Print artikel

»Ellers kan vi lukke parlamentets døre og demokratiets porte«

En af Europa-Parlamentets favoritter til at efterfølge Barroso: Martin Schultz. Foto: CC
Artikel
21.05.14
Normalt er det selve valget, der er interessant. Men når det kommer til valget til Europa-Parlamentet, er det »ekstremt interessant« at se, hvad der vil ske bagefter. Valget af kommissionsformand kan nemlig have stor betydning for magtforholdene i EU.

Over hele Europa tales der om den skæggede dame, der vandt hele showet. På tværs af landegrænser, kulturer og sprog er europæerne optaget af resultatet af Eurovision Song Contest. Denne forening er sjælden i EU, og måske var det netop derfor, at Eurovision også var navnet på en anden, men noget mindre, tv-begivenhed i Europa.

Der er tale om tv debatten mellem spidskandidaterne til rollen som formand for Europa-Kommissionen, som denne måned blev transmitteret fra Bruxelles. I år er der nemlig ikke blot valg til EU-Parlamentet men også til kommissionen, som skal have valgt en formand, som skal efterfølge nuværende Jose Manuel Barroso. På trods af denne festlige tv kampagne, kan det dog alligevel ende med, at Det Europæiske Råd selv nominerer en helt anden kandidat.

De fem kandidater er konservative Jean-Claude Juncker fra Luxembourg, socialdemokraten Martin Schulz fra Tyskland, liberale Guy Verhofstadt fra Belgien, Franziska Keller fra Tyskland for partiet De Grønne, og den græske Alexis Tsipras, fra den yderste venstrefløj. De er stærkt uenige om flere emner. Én ting er de dog enige om. Nemlig at den nye formand skal være én af dem, og ingen andre.

»Hvis de ville nominere en anden, end de der står her, ville de ikke få et flertal, for ikke ét medlem af parlamentet ville stemme for,« sagde Martin Schulz ved debatten.

Han er i øjeblikket formand for EU-Parlamentet og spidskandidat for de europæiske socialdemokrater I disse dage er der stor fokus på udfaldet af valget til parlamentet, som afgøres søndag den 25. maj. Men samtidig foregår der en offentlig magtkamp mellem EUs institutioner.

MEP’er med større muskler

Normalt fremsætter EU’s stats- og regeringsledere (Det Europæiske Råd) nemlig selvsine kandidater, som parlamentet så blot kan godkende eller afvise senere i processen.

»Men denne gang bliver det måske en anden historie,« siger Christine Reh, der er seniorprofessor i europæisk politik ved University College London.

Da Lissabon-traktaten blev vedtaget i 2009, blev det nemlig skrevet ind, at rådet skulle tage hensyn til udfaldet af parlamentsvalget, når de vælger ny formand. Det kan tolkes på flere måder, og ifølge parlamentarikerne (MEP’erne) betyder det, at de nu har ret til at foreslå deres egne kandidater. Det lyder måske ikke dramatisk, men det kan kan ændre magtforholdet i EU.

»Jeg tror uden tvivl, at det vil have betydningen for magtforholdet mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet. Hvis MEP’erne får deres vilje og får lov til at nominere deres kandidat, så bliver det en stor politisk sejr for dem,« siger Christine Reh.

Efter hendes mening kan det føre til, at EU får en mere traditionel parlamentarisk regering, som man kender fra nationalstaterne. Over årene har MEP’erne gradvist tilkæmpet sig mere magt på flere områder. Særligt gennem Lissabon-traktaten fik de mere at sige i forhold til Kommissionen.

»Et nøgleområde er budgettet, hvor de nu har lige vilkår i forhandlinger. Samtidig er der vigtige områder som landbrug, økonomi og international handel, hvor de nu skal blive enige, før der træffes en endelig beslutning,« siger Christine Reh.

Hvis de ville nominere en anden, end de, der står her, ville de ikke få et flertal, for ikke ét medlem ville stemme for

For eksempel er der i øjeblikket forhandlinger med USA om en omdiskuteret transatlantisk handelsaftale. Selvom der ikke sidder MEP’er med ved bordet, så har Parlamentet været meget involveret i arbejdet fra begyndelsen af processen. På den måde har Parlamentet fået større muskler, og i det daglige arbejde har de altså vundet mere magt, understreger Reh.

Scenarie A eller B?

Når det kommer til formandsopgøret er det altså mere end bare en strid om, hvordan en traktat skal fortolkes. Det er lige så meget et symbol for magtfordelingen, og det er endnu ikke til at forudse, hvordan det vil ende.

»Tidligere kunne der for eksempel være et konservativt flertal i parlamentet, men hvis flertallet i Det Europæiske Råd var socialister, så kunne de nominere en socialist til formand,« siger Christine Reh.

