Print artikel

»Grækenland er en løftestang«

Gadebillede i Komotini. I Grækenlands østligste del, Vest-Thrace, er der stadig mange muslimer på trods af tidligere tiders befolkningsudveksling mellem Tyrkiet og Grækenland.
Reportage
19.04.16
Grækenland og Tyrkiets rivaliseren og fjendskab er trådt i baggrunden, mens Tyrkiet har gjort sig til uvenner med andre naboer. Men forholdet mellem de to gamle stormagter er fyldt med minefelter, og et stadig mere ustabilt Tyrkiet kan også ryste Grækenland. Sidste kapitel i ATLAS’ rejse langs den græske grænse

KOMOTINI – Tørklædeindrammede ansigter kigger op fra de antikverede symaskiner inde i de små skrædderworkshops. En ældre herre med en stiv hvid kufi-hat på hovedet slår sin paraply op for at lunte længere ned af gyden og ind i en butik med et sæt tøj hængende på en bøjle i hænderne. Gaden ligner et lidt slidt middelklassekvarter i Istanbul, ikke en middelstor provinsby i Grækenland. Inde i moskeen er et par fliser faldet af væggen og står i venteposition på det tykke gulvtæppe, mens den lokale mufti leder bønnen for en lille, men trofast skare, mindre end oppe i den større moske et par kilometer herfra.

»I morgen til Juma’a vil her være fyldt,« siger imamen, doktor Jihad Khalil, lidt undskyldende. »Vi vil bede om Sadaqah, almisser, til flygtningene, og alle vil give en euro eller to. Jeg tager til Rhodos med jævne mellemrum for at hjælpe og bede for flygtningene sammen med en armensk biskop. For otteårige, 11-årige og 12-årige, der ligger i vandet. I Grækenland er der intet problem mellem muslimer og kristne, vi kan gå med hijab, og vores børn går i de samme skoler, insh allah,« understreger imamen, der er uddannet i Saudi-Arabien, men sporer alle sine slægtninge tilbage til det samme sted:

»Min far blev født her i byen, min bedstefar, min oldefar. Min tipoldefar. Dengang hed det bare det osmanniske rige, og ikke Grækenland.«

Udveksling af folk

Muslimer er ikke et usædvanligt syn i denne, den østligste del af Grækenland, presset ind mellem Bulgarien og Grækenland. I landsbyerne oppe i bjergene fylder den slaviskmuslimske minoritet pomakkerne en række landsbyer, nogle tal anslår, at der bor 150.000 muslimer i det vestlige Thrakien, som området hedder, og imamen vurderer selv, at et sted mellem 45-50 procent af befolkningen i nogle af regionens største byer som Xanthi og denne, hans egen og forfædrenes hjemby, Komotini. Hvad man præcis kalder minoriteten, er et kildent spørgsmål i sig selv. Mens pomakkerne er ukontroversielle som minoritet, en eksotisk gruppe med slaviske rødder, hvis bjerglandsbyer udgør sceniske baggrunde for de relativt få turister, der kommer til området, er situationen lidt anderledes for den majoritet af muslimer, der befinder sig i de større byer og rundt omkring i en række af regionens landsbyer.

Her er selve sprogbrugen et ømt område, selve spørgsmålet om, hvad man kalder en muslim, der bor i Grækenland og har sine rødder her. Flere organisationer har i løbet af de seneste 30 år fået domme for at inkludere ordet tyrkisk i deres navn, mens udnævnelsen af de lokale muftier er en verserende konflikt, hvor den græske stat i to love fra starten af halvfemserne fastslog, at det var dens ret at udnævne ledere af de lokale menigheder, blot for at blive modsagt af såvel naboen Tyrkiet som de lokale menigheder, hvis alternativt udnævnte muftier flere gange har modtaget domme for at »tilrane sig titlen af mufti«, mens den græske stat også er blevet kritiseret for at fratage en lang række muslimer deres statsborgerskab.

Ligesom en aftale mellem Grækenland og Tyrkiet for et par år siden fjernede omkring 95 procent af de illegale immigranter fra det, der dengang var den mest populære vej fra Asien ind i Europa, grænsefloden Evros få kilometer herfra, har et tiår af tilnærmelser mellem de to lande imidlertid skåret ned på antallet af sammenstød mellem majoritet og minoritet.

