Print artikel

Privatisering af pengepolitikken sker uden demokratisk debat eller vagtsomhed

Analyse
25.09.15
Når vi taler om digitalisering af vores økonomi, må det ikke bare handle om effektivisering. For hvad betyder digitaliseringen af vores penge for den økonomiske stabilitet, vores arbejdsliv, uligheden i samfundet, statens finanser og den økonomiske politik?

Vi nærmer os i øjeblikket med hast et kontantløst samfund, hvor mønter og sedler udskiftes med plastikkort, mobilapps og andre former for digitale systemer.

I marts 2015 annoncerede Horsens sig som kontantløs forsøgskommune, og i maj 2015 foreslog den forrige regering i forbindelse med fremlæggelsen af deres vækstpakke en afskaffelse af den såkaldte ’kontantregel’, som fastsætter, at butikker er forpligtet til at tage imod kontanter – dvs. at butikker fremover skulle kunne nægte at tage imod kontanter og udelukkende benytte sig af elektroniske betalingsmidler.

Disse politiske tiltag bør ses som en kulminationen af en vision, som længe har eksisteret i den finansielle sektor, hvor man via platformen, ​Copenhagen Fintech Innovation and Research (CFIR), har fremhævet digitaliseringens fordele.

Her beskrives digitalisering som finansiel innovation, der gør det muligt at gennemføre pengetransaktioner hurtigere og lettere, hvilket medvirker til en effektivisering af den samfundsøkonomiske infrastruktur. Særligt argumenteres der for, at kontanterne er besværlige og gammeldags, og deres afskaffelse vil hjælpe med at komme den sorte økonomi til livs.

Disse argumenter står stærkt. Ikke mindst er gevinsten ved tidseffektivitet temmelig åbenlys og kan vel bedst sammenlignes med overgangen fra brev til e-mail.

Som økonom er det interessante dog ikke alene, hvorvidt noget er smart eller ej, men derimod hvilke samfundsøkonomiske konsekvenser en sådan ændring vil medføre. Hvad betyder digitaliseringen af vores penge for den økonomiske stabilitet, vores arbejdsliv, uligheden i samfundet, statens finanser og den økonomiske politik? Det er de sande økonomiske spørgsmål.
Digitaliseringen af vores penge har først og fremmest betydning for de monetære dynamikker i vores økonomi og bør derfor analyseres derefter.

Historisk set har forståelsen af samfundets monetære forhold været centrum for langt de fleste økonomers teoretisering omkring økonomien. Liberale økonomer som Milton Friedman, Friedrich A. Hayek, Irving Fisher, Joseph Schumpeter, Hyman Minsky og mange andre, havde – trods uenigheder og foranderlige ideer – penge og banksystemet som det centrale element i deres arbejde. Særligt fokuserede de på centralbankernes rolle i samfundet – dvs. samfundets pengeudbud - gennem centralbankernes pengepolitik.

Det var eksempelvis en af Hayeks og Friedmans pointer, at kreditbobler, som den vi så i 2008, først og fremmest er et resultat af, at centralbanker holder deres udlånsrente for lav over for lang tid. Logikken er, at hvis centralbankerne sænker deres rentesatser, vil de private banker låne flere penge i centralbanken, og altså øge deres likviditet, og med baggrund i denne forøgelse, udlåne mere til husholdninger og virksomheder med risiko for at skabe en boble i økonomien, hvis de udlåner for meget.

For en tidssvarende økonomisk analyse af overgangen til det kontantløse samfund er betydningen for pengeudbuddet og centralbankernes rolle derfor essentiel.

For at forstå denne rolle må man dog først og fremmest gøre sig det klart, hvad en centralbank egentlig er for en størrelse. Den østrigske økonom, Friedrich A. Hayek, definerede en centralbank som den, der udsteder samfundets betalingsmidler samt foretager internationale transaktioner, altså veksler til andre nationers valutaer.

Hvem udsteder penge i en kontantløs økonomi?

I en kontantløs økonomi vil pengetransaktioner udelukkende ske via overførsler af indlån i de private banker. I modsætning til kontanterne, som skabes af Nationalbanken, skabes disse indlån i bankerne – af de private banker selv - via deres udlån. Dermed er det i et kontantløst samfund ikke længere Danmarks Nationalbank, som står for pengeudstedelsen i samfundet, men derimod de private banker.

