Print artikel

Per Stig Møller er ikke min far

»Jamen selvfølgelig young Skywalker. I am your father.«
Essay
24.03.17
Hvad gør man, hvis man får en mistanke om, at man muligvis, dybt nede i sit hjertes mørkeste kammer, er et konservativt menneske? En af dem, der skælder ud over politisk korrekt hykleri og Politikens kulturskribenters utydelige flødeskrift, og som elsker bankdirektør Varnæs og det gode gamle fysiske brev. Man går en smule i panik. Besinder sig. Som en god konservativ ville besinde sig.

Alle objektive omstændigheder taler imod det. Jeg kan ikke være konservativ. Jeg er ung og studerer sociologi i København. Jeg skrev ikke forkert: jeg studerer sociologi. Så kan man ikke være konservativ. Man begynder med Marx og slutter med Habermas, Honneth og Butler. Jeg er venstreorienteret. Jeg stemmer venstreorienteret. Jeg skal være venstreorienteret. Det er latterligt at være konservativ. Dyder, etikette og den slags har altid virket patetisk, synes jeg. Og dog. Når jeg tænker mig om: der må en vis etikette til.

Det gibber i mig, hvis nogen sidder med kasket på ved middagsbordet. Jeg har det svært med unge mennesker, der ikke respekterer ældre personers naturlige autoritet. Jeg ærgrer mig over, at samtaler flytter fra virkeligheden og ind i alle dimserne, smartphones og den slags. Jeg synes, Politikens kulturskribenters frelsthed er anstrengende. De vil så gerne være morsomme, men tør ikke træde nogen over tæerne, og på den måde fortynder de det hele i en slags skriftsprogets caffe latte: lunt, men ikke varmt for alvor, godt, men ikke specielt interessant, en lidt identitetsløs masse, og så snart man har nedsvælget det, er det glemt igen. Det er så nemt at mene det rigtige. Jeg kender det alt for godt, jeg gør det hele tiden selv. Men det er, som om der sidder en vrissen gammel godsejer i en chesterfieldsofa, og alt for ofte er det hans ord, der kommer ud af min mund. Min unge, venstreorienterede, sympatiske mund.

Jeg griber mig selv i at skælde kulturpessimistisk ud på venstrefløjen og dens hykleri. På progressive unge mennesker, der kæmper for minoritetspersoners rettigheder, mens de ureflekteret forbruger løs og på den måde støtter den åndløse kapitalisme. Unge fra middelklassen, der med rette er forargede over Danmarks fortid som kolonimagt, alt imens de ser Paradise Hotel og griner ad de prollede deltagere. Spiser prollede pølsehorn fra Seveneleven, fordi det er morsomt og eksotisk at smage den mad, underklassen spiser. En ung, velmenende Information-læser, der vil alle det så godt, men som selvfølgelig ikke siger nej tak til den forældrekøbte lejlighed på Nørrebro.

Jeg er af en eller anden grund altid den, der træder på bremsen i politiske diskussioner og siger: vent nu lidt, måske skal vi ikke gå så radikalt til værks. Måske skal vi vente og se. Måske er det slet ikke så dårligt med kontinuitet. Kontinuitet er faktisk sundt, og vi kan ikke klare os uden forsvar og politi, og kongehuset er måske en lidt gammeldags indretning, men det er trods alt et stykke historie, det ville være synd at skille sig af med for blot at sætte en præsident i stedet. Desuden er de kinesiske turister vilde med kongehuset, den apanage tjener sig ind mangefold. Ja, jeg indrømmer det. Jeg begræder postvæsenets snarlige død.

