Print artikel

Neoliberalismens selvbedrag

Med Ronald Reagan fik neoliberalismen sit politiske gennembrud.
Essay
18.10.19
Neoliberalismen har ikke bare fejlet i forhold til at skabe vækst og velstand. Det er også de neoliberale dogmer, der har skabt nutidens demokratiske krise.

Efter at vi de seneste 30 år har diskuteret globalisering i lyset af indvandring og integration er kritikken af den ideologi, der har været retningssættende for den økonomiske side af globaliseringen så småt begyndt at komme til Danmark. Denne ideologi er neoliberalismen. Neoliberalismens grundpåstand er, at markedsliberaliseringer og udbudsøkonomiske reformer er vejen til økonomisk vækst og til et moralsk set bedre samfund, hvor mennesket kan udfolde sin frihed i overensstemmelse med sin natur. I forlængelse heraf fordrer neoliberalismen, at alle elementer af samfundet i videst muligt omfang markedsgøres. Dette er, hvad der har ført til privatiseringer og det såkaldte New Public Management i den offentlige sektor.

Selve eksistensen af en neoliberalistisk ideologi bliver ofte benægtet af fortalere af markedsliberaliseringer under henvisning til, at der jo ikke findes noget neoliberalistisk parti, og at de udbudsøkonomiske reformer alene er et udtryk for en nødvendig tilpasning af den økonomiske politik til globaliseringen og af den offentlige sektor til de demografiske realiteter. Allerede her er vi inde ved kernen af neoliberalismens styrke og svaghed. Styrken er, at neoliberalismen grundlæggende forsøger at forstå mennesket og samfundet alene ud fra videnskabelige observationer og rationelle betragtninger. Neoliberalismen er således en ideologi, der på sin vis udbreder modernitetens verdensbillede med sit fokus på videnskabelighed og rationalitet til den politiske sfære. Men dette er også neoliberalismens svaghed. Ved kun at fokusere på det, der kan måles, vejes og tælles mangler neoliberalismen blik for menneskets og samfundets kompleksitet. Ved i sin egen selvforståelse ikke at være en egentlig ideologi men snarere en udfoldelse af fornuft, har neoliberalismens fortalere været blinde overfor de åbenlyse negative sider af de udbudsøkonomiske reformer, som ideologien har foreskrevet samfundet.

Jeg mener, at neoliberalismen fortjerner en kritisk analyse ud fra følgende observationer:

- Neoliberalismen har ikke leveret. Siden neoliberalismen gjorde sit indtog i 80erne har væksten i de vestlige samfund været markant mindre end i den foregående periode, 1945-70erne, kendt som velfærdsstaterne gyldne epoke. Den vækst, som neoliberalismen trods alt har leveret, er næsten udelukkende kommet top 10%, og især top 1%, til gode.

- Neoliberalismens menneskesyn og samfundsforståelse er forsimplet, goldt og moralsk problematisk.

- Neoliberalismen, som i sin selvforståelse er et videnskabeligt og rationelt funderet verdensbillede, er ved nærmere eftersyn en ideologi med fundamentalistiske træk.

Neoliberalismen finder sin ideologiske grundinspiration hos Adam Smith og Darwin, men får sit intellektuelle gennembrud i 70erne med den amerikanske økonom Milton Friedman og den såkaldte Chicagoskole som bannerførere. Ideologien oplever sit politiske gennembrud i 80erne ved Reagans og Thatchers deregulerings- og antistatsregimer og breder sin indflydelse henover den politiske midte i 90erne med Tony Blairs tredje vej, Clintons New Democrats og Gerhard Schröders arbejdsmarkedsreformer. Den fuldstændige triumf opnår neoliberalismen ved forsat at sætte dagsorden selv efter at have kastet verdensøkonomien ud i den altødelæggende finanskrise. Dette endda på trods af, at den frie verdens mægtigste mand i denne periode, Barack Obama, blev båret ind i Det Hvide Hus på en folkelig bølge af håb og optimismen med et løfte om forandringer og et opgør med neoliberalismens højborg – Wall Street.

