Print artikel

Tænkningens slagmark

Illustration: Peter Berke
Kritik
09.12.19
»Men hvad kan du bruge det til?« I sit sidste og desværre ufærdige hovedværk 'Åndens liv' slår Hannah Arendt et slag for den unyttige tænkning, der ikke er endnu en kompetence. Til gengæld mener hun også, at tænkningen er det eneste middel, vi har, imod ondskab.

Hannah Arendt var en kontroversiel tænker, der sjældent sagde, hvad andre gerne ville høre. På trods af det, eller måske netop derfor, er hun i de seneste år blevet mere populær end nogensinde — efter USAs seneste, skæbnesvangre præsidentvalg skød hendes på det tidspunkt 65 år gamle trebindsværk Det totalitære samfundssystems oprindelse så langt op af bestsellerlisterne, at Amazon måtte melde udsolgt.

Det var først efter årtusindskiftet, at Arendt rigtigt begyndte at blive oversat til dansk. Totalitarismeværket fik sin første danske udgivelse i 70’erne, ligesom en enkelt essaysamling Om vold, tænkning og moral udkom i 90’erne. Det var dog først med udgivelsen af hovedværket Menneskets vilkår i 2005, at danske forlag begyndte at få øjnene op for den tysk-amerikanske tænker, og efterfølgende er samlingen af danske Arendt-udgivelser vokset: Eichmann i Jerusalem, Om revolution, Eksistens og religion, Vi flygtninge og De retsløse og de ydmygede. Nu udgiver forlaget Klim endelig Arendts sidste hovedværk, Åndens liv, på dansk. Klim har også en genudgivelse af totalitarismeværket på trapperne.

Men hvad er det, der får læsere til at flokkes om Arendt netop nu? I den nye bog Why Read Hannah Arendt Now giver den amerikanske filosof Richard J. Bernstein sit bud. Bogen giver en kort indføring i et dramatisk liv (Den jødiske Arendt flygtede i første omgang fra Tyskland, efter Hitler kom til magten, og senere fra en koncentrationslejr for kvinder i Frankrig. Hun var statsløs i 18 år.) og et forfatterskab, der spænder bredt over f.eks. journalistisk reportage for The New Yorker, filosofihistorisk analyse og politisk teori.

Men hvad er det, der får læsere til at flokkes om Arendt netop nu?

Bogens nøgleord er titlens sidste: Now. Bernstein gennemgår ikke minutiøst Arendts tekster og begreber, men præsenterer hendes tænkning udelukkende ud fra deres relevans lige nu. Bogen er da også et rammende tidsbillede med underoverskrifter såsom »Statsløshed og flygtninge«, »Retten til at have rettigheder« og »Personligt og politisk ansvar«.

Som altid for tiden ulmer USAs nuværende præsident mellem linjerne, og analyser af valget, efterforskningen af de russiske forbindelser og det evige mantra om »Fake News!« dukker da også op i det hyperrelevante afsnit »Sandhed, politik og løgn«, hvor Bernstein med foruroligende lethed forbinder Arendts analyse af den bedrageriske politikers »image-making« — altså tendensen til vitterligt at tro på egne løgne og endda ændre verden, således at løgnen bliver sand — til vor tid.

Uigennemtænkt

Bernsteins lille bog er dog ikke en ren hyldest til Arendt og inkluderer f.eks. en vigtig diskussion af hendes særdeles uigennemtænkte indslag i sagen om racistisk segregation i USA i slutningen af 1950erne, hvor hun argumenterede imod føderal tvungen integration af skoler. Forfatteren Ralph Ellison kriserede hendes artikel, og overraskende nok mødte den ellers stædige Arendt ikke kritikken defensivt men med en undskyldning i et privat brev til Ellison. Arendts oprindelige artikel underlægges stadig kritik den dag i dag, og sagen er i sig selv et lærerigt eksempel på en forvildet Arendt, der gør sig klog på ting, hun ikke kender til. En Arendt, der ikke rigtigt har tænkt sig om.

Der skulle også gå et par år efter denne sag, før hun for alvor dykkede ned i konsekvenserne af ikke at tænke sig om med det berømte og berygtede begreb om ‘ondskabens banalitet’, der af mange blev opfattet som en bagatellisering af ondskab. Begrebet kastede endnu en gang Arendt ud i en kontrovers, der blev enden på flere af hendes personlige venskaber og endte med at definere hendes omdømme i mange år.

