Print artikel

Postens apokalypse

Post & Telegrafvæsenet, 1935
Feature
11.11.17
Den danske stat er rådvild, når det kommer til at håndtere ny teknologi. Statsmagten forstår ikke, hvornår den dumt afgiver magt til techgiganter, og hvornår den bør vise overskud og invitere ny teknologi indenfor under ordnede forhold.

Jeg skal på posthuset. Jeg går hen ad gaden, rundt om et hjørne og standser foran en kiosk. Der sidder et gult postklistermærke i vinduet. Jeg træder ind ad døren, går forbi hylderne med chokoladebarer, chips, lightergaspatroner, tørret frugt og poser med kikærter, der ser underligt grå ud i lyset fra lysstofrørene. Nede i hjørnet står en rød skranke, klemt inde mellem de glitrende snackposer. Bag skranken står en mand i sort polotrøje og klipklapper. Han hilser høfligt, da han tager imod mine breve. Han tæller dem og regner beløbet ud på en lommeregner, der ligner den, min far engang hev op af skuffen derhjemme, da han skulle vise mig det vidunder, hans storebror, min onkel, havde med hjem fra Japan i begyndelsen af firserne. Solcelledrevet, brun. Manden bag skranken smiler igen høfligt og fortæller mig beløbet, og jeg hiver mit dankort frem. Han ryster på hovedet. Desværre, her tager de ikke imod dankort. Han peger ned i den anden ende af butikken, hvor der står to ældre mænd og sludrer bag et kassebånd. Derhenne har de en automat. Manden i poloen griber en kuglepen og skriver beløbet, jeg skylder, ned på en papirlap og rækker den til mig. Jeg takker og går hen til kassebåndet. De to ældre herrer sludrer videre nogle lange sekunder, mens jeg står foran dem med dankortet og papirlappen viftende i hånden. Da jeg skal til at rømme mig, vender den ene sig mod mig og smiler. Så kan jeg få lov at betale.

Er det virkelig sådan, et almindeligt besøg på et dansk posthus anno 2017 foregår? Svaret er ja. Det ér virkelig mit lokale københavnske posthus. Den institution, der blev oprettet af Christian IV i 1624, og i løbet af hele den moderne periode var selve symbolet på fremgang, er reduceret til en indeklemt skranke uden dankortautomat i en undselig kiosk. Det er næsten ikke til at holde ud. Postvæsenet plejede at udgøre samfundets rygrad, fik statens hjul til at rulle. Engang tilhørte postmesteren byens spidser sammen med lægen, sagføreren og direktøren. I dag er det en mand i klipklapper, ganske vist høflig og venlig, men stadig i klipklapper. Postvæsenet har historisk set været en pioner i infrastrukturens udvikling, har drevet den frem. Det var helt essentielt at kunne kommunikere hurtigt og sikkert, i begyndelsen mest af militære hensyn, senere som grundlag for en effektiv statsadministration. Foretagendet spillede en rolle i alt fra jernbaner, færgerier, diligencer til udviklingen af telegraf- og telefonnettet. Men ak. I 2011 blevet postområdet liberaliseret, og Post Danmark blev lagt sammen med svenskernes Posten AB. Siden er det gået stærkt ned ad bakke. Tidligere på året udtalte professor i økonomistyring på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh til fagbladet 3F, at politikerne er »nødt til at give et tilskud«. Ellers vil Postnord snart gå konkurs. Underskuddet er i milliardklassen, og det tyder ikke på, at firmaet kan få bugt med det på egen hånd.

