Print artikel

Navigation i den digitale økonomis pløre

Kritik
12.10.17
Vi står ikke overfor valget mellem utopi eller dystopi, men et både-og. Ny guide til den digitale netværksøkonomis veje og vildveje, giver endnu et bud på den postindustrielle økonomis landkort og retning.

På dansk hæver Peter Hesseldahls nye bog, We-Economy sig over mængden med en ambitiøs, vidtrækkende og illusionsfri udforskning af den nye økonomis veje og vildveje. Ikke mindst, det arbejdsliv, der muterer alt imens kantinen ligger øde hen, og utrættelige algoritmer, virtuelle assistenter og robotter holder hjulene i gang.

Bogen fungerer på mindst to plan. Som en samtidsbeskrivelse af fremtidens økonomi, der allerede er her, om end ulige fordelt, som man siger. Og som en selvstændig argumentation for, hvordan vi kan gentænke væsentlige samfundsforhold, fra skat, til uddannelse og vækst, for at forløse de mest godartede knuder i we-økonomien.

Valget er faldet på We-Economy som betegnelsen for den nye, eller næste, økonomi, der for tiden breder sig. Vi er så at sige i en overgangsfase (nogle vil mene et limbo) mellem den “me” økonomi, der dominerede den industrielle tidsalder, og træder nu ind i en udpræget digital netværksøkonomi. Her er det ikke længere en fordel at råde over alle relevante ressourcer “in-house”, og man må tilmed opgive tanken om, at man selvstændigt skal levere relevante slutprodukter til (for)brugerne.

Hesseldahl optegner konturerne til en fremvoksende økonomi, der er præget af virksomheder, som bruger digitale platforme til at koble sig på netværk af bidragydere og ressourcer, der koordineres for i samspil at bygge og levere produkter og tjenester.

Den første indledende del af bogen kredser om den øgede connectivity, coordination og co-creation, der kendetegner den nye økonomi og adskiller den fra en konventionel industriel logik, hvor værdiskabelse søges opnået gennem lukkede lineære produktionskæder og stand-alone-produkter, der pushes ud på forbrugerne. Tænk Netflix over Blockbuster. Saxo.dk over Bog & Idé. GoMore over Rødbillet.

Det er på flere måder et velkendt tema, og her føjer Hesseldahl ikke væsentligt nyt til det terræn, der tidligere er opmålt i nyklassikere som fx Here Comes Everybody af Clay Shirky, The Connected Company af Dave Gray eller The Zero Marginal Cost Society af Jeremy Rifkin. Skulle man imidlertid forfalde til den fornemmelse, at vi her har med en lidt forloren gentagelse af noget man har læst, hørt, og snakket om i flere år, så vil det være en gedigen vildfarelse.

For Hesseldahls egentlige pointe, det forskelssættende budskab om man vil, er ikke at vi nu qua netværk, og digitale platforme, kan forbinde os og “co-create” de samme typer produkter, der før blev skubbet gennem en lineær pipeline ud til forbrugeren. I stedet er budskabet, at de produkter og tjenester, der for tiden påkalder sig stor interesse og værdi, er løsninger, der kan noget helt andet og mere end tidligere.

De er såkaldte instances og det dækker over produkter og tjenester, der udgør sammensatte løsninger til lejligheden. Det er noget radikalt anderledes end masseproducerede standardprodukter. Ikke alene matcher løsningen en specifik bruger, den er også tilpasset andre faktorer, som fx hvor brugeren befinder sig, hvornår det foregår, brugerens planer og de præferencer som kan aflæses af de store mængder brugerdata, der indsamles.

Vi kender allerede til simple instances, unikke kontekstuelle løsninger, når vi udfører søgninger i Google, handler på Amazon eller tjekker vores Facebook-feed. Her møder vi hver især brugertilpassede interfaces. Hesseldahls iagttagelse er her, at vi fremover vil se meget mere af denne type løsninger gøre sig gældende i den fysiske verden.

Dermed går vi også en æra i møde, hvor samspillet mellem digitale platforme, og den fysiske infrastruktur, muliggør, at man kan imødekomme langt mere komplekse udfordringer og behov.

Her kunne det være oplagt at tænke på eksempelvis transport. Som børn af industrialderen er vi forvænt med at oversætte vores transportbehov til konkrete, enkeltstående, produkter og ydelser, der kan hjælpe os på vej. Vi tager cyklen på arbejde. Eller bilen. Eller vi cykler til stationen, tager toget, og hopper på bussen det sidste stykke, hvis vejret ikke er til at gå.

I dette tilfælde vælger og sammensætter vi selv transportmidler, ud fra hvilke standardprodukter, der er til rådighed, ikke bare for os selv, men for alle. I virkeligheden har vi ikke så meget brug for en bil, en togrejse eller en bustur, som vi har brug for en samlet mobilitetsløsning, der tilgodeser et konkret behov og er tilpasset vore individuelle præferencer.

