Print artikel

Populisme er også længsel efter bedre eliter

Reportage
09.08.18
I Amsterdam har en gruppe prominente europæere samlet et bredt udsnit af stemmer fra hele kontinentet for at finde et modsvar til den tilsynelandende disintegration af det europæiske projekt.

Måske er det i virkeligheden den tyske filosof Ulrike Guérot, der udtrykker problemet bedst. Systemet er udmattet og har ikke kræfterne til at redefinere sig selv, siger hun.

Det har ellers ikke skortet på halvskræmte skåltaler om Europas tilstand og fremtid. Vi skal redde demokratiet, lyder det. Det er anden gang, at det hollandske initiativ Forum on European Culture har samlet kunstnere, akademikere og tænkere for at debattere det europæiske nu i Amsterdam. Prominente navne med internationale karrierer som arkitekten Rem Koolhaas, fotografen Wolfgang Tillmanns, politologen Jan-Werner Müller, økonomen Branko Milanovic, teaterinstruktør Ivo van Hove, forfatter Stefan Hertmans og filminstruktør Julian Rosefeldt, er alle samlet denne weekend for at finde hoved og hale i det europæiske demokrati.

Udover et hav af paneldebatter, performances, og udstillinger, der diagnosticerer og analyserer, er det meningen, at såkaldte creatives fra hele Europa, skal finde på konkrete løsninger på de europæiske udfordringer i form af workshops under betegnelsen Eurolab. Kurator Yoeri Albrecht fra kulturinstitutionen DeBalie, der både er vært og afsender for arrangementet, forklarer, at de europæiske demokratier er under pres både internt og eksternt fra nationalistiske og anti-demokratiske tendenser. Tiden er inde for kunstnere og tænkere til at påtage sig opgaven og formulere veje ud. »Kunstnere kan bevæge samfund fremad«, erklærer Albrecht fra scenen i Amsterdams Stadsschouwburg-teater. Medkurator og direktør for det semi-statslige DutchCulture Cees de Graaff, forklarer, at det er et eksperiment de udfører, men at de mener tiden er inde til handling. Derfor har de valgt årets tema: Act for Democracy. Med udråbstegn.

Forummet er præget af en overbevist tro på sit eget dialog-etos, som måske er en særligt hollandsk tradition. På kulturinstitutionen DeBalie er væggene præget af portrætter fra arrangementer med internationale stemmer, der har været på scenen gennem årene. Direktør Yoeri Albrecht fortæller stolt over morgenmaden, at DeBalie var den første kulturinstitution i Europa til at bakke op om Salman Rushdie, da fatwa-episoden rullede i 90'erne. Når man kommer fra en offentlighed, der mest af alt virker styret af integrationsministerens ageren på sociale medier, kan kan det virke en anelse gammeldags eller naivt at tro, at man kan samle nogle af kontinentets klogeste hoveder og få noget ud af det, der er mere end spændende samtaler mellem belæste kosmopolitter. Men som den kroatiske filosof Srećko Horvat siger i en decideret brandtale, er svaret på Europas problemer i hvert fald hverken kynisme eller nostalgi.

Et par halvkedelige taler til åbningsreceptionen på DeBalie får et øjeblik det hele til at lyde som en skuffet kulturelite, der vil have den magt de har mistet til de udannede populister tilbage. Rummet er tætbefolket af høje mandlige hollandske kulturtyper i hørblazere, der selvsikre og solbrændte hilser og smiler på venner og bekendte. Men de to workshopdeltagere, Jasmine fra Belgien og Dominic fra Rumænien, er mere pragmatiske end forargrede i forhold til Europas tilstand. Helt i projektets ånd skal de to i de kommende dage deltage i praktiske problemløsningsrelaterede workshops med Rem Koolhaas og Wolfgang Tillmanns. Efter tre intensive arbejdsdage med de to kapaciteter skal de på forummets sidste dag præsentere deres forslag.

Men da han afslutter anekdoten med at sige, at det minder ham om, hvordan man blandt vestlige storbyers eliter priser multikulturalismens autentiske udtryk i form af kebabrestauranter og grønthandlere uden at forholde sig til de problematiske sider af indvandring, breder der sig en lidt nervøs latter blandt publikum, som kunne tyde på, at nogle blandt publikum føler sig ramt.

