Print artikel

»En nær nabo er bedre end en fjern slægtning«

Da Sovjet faldt, åbnedes samtidig grænsen mellem Rusland og Norge, som indtil da havde været næsten helt lukket, og kulturel og gastronomisk udvikling kunne begynde. Nu er den ved at lukke i igen.
Artikel
30.06.16
Norge har knap 200 km grænse til Rusland. Under Den Kolde Krig var det et af to steder, hvor NATO mødte Sovjetunionen og truslen om, at russerne ville komme, lå og lurede på den anden side af en lille elv.

Grænsen mellem Norge og Rusland strækker sig 196 km fra Treriksrøysen, hvor Finland, Norge og Rusland mødes, til Barentshavet i nord. Grænsen blev trukket i 1826 og er Norges yngste og Ruslands ældste grænse. Jakobselva markerer den sidste fjerdedel af grænsen op mod havet og går som en slange gennem landskabet.

»Når man ser på kortet, så føles Rusland tæt på, mens resten af Norge føles meget langt væk. Men mentalt er Kirkenes ikke i Østeuropa. Kirkenes føles som en lille by i Norge, tæt på den russiske grænse.«

Det siger Marianne Solheim Neerland, institutleder for Barentsinstituttet, en underafdeling af Universitetet i Tromsø. Barentsinstituttet ligger i byen Kirkenes, som er den norske by, der ligger tættest på grænsen.

Og Kirkenes ligger tæt på Rusland. Faktisk kun omkring ti kilometer fra den eneste grænseovergang på strækningen, Storskog Grensestasjon. Kirkenes er præget af sin beliggenhed. Den sidste torsdag i hver måned holdes der et russisk marked i byen, hvor russiske markedsdamer fra Murmansk overtager torvet med matroyoshka’er, duge af linned, håndstrikkede sokker og handsker, russisk krystal og porcelæn fra den store kejserlige porcelænsfabrik i Skt. Petersborg. Flere af gadeskiltene i Kirkenes står også på både norsk og russisk, og der er en russisk café, der serverer russisk mad.

Men Norge ligger også langt fra Rusland. Det er tydelig kulturelt og socialt, men også politisk gennem Norges medlemskab i NATO, Schengen og EØS. Under Den Kolde Krig var den norsk-russiske grænse en af to i verden, hvor Sovjetunionen mødte NATO. Siden 2001 har Norges grænse mod Rusland været en Schengen-grænse. Så hvad betyder det egentlig for Norge at have Rusland som geografisk nabo, når Norges samarbejdspartnere og kulturelle ligesindede ligger meget længere væk?

Fra Rusland til Finland til Sovjetunionen tilbage til Rusland

»Det var nogle piger, der tog i sauna ved Pasvikaelva, og det er jo almindeligt her. Så fandt de ud, at de skulle løbe nøgen ud i elven, og det gjorde de så og råbte højt. Men så kom grænsevagten og sagde, at det ikke var lovligt at bade nøgen, for det kunne provokere russerne. Det grinede de meget af. De tænkte måske, at de alligevel ikke boede i et frit land,« fortæller Olav Beddari, der bor i Pasvikdalen tæt på grænsen.

Han er en af dem, som dokumentarist Trine Hamran har talt med i sit projekt borderstories.no, hvor hun gennem korte portrætter forsøger at skildre livet omkring grænsen.

Olav Beddari har oplevet at have både Rusland og Finland som nabo. Grænsen mellem Norge og Rusland blev oprettet i 1826 og med det blev Pasvikelva til en grænseelv. I 1920 blev grænseområdet på russisk side, Petsamo, givet til Finland. Da Olav voksede op, var grænseovergangen en færdselsåre og ikke en barriere. Men efter Anden Verdenskrig blev området en del af Sovjetunionen.

»I gamle dage, da vi havde Finland som nabo, behøvede vi ikke pas, og vi vidste ikke hvad visum var. Hvis vi skulle over grænsen, brugte vi båd om sommeren, og hvis der var is, gik vi på ski og skøjter. Men så skete der jo en forandring, da russerne kom. Vi fik streng besked om at ikke gå over. Fra norsk side fik vi flere grænsesoldater, der skulle passe på grænsen. De skulle passe på, at ingen gik over til Rusland, og at russerne ikke kom over i Norge.«

Mellem 1944 og 1959 var grænsen helt lukket. Efter 1959 og gennem resten af Den Kolde Krig var der begrænset trafik. En forskel fra den tyrkiske grænse, som var NATOs anden grænse til Sovjetunionen, og som var helt lukket gennem hele Den Kolde Krig. Forskellen mellem de to grænser kom hovedsageligt af det stærke lokale ønske i Nordnorge om kontakt. Stian Bones, professor i historie ved Universitetet i Tromsø, forklarer, at det var den stærke handelsforbindelse, der havde eksisteret siden før den russiske revolution, der gjorde båndet så stærkt. Sovjetiske styrker havde også frigjort området fra tyskerne under 2. Verdenskrig, og alliancen mod Hitler var noget, folk bar med sig ind i Den Kolde Krig. Russerne havde aldrig vist nogen intentioner om at ville erobre Norge, og lokale folk stolede stort set på deres store nabo i øst.

