Print artikel

»Men det her er Balkan«

Protester i Skopje. Foto: cc
Anmeldelse
03.07.17
Efter fem måneders politisk dødvande og voldelige demonstrationer har det socialdemokratiske parti SDSM overtaget regeringsmagten i Makedonien. Men de etniske spændinger løber fortsat som en understrøm gennem landet, mens EU på én gang bliver påkaldt som redningsplanke og afskrevet som passiv tilskuer.

Sproget er en del af menneskets sjæl. Sådan skrev Johann Gottfried Herder 1772 i sit essay Afhandling om sprogets oprindelse, og den observation synes at vække genklang i Europas politiske landskab anno 2017. Her rimer sprog på fællesskab, nationalstat og vellykket integration, og det er ikke nogen ny opfindelse. Ifølge den britiske historiker Eric Hobsbawm, udgør sprog kernen i nationalstaten, fordi sprog er associeret med etnicitet. Det betyder, ifølge Hobsbawm, at etnicitet og nationalisme er tæt sammenvævet, hvorfor etniske konflikter hurtigt kan blive et spørgsmål om nationalistisk politik.

Sprogets betydning fik konkret udtryk d. 27. april i år, da en gruppe højreradikale demonstranter stormede det makedoniske parlament i landets hovedstad Skopje. Under højlydte råb og med det makedonske flag vajende i luften angreb demonstranterne flere af de tilstedeværende parlamentsmedlemmer. Zoran Zaev, lederen af det socialdemokratiske parti SDSM, blev ramt i hovedet af en stol, og billeder fra aftenen viser ham holde hænderne afværgende frem foran sig, mens han bløder kraftigt fra panden. Protesten var organiseret af støtter fra landets national-konservative parti VMRO, som reaktion på valget af den albanske politiker Talat Xhaferi som parlamentsformand. En, for denne gruppe af makedonere, uhørt beslutning.

»Noget af det der er så frygteligt er, at vi ved, at det er mennesker inde i parlamentet, der lukkede dem ind. Det må det være, for der er et sikkerhedssystem omkring det her parlament, og det sikkerhedssystem var sat ud af kraft, og vi har set, at folk simpelthen bare kunne gå ind, og at VMRO har forholdt sig passivt eller næsten opbakkende, mens de her slagsbrødre har banket oppositionsmedlemmerne.« fortæller adjunkt ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet, Tea Sindbæk Andersen.

Vreden trækker tråde tilbage til Makedoniens parlamentsvalg i december sidste år og dermed også til en række dybtliggende etniske spændinger imellem landets makedonske og albanske befolkning. Albanere udgør omkring 25% af Makedoniens indbyggere og er således landets absolut største minoritet. Lige siden Makedoniens løsrivelse fra det tidligere Jugoslavien i 1992 har der imidlertid hersket konflikt mellem de to grupper. Den tyske antropolog Ilká Thiessen skriver i sin bog Waiting for Macedonia, at store dele af den albanske befolkning nægter at identificere sig med den makedonske stat, som de anser for uforenlig med deres religion og kultur. Omvendt opfatter mange slaviske makedonere det albanske mindretal som tilbagestående og dermed en hindring for at slutte sig til EU. Den etniske konflikt lurede således under overfladen, da det mangeårige regeringsparti VMRO i december 2016 så sig nødsaget til at udskrive valg efter talrige korruptionsanklager. På trods af partiets blakkede ry lykkedes det VMRO at vinde valget, dog uden at opnå flertal i parlamentet. Partileder Nikola Gruevski indledte derfor koalitionsforhandlinger med en række albanske partier. Forhandlingerne brød imidlertid sammen, efter de albanske politikere fremsatte krav om at anerkende albansk som officielt sprog i Makedonien. Kravet var en del af den såkaldte Tirana-platform, som de albanske partier DUI, Besa bevægelsen og LR PDSH efter sigende udformede i januar i den albanske hovedstad Tirana efter samråd med den albanske premierminister Edi Rama. Platformen rummer flere af de samme krav, som blev vedtaget under den såkaldte Ohrid-aftale i 2001, men er ikke desto mindre kontroversiel, fordi mange makedonere ser den som Ramas forsøg på at påvirke makedonsk indenrigspolitik og derigennem true det makedonske sprog og territorie.