Jeg holder af Hans Christian Varnæs. Han er fejlbarlig, ja, men han står også for en ordentlighed, man ikke finder hos liberalisten Mads Skjern eller den ideologisk forblændede Røde. Den ene svigter sin søn, den anden sin kone. Hans Christian Varnæs har grundlæggende kun den brist, at han er for sød. Han smører sine kræfter for tyndt ud og ender med, at ingen bliver tilfredse. Han holder de obligatoriske middagsselskaber, selvom han ikke rigtig orker – det er Maudes projekt. Han rejser sig altid og siger et par ord, som det sig hør og bør, når man er vært, selvom han ikke har lyst. Hans Christian Varnæs er konservatismens personificering: selvstændig erhvervsdrivende, gammeldags, pæn, med en social samvittighed – han ønsker grundlæggende folk det bedste. Man behandler sine tjenestefolk godt. Man springer ikke med på den første galej.

Det virker, som om jeg famler rundt i en ond drøm. Det er en ond drøm: jeg opsøger Per Stig Møller og fremlægger mine kvaler. Han trækker vejret i lange hvæs, har en underlig sort plastichjelm på. Han svarer:

»Jamen selvfølgelig young Skywalker. I am your father

Ud over at vågne op helt udmattet og angst-svedig efter sådan en drøm, er det i sig selv ret skræmmende at opleve Per Stig Møller iført åndedrætsapparat og sort spandex. Især nu, hvor han måske er min far. Jeg må finde ud af, om jeg kan slippe af med den vrisne mand i chesterfieldsofaen i mit indre, eller om jeg virkelig skal iføre mig konservatismens epauletter. Overgive mig. Stævne ind i konservatismens trygge havn. »Ja,« råber den indre godsejer og sætter hælene i gulvet og peger på mig med sin pibe. »Sie gehören hier!«

Men hvor går man hen? Det Konservative Folkeparti? Naziislamisme-opfinderne? Jeg kvier mig. Bendt Bendtsen, Brian Mikkelsen. Det går ikke. Ja, mit sind har måske undergået en kulturpessimistisk vending, men nej, jeg kommer ikke til at stemme på Søren Pape Poulsen. Det er, som om politikere i dag, der erklærer sig selv konservative, går op i alle de små ting, al økonomifnidderet. Lette erhvervslivet for rammevilkårenes byrder, sikre parcelhusejerne en tryg nattesøvn. Det virker lidt, som om liste C ovre på Christiansborg har misforstået noget der. Jeg har på fornemmelsen, vi må ind til noget mere fundamentalt. Tilbage til gode gamle Edmund Burke for eksempel, konservatismens opfinder.

Hans Christian Varnæs rejser sig altid og siger et par ord, som det sig hør og bør, når man er vært

For Burke handlede det om at være skeptisk. Man tror ikke på det perfekte, sådan noget som at mennesket skulle eje en medfødt højere fornuft, man afviser utopien. Konservatismen er på den måde ikke rigtig en ideologi. Man lader sig ikke forblænde. Hvis tyskerne havde været ægte konservative helt ind i deres udtærede knoglemarv dengang i mellemkrigstiden, havde Hitler aldrig vundet magten. Hvis russerne havde besindet sig, havde Stalin ikke fået lov at slå mere end 20 millioner mennesker ihjel. Konservative mennesker lader ikke drømmene løbe af med sig. De er pragmatiske, ser hvad der virker. Som Burke skrev:

»Raseri og galskab vil ødelægge mere på en halv time, end forsigtighed, samarbejde og forudseenhed kan opbygge på hundrede år.«