Det kan godt være, postvæsenet har spillet en vigtig rolle i udbygningen af den moderne stat, men nu er situationen en anden. »Nu er det ikke længere rationelt at holde liv i et tungt og dyrt system, når man bare kan sende en mail,« siger vi snusfornuftigt og scroller videre ned over Facebook-feedet. Det virker også ynkeligt med de der overlæssede elcykler. Det er trist, men nødvendigt, tænker vi, ligesom dengang man var barn og ikke havde lyst til at blive ældre, fordi legens magi forsvandt, pludselig var fantasien bare fantasi. Der er ikke så meget at gøre. De multinationale techgiganter tager over, hvor Postnords udtærede cykelbude drager deres sidste suk. Det, der bandt den moderne stat sammen, er blevet udskiftet med teknologier, der transformerer vore samfund. Den moderne stat er blevet senmoderne. Den teknologiske udvikling er uundgåelig, det er meningsløst for staten at kæmpe imod digitaliseringen. Webmail og sociale medier er kommet for at blive.

Alligevel får jeg på fornemmelsen, at den fortælling er lidt forsimplet, lidt deterministisk og ansvarsforflygtigende. Som om der findes en teknologiens historiske ånd, der svæver gennem samfundene og puster liv i sine marionetter Zuckerberg, Bezos og Musk, der efterfølgende bliver instrumenter i virkeliggørelsen af åndens historiske masterplan. Det bliver måske lidt højpandet nu, men da Hegel så Napoleon ride gennem Jena efter franskmændenes invasion i 1806, skulle han have sagt: »Jeg har set historiens ånd til hest«. Napoleon var efter Hegels opfattelse den historiske ånds instrument, der bragte udvikling og modernisering til Tyskland. Invasionen var en historisk nødvendighed, uundgåelig og dermed ikke nødvendigvis af det onde. På samme måde render vi alle sammen rundt her i 2017 og opfører os som små Hegel-kloner, når vi taler om, at noget skyldes udviklingen, og den kan man ikke stille noget op over for. Men sådan er det vel ikke? Vi er vel alle sammen klar over, at Hegel var galt afmarcheret, når han fablede om en ånd, der drev historien fremad? Når jeg ser Mark Zuckerberg, tænker jeg ikke, at jeg har set nogen som helst historisk ånd, men en snedig forretningsmand.

Der er to overordnede typer af magt, stater kan trække på for at opnå succes og bevare sin status som samfundets bærende pille

Jeg siger ikke, at man med vold og magt skal redde Postnord og klamre sig til en gammeldags postomdeling. Pointen er, at retningen for den såkaldte udvikling er valg, stater træffer. Christian IV valgte at oprette postvæsenet i 1624, og regeringen vælger her knap 400 år senere at privatisere postvæsenet, så det til sidst højst sandsynligt må droppe brevene helt, måske lukke og slukke, og man har valgt at gøre al offentlig post digital, så man yderligere eskalerer udviklingen væk fra fysiske forsendelser. Det kan der være god økonomisk ræson i, men kom ikke og fortæl mig, at det er noget, der sker af sig selv!

Konkurrencestat uden Uber

I virkeligheden handler det ikke først og fremmest om post. Det handler i mere bred forstand om statens evne til at bevare sin relevans. Mens postvæsenet som frontløber i den teknologiske udvikling i 400 år befandt sig i statsligt regi, sker udviklingen nu nogle helt andre steder, på et privat og svagt reguleret marked for digital kommunikation. Det har selvfølgelig konsekvenser, men de konsekvenser kan som nævnt godt tøjles, hvis politikere og embedsmænd tænker sig om og måske også løfter blikket lidt. Ser på udviklingen i et længere perspektiv end frem til næste års finanslov.