»Albansk som andet officielt sprog – det er jeg imod.« siger 23-årige Riste Tashev. Riste Tashev kommer fra den makedonske by Negotino og er aktivt medlem af VMRO. »Jeg ved, at nogen vil sige, at det kan lade sig gøre i Belgien, i Schweiz og i flere andre lande. Men det her er Balkan. Og på Balkan lande fungerer det ikke på samme måde.«

Den holdning er han ikke alene om. Efter koalitionsforhandlingerne brød sammen i januar har demonstrationer og optøjer præget den makedonske hovedstad. Først som reaktion på Tirana-platformen og senere, da det lykkedes SDSM’s leder Zaev at opnå en aftale med to mindre albanske partier og dermed flertal i parlamentet. Modstanden foregår imidlertid ikke kun på gadeplan. Makedoniens præsident Gjorge Ivanov har gennem flere måneder nægtet at give Zaev mandat til at danne regering. Den beslutning efterlod Makedonien i fem måneders politisk dødvande uden nogen formel regering. Begivenhederne i april fik imidlertid EU til at røre på sig. EU’s udenrigschef Federica Mogherini og EU-kommissær Johannes Hahn fordømte det voldelige optrin, mens NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg udtalte, at han var chokeret over handlingen, og at partierne burde respektere den demokratiske proces i stedet for at ty til vold. Den ubehagelige opmærksomhed fik hurtigt Ivanov til at ændre mening, og i maj tildelte han Zaev mandat til at danne regering. Hvad det vil få af betydning for Makedonien og landets relationer til EU er endnu uvist. »Det er jo hans parti og hans nye regeringsressourcer som har stået for afsløringerne af det voldsomme embedsmagtmisbrug som VMRO og VMRO’s regeringsperiode har stået for.« udtaler Sindbæk Andersen. »Jeg så sågar, at den nye makedonske regering åbner mulighed for at begynde at forhandle om navnet, så man kan normalisere relationen til Grækenland.«

Forholdet til nabolandet Grækenland er en betændt affære. Siden Makedoniens selvstændighed har Grækenland modsat sig betegnelsen Makedonien, som bliver betragtet som et territorialt angreb på Grækenlands nordlige region af samme navn. Spændingerne mellem de to lande har betydet, at Makedonien kun er anerkendt af det internationale samfund under navnet den tidligere jugoslaviske republik Makedonien frem for det mere mundrette Republikken Makedonien. Navnestriden har desuden vanskeliggjort Makedoniens forhold til EU, hvorfor Makedonien på 13. år stadig har status som kandidatland til EU. Og selvom det meste af Balkan, ifølge Sindbæk Andersen, ønsker at blive indlemmet i det europæiske fællesskab begynder unionens betænkningstid at sætte sine spor.

»Måske vi ikke er lige så rige og udviklede som Danmark, USA, Luxembourg og andre lande. Men vi elsker stadig vores land og vores historie. Vi er i det 21. århundrede og alligevel beskytter det internationale samfund Grækenland. De støtter deres undertrykkelse af os, de blander sig i vores indenrigspolitik, fortæller os hvad vi skal hedde, vores historie og vores sprog.« siger Riste Tashev. »Og der er intet svar fra EU. Derfor er vi vrede på EU. Hvis EU bliver ved med at opføre sig sådan, mister vi al tro på unionen.«

Men vil en ny premierminister der bringer budskaber om åbenhed og antikorruption med til forhandlingsbordet kunne rokke ved det billede?

»Noget af det allersværeste at bygge op det er et system, der fungerer som system. Hvor der ikke skal smøres, og hvor der ikke skal forhandles og laves studehandler.« Fortæller Sindbæk Andersen og fortsætter. »Mange af de her Balkanlande har det problem, at hele det politiske system er skrøbeligt. Folks alliancer er problematiske, og hvis man har skulle kæmpe sig igennem det politiske system, så er det svært at komme igennem uden kompromiser. Man må kunne fungere inden for systemet med de spilleregler, der er. Det vi må håbe er, at han i hvert fald er bedre. Men han er jo ikke en messias. Han er også en politiker, som har fungeret i det her system.«

Og hvor efterlader det os så? Spørgsmålene er mange, og de gode svar lader tilsyneladende vente på sig. Vi vender derfor tilbage til sproget. For sprog er kernen i både identitets- og nationalismeforskning, fortæller Sindbæk Andersen, og har man et modersmål, så er der ikke noget sprog, hvor man har den samme forståelse for konnotationer og kulturelle referencer, og det skaber fællesskab. Men hvis der skal opstå mulighed for politisk samarbejde både internt i Makedonien og udadtil mod Europa, kan det blive nødvendigt at slække på sprogkravene og acceptere engelsk som lingua franca, også i Makedonien. »Det er måske et af de steder, hvor EU virkelig kunne gå ind og spille en rolle og sige det her, det handler ikke kun om jeres stat, vi har også et samarbejdsprojekt på et langt højere niveau, hvor vi kommunikerer på nogle fælles sprog.« siger Sindbæk Andersen.

Tilbage i Makedonien venter Riste Tashev på, at forandringernes vinde når hans hjemland. »Lad os se hvilke forandringer fremtiden bringer os. Jeg håber, de bliver positive.«