Herhjemme er konsekvenserne af den neoliberalistiske vending mere subtile. Vi lever trods alt endnu i en socialdemokratisk velfærdsstat, og i en vis udtrækning udgør de mange udbudsøkonomiske reformer siden 80erne nødvendige reguleringer for at sikre økonomisk balance og konkurrencekraft. Men det løbende salg af statslig infrastruktur fra Tele Danmark i 90erne til Dong og Nets i 10erne, udliciteringerne af kernevelfærden og den generelle New Public Management-bølge i den offentlige sektor, er alle et resultat af den neoliberalismens stigende indflydelse også i Danmark. Tilsvarende gælder på et mere symbolsk plan finansministeriets overtagelse af pladsen som førsteministeriet, og den tidligere socialdemokratiske regerings afsværgelse af velfærdsstaten til fordel for konkurrencestaten.

Ved kun at fokusere på det, der kan måles, vejes og tælles mangler neoliberalismen blik for menneskets og samfundets kompleksitet.

Inden vi kan gå til en egentlig kritik af neoliberalismen, må vi kaste et nærmere blik på ideologiens menneske- og samfundssyn. I sin forståelse af mennesket har neoliberalismen skrællet alt uvidenskabeligt overtro væk, og neoliberalismen tager udgangspunkt i mikroøkonomiens nøgterne og matematisk funderet beskrivelse af den menneskelige adfærd. Det neoliberalistiske menneske er således Homo Economicus. Et menneske, som er rationelt, frit og - det særlige liberalistiske træk - selvisk. Selvisk forstået på den måde, at inderst inde er al menneskelig adfærd en bestræbelse efter at maksimere egen lykke, men også en selviskhed, der ikke udgør noget problem - faktisk tværtimod. For som det hedder i den berømte sekvens fra Adam Smiths The Wealth of Nations, er det ikke »fra slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra deres hensyn til egeninteresse. Vi henvender os ikke til deres menneskelighed, men til deres egenkærlighed, og vi taler ikke til dem om vores behov, men om deres fordele.«

Menneskets selviskhed er således det, der skaber vækst og velstand til gavn for os alle. Selviskhed fører modsat den generelle moralfilosofiske og religiøse fordom til menneskelighed. De mest fremmelige individer skaber vækst gennem forskningsgennembrud, entreprenørskab og virksomhedsledelse, som kommer os alle til gavn via jobskabelse, bedre og billigere produkter. Det er den såkaldte trickle down-effekt. Bliver de fremmelige svage i kødet af medlidenhed og mister fokus på den selviske skabelse, svigter de faktisk de dårligere stillede.

Forståelse af mennesket som Homo Economicus danner indgang til neoliberalismens samfundssyn. Generelt gælder det, at samfundet bør indrettes, så det understøtter menneskets natur. Det betyder for neoliberalisterne, at markedet skal være så frit som muligt og omfatte så mange af samfundets funktioner som muligt, og de dele af den offentlige sektor, der ikke kan overdrages til det frie marked, skal organiseres efter det markedsmæssige forbillede. Kun på det frie marked kan mennesket – altså Homo Economicus – udfolde sit fulde potentiale som menneske. Hvad der foregår på det frie marked er amoralsk. Det gælder også de fænomener, som fremvokser i disse år - working poor, ekstravagante direktørlønninger og stigende ulighed.

Derimod er det umoralsk at sætte hindringer i vejen for det frie marked ved at kræve f.eks. minimumslønninger eller loft over direktørlønninger. På det frie marked sikre markedskræfterne, at det enkelte individ belønnes efter værdien af sin indsats. Mennesket er i jo sin natur frit og rationelt, og ulighed afspejler alene, at vi har forskellige evner, og at nogle arbejder hårdere end andre. Så når hhv. Disneys og Carlsbergs direktører Bob Iger og Cess Hart med 435 og 53 millioner kroner sidste år tjente 1.424 og 202 gange mere end firmaernes gennemsnitlige medarbejder, er det alene et udtryk for, at det unikke belønnes efter fortjeneste.