Her er det vigtigt at have i mente, at Hayek, på linje med de fleste andre økonomer, definerede penge ud fra deres funktion som gangbar mønt (legal tender). Penge var altså den enhed, man kunne betale sin skat med, og som kreditorer var forpligtet til at tage imod som afdrag på gæld.

I dag har man afskaffet kontanternes status som gangbar mønt – man kan for eksempel ikke betale sin skat med kontanter. Dermed har Nationalbanken for længst mistet sin ret til at udstede penge i klassisk forstand.

Men hvilket rolle har Danmarks Nationalbank så? I dag er den primære opgave for Nationalbanken at agere som såkaldt ’clearingshus’ for de private banker. Det betyder, at Nationalbanken er et sted, hvor bankerne kan afregne deres interne transaktioner mellem hinanden.

Men i takt med, at centralbankerne langsomt mister retten til at udstede penge, er der ikke noget der automatisk kobler de private banker til centralbankerne. Derfor er en stor del af clearingen flyttet ud af Nationalbanken og ind i det private banksystem. Det er kun en meget lille andel af de daglige interbanktransaktioner, der afregnes via Nationalbanken. Langt de fleste afregnes via systemer ejet af bankernes lobbyorganisation Finansrådet administreret af det udenlandskejede Nets.

Samtidig er langt de fleste af bankernes såkaldte likvide aktiver, hvormed bankerne afregner deres interne transaktioner, i dag registreret i Værdipapircentralen - ikke Danmarks Nationalbank. Det er stats- og realkreditobligationer, som på helt lige fod med Nationalbankens penge, kan benyttes som bankreserver og dermed afregningsmiddel bankerne imellem. Der er intet, der ved lov, binder de private banker til Danmarks Nationalbank.

En indikation af den magtesløshed, som Danmarks Nationalbank og de øvrige nationale centralbanker står overfor, kunne allerede observeres i perioden 2003-2008, hvor Nationalbanken hævede sin udlånsrente fra 2,15 % til 4,6 %, uden de formåede at dæmpe pengeudbuddet. Derimod fordobledes pengemængden rent faktisk i den periode – fuldstændig imod forventningen og den konventionelle visdom. Den samme gjorde sig gældende resten af verdenen – bl.a. USA.
Den eneste reelle magt, de nationale centralbanker har i dag, er retten til at udstede værdiløst papir, som færre og færre vil modtage, og som bankerne langsomt nægter at tage imod – uanset hvor lav renten er.

Når Horsens indfører total kontantløshed, og indbyggerne primært benytter MobilePay som betalingsmiddel, bliver Danske Bank de-facto centralbank i Horsens Kommune.

Der er kredse i samfundet, hvor de nationale centralbankers langsommelige død, vækker begejstring. Her anses det for at være et vindue til overgangen til et såkaldt free banking system - et banksystem, som fungerede i en række delstater i USA i fra 1837-1865. I denne periode var det ekstremt let og tilgængeligt at åbne en bank. Men det, at alle nemt kan åbne en bank, er dog ikke det samme som, at alle kan skabe penge. De små banker, der blev dannet i free-banking-perioden tog imod indskud fra, staten i form af statsobligationer, som i praksis fungerede som penge.

Systemet fungerede fint, men det skyldtes i høj grad bankernes lokale forankring, samt den lille rolle, staterne spillede i økonomien på daværende tidspunkt. Det er her endnu engang vigtigt at sondre mellem det at kunne skabe penge og det at kunne skabe kredit. Alle i samfundet kan skabe kredit, men det er i dag kun de private banker, der kan skabe penge, som kan benyttes til at betale sin skat. Så længe man har en stat, der indkræver skatter af et betydeligt omfang, vil den enhed som staten accepterer som afregning altid overgå alle andre i styrke.

Set i dette lys er den primære ændring fra free-banking-perioden til i dag, at det i dag kræver et betydeligt indskud og erfaring fra den finansielle sektor at åbne en bank. Alle kan udstede kreditter og har altid kunne det.

At tro, at de nationale centralbankers død fører til en situation, hvor alle kan skabe penge, viser manglende forståelse for hel basal pengeteori og -historie.