Den amerikanske politolog Michael Mann skriver i essayet Origins of State Power fra 1985, at der er to overordnede typer af magt, stater kan trække på for at opnå succes og bevare sin status som samfundets bærende pille og stabilisator: despotisk magt og infrastrukturel magt. Den despotiske magt er den, vi typisk finder i traditionelle samfund, hvor en konge via militæret sætter sin vilje igennem. Problemet med denne form for magt er, at den ikke er særligt effektiv, den har svært ved at overskue mere end et enkelt område ad gangen, for nem at undvige. Det er her den anden magtform kommer ind i billedet. Den infrastrukturelle magt er den, der findes masser af i de vestlige bureaukratiske samfund som Danmark, og den er langt mere effektiv, giver langt bedre kontrol. Det er denne magt, postvæsenet historisk set har været en vigtig del af. Udbygningen af moderne staters infrastrukturelle magt har samtidig medført, at de autoritære og ofte voldelige elementer, der kendetegnede fortidens despotiske styrer, er blevet nedtonet. Det indebærer så at sige flere magtressourcer for en stat at have kontrol med et vidtforgrenet transportnetværk, end at råde over en politistyrke, der kan rende ud i gaderne og på må og få sætte magt bag præsidentens ord, når han per dekret beslutter, at der skal være udgangsforbud efter klokken 20, eller hvad sådan nogle ledertyper nu kan finde på at beslutte. Den infrastrukturelle magt er subtil, tilbagelænet, mens den despotiske er opfarende, mistroisk.

Med dette begrebsapparat i baghovedet kan vi se på, hvad der sker, når kontrollen med befolkningens kommunikationsmidler overgår til private firmaer.

Som de fleste andre danskere, er jeg en zombie, når det kommer til databeskyttelse. CPR-numre, online patientjournaler, det går jo fint, så hvorfor ikke også Facebook, Google og Amazon? De er jo amerikanske virksomheder, amerikanere er flinke, USA er en allieret, de lytter til os, de gør os ikke fortræd. På Amazon er alting desuden billigere. USA er et demokratisk land, de firmaer kunne da aldrig finde på at gøre noget ægte ondt mod mig. NATO og alt det der. Skiftende danske regeringer virker mindst ligeså zombie-agtige over for de nye udbydere af kommunikationsplatforme. Man nikker med fra sidelinjen, når danskerne kaster deres data i grams, og vi lever jo i et frit land, der er ingen, der tvinger danskerne til at trykke ”Acceptér” til tech-giganternes regler og vilkår, så de kan oprette deres profiler. Desuden er der ikke meget, vi kan gøre som småstat, vi er nødt til at hænge på udviklingen, ikke?

Den globale teknologiske udvikling kan Danmark ikke stille noget op over for. Sådan er det jo. Sådan er det jo! Vi kan ikke sige nej til nogen som helst form for ny teknologi, hvis Danmark skal være teknologisk foregangsland, og det skal vi da, selvfølgelig skal vi det! Man må ruste sig til den globale konkurrence, det har vi læst i den indflydelsesrige bog Konkurrencestaten fra 2011. Her foretager CBS-professor Ove Kaj Pedersen en deskriptiv samfundsanalyse og viser, hvad der skal til for at stater kan klare sig godt i den globaliserede økonomi, vi alle er viklet ind i her i det 21. århundrede. Han tager så at sige skridtet videre fra Michael Manns historiske tilbageblik og kigger ind i fremtiden. I fremtiden er der ikke noget, der hedder grænser på samme måde som før. I fremtiden må staten opføre sig proaktivt, reformere sig og ruste sig til den internationale konkurrence, hvis det skal gå den godt. Markedsreformer, uddannelsesreformer, reformer af den offentlige sektor. Det er ikke nødvendigvis tiltag, Pedersen er jublende begejstret over – hans bog er som nævnt deskriptiv – men han tillader sig at gøre os opmærksom på, at rigdom comes with a price. Det er ikke gratis at være et velstående land, der klarer sig godt i den globale konkurrence.

Desværre lader det til, at Ove Kaj Pedersens pointer har givet anledning til den fejlopfattelse blandt dette lands politikere, at en proaktiv konkurrencestat er en stat, der bevidstløst tilpasser sig en uundgåelig global udvikling. »Kineserne kommer!« har man råbt, »Vi er en lille åben økonomi!« har man råbt. Derfor må vi reformere os, for ingen ønsker at sakke bagud i de internationale rigdoms-indekser, vel? Sådan er det jo. Men behøver det være sådan? Kan proaktiv ikke være at gøre modstand og sige: »Kære Facebook, her i Danmark tillader vi ikke, at man indsamler data fra brugeres færden på sociale medier og sælger dem videre til reklamebureauer, i hvert fald ikke, hvis det foregår så uigennemskueligt som nu, I må beskytte jeres brugeres data bedre, hvis I vil operere her.«

Modargumentet til dét forslag ligger lige for: hvis vi stiller den slags krav, bliver Danmark som det lille land, vi er, hægtet af udviklingen. Vi må omfavne de teknologiske muligheder, kun sådan kan vores økonomi blomstre.

