Print artikel

»Hvis der er noget, der forgifter den arabiske verden, er det religionens voksende rolle i politik«

Gaddafi: En mand med våben.
Interview
14.09.17
Oxfordprofessor og forfatter til to mammut-værker om Mellemøstens historie, Eugene Rogan, er ikke bleg for at kritisere araberne for regionens katastrofekurs. Danske anmeldere har ellers kaldt hans værker for apologetiske på arabernes vegne.

Eugene Rogan har udgivet to bøger på dansk: Osmannerrigets fald og Arabernes historie. I JyllandsPosten kalder Michael Jalving bogen om osmannerne for problematisk, og i Berlingske mener Bent Blüdnikov, at den er et typisk eksempel på »Britisk Academia« med dens apologetiske sympati for araberne. Derfor ligger det lige for at besøge Professor Rogan på Oxford University, i hjertet af britisk akademia, for at høre, hvad han selv siger til den kritik.

Det araberelskende Oxford?

»Følg den mærkelige sølvtingest herfra, så finder du huset, hvor Professor Rogan sidder.« Vagten ved St Anthony’s College er ikke begejstret for den moderne arkitektur, der forbinder universitetets murstensbygninger. Arkitekten Zaha Hadid har tegnet en aflang, sølvfarvet struktur, som blandt andet udgør bibliotek og læsepladser for de studerende på Oxfords Center for Mellemøststudier.

Jeg følger den sølvfarvede bygning og støder tilfældigvis på den hvidhårede og storsmilende Professor Rogan, som lige har indtaget sin frokost i bygningen.

Vi sætter os i to stole på hans kontor, men inden vi får mælet et ord, stikker en anden mellemøsthistoriker hovedet ind. Avi Schlaim er en britisk-israelsk forsker, der hører til Israels såkaldte ”New Historians”, som er en gruppe, der forholder sig kritisk til zionisme og israelsk historie.

I stueetagen af den victorianske bygning gik vi forbi Professor Tariq Ramadans kontor. Han er fortaler for den såkaldte Euroislam, som søger at gentænke islam i overensstemmelse med værdierne i de europæiske samfund. Ramadan er foragtet af konservative muslimer og højreorienterede europæere, der ser ham som apologet for islam og terror.

Hvis man formoder, at der i britisk akademia bliver dyrket en forestilling om, at araberne har været ofre for zionismen, og at islam kan gradbøjes, så den bliver uproblematisk, har persongalleriet på St Anthony’s College indtil videre kun bekræftet disse formodninger.

Arabiske ofre og europæiske skurke

-Maler du ikke et ret ensidigt billede af araberne som ofre og europæerne som skurke?

»Når folk beskylder dig for at vælge side, er det som regel for at underminere dine argumenter i stedet for at forholde sig til dem. Der findes ikke et akademisk etablissement i noget land i den frie verden, som abonnerer på et homogent syn på komplekse begivenheder i historiens gang. Der er masser af uenighed og debat mellem britiske akademikere om fortolkningen af Mellemøstens historie. Det er et åbenlyst faktum. En konservativ mellemøsthistoriker som Bernard Lewis har eksempelvis dannet skole for en del af det britiske forskningsmiljø,« svarer Rogan.

-Du siger, ifølge den danske anmelder Blüdnikow, at Palæstina gik hen og blev Storbritanniens alvorligste fiasko i Mellemøsten. En fiasko, der dømte regionen til vold og konflikter. Så siger du vel også, at det er briternes og ikke arabernes skyld, at det er gået så galt?