»Der er ingen konflikt mellem kristne og muslimer her. Vi er ens og har levet i fred sammen i mange år. Jeg håber bare, at de mange nye flygtninge og immigranter ikke ændrer på det,« som den lokale receptionist forklarer, mens hun synes mentalt at gøre korsets tegn.

'Ingen problemer'

Det er et håb, der er grundet i en lang forhistorie med konflikt, hvor regionens grænser har været langt mindre fastlåste, end de fremstår i dag, og hvor der er en udbredt folkelig bevidsthed om, at de tektoniske plader under regionens etniske og geopolitiske orden ikke nødvendigvis er en naturgiven ting i den lange forhistorie mellem to historiske storriger; det østromerske/byzantinske/græske og det osmanniske/tyrkiske.

Omkring 1,3 millioner kristne af til dels græsk etnicitet blev udvekslet fra Tyrkiet efter Lausanne-traktaten i 1923, der fastslog grænsen mellem de to nationer efter en stribe krige gennem 20 år mellem de to rivaler, som bl.a. inkluderede et slags folkemord på Tyrkiets kristne minoriteter i dele af landet som del af ungtyrkernes ambition om et etnisk mere homogent Tyrkiet.

500.000 muslimer røg den anden vej i en befolkningsudveksling, der radikalt ændrede de sociale strukturer i begge lande og i Grækenland forøgede landets befolkning med op mod 25 procent. Ofte med folk der ikke engang talte græsk og havde alle deres rødder i Tyrkiet, mens Tyrkiet mistede en stor del af sin merkantile elite i den slags magtudskiftning bag kulisserne, som tyrkiske regimer altid har praktiseret og stadig gør.

Befolkningsudvekslingen havde radikale konsekvenser. Især i Tyrkiet, hvor byer og samfund og øer, der altid havde været græske i navn, sprog og ånd, fra det ene øjeblik til det andet holdt op med at være det, ændrede navn og befolkning. Men også i Grækenland, hvor spørgsmålet om etnicitet, religion og minoritet i forhold til den store nabo altid har været sprængfarligt emne og stadig er det. 

Mens Grækenland og Tyrkiet siden invasionen af Cypern i 1974 således flere gange har befundet sig på kanten til en mere åben konflikt, er det imidlertid også en spænding, der i nogen grad er aftaget i løbet af de seneste 20 år. Efter højspændte perioder i 70erne og 80erne og 90erne, hvor ærkefjendebilledet var et politisk mobiliseringsredskab i begge lande, har begge lande søgt at skabe afspænding siden i hvert fald årtusindeskiftet.

Jeg er ikke i tvivl om, at Erdogan vil bruge Grækenland som brik og politisk løftestang, hvis det bliver nødvendigt. Han har mistet sin politiske realitetssans med sine sultandrømme, og enhver fornuftig person – og måske især enhver fornuftig græker – er også nødt til at være urolig for, hvad der sker, hvis han fortsætter denne politik. Han vil bruge Grækenland, som han kan

»Der er sket meget på rimelig få år. Der findes stadigvæk en vis fjendtlighed på statsniveau, men ret lidt på folkeligt niveau. I dag er grækere langt mere orienteret mod Tyrkiet. Mange læser tyrkisk og arbejder der, og der er f.eks. ikke stor modstand mod Tyrkiet i EU i Grækenland længere. Folk plejede at tro, at Tyrkiet ville overtage Grækenland, godt fodret af medierne. Sådan er det ikke længere,« forklarer Antonis Derisiotis, lektor på Athen Universitets afdeling for tyrkiske og moderne asiastiske studier.

Det er en situation, der blandt andet er resultatet af en blødere politik fra Grækenlands tidligere premierminister Kostas Simitis omkring årtusindeskiftet og fra Tyrkiets skiftende AKP-regeringer, der i mange år praktiserede den såkaldte ’Ingen problemer med naboerne’-politik, der betød, at det islamistiske regeringsparti søgte at løse en række af de problemer, der havde kendetegnet forskellige mere eller mindre nationalistiske tyrkiske regeringer i forholdet til omkringliggende nationer.

Det løste en del fastlåste problemer mellem de to nationer, mens en vis pragmatisme indfandt sig omkring håndteringen af andre, mere komplicerede problemstillinger som f.eks. Cypern og søgrænsen mellem de to lande.

