Print artikel

Neoliberal feminisme med frejdig kynisme

02.08.18
Ivanka Trumps livsmanual for arbejdende kvinder er værd at læse. Især hvis man ikke selv er en hvid overklasseskønhed med sølvskeen så langt oppe i røven, at man ikke kan bukke sig ned. Og især hvis man foragter selvhjælpsbøger.

De sværeste opgaver kan sommetider være de mest enkle. »Læs bogen, prøv at tage den alvorligt«, sådan lød opdraget. Jeg tog det på mig.

Da Women Who Work udkom sidste år fik den helt forudsigeligt en hård medfart i de fleste amerikanske medier til venstre for Fox News. Anmelderne zoomede hånligt ind på sproglige vatrondeller som »passion begets succes« og fremhævede, at Ivankas egen »kuraterede bedste tænkning« fylder ret lidt i forhold til citater og rapserier fra andre bøger på de delvist pastelfarvede sider. Women Who Work, lød dommen, var bare en dum, blond selvhjælpsbog.

Det er almindeligt brugt blandt intellektuelle at foragte selvhjælpsbøger kategorisk, og det er en fejl. Én af mine absolutte yndlings af slagsen hedder for eksempel Fyrsten, og i den skriver Niccolò Machiavelli »vær frem for alt bevæbnet«. Med det mente han godt nok blandt andet, at man som magthaver altid må være våbenstærk nok til med kort varsel at kunne nakke sin egen befolkning, men han mente også, at man må bevæbne sig så fordomsfrit som muligt med viden og indsigt. Som Sun Tzu og mange andre strategiske sværvægtere abonnerede Machiavelli på et grundprincip, som den britiske militærstrateg- og historiker Liddell Hart har udtrykt så glimrende. »Avoid self-righteousness like the devil – nothing is so self-blinding

Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, men jeg satte mig altså for så fordomsfrit som muligt at bevæbne mig med Ivanka Trumps perspektiv på livet som arbejdende kvinde i dag.

Emma Gad for kvinder på vej ind i arbejdslivet

Med Women Who Work vil Ivanka Trump gerne »inspirere og styrke kvinder, der arbejder«, men bogen har fået kritik for kun at henvende sig til working moms med budget til hushjælp og personlig kok. Der er da heller ingen gode råd at hente i bogen om, hvordan man håndterer strukturel ulighed, og diskrimination eksisterer ikke rigtigt i Ivankas univers, hvor fordelene ved at vælge en positiv attitude til gengæld fremhæves løbende.

Bogen indeholder nogle gode afsnit om forhandling, networking og kommunikation, men i praksis er de ikke lige brugbare for alle. De kinesiske kvinder, der slaver 15 timer i døgnet væk på Ivankas tøjfabrikker ville givetvis ikke få meget ud af at følge hendes mini-guide til, hvordan man opbygger en personlig relation med sin chef.

Det gode arbejdsliv er, ligesom alt andet, herunder ens helbred og sprudlende humør, noget man vælger

Visse steder bliver Women Who Work alligevel ufrivilligt tragikomisk, for eksempel i afsnittet hvor kvinder rådes til lige at »tage en samtale« med chefen om deres behov for flekstid efter fødslen. Langt de fleste af Ivankas praktiske råd er ellers gode nok. Faktisk vil jeg ikke tøve med at anbefale bogen som en slags Takt og Tone for kvinder ved indgangen til arbejdslivet. For det er usmart at forhandle over email, man skal forhandle sin afskedigelse, også selv om det føles skamfuldt, og det er klogt at anskaffe sig en mentor, stort set lige meget hvilken branche, man vil klare sig i. Den slags lærer de fleste med tiden. Men dem, der ved det fra starten og handler derefter, kommer generelt hurtigere frem og når højere op. Og netop hvis man ikke lige kan smutte ind til chefen og forhandle barsel, er det vigtig viden, at sådan kan arbejdsvilkår også se ud.

Konservativt kønssyn og frejdig kynisme

Women Who Works ideologiske grundstof er neoliberalisme i sin reneste form på en klangbund af klassiske konservative køns- og familieværdier. Det gode arbejdsliv er, ligesom alt andet, herunder ens helbred og sprudlende humør, noget man vælger. Ivanka går meget op i at være feminin. Bogens pastelfarvede kontrastsider har samme nuance som hendes yndlingsblomst, den sartrosa pæon. Og ægtemanden Jared har en vigtig funktion i hendes arbejdsliv som »fornuftens stemme« i situationer, hvor hun »helt naturligt har en tendens til at være mere følelsesladet«. Hermed har jeg sagt, hvad jeg har at sige, om Ivanka Trumps feminisme.