I mellemtiden venter to dage med en overflod af arrangementer på teatre, museer og kulturhuse rundt omkring i Amsterdam. På Frascati-teatret taler den tyske, men Princeton-baserede professor Jan-Werner Müller som så ofte før om populisme. Det gør han med den ligeledes tyske filosof Ulrike Guérot, den polske chefredaktør og skribent Slawomir Sierakowski, den schweiziske demokratiaktivist Flavia Kleiner og ungareren Márton Gulyás, der i sit hjemland står i spidsen for en del af modstanden mod Orbán-regimet.

Der er nogenlunde enighed om, at de liberale eliter selv er skyld i problemet til at begynde med. Kritik af establishment er på ingen måde populistisk, lyder det. Det er legitim og demokratisk sund politisk ageren, der er blevet mødt af en form for arrogance i den måde man har prøvet at forstå de stakkels uuddannede mennesker uden forstand på fremskridt. Werners bog om populisme har gået sin sejrsgang verden over. Den indeholder blandt andet nogle tiltrængte definitioner på, hvad vi taler om, når vi taler om populisme. Den hollandske forfatter Paul Scheffer tilføjer, at populisme også er en længsel efter bedre eliter. Teknokraternes politik og mangel på visioner og inkludering af befolkningerne, er lige så meget et problem. Den bulgarske akademiker og demokratiaktivist Dessy Gavrilova, gør sig fortjent til anerkendende smil fra panelet, da hun bemærker, hvor ofte det er, at der sidder nogle fra den liberale elite og taler om, hvordan man skal forstå de mennesker, der er tiltrukket af populisterne. Jan-Werner Müller anerkender, at vi skal holde inde med vores »quasi-terapeutiske forhold«, til de vælgere, der stemmer på populisterne.

Den liberale elite er bestemt til stede i Amsterdams Stadsschouwburg-teater lørdag aften, hvor de sidste dages begivenheder kulminerer med et til lejligheden sammensat teaterstykke af Ivo van Hove, et af de største navne på den internationale teaterscene. Han har stået bag bragende succeser i New York og London og i 2015 var det ham, der samarbejde med David Bowie om sit sidste værk, Lazarus. Helt i tråd med Forum on European Cultures ambition om at samle prominente navne, indleds stykket med, at Mark Lilla, vel nok en af nutidens mest omdiskuterede og lyttede til intellektuelle stemmer, går på scenen og fremfører en til lejligheden skrevet essay. Lillas to seneste bøger, The Shipwrecked Mind og The Once and Future Liberal, er begge bidske kritikker af venstrefløjens fokus på identitetspolitik og samtidig en forklaring på, hvorfor samme venstrefløj bliver ved med at tabe på kulturkampens slagmarker.

Der er nogenlunde enighed om, at de liberale eliter selv er skyld i problemet til at begynde med. Kritik af establishment er på ingen måde populistisk, lyder det.

Fra scenen fortæller han, hvordan den franske dronning Marie Antoinette, i årene op til revolutionen, fik bygget en autentisk landsby i området ved Versailles, hvor hun kunne gå ture blandt blandt huse og beboere og således nyde det franske landlivs uforfalskede pastorale charme. Lillas beskrivelse af dronningens velkendte verdensfjernhed, bliver belønnet med grin fra salen. Men da han afslutter anekdoten med at sige, at det minder ham om, hvordan man blandt vestlige storbyers eliter priser multikulturalismens autentiske udtryk i form af kebabrestauranter og grønthandlere uden at forholde sig til de problematiske sider af indvandring, breder der sig en lidt nervøs latter blandt publikum, som kunne tyde på, at nogle blandt publikum føler sig ramt.

Selve teaterstykket er en slags sampling af mere eller mindre kendte stykker tekst, der alle handler om identitet. En kollageforestilling med uddrag fra alt fra Shakespeare til litteratur og tv-debatter. Foruden de hollandske skuespillere deltager også kulturministeren i en mindre rolle og aftenen afsluttes med, at rapperen Lange Frans fremfører sit hit Het land van, der er en lang opremsning af alt hvad han både afskyr og elsker ved Holland og slutteligt konkluderer, at han elsker sig hjemland på trods af alle sine fejl.

På forummets sidste dag skal grupperne ledet af Wolfgang Tillmans og Rem Koolhas præsentere, hvad de er kommet frem til mens der blevet debatteret på scenerne rundt omkring i Amsterdam. Den store sal på DeBalie venter forventningsfuldt på fremlæggelsen. Både Tillmans og hans workshop-deltagere virker til at være drevet af en slags desperation over et Europa som de holder af, men som er ved at udvikle sig i en forkert retning uden nogen form for brugbare svar eller modstand. EU lider under elendig branding og mangel på ansvarlig handling fra de ledende politikere, der er tiltagende angstramte af folkestemningen.