»På den måde har nærheden på samme tid været en kilde til både uro og frygt for invasion, og samtidig beroligelse, fordi man havde historiske og hverdagslige erfaringer, der tilsagde, at den almindelige russer ikke var noget at frygte. Nærhed har virket,« siger Bones.

 

Jakobselven, der udgør grænsen mellem Norge og Sovjet
Jakobselven, der udgør grænsen mellem Norge og Sovjet

Men at bo så tæt på Sovjetunionen betød også noget andet for mange indbyggere. For Olav Beddari var en strengere grænseovergang ikke det eneste, han mærkede, da Sovjetunionen blev nabo. På grund af sin finske baggrund blev han overvåget af det norske overvågningspoliti, der holdt et ekstra øje med den finske befolkning i Nordnorge.

»Det kom sent, at jeg forstod, at her sker der noget, og at jeg blev overvåget. Noget af det, jeg mærkede, var, at jeg havde problemer med at blive ansat som lærer. Og i det hele taget, at politiet fulgte mine skridt, gør jo, at man bliver mistænksom selv over for gode naboer.«

I 2002 bad Olav Beddari om at få sin mappe at se hos Overvåkningspolitiet. Han havde været under overvågning i mindst tyve år, og blandt andet hævdes der i papirerne, at hans læreruddannelse var betalt af Sovjetunionen. Olav Beddari fik økonomisk kompensation for den ulovlige overvågning, og er i dag mest optaget af, at Pasvika skal genoptage den tabte kontakt til Finland.

Mere end udenrigspolitik, mere end indenrigspolitik

Selvom grænsen har ligget fast siden 1826, er det de sidste tyve år blevet meget nemmere at rejse over grænsen. I 2012 blev der indført et særligt grænseboerbevis for dem, der bor tættest på grænsen på begge sider. I bogen Grenseliv skriver antropologerne Arvid Viken og Bjarke Schwenke Fors, at »efter Den Kolde Krig er den norsk-russiske grænse på mange måder gået fra at være en barriere til at blive en bro.«

Det lokale spiller nemlig en stor rolle i samarbejdet mellem Rusland og Norge og arbejdet for et fredeligt naboforhold. Den fælles historie understreges, og der arbejdes med ”folk-til-folk-kontakt”, hvor der arrangeres kultur- og sportsbegivenheder, der skal samle folk på tværs af grænsen. På den måde skal det lokale og hverdagsmæssige arbejde for storpolitikken og styrke forholdet mellem Rusland og Norge.

I marts 2008 sendte daværende udenrigsminister i Norge, Jonas Gahr Støre, et brev til borgmestrene i to byer tæt på grænsen. Den ene by var den russiske by Nikel og den anden norske Kirkenes. Byerne ligger omkring 50 km fra hinanden på hver sin side af grænsen. Brevet opfordrede til et kulturelt samarbejde mellem de to byer; de skulle blive ”tvillingebyer”. Samarbejdet skulle foregå på flere plan, men der skulle især lægges vægt på kontakten mellem beboerne.

Det er udtryk for en politisk strategi, der forsøger at nå udenrigspolitiske målsætninger ved hjælp af lokalpolitik. Peter Haugseth kommenterer i Grenseliv, at »en formålstjenlig identitetspolitik med et fokus på en verden ”fri for grænser” introduceres i dette brev. Vi ser det både i brevets form og dets indhold. Indholdet forsøger at reorganisere tid og rum med tanke på at positionere nationen i møde med overnationale processer.« Tvillingebybrevet udjævner på den måde både skellet mellem lokal- og storpolitikken og samtidig national- og udenrigspolitikken. Som Haugseth skriver, er målsætningen for denne politik at ændre hele rammen for, hvad der defineres som et ”vi”. Det er en politik, der ønsker at definere et nyt fællesskab og gennem dette påvirke, hvordan grænsen føles. I den norske regerings Nordområdestrategi ses denne tendens også: »Dette er mere end udenrigspolitik, og det er mere end indenrigspolitik,« står der.

Men grænsepolitikken styres også af større politiske initiativer. I 1993 blev Barentssamarbejdet i Den Euroarktiske Barentsregion oprettet. Barentsregionen omfatter 13 regioner i Norge, Sverige, Finland og Rusland og dækker 1.750.000 kvadratkilometer. Der bor omkring seks millioner mennesker i området. Tre fjerdedele af dem bor i Rusland. Antropologerne Viken og Fors skriver i Grenseliv, at »regionen var en af de mange transnationale regioner, der blev oprettet i 1990ernes Europa med fredsbygning, stabilisering og integrering for øje. Barentsregionen har i begrænset omfang udviklet sig til at blive et identitetsfællesskab og bliver det nok heller ikke. Regionen har dog fungeret som et nyttig rammeværk for en del samarbejde og interaktion på tværs af grænsen mellem Rusland og de nordiske lande.«