Problemet er bare, at de politikere, der erklærer sig konservative, sjældent fører ægte konservativ politik. Konservativ som i: pragmatisk, skeptisk, anti-utopisk. Et oplagt eksempel er Margaret Thatcher. Som filosoffen John Gray har beskrevet i essayet Utopia Enters the Mainstream, førte Thatchers politik til alt andet end et mere konservativt samfund. Den førte til fremvæksten af neo-liberalismen, der, ud fra den utopiske drøm om, at det var muligt at omdanne samfundet til ét stort frit marked, skabte et hidtil uset stort statsapparat, der intervenerede mere i folks liv end nogensinde før, skabte forarmelse, generel usikkerhed og øget gæld. På samme måde virker det ikke just konservativt besindigt, når Det Konservative Folkeparti har som mærkesag at sænke boligskatten i Danmark. Hvis der er noget, der kan skabe usikkerhed, ustabilitet og ravage, er det at sænke boligskatten. På den måde omdanner man boliger til investeringsobjekter, der bliver dannet bobler, skyhøje priser, og til sidst går bunden ud af markedet, folk mister penge, bliver insolvente, må gå fra hus og hjem. Boligboblens brist får konsekvenser for resten af økonomien, stabiliteten i samfundet bliver sat under pres. Neoliberalt? Ja. Konservativt? Nej.

Ifølge Burke indebærer god konservatisme derimod en bestræbelse på at gøre samfundet til »en alliance mellem de døde, de levende og de ufødte.« Sænke boligskatten og dermed forgylde de +50-årige, mens vi skærer i SUen? Nej tak, siger Burke fra sin grav. Konservatisme bør være solidarisk. Konservatisme er solidaritet mellem generationerne. Konservatisme er politik, der fungerer.

»Præcis,« råber min indre godsejer og slår begejstret ud med armene, så alle ordnerne, ridderkorsene og silkebåndene rasler.

»Vent nu lige lidt,« siger sociologen i mig, »fungerer for hvem?«

»Alle mennesker i samfundet,« siger godsejeren.

»Nej,« siger sociologen, »de rige, de besiddende, dem med nedarvede privilegier. Som dig selv.«

»Men,« siger godsejeren, »revolutioner har måske skabt mere relativ lighed, men kun fordi alle har fået det værre. De rige har fået det værre, og de fattige har fået det værre. Det skriver den højt estimerede historiker fra Stanford University Walter Scheidel i bogen The Great Leveler: Violence and the History of Inequality from the Stone Age to the Twenty-first Century. Hvem ønsker lighed, hvis det indebærer, at man selv får det værre? Hvem er idiot nok til at drømme så stort? Alt for stort.«

»Det er en typisk konservativ fejlslutning,« siger sociologen, »at fordi noget har været på en bestemt måde historisk, så kan det ikke være anderledes i fremtiden. Man kan godt opnå større lighed uden at forringe de generelle livsvilkår, det kan ske gradvist, som det skete ved opbygningen af de skandinaviske velfærdsstater.«

Godsejeren ryster på hovedet og tramper ud på verandaen. Lidt efter står det op i luften med røgringe. Han mumler vredt frem for sig, satans til socialister, den slags. Kigger på sin herregårds forfaldne mure. Tagrenderne gror til. At være godsejer er ikke længere, hvad det har været. Det løber ikke rigtig rundt.

Det lader ikke til, at jeg får bilagt mit hjertes strid. Måske fordi konservatismen i sin Burkske grundsubstans virker ret fornuftig, men i realiteten, ude i samfundet, alt for ofte er blevet forvrænget og tolket i en ærgerlig, privilegiebevarende retning. En retning, hvor det at forandre tingene gradvist for at sikre samfundets stabilitet er blevet omformuleret til: forandre tingene gradvist for at sikre den bedst stillede del af befolkningen et endnu behageligere liv. Måske dette er årsagen til, at den besindige, ikke opfarende konservatisme er så presset nu? Alt for ofte har den været godsejernes instrument og alt for sjældent har den været lig eftertænksomhed og en bestræbelse på at modulere samfundet i en retning, hvor alle fik det bedre. Desuden har den privilegiebevarende konservatisme ikke virket: de traditionelle eliter er for længst erstattet af neoliberalismens internationale jetset. Nogle gange sker tingene bare, økonomien ændrer sig på helt uforudsete måder, som staten ikke kan kontrollere. Udlandet ændrer sig, kommer tættere på. Det eneste staten kan, er at forholde sig til forandringerne, tilpasse sig, afbøde, hvor der skal afbødes, holde lidt fastere i tøjlerne, hvis det bliver nødvendigt. Det er bare ikke det, konservative politikere gør. De springer i stedet med på galejen, hopper med begge ben direkte ud i neoliberalismens malstrøm.