Det er selvfølgelig ikke helt korrekt, at den danske stat kun lader stå til over for teknologikæmperne fra USA og fuldkommen frivilligt afgiver sin infrastrukturelle magt. Visse steder gør den faktisk ret stor modstand mod teknologiens amokløb mod menneskelivene. Da Uber gjorde sit indtog, endte det med en ny taxalov, der fik teknologigiganten til at forlade landet. Flot Danmark, fristes man til at tænke. Danmark – Uber, 1-0. Og så alligevel. Det var, som om staten i tilfældet Uber gik i den helt modsatte grøft og fornægtede al udvikling fuldkommen – stærkt presset af en halv-kartellistisk national taxabranche. Som en hund, der hårdt presset med ryggen op ad muren, skambider enhver, der nærmer sig. Og spørgsmålet er, om det virkelig var nødvendigt med så voldsom en reaktion? Var det virkelig helt gennemtænkt og konsekvent mod dette lands ellers ret liberale principper de facto at forbyde Uber? AirBnB er ikke ulovligt, det er faktisk slet ikke underlagt nogen form for regulering, udover kravet om, at man selvfølgelig skal betale skat. Det virker mystisk. Man kunne have opført sig voksent og overskudsagtigt og sagt:

»Hej Uber, spændende app, I har udviklet, I er velkomne her i vores lille hyggelige samfund, men nu skal I høre: vi har lavet den her lov, der tager højde for jeres smarte software, så de danske arbejdstagere og skattemyndighederne får, hvad der ifølge vores overbevisning retteligt tilkommer dem.«

De ovenstående eksempler giver indtryk af, at den danske stat ikke kan finde sine ben. Enten kaster man sig fladt ned, som tilfældet har været med Facebook og AirBnB, eller også skruer man bissen helt unødvendigt på og virker desperat. Over for nogle aktører afhænder staten gladeligt sin infrastrukturelle magt og overlader det til Facebook, Google og Amazon at skalte og valte med sine borgeres data. Mens staten over for andre aktører, som Uber, i stil med en truet middelalderkonge løfter sit sværd og hugger til, blindt og voldsomt, mens taxa-klanens ledere står og gnider sig i hænderne. Det virker mystisk, at der ikke er nogen i regeringen, der har fået den tanke, at det jo netop ikke er den opførsel, der gør en moderne stat succesfuld. Det er ikke den slags uforudsigelighed, der gør Danmark til den konkurrencestat, vi ellers render rundt og er mere eller mindre udtalt enige om, at vi er nødt til hele tiden at være på dupperne for at opretholde. Det bliver fremlagt som en national tragedie, når Danmark dumper fra en femte- til en niendeplads over verdens rigeste lande. Og samtidig bliver det fremlagt som en storsejr, når man får losset innovativ software ud af landet, godt hjulpet på vej af en fagbevægelse, der ser verden som ét stort nulsumsspil. »Hallo, Fagbevægelse, fristes man til at råbe, vi lever ikke under Manchesterkapitalismen i 1840erne! Verden består ikke af opdelte brancher, der skal nusses og plejes, så de kan blive ved med ineffektivt at fedte rundt med deres taxalicenser, verden består af mennesker, der ønsker at arbejde under nogenlunde rimelige forhold, hvor lokale småkapitalister (taxavognmændene) ikke scorer kassen, fordi man kører i døgndrift mellem Lufthavnen og Rådhuspladsen!« Det er jo ikke fordi, de danske taxachauffører har særligt gode arbejdsforhold under deres ansættelse hos danske vognmænd – tværtimod hører man om absurd lave timelønninger, og urimeligt skæve og lange arbejdstider.

