas afdeling i Irak, Den Islamiske Stat i Irak (ISI) – som senere blev til nutidens IS. Faris’ hus lå 600 meter fra gerningsstedet, han var på arbejde den dag, men han kom ikke selv noget til.

Selvom han slap med livet i behold både i 2007 og 2014, er kampen ikke slut for Faris. Omkring 50 slægtninge blev dræbt ved IS’ indtog i Sinjar for to år siden. Andre 70 er stadig i hænderne på IS – ligesom 3744 andre yezidier. Faris’ søsters børn blev taget til fange i landsbyen Kocho, der blev indtaget af IS den 15. august 2014. De fik besked på at konvertere til islam. Da de nægtede, fik drengene skåret halsen over.

Faris' kusine, 9-årige Almas, blev taget til fange af IS og – ifølge medfanger – voldtaget. I april i år lykkedes det Almas at undslippe IS efter to år. Hun løb og løb. To minutter, inden hun nåede i sikkerhed, trådte hun på en landmine, som IS havde plantet. Almas døde.

Alle de oplevelser påvirker den traumatiserede Faris.

»Det første år havde jeg svært ved at sove. Jeg vågnede midt om natten. Men man skal prøve at skabe en bedre tilværelse for sig selv, selvom jeg nok aldrig kommer over det.«

’Udsted fatwa om at løslade yezidier’

Ifølge Hussein Qaidi, direktør for De Kidnappedes Affærer under selvstyret i Iraks Kurdistan-region (KRG), er 3.744 yezidier stadig i fangeskab hos IS. Heraf er mange – muligvis flertallet – i Mosul, mener Qaidi.

Står det til Mirza Dinnayi, yezidi-aktivist og leder af den tyskbaserede humanitære organisation Iraq Air Bridge, som samler dokumentation om IS’ gerninger mod yezidier, bør det internationale samfund presse den irakiske hær og de irakisk-kurdiske peshmergastyrker og de syrisk-kurdiske YPG »til at fangeudveksle tilfangetagne IS-terrorister med yezidi-kvinder.«

Men det er Faris ikke meget for.

»IS er så fundamentalistiske, at de aldrig vil gå med til den slags. De vil måske udveksle peshmerga og YPG-krigere, men ikke kvinder.«

Løsningen skal snarere findes i en større muslimsk fordømmelse af IS, mener Faris.

»Imamerne i Saudi-Arabien og andre muslimske lande må udstede fatwaer om, at krigerne nu skal løslade disse kvinder,« foreslår kameramanden. »Selvfølgelig vil alle ikke lytte til fatwaerne, men hvis bare nogen gør det, gør det også en forskel.«

Både Qaidi og Amena Saeed, der er tidligere yezidi-parlamentariker i Irak, mener, at IS flytter yezidi-fangerne fra Mosul til Deir ez-Zour i Syrien – nu hvor offensiven mod Mosul finder sted.

»På den måde undgår IS, at yezidi-kvinderne bliver reddet ved Mosuls fald,« siger Amena Saeed.

Blandt de tilfangetagne yezidier er 1.889 mænd og drenge, heriblandt Faris’ nevø på 12 år. Amena og Faris er enige om, at det bliver svært at redde drengene.

»IS har hjernevasket drengene til at blive jihadister, så de vil ikke ud af organisationen.«

FN-rapporter bekræfter, at IS fjerner drengebørn fra seks til 16 år fra deres mødre og sender dem til genopdragelsesundervisning, hvor de oplæres i IS’ ideologi.

Vil have egen yezidi-stat

Men selv når yezidi-fangerne er befriede, er langtfra alle problemer løst.

Mange yezidier er kritiske over KRG’s håndtering af Sinjar-episoden og er derfor tøvende med engang i fremtiden at høre under kurdernes kontrol.

Den irakiskkurdiske militærstyrke, peshmerga, trak sig ud af Sinjar natten til den 3. august og efterlod dermed reelt byens beboere forsvarsløse. Ifølge Vian Dakhil, yezidi-medlem af det irakiske parlament, var »den kurdiske styrkes våben ikke var så gode som IS’ våben«. Efter at have indtaget de forladte irakiske militærbaser i Mosul to måneder forinden, rådede IS over amerikanskleverede våben. Udstyrsmæssigt stod IS derfor stærkere end peshmerga, der ikke havde samme slags våben, og som trods deres erfaring i at infiltrere terrorceller aldrig havde kæmpet mod en decideret hær med tunge våben.

Faris er uenig i kritikken fra mange af hans fæller og henviser til, at visse peshmerga-enheder kæmpede mod IS – eksempelvis i landsbyerne Siba Sheikh Khidir og Gir Zerik. Han mener desuden ikke, at man kan klandre hele KRG for peshmergas tilbagetrækning.

»De ansvarlige er dem, der lokalt havde ansvaret for Sinjar.«

At peshmerga ikke kunne matche IS militært, forklarer dog ikke, hvorfor peshmerga – ifølge FN-rapporter og vidner - trak sig ud uden at advare yezidierne i tilstrækkelig grad, så de ikke nåede at flygte fra IS.

Det får den 17-årige pige Ekhlas Khader – der selv blev kidnappet som 14-årig og voldtaget – til at konkludere:

»Peshmerga forlod os, de forrådte os.«

Derfor ønsker Ekhlas, som formåede at flygte fra IS efter 154 dages fangenskab, et selvstændigt land for ezidier, kaldet Ezidxan (’Yezidiernes Hus’), som er løsrevet fra Irak og Kurdistan.

»Hvis vi får vores eget land, så kan vi beskyttes mod lignende massakrer,« siger yezidi-pigen, der i dag modtager psykolog- og medicinbehandling i Tyskland.

Amena Saeed, yezidi og tidligere medlem af det irakiske parlament, mener, at en uafhængigt yezidi-stat er urealistisk, især fordi de yezidi-beboede områder i Irak geografisk ikke er sammenhængende. Der bor arabere imellem de to hovedenklaver for yezidier i Nordirak. Kurderne i Irak har siden 1992 haft deres eget parlament, flag og væbnede styrker. De er trods det vidstrakte selvstyre stadig officielt en del af Irak.

»KRG har i årevis med eget flag og parlament prøvet at få et selvstændigt land, men det er stadig ikke lykkedes. Hvordan skulle yezidierne, der er meget færre, så kunne få et land?« spørger Amena.

I 2015 vedtog Tyskland og året efter Canada at tage imod traumatiserede yezidi-ofre fra Sinjar med det formål at medicin- og psykologbehandle dem. Tyskland har taget imod 1100 yezidier, mens Canada i oktober i år godkendte at tage imod et ukendt antal.

»I Irak kan vi ikke få så avanceret en behandling,« siger Ekhlas. »Derudover er det godt at være i Tyskland, fordi alt er nyt her, så det er nemmere at komme videre i livet.«

Faris er uenig. I juni 2015 tog han til Tyskland, men vendte hjem til irakisk Kurdistan igen fem måneder efter.

»Tyskland er ikke løsningen for os. Alle mennesker har det bedre i deres eget land,« siger han og mener, at IS har vundet, hvis Iraks oprindelige religioner fordrives fra deres fædrene land.

»Her og nu har yezidierne brug for international beskyttelse,« siger Faris og efterlyser mere militær støtte til den irakiske hær og peshmerga, så de kan kæmpe imod IS.

»Når IS er væk, får vi det bedre og kan vende tilbage til Sinjar.«