Print artikel

»Det er en helt åbenlys degeneration af vores land«

Interview
14.04.17
En tysk-tyrkisk bokser er i Tyskland blevet symbol på kampen mod Erdoğans islamisering af Tyrkiet. ATLAS har talt med den åbenmundede bokser Ünsal Arik op mod søndagens forfatningsafstemning.

»Adolf Hitler 2,0,« svarede den tysk-tyrkiske bokser Ünsal Arik, da han skulle beskrive Tyrkiets præsident Recip Tayyip Erdoğan i tysk morgenfjernsyn på kanal Sat-1 i sommer.

I det populære talkshow Neo Magazin Royale var Arik ligeså direkte:

»Erdoğan er ikke min præsident. Han er ond og skal bare væk,« sagde han, da han for en måned siden gæstede programmet med den Erdoğankritiske vært Jan Böhmermann, kendt for sit smædedigt mod præsidenten.

Optrædener, der har gjort Arik til forsidestof i Tyskland og skabt stor debat. Især blandt de 1,4 million stemmeberettigede tysk-tyrkere, der skal være med til at bestemme, om Tyrkiet søndag skal ændre sin forfatning, så landet fremover skal være et præsidentstyre med præsidentielle magtbeføjelser, der langt overgår beføjelserne hos præsidenterne i Frankrig og USA.

Men hvorfor bliver en lille bokseverdensmester i superweltervægtsklassen blandet ind i storpolitik og i bedste sendetid inviteret i fjernsynet for at ytre Erdoğankritik?

Tilbage til Osmannerriget

Det hele startede i en boksering. I 2014 vandt Arik en boksekamp i sit andet hjemland Tyrkiet og lod sig tiljuble iført en T-shirt med påskriften: »Landet tilhører Atatürk, ikke Tayyip«.

T-shirten bar han i protest mod det, han kalder Erdoğans forsøg på at »islamisere« den sekulære republik Tyrkiet, Mustafa Kemal Atatürk grundlagde i 1923 på resterne af det islamiske Osmannerrige:

»Tyrkiet var sådan et dejligt sted: den, der ville drikke, kunne drikke, den, ville bede, kunne bede, den der ville være moderne, kunne være moderne. Erdoğan er i gang med ødelægge det samfund,« siger han og fortsætter:

»Jeg ville vise, at han ikke kan tage det smukke samfund fra os. Det er ikke hans land, det er vores. Og vi skal takke Atatürk for, at vi har det«.

Noget Erdoğanstyret bestemt ikke brød sig om at høre. For efter boksekampen fik Arik tyrkisk bokseforbud og står til op til fire års fængsel, hvis han sætter sine fødder i Tyrkiet igen.

At han derved ikke længere kan besøge sin tyrkiske familie, er en pris han gerne betaler. For kampen mod Erdoğan er vital for at sikre det moderne Tyrkiet. Det viser den kommende afstemning tydeligt, mener Arik:

»Hvis Erdoğan vinder forfatningsafstemningen vil Tyrkiet, som det ser ud i dag, ikke være her mere. Han vil islamisere landet. Han vil sende Tyrkiet tilbage til Osmannerriget. Det er en helt åbenlys degeneration af vores land«.

Det koster at kritisere

Arik er ikke alene om at være imod forfatningsændringen. Meningsmålinger peger på et meget tæt løb. I Tyskland, hvor tysk-tyrkere har kunnet brevstemme frem til 9. april, peger meningsmålinger på, at det er nej-siden der høster flest stemmer. Erdoğankritiske meningsfæller er der altså nok af. De tør bare ikke være åbne omkring det. Selv ikke i Tyskland.

»Folk tør ikke ytre sig kritisk offentligt. Så snart du siger noget mod Erdoğan, får du problemer. Alle er bange for, hvordan det skal gå deres karriere,« siger Arik og giver et eksempel:

»Her hvor jeg bor, ligger en kebabrestaurant, hvor ejeren er i mod forfatningsændringen. Men han siger det aldrig højt. Han mener, at hvis han var ligeså offentligt imod Erdoğan, som jeg er, var han nødt til at lukke, for så ville der ikke komme flere tyrkiske kunder«.

En frygt for at være kritisk, der blandt andet bekræftes af, at tv-værten Jan Böhmermann, ikke kunne finde andre tysk-tyrkiske ungdomsidoler end Arik, der ville udtrykke kritik af Erdoğan i sit program. Netop derfor føler Arik sig ekstra forpligtet til højt at råbe op:

»Som person, der er en smule kendt, der nemt kan komme i fjernsynet, kan jeg tale for de mange, der er bange for at sige noget i mod Erdoğan. Jeg er deres kritiske stemme,« siger han.