Neoliberalismen har et strengt meritokratisk retfærdighedsbegreb, og de mest rettroende – de såkaldte Ayn Rand-liberalister - ser samfundet i et darwinistisk perspektiv. De stærkeste og klogeste på det frie marked skal helt uden hensyn udfolde sig, og falder de svageste fra, ja så er det blot således, naturen har ment det. På lang sigt er det bedst for menneskeheden, hvis det kun er de bedste og stærkeste, som overlever og formerer sig. Så hvis Bob Iger fulgte det forslag, som Abegail Disney har fremlagt i bestyrtelse over udviklingen i det firma, hendes bedstefar grundlagde, om at dele sin løn (på nær 60 millioner kr.!) med medarbejderne i Disneyland, hvorved han vil kunne sikre dem alle en lønstigning på 15%, vil han ifølge den rene neoliberalisme handle umoralsk. Markedet har vurderet værdien af de ansattes indsats, og enten må de arbejde hårdere og videreuddanne sig eller nøjes med den velstand, som markedet vurderer, skal tilfalde ansatte i en forlystespark. Det er den rene meritokratiske retfærdighed, som på lang sigt vil tjene menneskeheden bedst.

I en samlet betragtning udgør neoliberalismen således en ideologi, som med rod i videnskabelige observationer, fremfører et rent rationelt menneskesyn og argumenterer for, at samfundet skal indrettes på dette fundament. Altså en ideologi, som i sin egen selvforståelse knapt er en ideologi, men nærmere sandheden om mennesket og samfundet. Eller mere prosaisk - en manual til nødvendighedens politik. Man kan ikke diskutere med videnskaben og rationaliteten, men neoliberalismens videnskabelige og rationalistiske klæder er som kejserens i eventyret, et selvbedrag.

Det vigtigste krav til en videnskabelig teori er, at den faktisk beskriver den virkelige verden og allerede her kommer neoliberalismen til kort. På det økonomiske plan er neoliberalisternes grundlæggende påstand: desto friere et marked, desto højere vækst. Men det er ikke det, der er sket i den virkelige verden. Som bl.a. den franske økonom Thomas Piketty har redegjort for, så var væksten markant højere under de mere regulerede økonomier i den gyldne epoke. I den gyldne epoke var væksten i den vestlige verden næsten 3% årligt, mens den siden neoliberalismen overtog taktstokken i 1980erne er faldet til 1,5%.

Neoliberalistisk set er uligheden umiddelbart af mindre betydning, men ideologien lover jo alle del i væksten via trickle-down effekten. Men heller ikke her leverer neoliberalismen. I den gyldne epoke hjemtog top 1% under 10% af BNP i USA. I dag hjemtager denne gruppe over 20%, mens den brede amerikanske befolkning ikke har oplevet nogen velstandsfremgang overhovedet siden neoliberalismens indtog. Tilsvarende udvikling og tal gælder for Europa dog på et mere moderat niveau, og vi går heller ikke ramt forbi lokalt i Danmark. Den årlige danske vækst var ifølge Nationalbankens tal næsten 4% årligt i den gyldne epoke, mens den siden har været under 2%, og trods velfærdsstatens stadige styrke stiger uligheden i disse år. Den internationale tendens er kommet til Danmark og vil – hvis der ikke gribes ind – efter alt at dømme forstærkes de kommende år. I en nylig undersøgelse har AE-rådet påvist, at realindkomsten for de nederste 40% af befolkningen er stagneret siden 2010, mens top 10% har oplevet en stigning på 13% i samme periode.

I sig selv udgør de manglende resultater et afgørende slag mod en ideologi, som påstår at bygge på et videnskabeligt fundament. De videnskabelige data modsiger neoliberalismen. Men mindst lige så alvorligt, som manglende økonomiske resultater, er den moralske degenerering, som neoliberalismen kan, og nok allerede har, ført til. Reduceringen af mennesket til det selviske Homo Economicus, er et slag mod menneskets moralske karakter. Selvom Adam Smith har ret i, at vi oftest handler egenkærligt, og at det langt hen ad vejen er selviske handlinger, der skaber mest velstand, så er moral, det modsatte af selviskhed. Det er netop at sætte egenkærligheden til side og ikke kun behandle sin næste som et middel, men også som et mål, som Immanuel Kant og andre mere reflekterede moralfilosoffer har belært os det.