»Er det virkelig så fornuftsstridigt at sige, at Balfour-deklarationen, som bragte retfærdighed og en løsning til de jødiske håb om et jødisk hjemland, var uretfærdig for det palæstinensiske folk? De ville ikke være værter for projektet om et jødisk hjemland, og de blev ikke hørt i sagen.«

»Det fritager ikke araberne fra tåbelige beslutninger og illegitime krige, men når det gælder oprindelsen af de rivaliserende zionistiske og palæstinensiske nationalismer, så er de et biprodukt af Balfour-deklarationen. Det har briterne et ansvar for, clear and simple!«

Osmannernes endeligt og Europæernes grænsedragninger

-I Danmark skrev en anmelder, at svagheden ved Osmannerrigets fald er, at den tager sin egen tese for givet. Osmannerrigets opløsning var vestmagternes skyld, og tyrkerne lod sig lokke ind i krigen, så den bredte sig til Mellemøsten. Hvad siger du til den fremstilling af din bog? 

»Det Osmanniske Rige falmede i lang tid, inden det faldt sammen. Helt tilbage i midten af det 19. århundrede fik det efter sigende navnet ”Europas syge mand” af den Russiske Zar Nikolaj d. 1. Det var faktisk et mål for de europæiske kolonimagter at forsinke et pludseligt og totalt sammenbrud af riget, da dette ville udløse en konflikt om territoriet.«

»Den imperialistiske ramme for, hvordan man skulle handle i forhold til Det Osmanniske Rige, blev der aldrig sat spørgsmålstegn ved i Storbritannien og Frankrig. Det blev anset for gunstigt og forsvarligt at omstyrte riget, og så gjorde man dét. Så jo, Osmannerrigets opløsning var i sidste ende vestmagternes skyld.«

-Sykes-Picot-aftalen, hvor Storbritanien og Frankrig opdelte regionen, kan vel således ses som et udtryk for et ønske om ikke at kriges om det efterladte Osmanniske territorium. Hvilket vel egentlig er positivt?

»Ja, Osmannerrigets sammenbrud førte ikke til krig mellem vestmagterne, men den var formet i forlængelse af en given magtbalance mellem imperierne. Hvis man ville skabe et stabilt Mellemøsten, så havde man konsulteret de befolkninger, som beboede de stater, man konstruerede. Det gjorde man ikke.«

Mænd med våben

5% af verdens befolkning bor i den arabiske verden, men regionen huser 47% af alle verdens internt fordrevne, 66% af alle dødsfald relateret til væbnet konflikt og 45% af alle terrorangreb.

Samtidig er ungdomsarbejdsløsheden den højeste i verden. Det ser med andre ord sort ud.

-Der er aspekter ved de arabiske samfund, som ikke er befordrende for en velfungerende nationalstat. Tribalisme og sekterisme er vel de to fremmeste af slagsen. Det giver fx anledning til korruption, da det bliver forventet, at man er loyal over for sin stamme, selvom man er ansat som embedsmand og burde være loyal over for loven. Det er vel ikke Vestens skyld? 

»I det meste af det 20. århundrede har nationalstaten været den bærende enhed for regeringsførelse. De arabiske stater har benyttet sig af vold og undertrykkelse for at imødegå den udfordring som stammer og sekter udgør. Det var stater, som ikke tillod deres borgere basale frihedsrettigheder, men de har været i stand til at gøre staten til den eneste meningsfulde enhed for social handlen, og fænomener som stamme og sekt har været indordnet under denne enhed.«

Libyens mangeårige diktator, Muammar Gaddafi, var et godt eksempel på dette. Gennem militær magt var han i stand til at centralisere hele Libyen under sit eget idiosynkratiske styre. Da han blev væltet, efterlod det et vakuum. Fra Vestens side havde man besluttet, at libyerne selv skulle definere deres fremtid, men et magtvakuum har det desværre med at blive udfyldt af mænd med våben. Det har vi set over hele regionen siden 2011, og det er ikke noget, vi bare kan tørre af på en udefrakommende intervention.

-Jeg var i Libyen i 2012. Der hang valgplakater af kandidater, som ikke lagde skjul på, at de repræsenterede udenlandske interesser, fx Qatars. Det er vel heller ikke Vestens skyld, at politikere allierer sig med udenlandske aktører og underminerer den nationale suverænitet?