Men også for Arik har det konsekvenser:

»Mange af mine planlagte boksekampe er blevet aflyst. Og nu er det også svært for mig at finde nye sponsorer,« forklarer Arik, der ikke skjuler sin harme:

»Du viser mod ved åbent at være i mod Erdoğan. Og hvad sker der så? Så siger potentielle sponsorer pludselig: ’Du er for farlig, dig gider vi ikke arbejde med.’ Også tyske firmaer. At ytre sig kritisk er måske modigt, men forretningsmæssigt meget dumt,« fnyser han.

»Hvis Tyrkiet er så skønt, så tag da tilbage. Er Erdoğan sådan en flink fyr, bitte schön, i ved hvor Tyrkiet ligger.«

Men det er ikke kun økonomien, der lider under Ariks Erdoğanmodstand:

»Jeg får trusler hver dag på Facebook. Folk skriver, at de vil tæske mig eller slå mig ihjel«.

Ingen cybertruslerne er endnu blevet realiseret. Men de har medført, at Arik i dag undgår særlige områder og er påpasselig, når han går alene. Optræder han til offentlige begivenheder, tager han sikkerhedsfolk med:

»For nyligt skulle jeg lave nogle tv-optagelser med en østrigsk nyhedskanal. Der havde jeg otte sikkerhedsfolk med. På et tidspunkt måtte vi afbryde optagelserne, fordi det blev for farligt,« forklarer Arik.

Trods truslerne og de ekstra sikkerhedsforanstaltninger går Arik ikke rundt og er bange:

»Var jeg bange, ville jeg ikke gøre, hvad jeg gør«.

En enkeltbillet hjem

Frygtløsheden er noget han har taget med sig fra boksningen, forklarede Arik i tv-showet Neo Magazin Royale. En disciplin, hvor det også er en fordel ikke at bryde sig om sin modstander. Noget Arik givetvis også har taget med sig i sit politiske liv: han vender konstant tilbage til Erdoğans fascistiske træk, kalder ham »terrorist« og sammenligner hans regeringsførelse med 1930’ernes Tyskland:

»Erdoğan manipulerer på samme måde som Hitler. Han giver befolkningen gaver, bygger veje, broer og giver dem osmanniske navne, for at få folk til at tro på tidligere tiders storhed,« siger han og fortsætter:

»Hvis man er for menneskerettigheder og frihed, hvis man er imod krig og terror, så skal man være imod Erdoğan. Jeg har ikke brug for terroranslag eller døde mennesker, og det kan vi takke ham for«.

Derfor har han også svært ved at forstå, at nogen kan finde på at stemme ja ved forfatningsafstemningen. Og slet ikke, de tyrkere, der bor i demokratiske Tyskland.

»Hvis Tyrkiet er så skønt, så tag da tilbage. Er Erdoğan sådan en flink fyr, bitte schön, i ved hvor Tyrkiet ligger,« udbryder Arik vredt.

Faktisk forstår han ikke, hvorfor tysk-tyrkere overhovedet har stemmeret:

»Den tyske regering burde simpelthen fratage stemmeretten, fordi vi bor her i Tyskland,« mener han.

En stemme for Erdoğan er en stemme mod Europa

En mere substantiel metode til at sikre sig mod Erdoğan, er ved at føre en klogere udenrigspolitik. For den tyske regering er selv skyld i, at han nyder stor popularitet i Tyskland, mener Arik:

»Det handler om den politik Tyskland fører. Tyskerne giver jo våben til kurderne, der er vores fjender. Kurdere skyder på os med tyske våben! Og det udnytter Erdoğan til at overbevise folk om, at Tyskland er ond«.

Kampen mod islamiseringen af Tyrkiet bliver heller ikke lettere af, at Tyskland og Europas regeringschefer konstant legitimerer Erdoğan, som landets leder:

»Europæiske ledere flyver ustandseligt til Tyrkiet, giver ham hånden og laver forretninger med ham. Sådan understøtter du ham,« vrisser Arik.

EUs flygtningeaftale med Tyrkiet er bare seneste eksempel på denne hykleriske tilgang, ifølge Arik:

»Hvorfor forhandler de med en terrorist? Europa burde i stedet sige: ’Du er en diktator, dig gider vi ikke have noget med at gøre’«.

Men hvorfor lader Arik ikke progressive politikere om den storpolitiske kamp? Så kunne han spare sig de massive økonomiske og personlige omkostninger, forbundet med at være åbenmundet bokser.

Fordi alle skal forstå, at »man ikke kan give et enkelt menneske så meget magt,« mener Arik. Og fordi han minder sig selv om, at bokseforbilledet Muhammed Ali, der var arg modstander af Vietnamkrigen, oplevede meget værre repressalier for sin politiske optræden. Men også at han i sidste ende havde historien på sin side.