I dag er hun stadig synonym med begrebet og bliver nærmest reduceret til det. Men til forskel fra sagen om segregation, mente hun, at denne kontrovers bundede i en alvorlig misforståelse. Hun prøvede flere gange og på flere forskellige måder at forklare sig. I hvad der endte med at være hendes sidste år, påbegyndte hun et nyt, omfattende værk med udgangspunkt i netop at forklare, hvad hun egentlig mente med det omstridte begreb.

At undersøge ondskabens banalitet skal belyse, hvor tilsyneladende nemt det er at gå på etisk autopilot og lade være med at tænke over, hvad det faktisk er, man har gang i

Et sidste, ufærdigt værk

En torsdag aften i december 1975, som altid omgivet af venner, døde Arendt pludseligt af et hjerteanfald i sin lejlighed i New York. Hun blev 69 år. Efter hendes død fandt man et stykke papir i hendes skrivemaskine. Det eneste, hun havde nået at skrive på papiret, var en overskrift og to epigrafer, der skulle indlede den sidste del af et værk, som hun kaldte Åndens liv.

I typisk Arendt-stil var Åndens liv planlagt i tre dele, der hver skulle behandle én af de grundlæggende aktiviteter i det mentale liv: Tænkning, vilje og dømmekraft. Værket kan ses som den “indvendige” pendant til hendes tidligere hovedværk Menneskets vilkår fra 1958, hvori hun undersøgte menneskets politiske liv ude i verden og de hertilhørende tre aktiviter, arbejde, fremstilling og handling.

Arendts pludselige død har givet anledning til en livlig, akademisk debat om, hvordan hendes udforskning af dømmekraften ville have set ud, havde hun levet længe nok til at færdiggøre den. Debatten har senere fundet sit omdrejningspunkt i den posthumt udgivne Lectures on Kant's Political Philosophy fra 1982, der samler alle de tekster og forelæsninger, Arendt nåede at skrive og give om emnet før sin død. De endeløse diskussioner og hypoteser om dømmekraftbegrebet har det dog desværre med at overskygge det efterladte værk om tænkning og viljen. Og det er synd, for det, der er tilbage af Åndens liv, er et vigtigt værk i sig selv. Særligt første del om tænkningen er værd at dykke ned i.

Åndens liv er værket, hvor Arendt endelig (som hun bemærkede til den tysk-amerikanske filosof Hans Jonas) vendte tilbage til filosofien, som hun havde et så anstrengt forhold til. Arendt, der som ung tog sin uddannelse i Tyskland i filosofi, men længe havde benægtet sig titlen filosof (hun foretrak ‘politisk teoretiker’), åbner også bogen med eksplicit ambivalens og en ydmyghed, man sjældent finder hos selvudnævnte filosoffer: »Den titel, jeg har givet denne forelæsningsrække, Åndens liv, lyder prætentiøs, og at tale om tænkning forekommer mig at være så indbildsk, at jeg føler, at jeg bør indlede med en retfærdiggørelse snarere end en undskyldning. (…) Det, der foruroliger mig, er, at jeg giver mig i kast med dette, for jeg hverken hævder eller har ambitioner om at være “filosof” eller at bliver regnet blandt dem, hvad Kant — ikke uden ironi — kaldte for Denker von Gewerbe (professionelle tænkere).«

Etisk autopilot

'Ondskabens banalitet’ bliver i sin værste karikatur til en undskyldning for onde handlinger. Som om, at Arendt påstår, at vi ikke bør bekymre os om ondskab, det er jo bare banal tankeløshed. Åndens liv udspringer til dels af ønsket om endelig at gøre op med sådanne fejltolkninger.

At undersøge ondskabens banalitet skal belyse, hvor tilsyneladende nemt det er at gå på etisk autopilot og lade være med at tænke over, hvad det faktisk er, man har gang i. Og det gør vi jo allesammen hele tiden. Hvem har tid, overskud eller lyst til at gennemtænke hver lille ting i hverdagen? I Åndens livs første del om tænkning bruger Arendt ondskabens banalitet netop som en måde at beskrive en meget ikke-storslået ondskab, en dagligdags overfladiskhed uden specifikt motiv med grufulde konsekvenser. Hvor man bare følger strømmen uden videre overvejelse eller stillingtagen. Begrebet kan således belyse, hvor uhyggelig, farlig og hverdagsagtig tankeløshed er: »Den sørgelige sandhed er, at det meste ondskab udøves af folk, der aldrig har tænkt over, om de vil være onde eller gode og gøre ondt eller godt«, som Arendt skriver.