Neoliberalisterne, som de er flest, ønsker selvfølgeligt ikke at smadre den menneskelige moral. Fraregnet de yderligtgående Ayn Rand-liberalister betragtes den neoliberalistiske samfundsmodel mere som et videnskabeligt funderet instrument til at skabe det rigest mulige samfund end som en fuldstændig filosofisk teori om moralen og eksistensen. Dette gælder selvfølgeligt især venstre side af det politiske spektrum. Politikere som Blair, Clinton, Obama og Thorninger har i udgangspunktet betragtet de neoliberalistiske læresætninger, som et redskab til at videreudvikle velfærdssamfundene fra den gyldne epoke. Mere præcist har de politisk set tilsluttet sig forståelsen af mennesket som Homo Economicus dog med et moralsk appendiks, der tilsiger, at ulighed ikke er helt uden betydning. De er jo trods alt venstreorienterede. Men med Homo Economicus’ rendyrkede materialistiske fokus følger en forråelse af de politiske virkemidler lige meget, hvor sympatiske målsætningerne er. Ideologi er, som historien har belært os, magtfuld, og når der formuleres et samfundssyn, som kun har det størst mulige BNP for øje, og som kun taler til de selviske sider i mennesket, ja så får man et samfund præget af materialismen, ligegyldighed overfor sine medmennesker og manglende ansvarlighed både i samfundet generelt og potentielt også i de nære menneskelige relationer.

Mest åbenlyst er fremvæksten af disse fænomener i erhvervslivet med den altødelæggende finanskrise som kroneksemplet, hvor grådighed, hensynsløshed og decideret bedrageri var millimeter fra at føre verdensøkonomien ind i en depression langt værre end den i 30erne, og hvor den almindelige borger må se magtesløs til, mens det fortsætter med den ene erhvervsskandale efter den anden. Venter vi egentligt ikke blot på, at erhvervslivet med finanssektoren i spidsen fører os ind i den næste krise? Er der nogle, der virkelig tror på, at de førende børsnoterede virksomheder ser længere end næste kvartalsregnskab, og at ledelsen i disse virksomheder tænker længere end næste bonus? Og hvorfor skulle de egentlig også det? For de har lært på universiteterne, hvor den neoliberale tankegang hersker, at mennesket er selvisk, og virksomhedens eneste formål er profit.

Men det er ikke kun erhvervstoppens moral, der er under angreb af den neoliberalistiske ideologi. Den generelle behandling af medarbejdere og borgere som input i et økonomisk maskineri, og ikke som mål i sig selv, kan føre til et generelt tab af ansvarsfølelse og selvrespekt. Tag eksemplet med den offentlige sektor, hvor vi med New Public Management har organiseret os ud fra den tankegang at det, der motiverer mennesker, er økonomiske incitamenter og kun det. I stedet for at have tillid til, at velfærdsstatens frontsoldater også er motiveret ud fra en ansvarsfølelse og stolthed over det udførte arbejde, tager de neoliberale ledelsesteorier udgangspunkt i, at menneskets kun motiveres af pisk og gulerod. Pisken er i den offentlige sektor tidstyranniet, som vi især kender det fra hjemmeplejen og kontrollen af lærernes arbejdstid, og de detaljerede registrerings- og rapporteringskrav.

En ideologi, som i sin egen selvforståelse knapt er en ideologi, men nærmere sandheden om mennesket og samfundet. Eller mere prosaisk - en manual til nødvendighedens politik.