Men hvis Danmarks Nationalbank hverken kan udstede penge eller påvirke de private bankers udstedelse af penge, hvem er så centralbank i Danmark?

Svaret er egentlig såre simpelt: Dem, der rent faktisk kan udstede penge, og især dem, som kan udstede mange af dem – dvs. de store internationale privatejede banker. De store private banker udsteder både masser af penge og foretager langt de fleste internationale transaktioner i den moderne økonomi.

Hvis en bank agerer centralbank, må den nødvendigvis defineres som en centralbank.

I Danmark har vi Danske Bank, der har en balancesum, der er 5-6 gange større end Danmarks Nationalbanks, og som i modsætning til Nationalbanken kan udstede gangbar mønt. Når Horsens indfører total kontantløshed, og indbyggerne primært benytter MobilePay som betalingsmiddel, bliver Danske Bank de-facto centralbank i Horsens Kommune.

Praksis er i sidste ende det, der tæller og som bør danne grobund for tidssvarende teori, og i et kontantløst samfund udgøres centralbanken i praksis af et samspil mellem de helt store private banker og institutioner som Nets og Værdipapircentralen.

Det har to altovervejende konsekvenser for økonomien, at centralbanksfunktionen privatiseres. Den første er, at transaktionsomkostningerne for normale borgere i samfundet øges betydeligt. Med kontanterne er den primære transaktionsomkostning besværet og den tid, det tager at skulle mødes ansigt til ansigt. Med de digitale penge er selvsamme omkostninger derimod målbare i kroner og øre.

Det mest succesfulde betalingsmiddel er i øjeblikket MobilePay, som mange tror, at det er gratis for normale borgere i samfundet at benytte. Det er ikke korrekt. Det svarer til at påstå, at vores uddannelsessystem er gratis, fordi elever og studerende ikke skal betale i døren for at komme ind i undervisningslokalet. Ligesom omkostningerne ved vores uddannelsessystem dækkes indirekte via den skat, vi betaler til staten, dækkes omkostningerne ved MobilePay af de renter, vi betaler til bankerne. For at der overhovedet er penge i cirkulation betaler vi faktisk årligt lidt over 200 mia. kr. i renter til bankerne. Det er den sande omkostning. Det kontantløse samfund koster dermed rundt regnet ca. 10-15 % af BNP om året, hvilket i praksis kan betragtes som en skat på penge.
Den anden åbenlyse konsekvens ved privatisering af centralbanksfunktionen er, at den nationale pengepolitik privatiseres. Herved bliver det altså de private banker, der bestemmer, hvor nye penge skal ind i økonomien, og til hvilken pris.

I øjeblikket fører de private banker i Danmark en pengepolitik, hvor stort set alle de penge der skabes benyttes til boligspekulation. Ca. 75 % af alle udestående udlån fra den danske banksektor er boligrelaterede. Kun ca. 10 % er til ikke-finansielle virksomheder. Denne form for politik har nu skabt historiens største boligboble, som kan sprænge når som helst.

Disse konsekvenser ved digitaliseringen af vores penge sker mest af tilfældighed, snarere end af økonomisk rationale eller gennem demokratiske beslutningsprocesser.

Økonomen Milton Friedman – en af de fremmeste fortalere for frie markedskræfter – var en kæmpe kritiker af uafhængige centralbanker. Hvilket vil sige centralbanker uden for demokratisk kontrol. Friedman argumenterede derimod for, at centralbanken, med fordel, kunne omdannes til en underafdeling af finansministeriet.

Hvorvidt Friedmans forslag er en god ide eller ej, kan diskuteres, men i det mindste bør det diskuteres. Der er gode argumenter for, at pengepolitik bør føres uafhængigt af finanspolitik, men seriøse fortalere for at lade private aktieselskaber føre pengepolitik uden nogen form for demokratisk kontrol, er så vidt vides ikke eksisterende. Ikke desto mindre sker det lige nu. Ifølge lektor Jonas Hedman fra Copenhagen Business School, kan kontanterne endegyldigt udfases i løbet af et år, og dermed vil den totale privatisering af pengeskabelsen og centralbanksfunktionen være et faktum. Som så meget andet i samfundet sker privatiseringen af centralbanksfunktionen desværre uden den store demokratisk debat eller vagtsomhed.

Mest læste

Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.
Billeder
Reportage

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...