På storpolitisk og lokalt plan forsøgte disse initiativer nedbryde grænsen og bærer med sig tanken om ”grænsens død”, der prægede dele af samfundstænkningen i 1990'erne. Alligevel er grænsen på mange måder højt opbygget og reel. Fra norsk side har Schengen-regelværket siden 2001 bidraget til at forstærke grænsen mod øst. Viken og Fors skriver, at »På mange måder står ideerne bag Schengen-aftalen i kontrast til ideerne, der lå til grund for oprettelsen af Barentssamarbejdet; en institutions- og regionsbygning, der havde til hensigt at bringe Rusland ind i den europæiske sfære. Mens Barentssamarbejdet har bidraget til at nedbryde grænsen, har Schengen samtidig bygge den op.«

Og det er det aspekt, der så godt bliver illustreret af politikken omkring den norsk-russiske grænse. Grænsen er en del af en proces, der samtidig bygger den op og river den ned. I Grenseliv bliver dette knyttet til et paradoks i relation til moderne grænser.

»På samme tid som grænserne formelt set opretholdes og forstærkes, reduceres betydningen af nationsgrænserne gennem etablering af sociale, økonomiske og kulturelle broer. Også dette er et kendt træk; ny grænsedragning går hånd i hånd med afpolitisering af grænsepraksisserne.«

Det norske dilemma

At være både et Schengen- og et NATO-land samtidig med, at man er nabo til Rusland, gør Norges position strategisk svær i mange konflikter. Til trods for kultursamarbejder og fælles historie, er disse politiske spændinger med til at holde grænsen varm.

Rusland bliver ofte placeret i det tredje hjørne af den trekant, der udgør Norges sikkerhedspolitik. I de andre to hjørner står USA og EU. Det er altså ikke nogle små aktører, der skal tages hensyn til. Det, at Norge grænser til Rusland, er en permanenttilstand som Norge befinder sig i, hvor det har en særlig stilling i flere politiske situationer sammenlignet med de andre NATO-lande. Men denne særstilling behøver ikke ses som udelukkende negativ, hvis vi skal tro Stian Bones.

»Først og fremmest har den på myndighedsniveau været en kilde og mulighed til at have en kontakt til Rusland, og det har jo ført til kundskab om den anden part, som er blevet videreformidlet inden for NATO. Blandt andet for at berolige.« Set på denne måde har Norge en mæglingsposition mellem Rusland og USA eller EU.

Forholdet mellem Norge og Rusland er dog blevet mere anspændt efter invasionen af Krim i 2014. Som respons til den politik Rusland har ført i forhold til Ukraine, gennemfører Norge nu en sanktionspolitik mod Rusland på linje med Danmark og resten af NATO. Bones mener alligevel ikke, at man kan sige at dette har ført til en frygt for Rusland i det lokale.

»Norges politik er mere et udryk for solidaritet med NATO end en frygt for Rusland.«

Men det kan alligevel tænkes, at solidariteten i NATO kan være svær at balancere med et godt naboforhold. Norge er nødt til at balancere politikken i en højere grad end de andre NATO-lande,  mens det på samme tid er forpligtet til at vise denne ”solidaritet” med vennerne i NATO. Som Bones siger: »Norge er nødt til at optræde på en måde, som Rusland opfatter som ansvarlig.«

Forholdene i Nordområderne og langs grænsen, er påvirket af kræfter der ligger langt væk. Selve grænsen ligger i underkanten af 2.000 km fra Oslo, og endnu længere væk fra de beslutninger, der tages i den europæiske og globale politik i Paris, London, Berlin og Bruxelles.

I begyndelsen af 2015 holdt det norske forsvar en stor øvelse i det nordligste fylke Finnmark for første gang siden 1967. Kort tid efter mobiliserede Putin en tilsvarende øvelse fra russisk side. Forskellen var bare at her deltog over 30.000 soldater, et betydelig større antal end i den norske øvelse. Nogle mener, at Norge er for naive i sin tilgang og er nødt til at tage truslen mere alvorligt, mens andre mener, at det forstærkede fjendebillede selv er med til at opbygge spændingen. En rapport fra den amerikanske tænketank Center for European Policy Analysis fra sidste sommer hævder, at den russiske øvelse havde en hurtig invasion af Nordnorge, Åland i Finland, Gotland i Sverige samt Bornholm som scenarie.

På et fortællerseminar, der blev holdt i Kirkenes i 2010, hvor både nordmænd og russere fortalte historier om deres erfaringer fra grænsen, afsluttede en russisk kvinde sin historie med en jordnær betragtning på det komplicerede både nær- og storpolitiske forhold: »En nær nabo er bedre end en fjern slægtning.« For de lokale fylder det geografiske forhold til Rusland mere end strategiske bånd i NATO eller EU. Men også på statsniveau leder Rusland og Norge efter balancen langs den 200 kilometer lange grænse, der er mødet mellem forskellige interesser, men også en del fælles. På denne måde kommer det lokale helt op i de store linjer. Så selv om Kirkenes er en lille by i Nordnorge, tæt på den russiske grænse, har den samtidig en central plads i det europæiske og det globale politiske spil.