Men den gode offentlige service handler om at møde det hele menneske og kan således ikke reduceres til et tids- og opgaveskema. Så New Public Management er et dobbelt svigt. Både borgeren og medarbejderen mødes med mistillid. Borgeren mistænkes for at være en krævende lykkemaksimerende robot, hvorfor den offentlige service skal være præcist udmålt, ellers vil borgeren misbruge adgangen hertil. Medarbejderen betragtes som en doven snylter, der ønsker at lave så lidt som muligt for lønchecken, hvorfor arbejdsopgaverne skal beskrives så detaljeret som muligt, og der skal føres kontrol med om de udføres. At blive behandlet på denne måde gør ikke noget godt ved den menneskelige moral. Det er en gammel sandhed, at hvis man tror det værste om mennesket, så får man også det værste frem i mennesket.

Hvis neoliberalisterne ønsker at gå linen ud, kan de ignorere ovenstående indvendinger. Har de ret i, at mennesket er Homo Economicus, og at kritikerne blot ikke tør forholde sig til den barske videnskabelige og rationalistiske kendsgerning, at mennesket inderst inde er et selvisk dyr, jo så må vi indrette samfundet efter deres anvisninger. Men at tage udgangspunkt i de menneskelige handlinger, der kan gøres til genstand for en videnskabelig undersøgelse og så konkludere, at menneskets natur alene udgøres af det, der kan måles og vejes, er en cirkelslutning. Mennesket er større, end vi kan begribe i det i et videnskabeligt studie, og de sider af det menneskelige, der overskrider det rationelle, er de sider, der gør os til denne særlige skabning, som nok er et selvisk dyr, men samtidigt så meget mere end det. Nok kan vi, fordi vi overskrider det rationelle, ikke vide om forestillingerne om en moralsk forpligtigelse og en eksistentiel bestræbelse, der går videre end blot at være en deltager på et frit men goldt marked, er mere end blot sværmeriske ideer, men på den anden side så kan neoliberalisterne heller ikke vide, at vi kun er dette triste selviske dyr. Det er en fundamentalistisk opfattelse af det menneskelige, lige meget hvor meget inspirationen kommer fra videnskaben.

I forståelsen af det menneskelige og i den løbende samfundsdiskussion, må vi bevare et åbent sind og lære af vores erfaringer. Ingen ideologi kan komme med et endegyldigt svar. Der er ingen nødvendighedens politik, og efter 40 års resultatfattig neoliberalistisk politik, må der nye tanker til. Der er brug for et paradigmeskifte i den politiske tænkning, og vi ser nok allerede kimen hertil. Neoliberalismen er under pres fra begge sider af det politiske spektrum.

Det er en fundamentalistisk opfattelse af det menneskelige, lige meget hvor meget inspirationen kommer fra videnskaben.

Bekymrende er reaktionen fra højre, hvor konsekvenserne af neoliberalismens respektløse behandling af især arbejderklassen, men også delvist middelklassen med nedgang i levevilkår og erodering af disse klassers sociale status har ført til et modtryk med valget af Trump i USA og fremvæksten af stærke illiberale politiske bevægelser Europa.

Mere perspektivrigt er den revitalisering af værdierne fra den gyldne epoke, der fremvokser fra venstre. I Danmark kan vi tillade os at rette et håb mod den nye socialdemokratiske regering. Socialdemokratiets venstredrejning i den økonomiske politik markerer sammen med ambitionen om en tillidsreform i den offentlige sektor netop et opgør med neoliberalismens dogmer. Sammen med partiets mere realistiske tilgang til globaliseringens anden søjle, dvs. indvandringen og integrationen, kan denne nyorientering, hvis regeringen er succesfuld med implementeringen, udvikle sig til et internationalt forbillede for andre socialdemokratisk tænkende partier.

Men på den store scene bør blikket rettes mod neoliberalismens moderland USA, hvor der foregår en kamp om det demokratiske partis sjæl. En kamp, hvor de hidtidige magthavere og neoliberalistiske politikere som Biden, Obama og The Clintons er tvungen i defensiven af bl.a. Bernie Sanders og Elisabeth Warren, som er ude i et frontalt opgør med neoliberalismen. Vinder en af disse præsidentvalget i 2020, hvilket trods alt ikke er helt urealistisk, vil det kunne markere den neoliberalistiske epokes afslutning.