Det lyder ikke ret opløftende. Hvordan får vi vendt lystyachten, så selverklærede konservative politikere igen begynder at være ægte konservative frem for at føre den neo-liberale politik, de har ført de sidste 30 år?

Henrik Jensen er historiker på RUC og en kapacitet på området, en konservativ intellektuel om man vil. Han har skrevet bøger med titler som Derfra vores verden går – et essay om fædrelandskærlighed, Det ordentlige menneske og Det faderløse samfund. Jeg ringer til ham og spørger, hvorfor det altid går så galt, når konservatisme skal bevæge sig fra et personligt plan til det politiske. Hvorfor fører konservative politikere ikke konservativ politik i den klassiske Burkske forstand?

Henrik Jensen siger, at han også undrer sig. For selvom konservatisme først er et gemyt og dernæst ideologi, er der alligevel noget, der samler. En særlig måde at anskue verden på. Den hurtige teknologiske udvikling, de store samfundsomvæltninger i disse år, globaliseringen, det burde alt sammen ligge til højrebenet for et konservativt sindet parti. Det er sært, det altid bliver forvrænget ind i noget neoliberalt pladder. Men Jensen har et bud på årsagen:

»Jeg tror, det har noget at gøre med måden, vi definerer politik på i vores tid. Det at ønske vækst og konstant forandring er blevet et politisk mantra. Man skal forandre. Det passer dårligt med en konservativ grundholdning. Så der sker det, når konservative partier kommer i regering, at de bliver mere liberale. Det så vi jo med Schlüter, han var ikke så konservativ, at det gjorde noget. Det er simpelthen ikke gangbart i politik i dag at sige, man ønsker at dæmpe tempoet, at vi ikke behøver blive rigere nu. Og det skyldes jo, at en stor del af befolkningen er både forkælet og grådig. Så det er kravet om handlekraft og evig vækst, der ødelægger det.«

Lige mine ord! En materialistisk forkælethed hos alle, både venstreorienterede og liberalister. Også mig selv. Forskellen er nok bare, at nogen vil være ved det, mens andre ikke vil. Man vil jo gerne have nye sko lidt oftere end nødvendigt, det siger man da ikke nej til. Man spiser da gerne den ekstra bøf. Jeg kan snakke nok så sympatisk om anti-vækst og snusfornuftighed, at sætte tæring efter næring og den slags, hvorefter jeg flyver billigt til Budapest med gutterne og går på natklub og sejler rundt på en flod med voldsomme tømmermænd dagen efter. Jeg erklærer rask væk, at Koyanisqaatsi er en vigtig film, der sætter fokus på vores økonomiske systems uholdbarhed, hvorefter jeg går ud og køber en kop kaffe i et papkrus med soyamælk fra marker, der før husede regnskov. (Koyanisqaatsi eller En verden ude af balance er en dokumentarfilm fra 1982, der meget smukt og artsy beskriver det moderne forbrugeriske menneskelivs uholdbarhed – og så med musik til af Philip Glass!). Men jeg vil ikke være sådan. Jeg vil ikke være den kødspisende, soymælksdrikkende, passagerflyvende politisk korrekt sindede hykler. Jeg vil besinde mig. Acceptere, at ordet konservativ klinger ubehageligt i ørerne, hvis man er en ung sociologistuderende. Det kan bare ikke være rigtigt, det skal afholde én fra at være det. Man behøver vel heller ikke kalde sig selv konservativ, der er ingen grund til at stille sig op og fremføre en officiel erklæring. Måske er det fint nok bare at opføre sig konservativt, bære det med sig i det skjulte, rende rundt og være konservativ indeni. Bare en smule.