For den tyrkiske regering er ’ingen-problemer’-politikken imidlertid et fænomen, der tilhører fortiden, efter at Erdogan har involveret Tyrkiet  Det Arabiske Forår, i borgerkrigen i Syrien, lagt sig ud med Rusland og til dels Iran og blandet sig i interne forhold i Irak, foruden at starte en slags borgerkrig mod landets kurdiske minoritet.

»Tyrkiet har ødelagt forholdet til de fleste naboer på grund af dets position i Det Arabiske Forår og i det hele taget på grund af en mere offensiv politik i regionen, men lige præcis i forhold til Grækenland er der faktisk ikke så meget, der har ændret sig,« konstaterer Antonis Derisiotis uden nødvendigvis at tro, at det kommer til at fortsætte på den måde.

»På den ene side har Erdogan ikke nødvendigvis den store interesse i at skabe endnu et problematisk forhold til en nabo. På den anden side er Grækenland blevet et hotspot i den politiske konfrontation omkring flygtningene. Jeg har svært ved at tro på, at forholdet mellem EU og Tyrkiet ikke på et tidspunkt bliver værre, og at der kommer en konfrontation. EU har været meget bløde over for Tyrkiet, og det kan de ikke fortsætte med. Der kommer en konfrontation på et tidspunkt, og her er Grækenland som mellemmanden fanget i en lidt prekær situation,« konstaterer han.

»Jeg er ikke i tvivl om, at Erdogan vil bruge Grækenland som brik og politisk løftestang, hvis det bliver nødvendigt. Han har mistet sin politiske realitetssans med sine sultandrømme, og enhver fornuftig person – og måske især enhver fornuftig græker – er også nødt til at være urolig for, hvad der sker, hvis han fortsætter denne politik. Han vil bruge Grækenland, som han kan,« siger han.   

Samtidig er afspændingen mellem de to nationer heller ikke nødvendigvis en naturgiven ting, mener han.

»Der er en generel holdning mange steder i folkedybet om, at man har været for eftergivende over for tyrkerne, som lidt handler om, at folk mangler noget indsigt i, hvordan situationen er, men som hurtigt kan blive en politisk faktor,« siger han og nævner den græske forsvarsminister, Panos Kammenos, som en blandt flere figurer der ofte har søgt at genoplive fjendskabet ved en række symbolske udfordringer af Tyrkiet, både på græsk territorie og på omstridt grund i Det Ægæiske Hav.

»Sagen er, at jo fattigere folk bliver, jo mere urolig bliver græsk politik, og jo mere urolig græsk politik bliver, jo mere griber politikerne til den slags populistiske og nogle gange xenofobiske værktøjer, uanset om det handler om at angribe indvandrere eller genoplive nationalistiske fjendskaber,« siger han.

Fælles om at mangle penge

Udenfor Komotini ligner landsbyen Kalchas alle andre landsbyer, bortset måske fra at dens indbyggere ikke er kristne, men muslimer. En bro fører over en svagt strømmende flod, traktorer står parkeret foran hver andet hus, høns går rundt i gaderne, og der lugter af kotis. Lidt udenfor landsbyen løber Egnatia Odos, Grækenlands store tværgående motorvej, der starter nær Det Ioniske Hav og Albanien og slutter ikke så mange kilometer fra landsbyen, ved den tyrkiske grænse.

Imamen suser forbi i en lille skrammet bil for at kunne nå bønnen, mens en flok gamle mænd hænger ud foran en spartansk købmand og byder på en kop sød kaffe.

»Vi er ikke så anderledes end de kristne i andre landsbyer heromkring,« forklarer en af dem, der er vendt hjem til landsbyen efter at have været sømand rundt om i verden.

»Vi har ingen penge, og de har ingen penge. Grænsen er lukket. Engang kom der altid folk her igennem fra Tyrkiet, men der kommer næsten ingen længere. Men de manglende penge er et fælles vilkår, og det bekymrer os mere end forskelle i religion. For os handler det om at overleve. Det gør det også for alle andre,« konstaterer han.

 

ATLAS rejser langs den græske grænse. Som del af serien Grænselandet rejser ATLAS fra den albanske grænse mod vest, til den makedonske, hvor de syriske og irakiske flygtninge hober sig op, og til grænsen mod øst mod den gamle ærkefjende Tyrkiet, for at beskrive Europas nye grænse mod syd. Første afsnit kan læses her, andet afsnit kan læses her