Nu er det meget usikkert, hvordan Rådet rent faktisk vil forholde sig til de kandidater, som parlamentet har foreslået.

»Der er forskellige scenarier. A: Rådet siger, ‘ok’ og nominerer en af kandidaterne officielt, med den begrundelse, at det er mest demokratisk. I så fald ville Schulz for eksempel blive nomineret, hvis socialisterne får et flertal af stemmerne ved valget,« siger Reh.
Eller der er scenario B. En alternativ fortolkning af traktaten kan være, at de blot tager hensyn til resultatet af valget, men selv vælger deres kandidat. Hvis socialisterne får flest pladser, kan Rådet altså vælge en socialist, de foretrækker, og ikke nødvendigvis Schulz, forklarer hun.

Som det ser ud nu, kan det gå begge veje. Ifølge Reh er det svært at forestille sig, at den tyske kansler, Angela Merkel, ville gå med til at nominere Schulz, der også er tysker, men i modsætning til hende selv er meget imod besparelserne i EU.

To måder at spinne

Det demokratiske underskud i EU-politik er noget, der bliver heftigt debatteret, og er et billede, som EU har haft svært ved at fjerne. Men hvorvidt scenario A eller B vil være mest demokratisk, kommer an på, hvem man spørger.

»Fra et demokratisk perspektiv kan det spinnes på to måder. Man kan argumentere for, at det er mere demokratisk, hvis partierne selv foreslår en kandidat, fordi de er folkevalgte. Det er den mest traditionelle demokratiske måde at se det på.«

På den anden side er Rådet, som jo består af medlemsstaterne stats- og regeringsledere, også folkevalgte, så derfor kan man argumentere for, at det er mest demokratisk, at de beholder deres magt på området.

»Ideen med Kommissionen er netop, at de 28 kommissærer ikke skal repræsentere nationale eller partipolitiske interesser. Derfor kunne man argumentere for, at de ikke skal udpeges af partierne i parlamentet,« pointerer Reh.

Spørger man professoren, skyldes diskussionen om det demokratiske underskud, at borgerne har svært ved at forstå, at EU blot er en anden og mere kompleks form for demokrati, end de er vant til. For eksempel kan det måske være sværere for englændere
at forstå, hvorfor der skal indgås så mange koalitioner og gås på kompromis i så høj grad, mens systemet minder mere om det tyske, hvor det samme er tilfældet.

»Hvis du ser på afstemningerne i Rådet, så bliver de fleste beslutninger taget med flertal eller endda enstemmigt valg. Det er en anden slags demokrati, fordi du skal balancere 28 medlemslande og mange forskellige synspunkter«.

Men når borgere i lande som Grækenland og Spanien beklager sig over, at der ikke er nok demokrati, så vil hun dog give dem delvist ret. Eurozonen er nemlig en sag for sig selv, og den er ikke blevet håndteret godt.

Den måde, som tyskerne og grækerne portrætterer hinanden er bare trist og ret dramatisk. Men det afspejler ikke EU

 

»Hvad der sker i eurozonen er rigtig ærgerligt. Den måde, som tyskerne og grækerne portrætterer hinanden er bare trist og ret dramatisk. Men det afspejler ikke, hvordan EU generelt fungerer, for det handler det i høj grad om kompromis.«

Principiel afvisning

Hvorvidt EU-parlamentet og Rådet kan indgå et kompromis om nomineringen af kommissionsformand vil være uklart lidt tid endnu.
Den konservative gruppe har i øjeblikket flertallet af sæderne i parlamentet og står til at få gode resultater. Derfor er det nærliggende at tro, at Jean-Claude Junker kan blive valgt til formand, men i princippet kan det lige så godt ske, at Rådet peger på sine egne kandidater, som endnu ikke er offentliggjort.

»Hvis Rådet nominerer nogle helt andre kandidater, bliver det interessant at se, om Parlamentet vil stemme nej af rent princip. Om de vil acceptere nogen, som de ikke selv har peget på, eller om grupperne er mest interesserede i at få en formand fra deres eget parti?,« siger Christine Reh.

»Ingen ved det, og det bliver ekstremt interessant at se«.

Ved tv-debatten var der ikke så meget tvivl om, hvad der skulle ske. Kandidaterne diskuterede livligt, men var enige om, at den mest demokratiske løsning er at vælge én af dem. Som Guy Verhofstadt, der er leder af parlamentets liberale gruppe, formulerede det:

»Det er utænkeligt, at de vælger en anden kandidat end os. Kan vi blive enige om det? Det kan kun være en af disse kandidater. Ellers kan vi lukke parlamentets døre og demokratiets porte«.