Print artikel

Tankens lys

Essay
06.08.19
Simone Weil forblev hele sit korte liv en marginal figur i fransk åndsliv, men hendes tænkning er mere relevant end nogensinde. I sit opgør med partipolitikken og sin sociale indignation anviser Weil en alternativ politisk kurs, hvor opmærksomhed, åbenhed og evnen til at sætte sig ud over sig selv står i centrum.

Den franske filosof Simone Weil blev optaget i den berømte eliteskole Ècole Normale Supérieure på samme tid som Simone de Beauvoir og forlod skolen med udmærkelse 1931. Men her hører alle ligheder også op. Beauvoir gjorde intellektuel karriere, Weil forblev en grænsesøgende marginalfigur, en såret intellektuel, der døde allerede som 34-årig i 1943. Hun var en social aktivistisk tænker drevet af et ønske om at afsløre især arbejderens lidelsesfulde sandhed. Hun var en grænsefilosof, der mente, at mennesket er fanget mellem en manipuleret verden og en længsel efter godhed og skønhed. Og så var hun en hjemløs kristen mystiker, der dyrkede en såkaldt kenotisk ydmygelse – en selvtømning af egen vilje i bøn for Gud. Simone Weil tænkte det menneskelige vilkår med et nøgent klarsyn, fri for idoler og udsmykning.

De ulykkelige har ikke brug for noget andet i verden end mennesker, der yder dem opmærksomhed

To parallelle spor løber gennem Weils forfatterskab, et politisk-filosofisk og et åndelig-eksistentielt, og det er umuligt at adskille hendes skrifter fra hendes liv. Hendes kald – at tage den lidende menneskeheds byrde på sig - gjorde hende vanskelig at omgås, og fremfor at gå på kompromis foretrak hun den radikale ensomhed. Som barn udviklede Weil tidligt en næsten overmenneskelig sans for andre menneskers lidelser. Så snart hun opdagede, at hun fik mere at spise end fattige børn, gemte hun større og mindre rationer, noget hun fortsatte med resten af livet lige til den dag hun døde på et sanatorium i Sydengland. Note om almen afskaffelse af de politiske partier, der netop er udkommet på dansk på Forlaget Aleatorik, blev skrevet i 1943 kort før Weils tragisk korte liv fandt sin afslutning. Hun var i London, hvor hun var med til at samle den Frie Franske Organisation under Général de Gaulle, men blev chokeret og skuffet over de franske politikeres forsøg på at falde tilbage til de ødelæggende partipolitiske spil – splittelse, rivalisering og nedgørelse af modstanderen. Teksten blev første gang trykt på i La Table ronde i 1950 og dengang fremhævet af blandt andre surrealismens grundlægger André Breton, samt Weils tidligere læremester, Sorbonne-filosoffen Alain Chartier.

Gravsten over partikulturen

Ideen om et ’parti’ opstod som et republikansk ideal i kølvandet på Robespierres rædselsregime, inspireret af tanken om almenviljen, som den optræder i Rousseaus Samfundspagten. Weil betoner vigtigheden af denne idé, men også hvor vanskelig den er at realisere i praksis. Det er nemlig i kraft af menneskets evne til at reflektere over et generelt problem og give udtryk for en mening »og herefter få disse meninger til at ”stemme overens”, at man ”anerkender, at den universelle konsensus peger mod sandheden.« Det er evnen til at neutralisere tilfældige lidenskaber, der gør det muligt at stile mod retfærdige institutioner og samfund. Weil argumenterer for, at kun en stræben efter retfærdighed og sandhed kan være styrende for en politikers virke og dømmekraft, og at denne aldrig kan tilsidesættes af et tilhørsforhold til et parti. Desværre er det netop dét, partier gør: indsnævrer politikernes virke og tvinger dem til at gå i takt:

»Et politisk parti er en maskine, der har til formål at fremstille kollektive lidenskaber. Et politisk parti er en organisation konstrueret til at udøve et kollektivt pres på alle dets medlemmers tænkning. Det første, og når alt kommer til alt, endelige mål for ethvert politisk parti er dets eget endeløse fremgang.«

Moral er en evne til at handle, men det er også en evne til at se virkeligheden og ens medmennesker på en sand måde, frigjort fra fordomme og fastlåsthed