»Det er også en uheldig tendens. Det er især aktører fra regionen, der blander sig i andre staters interne anliggender. Hvis vi fx tager Irak, så har vi også en uholdbar situation, men en helt anden historie. Her blev et autokrati forvandlet til et majoritetsstyre. En sunni-elite blev fjernet, men i stedet for at dele landet i stammer som i Libyen, blev det delt langs en sekterisk skillelinje.

-Ja, det er vel et klart eksempel på irakisk, eller om man vil, arabisk sekterisme?

»Det er forkert at sige, at det bare ventede på at falde tilbage til sin naturlige form, som er sekterisk konflikt. Det er ikke sådan, at politik i den arabiske verden er irrationel, og at de arabiske samfund bare venter på at falde tilbage til nogle underliggende strukturer som sekt eller stamme. Man tager rationelt bestik af situation, og ser, hvad der er bedst i forhold til at tilbyde visioner for fremtiden. Vesten har benyttet sig af hård magt. Vi skulle i stedet understøtte, at der bliver skabt visioner, som kalder på samarbejde. Vi kunne sagtens skabe incitamenter til samarbejde, der transcenderer de sociale skel i den arabiske verden.«

Religion i politik kan være gift for samfundet

-Islam er jo heller ikke ligefrem en vestlig opfindelse. Det lader til, at mellemøstlige parlamenter siden 2011 har været genstand for diverse absolutistiske og ekskluderende religiøse strømninger på samme tid, hvor der har været en opblomstring af religiøs motiveret terror uden for magtens korridorer.

»Hvis der er noget, der forgifter den arabiske verden for tiden, er det religionens voksende rolle i politik. Man har meget svært ved at afgive magt til folk, der abonnerer på en anden religiøs tradition end én selv, fordi der er en opfattelse af, at det udfordrer renheden af ens egne religiøse overbevisning,« siger Rogan og fortsætter:

»Der er tre forskellige visioner for religion i politik, der underminerer muligheden for fred og stabilitet i regionen. De har alle deres historie, og ja, det er araberne selv, der har skabt disse tre strømninger og de afledte problematikker.«

»Der er en saudiarabisk wahabi-tradition, som går tilbage til det 18. århundrede; der er er det Muslimske Broderskab, som er opstået i Egypten under Hassan Al-Banna i 1920’erne; og til sidst har vi den islamiske stat, der kom ud af den Iranske revolution.

Disse tre fænomener destabiliserer hele regionen,« forklarer Oxfordprofessoren og uddyber:

»Disse tre visioner ligger til grund for konfrontationen mellem sunnier og shiiter, og mellem salafister og det Muslimske Broderskab. Det har gjort Irak til en allieret af Iran, og det har isoleret Qatar i Golfen, hvor især Saudi Arabien har ventet på at sætte ind mod Qatars støtte til Broderskabet. Det har trukket regionale magter som Tyrkiet ind, der støtter Broderskabets vision. Hver en bombe i Baghdad, anbragt af en salafist på et marked befolket af shiamuslimer, er en refleksion af disse spændinger. Alt dette er forårsaget af en lokal dynamik, ikke af vestlig indflydelse.«

Vi er ved at være ved vejs ende, og den hvidhårede Rogan slutter af med en opfordring til at genoprette en sekulær samfundsform i de mellemøstlige lande:

»Disse problemer skal løses, før vi kan få fred og stabilitet i en region, som er ved at rive sig selv i stykker. Religiøse mennesker er ikke gode til at dele magten, hvis de mener, det kompromitterer integriteten i deres religion. Fremtiden vil være præget af ustabilitet, så længe religiøse partier forsøger at ekskludere alle, der ikke deler deres religiøse anskuelser. Der er behov for, at man går tilbage til en sekulær orden. En adskillelse af religion som individuel praksis, og politik som en fælles og forenende praksis.«