Arendt mener, at vi altid må tage det simple og måske umiddelbart banale faktum, at vi aldrig eksistentielt er alene, alvorligt. Etik og moral giver kun mening i kraft af pluraliteten: Vi er afhængige af vores medmennesker, de er et vilkår for vores eksistens, for politik, for verden

Det er ikke fordi, Arendt mener, at tænkning pr. automatik fører til det gode: »Dette er ganske vist ikke ment i den forstand, at tænkning nogensinde kunne være i stand til at frembringe den gode gerning, som om “man kunne undervise i dyd”, eller som om dyd kunne læres — kun sæder og skikke lader sig lære, og vi ved alt for godt, hvor alamerende hurtigt de aflæses og glemmes, når nye omstændigheder kræver nye manerer og ændrede adfærdsmønstre,« skriver Arendt, der hertil påpeger det problematiske i, at selve ordene etik og moral kommer fra oldgræske og latinske termer for sædvane og traditionelle regler for adfærd.

Alene i filosofihistorien er det nemt at finde et væld af eksempler på, hvordan tænkning ofte kan føre til alt andet end det gode. Arendt peger på Sokrates og Immanuel Kant som nogle af de eneste filosoffer gennem traditionen, der ikke lod sig friste af diktaturets “nemme” løsning på genstridige politiske problemer. Alligevel mener Arendt, at tænkning er det eneste mulige værn, vi har mod det onde.

Bernstein bruger i sin bog mange kræfter på at forsvare Arendts afmytologisering af ondskab, og det lykkes nogenlunde. Problemet med Bernsteins udlægning er dog, at han overser vigtigheden af at udforske det oplagte næste spørgsmål: hvis ondskab er tankeløshed, hvad er tænkning så? Hvad betyder det at stoppe op og faktisk tænke sig om?

Penelopes spind

Tænkning har ifølge Arendt intet at gøre med intelligens eller uddannelse — eller filosofi, nødvendigvis, da filosofi ifølge Arendt udspringer af tænkningen, ikke omvendt. Tænkning er en evne, vi alle har, til at føre en sokratisk »samtale mellem mig og mig selv«, der ikke er hverken produktiv eller jordbunden. Én af Arendts vigtigste differentieringer i analysen er mellem den kumulativt sandhedssøgende videnskab og den evigt uafsluttede, forvirrende og meningssøgende tænkning, der aldrig når i mål, men altid må gøres om og om igen. Og igen.

Det kan måske virke som en af filosofiens typiske, småpedantiske sondringer. Men at insistere på skellet mellem søgen efter sandhed og søgen efter mening er enormt relevant i denne tid, hvor det er blevet totalt mudret sammen. Alt måles, vurderes og vejes, alt forstås som midler, der skal være til for noget andet: »Men hvad kan du bruge det til?« spørger vi hele tiden hinanden. Som om alt har en sandhed, alt et mål.

Det er nemmere bare at checke ud af tænkningen, at være søvngænger

Arendt sammenligner i stedet tænkningen med Odysseus’ kone Penelope og hendes spind, som hun hver morgen væver på ny, efter at have pillet det fra hinanden aftenen forinden. Tænkning er nemlig hos Arendt en aktivitet, der ikke er til for noget andet, men snarere et mål i sig selv. En aktivitet, vi aldrig kan færdiggøre, overstå eller sætte et ‘check’ ved. Vi kan aldrig sige: »Sådan, så har jeg tænkt færdigt«. Det er ikke en kompetence eller en videnskab, hvor man bygger ovenpå et voksende fundament, men en sti, man skal betræde forfra hver gang, man vender sig væk fra verden og ind mod sit eget sind. Arendt er inspireret af Sokrates’ beskrivelse af en »tænkningens vind«, der optør alle »frosne tanker« og skaber endeløs forvirring. For hvis der er noget, der kan være farligt over for formodninger og antagelser, så er det ikke specifikke tanker men tænkningen i sig selv.