Generelt er bogen præget af frejdig kynisme. Ivanka opererer kun med to slags relationer, nærmeste familie og netværk. Med netværk menes mennesker, der potentielt kan fremme éns interesser, og dem skal man være autentisk over for, men kun fordi de ellers vil føle sig manipulerede, tage afstand og miste deres potentielle værdi. Når de har udtjent deres funktion kan og bør de skrottes. Ivanka ville givetvis være helt enig med Machiavelli i, at man kommer længst med enten at behandle folk godt eller tilintetgøre dem.

Til forskel for netværket er familien en konstant, hævet over arbejdslivets skiftende omstændigheder. Derfor gives der i bogen naturligvis også råd til, hvordan man vælger den mest fordelagtige livspartner.

Ivanka ville givetvis være helt enig med Machiavelli i, at man kommer længst med enten at behandle folk godt eller tilintetgøre dem

Det er hårdt, men tankevækkende. For det er en realitet, at en kvindes valg af partner stadig er et af de mest afgørende valg, hun træffer i forhold til sin karriere. Og for især et stigende antal folk i de prekære faggrupper er arbejdslivet præget af networking som absolut nødvendighed i et relationelt landskab med flydende grænser mellem professionel og privat. Ivankas syn på sagen giver anledning til at tænke usentimentalt over tingene.

Netop her bliver det væsentligt, at Women Who Work er en selvhjælpsbog og derfor hele tiden orienteret mod konkret handling. Går man ind på bogens præmisser, slipper man ikke med at tænke lidt abstrakt over problemstillingerne. Man anspores til aktivt at forholde sig til dem i sit eget liv. Og det er, skulle jeg hilse og sige, interessant uden nødvendigvis at være behageligt.

Alt er arbejde

»The business of business is business«, lyder en god læresætning, der nogle gange bliver tilskrevet Milton Friedman. Ivanka går skridtet videre. For arbejdende kvinder er alt business. Glem drømmen om work/life-balance og forestillingen om ’fri tid’. Hvis du vil klare dig som arbejdende kvinde, må du lede, maksimere og regulere hele dit liv ud fra en benhård og bevidst prioritering. Selv planlægger Ivanka sin tid ud fra grundprincippet »familien først«, og hun går radikalt til værks:

»Right now, I play with cars with Joseph, on the floor, for twenty minutes each day. Arabella loves books, so I make a note to read at least two per day to her and plan ”dates” to the library. With Theodore, I commit to ensuring that I can give him two or three of his bottles each day and rock him to sleep at night.«

Parforholdet med husbond Jared projektledes på samme måde. Der står ”date night” i kalenderen én gang hver anden uge. Ivanka slukker computeren, indtager rollen som traditionel hustru og går i køkkenet hver fredag aften. Lørdag aften logger hun på sine devices og bliver erhvervsmogul igen. I hverdagene arbejder hun fra 8 til 18, og igen fra børnene er lagt i seng og frem til midnat. Alt foregår planmæssigt og føres til regnskab. Én gang om året evaluerer hun situationen og justerer planerne i henhold til den ’Family Mission Statement’, der hjælper hende med at huske familiens kerneværdier og holde dem i hævd over for mand og børn.

En af bogens klare plusser er, at emotionelt og husligt arbejde, herunder omsorg for børnene, synliggøres og konkretiseres som netop arbejde. Og er det ikke originalt, så er det dog stadig radikalt, at man faktisk skal forstå det helt bogstaveligt, når Ivanka skriver »we are women who work–at being wives, mothers, leaders and entrepreneurs«.

Ivankas gode liv

Som praktisk guide er bogen kun helt efterlevelig, hvis nogle andre lige tager sig af opvasken imens. Og er man i besiddelse af en sociale bevidsthed, kan man godt opleve, at den kommer i vejen, når man prøver at anskue livet som en ren sum af personlige, frie valg. Men bogen giver samtidig et interessant indblik i en tankegang og en forestilling om det mulige, der dominerer i samfundets top. Og som ublu manual i at instrumentalisere sit sociale netværk, drifte sit parforhold og projektlede samværet med sine børn, giver den også frihed til at anskue arbejds- og familielivets krav og problemer fra et perspektiv hinsides al vanetænkning og romantik. Machiavelli skrev i Fyrsten, at »mellem livet, som det er, og som det burde være, er der en så stor forskel, at den, der ikke tænker på, hvad menneskene gør, men kun interesserer sig for, hvad de burde gøre, snarere ødelægger end gavner sig selv«.

Women Who Works skildring af livet, som det er, gjorde mig rasende, fik mig til at le, og gav mig behov for at ringe til en ven. Men skildringen af livet, som det bør være, er det egentlige mareridt. I Ivanka Trumps gyser af en vision om det gode liv undslipper intet virksomhedens logik. Alt er drift, diversificering, optimering og værdimaksimering. Læs bogen, prøv at tage den alvorligt. I dare you.