Over for nogle aktører afhænder staten gladeligt sin infrastrukturelle magt og overlader det til Facebook, Google og Amazon at skalte og valte med sine borgeres data. Mens staten over for andre aktører, som Uber, i stil med en truet middelalderkonge løfter sit sværd og hugger til, blindt og voldsomt, mens taxa-klanens ledere står og gnider sig i hænderne.

Det kan godt være, min opmaling af postvæsenets deroute klinger latterligt nostalgisk. Selvom man kunne argumentere for, at spørgsmålet, om staten skal subsidiere brevomdeling er et spørgsmål på linje med, om staten skal sørge for at lappe veje, sørge for hjemmehjælp og gratis sundhedsydelser, så kan det da godt være, at det ikke behøver være en naturlov, at der findes et velfungerende postvæsen, hvor mennesker i røde uniformer cykler fløjtende ud med breve og pakker. Det kan jeg godt gå med til. Det, der bekymrer mig, er sådan set mest af alt, at den danske stat ikke virker bevidst om, hvornår den dumt afgiver sin infrastrukturelle magt, og hvornår den burde vise overskud og invitere ny teknologi indenfor under ordnede forhold. Danmark har opført sig inkonsekvent i mødet med nye teknologier. Det ene øjeblik er vi liberale, åbne og lige lovlig tillidsfulde, det næste øjeblik opfører vi os som franske kommunister, hægende protektionistisk om forældede arbejdsmarkedsstrukturer.

Staten har magt til at lovgive inden for det geografiske territorium, den har kontrol over, og den har frihed til at gøre det på en klog måde. Man kan ikke fortænke techgiganterne i at gøre, som de gør, tjene deres penge og indsamle deres data. Til gengæld kan man godt fortænke den danske stat i at lade stå til over for magtfulde multinationale firmaer og populistisk agere nyttig idiot for den semi-monopolistiske danske taxabranche i uskøn alliance med en hensygnende fagbevægelse. Det postvæsen, der engang var motor i udviklingen af kommunikationsteknologier, forsvinder måske, men det betyder ikke, at staten behøver stå tomhændet tilbage. Indtil videre lader det ikke til, at man er vågnet op, sådan seriøst vågnet op. At regeringens primære initiativer indtil videre tæller nedsættelsen af et disruptionråd med blandt andre Hella Joof, samt udnævnelsen af en tech-ambassadør med skrabet sekretariat, vidner om, hvor dyb søvnen er.

Er det hele så bare én stor elendighed? Nej. Gudskelov har vi EU. Vi har Margrethe Vestager, der bruger sine beføjelser til at tøjle techfirmaerne, når de tiltager sig for mange privilegier og udnytter monopollignende markedspositioner. Jeg tror ikke, vi helt forstår, hvor vigtige de bøder er. Hvor vigtig EUs tagen Facecebook og Google ved hornene er. Herhjemme har reaktionerne mest koncentreret sig om det fantastiske i, at en dansker har magt og rent faktisk gør noget af betydning ude i det store udland. Men det handler ikke om Vestager, og det handler ikke om at straffe de ”onde” teknologifirmaer, når de udnytter deres markedspositioner. Det handler om noget langt mere grundlæggende: at man som udøvende myndighed tager imod den nye teknologi og fortæller, høfligt, men bestemt, hvor grænserne går. At de er velkomne, at vi er vilde med deres innovation, men hér er der nogle rammer, der er ens for alle private firmaer, og det er myndighederne, der udstikker de rammer. At postvæsenet svinder ind og efterhånden smuldrer helt bort behøver ikke betyde, at de statslige myndigheder mister enhver kontrol med samfundets kommunikationsmidler. Det handler om at træffe valg. Ligesom Christian IV gjorde i 1624.