Men hvordan kan denne resultatløse, forvirrende og endda farlige tænkning være et værn mod ondskab? Arendt opfatter moral som et slags biprodukt af tænkning. Ondskab hører nemlig ikke hjemme i tænkningen, da tænkningen ifølge Arendt vil opløse ondskab i dens oprindelige meningsløshed, i intet. Hun beskriver, igen ved brug af Sokrates, tænkningen som en »to-i-en«, en samtale mellem mig og mig selv. Arendt mener, at denne interne dialog bør være venskabelig. Den, der begår uret, befinder sig i en miserabel, fjendtlig disharmoni med dårlig samvittighed — i hvert fald hvis vedkommende tænker sig om. Så er det nemmere bare at checke ud af tænkningen, at være søvngænger. For hvem ville dog være tvunget til at leve sammen med en morder?

At tænkningen består i en samtale mellem mig og mig selv, peger også mod Arendts mest grundlæggende begreb om pluralitet, som hun bruger til at kritisere en filosofihistorisk tendens til at fokusere på et isoleret, verdensløst menneske. Arendt mener, at vi altid må tage det simple og måske umiddelbart banale faktum, at vi aldrig eksistentielt er alene, alvorligt. Etik og moral giver kun mening i kraft af pluraliteten: Vi er afhængige af vores medmennesker, de er et vilkår for vores eksistens, for politik, for verden. Denne pluralitet anser Arendt også som udgangspunktet, selv når vi faktisk er alene i vores eget lille hoved, kun i selskab med os selv.

Vi kan aldrig sige: »Sådan, så har jeg tænkt færdigt«. Det er ikke en kompetence eller en videnskab, hvor man bygger ovenpå et voksende fundament, men en sti, man skal betræde forfra hver gang, man vender sig væk fra verden og ind mod sit eget sind.

Umulige huller i tiden

I Åndens liv beskriver Arendt også malerisk — hun har rent faktisk en lille graf med — hvordan tænkningen foregår. Tænkningen (der udefra kan se dødssyg ud) er fuld af aktivitet, og den tænkende (der udefra bare ligner en, der stener) er én, der virkelig er i live. Denne forvirrende og ofte anstrengende proces er en søgen efter transcendens, efter svar på de umulige spørgsmål, som vi gennem erfaringen aldrig kan få endegyldige svar på: Spørgsmål om Gud, frihed og uendelighed. Spørgsmål om mening, ikke sandhed.

Åndens livs første del kulminerer i en historie, om hvor tænkningen foregår, som Arendt baserer på læsninger af bl.a. Kafka, Nietzsche og Valéry. Her udfolder hun en poetisk beskrivelse af tænkningen som en slagmark, hvor den tænkende skaber sig en kløft mellem fortid og fremtid. Det er i denne kløft, som vi kalder nuet, at den tænkende står og kæmper mod fortidens dødvægt, der aldrig kommer igen, og fremtidens usikkerhed, hvis eneste løfte er døden. Her i dette nu står mennesket i refleksionen og drømmer om at blive forfremmet til dommer over tidernes kamp. Om at hoppe ud og bare observere. Men det kan vi ikke. For som Arendt påpeger, så er fortid, fremtid og nutid kun til i kraft af vores eksistens.

Tænkning er det eneste mulige værn, vi har mod det onde

Disse umulige huller i tiden, den tænkende giver sig selv, er ophavet til alverdens kunst, filosofi og litteratur. Men vi skal passe på ikke at gentage tidligere tænkeres fejltagelser, der lod sig overrumple af lutter forundring over tænkningen. Tilbagetrækning fra verden er forudsætningen for tænkning, men den kan desværre også misbruges som et rum, hvor man kan lade afsky og totalitære tendenser gro.

Arendt minder os om, at tænkningen udelukkende findes i kraft af os selv og vor dynamiske samvittighed. Og at den altid tager afsæt i den verden, vi trækker os tilbage fra. Arendts styrke, som man kan få en lille forsmag af i Why Read Hannah Arendt Now, men som virkelig skinner igennem i Åndens liv, ligger i, at lige meget, hvor meget hun begiver sig hen ad tænkningens sti, helt ind i slagmarken, så bliver hun aldrig verdensfjern. Arendt skrev nemlig altid med øje for den moralske og politiske forpligtelse, hun vægtede så højt.