Det får Weil til at konkludere, at ethvert parti i udgangspunktet, såvel som i sin stræben er totalitært. Ikke så snart har partiet udtalt sine ædle hensigter før det undermineres af ting, der aldrig i sig selv kan være mål, men kun midler. Det være sig penge, magt, stat, national stolthed, økonomisk produktion og universitetsdiplomer. Kun godhed, det vil sige retfærdighed og sandhed kan være mål, mener Weil. Problemet er, at sandhed og retfærdighed gøres til en personlig synsvinkel eller til noget vi kalder ’min fortolkning’. Vi ser kun de almene problemer gennem vores egne sproglige konstruktioner, og bliver dermed ude af stand til at tænke forandring gennem erfaring. Vi forveksler tanker med meninger, fornuft med individuelle valg. Men det er fordi vi, ifølge Weil, har mistet begæret efter sandheden, hvilket vil sige evnen til at modtage lyset, tænkningens drivkraft, der sigter mod noget ubetinget. Det er vor tids sygdom, at en forpligtelse på tænkningen erstattes med indtagelsen af en position ’for’ og ’imod’ en holdning. Men som Weil understreger: »Hvis man anerkender, at der findes en sandhed, er det kun tilladt at mene det, der er sandt. Man mener altså noget, ikke fordi man er fransk, katolik eller socialist, men fordi evidensens uimodståelige lys tvinger én til at mene sådan, og ikke anderledes.«

Opmærksomhedens lys

Weil vender sig mod den moderne idé, at mennesket foretager sine valg i en verden uden objektive værdier. Derfor må tankens evne til opmærksomhed være en stræben mod en ydre autoritet, ikke en Gud eller indbildt fantasi, men en normativitet, som er givet med det gode. Moral er en evne til at handle, men det er også en evne til at se virkeligheden og ens medmennesker på en sand måde, frigjort fra fordomme og fastlåsthed. Fremfor meningernes snakkeri og ’for’ og ’imod’, betoner Weil opmærksomhedsevnens læringsproces, der i hendes optik er et andet ord for sandhed som det, der bestemmer den menneskelige tilstand. Fra hovedværkerne Tyngden og nåden (La pesanteur et la grace, udkommer senere i år på dansk) til Den store forventning, er begrebet om opmærksomhed afgørende.

Kun en stræben efter retfærdighed og sandhed kan være styrende for en politikers virke og dømmekraft, og denne kan aldrig tilsidesættes af et tilhørsforhold til et parti

Det gode bliver Weils erstatning for Gud. Gud er et billede på det gode, men vi må gå ud over billedet. Det være sig partiets doktriner eller anden gruppesalighed, som spærrer os inde i selviske følelser og en jagt på konformitet i livsførelse og tanke. Opmærksomhedsevnen er den evne, hvor vi bryder gennem de indbildte fantomer, en evne til at se andre, se ting, se verden. At se handler derfor om at overvinde den afstand til virkeligheden, »som er mere farlig end de, måske, onde instinkter, som er mennesket iboende.« Afstand til virkeligheden opstår fordi vi er afkoblet fra dybden i vores egen oplevelse af tingene. En dybde og resonans, der ikke udgår fra os selv, men fra tingene, fra vores forbundethed med tingene. Tankens opmærksomme lys handler om at nærme sig tingene. At tænke er at blive båret hen til tingene og ind i dem. Den opmærksomme tanke fremmer passiviteten, altså modtageligheden, så man kan bære. Det er et tillidens sted, et sted, der lyser. Heraf Weils betoning af opmærksomheden som en evne til at være ’tom men åben’. »De ulykkelige har ikke brug for noget andet i verden end mennesker, der yder dem opmærksomhed. Evnen til at yde opmærksomheden til de, som lider, er en sjælden og vanskelig ting; den er et mirakel,« skriver hun i Tyngden og nåden. Derfor er stræben efter det gode en læringsproces, der mere handler om modtagelighed end om bemestring. 

Frigørelse kræver mod

Weils tanker om en erfaring af udsathed som grundfigur for politisk tænkning tages i disse år op af Giorgio Agamben og homo saceren; Jacques Ranciere og uligheden; Hannah Arendt og sårbarhedens politik; Judith Butler og immigrantens sorgarbejde. Weil så en nær sammenhæng mellem flokdyrs falske liv og dyrkelsen af personligheden, jagten på personlige ting, besiddelse og præstige. Weils kamp for den udsatte menneskehed og objektiv godhed kan sammenfattes i behovet for et nyt begreb om opmærksomhed. Og kan rummes i en mistillid til det vi i dag kalder selvet, med fokus på selvudvikling og politisk magelighed. Hvorfor ofrer vi alt for penge, magt, prestige, nations- og partidyrkelse? Hvorfor indgår vi konstante skamfulde kompromiser gennem ligegyldigt forbrug, falske behov, status, lidt grøn økonomi her og der, der ikke tager fat ved roden? Efter mødet med Simone Weil er man ikke i tvivl: Virkelig frigørelse kræver mod, et møde med det ubehagelige. Det tager tid at værdsætte usædvanlig intelligens og nye måder at tænke på.