Både Tillmans og hans workshop-deltagere virker til at være drevet af en slags desperation over et Europa som de holder af, men som er ved at udvikle sig i en forkert retning uden nogen form for brugbare svar eller modstand

Koolhas og Tilmans siger fra scenen, at det europæiske projekt mangler et stærkt narrativ i forhold til de fordelagtige sider ved EU. Som medstifter Cees de Graaff erklærede på åbningsaftenen, er tiden derfor ikke til snak, men til handling, lyder det fra de to. Det er ikke første gang man har hørt den historie og man kan spekulere i om ikke fortællingen om, at hvis folket bare forstod EU's lyksaligheder, ville de bakke op om projektet ikke netop er i et udtryk for den elitære tendens Jan-Werner Müller og co har talt om ved debatterne de foregående dage. Om der er en kløft mellem analyserne til debatterne og udtrykket hos Eurolab. Men de unge creatives repræsenterer netop den del af Europas ungdom, der kun ser og har oplevet fordele ved en øget europæisk integration. De er blevet udvalgt efter en længere proces, der indledtes med et open call for ideer og fik tilsendt omkring 500 forslag fra hele Europa. Herfra valgte man omkring fyrre grafikere, kunstnere, filosoffer, arkitekter og kampagnefolk, der alle er interesserede i aktivt at holde sammen på Europa. Det erklærede mål er næste valg til europaparlamentet, der gentagende gange bliver karakteriseret som afgørende og skelsættende. Vores mulighed for at trække en grænse.

Wolfgang Tillmans præsenterer en udvalg af sin gruppes projekter, der mest af alt ligner kampagnemateriale til bedre branding af EU. Your grandparents fought for it. You just have to vote for it, står der eksempelvis på et forslag til et billboard. Da en tilhører indvender om det ikke er naivt at tro, at EU bare har brug for bedre propaganda understreger Koolhaas og Tillmans, at de ikke bilder sig ind, at de sidder med løsningen, men at Eurolab er et eksperiment, hvor man prøver at samle ligesindede kræfter og i det mindste indlede en samtale. Det handler ikke om at lave noget fikst kampagnemateriale, men om at skabe et forum, hvor selve ideen om Europa kan diskuteres med det formål at skabe en konkret modreaktion mod det Tillmans beskriver som »den nationalistiske bølge.«

Efter en ret lang præsentation, som man fornemmer er ved at være ved vejs ende, bliver hele salen pludselig meget opmærksom, da en mand rejser sig op og fortæller, at han er til stede med hele sit hold af kommunikationsfolk fra EU Parlamentet og erklærer at han synes rigtigt godt om projektet og gerne vil gøre opmærksom på, at selvom de er embedsmænd er de klar over, at Tillmans og Koolhaas har fat i noget rigtigt. Til hele forummet har der været en underliggende enighed om, at Europas pro-europæiske indbyggere har følt sig svigtet af både politikere og EU-systemet, der ikke har set ud til at være i stand til at komme med et modsvar til det euro-skeptiske pres. Så da manden, der præsenterer sig selv som Nicolas, rejser sig op og begynder at tale, kan man fornemme kampånden brygge i lokalet. En misforståelse får kurator Yoeri Albrecht til vredt at brokke sig over, at man ikke tager imod råd fra en så prominent mand som Rem Koolhaas, men gemytterne bliver dæmpet, da EU-embedsmanden forklarer, at deres tilgang (beroligende nok), ikke er, at det er embedsapparatet, der skal være kreative, men at de ligesom Eurolab vil invitere folk udefra til at formulere budskabet og at de er både rørte og inspirerede af Eurolabs arbejde.

Både digitaliseringens indflydelse på demokratiet, det dalende engagement i europæisk politik og problemet med at skabe entusiasme omkring noget som de fleste tager for givet bliver vendt med det afsluttende arrangement. Flere tilhørere stiller semi-desperate spørgsmål om det ene eller andet, som virker umuligt at håndtere eller overkomme.

Men Wolfgang Tillmans får det sidste ord, da han gentager, at Eurolab og forummet ikke forestiller sig at have alle svarene. Det, han prøver at skabe opmærksomhed om, er en opfordring til ikke at være selvoptaget og ligeglad. Faktisk ikke noget nyt og smart, men en helt gammeldags opfordring til at deltage i demokratiet og dermed være en bedre elite end dem vi har nu.