Næste generation af fx Rejseplanen giver dig ikke bare et overblik over hvilke togrejser, der er tilgængelige. Den præsenterer dig for forskellige koordinerede løsninger, hvor du måske vælger at benytte en samkørselstjeneste til stationen, hoppe på toget, og derfra aktivere den bycykel, der reserveret til dig på Sydhavn Station. Dagen efter er det en anden løsning du vælger, og dermed en anderledes kombination af transporttjenester, der bidrager til den løsning, der passer til dig på dagen.

Der er ingen one-size-fits-all-løsninger i We-økonomien, og Hesseldahl forestiller sig, at denne logik vil gøre sig gældende indenfor snart sagt alle områder. Fra uddannelse over sundhedssystemet til politiske bevægelser.

Platformsøkonomi er er janushoved.

Hesseldahl er helt med på, at som We-økonomien folder sig ud, vil den uvægerligt være domineret af gigantiske platformstjenester, der udmærker sig i at koordinere eksterne ressourcer, og matche udbud og efterspørgsel.

Tænk bare på the usual suspects som Google, Facebook, Amazon eller kinesiske Alibaba, og supplér med nytilkommere som Airbnb, Uber og Upwork. Deres tempofordel, og grunden til, at de smidigt kan levere on-demand, opnås ikke ved at investere i fabrikker, maskiner, fysisk lagerplads, eller store mængder menneskelig arbejdskraft, men i immaterielle aktiver som data, algoritmer og computerkraft.

På flere måder møder vi her en økonomi, der forbedrer produktiviteten, driver innovation, styrker gennemsigtighed, og ikke mindst, som Hesseldahl påpeger, tilskyndes vi i højere grad til at deltage som iværksættere med større personlig frihed og fleksibilitet.

End of story. Ikke i denne bog. For hvad der de senere år er blevet ganske åbenbart, er platformsøkonomiens indbyggede tendenser til monopoldannelser, der udøver en uforholdsmæssig stor magt på omgivelserne. Det afspejler, at mekanismen, der genererer værdi og profit er flyttet et niveau op. Når det ikke længere handler om produkter, men sammensatte løsninger, overtager de, der ejer og kontrollerer platformene, den position, som fabriksejerne havde førhen. På få sider beskrives klart, hvordan et globalt marked, kendetegnet ved lave marginalomkostninger, og drevet af såkaldte netværkseffekter, skaber en systemisk logik, der understøtter winner-takes-all markeder. It’s a feature, not a bug.

Det er måske ikke i sig selv et onde, men spørgsmålet bliver da, hvordan de dominerende aktører forvalter den position og magt de har opnået. På dette sted synes Hesseldahl at slå følge med fremtrædende kritikere af den digitale økonomi som fx Douglas Rushkoff i Throwing Rocks at Google eller Jaron Lanier i Who owns the future. Alle beskriver de en platformsøkonomi, hvor man kan og bør skelne mellem de aktører, der overvejende bidrager med værdi til de samfund, hvori de opererer, og dem, der effektiviserer brugen af ressourcer, men ekstraherer værdien og fjerner den. På den ene side bierne, der bestøver og understøtter ny vækst, og på den anden græshopperne, der raserer og udpiner økosystemet.

Selvom Hesseldahl klogeligt afholder sig fra at fælde endelig dom over enkelte virksomheder, og dermed overlader det til læseren at vurdere, så fornemmer man, at han regner Uber for en virksomhed, der i overvejende grad trækker værdi ud til sig selv og deres investorer. Kontrasten hertil ligger i at iagttage et foretagende som Ride Austin, en mindre platform-taxa-tjeneste, fra Texas. Chaufførerne beholder her en større del af betalingen, passagerne kan vælge at runde betalingen op for at støtte lokale velgørende formål, og de mængder data der indsamles om trafikken, stilles gratis til rådighed for myndigheder og selskaber, der har brug for detaljeret viden om fx trafikmønstre. Ikke noget med at sende fortjenesten i skattely.

»Den nye økonomi kan føre vidt forskellige veje, afhængigt af om det er græshopperne eller bierne, der er fremherskende. Det er forskellen på et nulsums- og et plussumspil,« skriver han.

Kun en tåbe kæmper mod automatisering.

Hvis man skal følge Hesseldahls logik, så må fremtidens arbejde også illustrere overgangen fra relativt standardiserede produkter, eller jobs, til mere sammensatte løsninger, hvor man måske ikke så meget har én arbejdsgiver, men snarere en kombination af indtægtsstrømme, der forandrer sig efter hvilke muligheder, behov og præferencer man har. Det samme gælder fra arbejdsgivernes side; de vil i mindre grad fastansætte kandidater ud fra en fast jobbeskrivelse, men overgå til at benytte en on-demand arbejdsstyrke, der sammensættes til lejligheden.

Det er også langt hen ad vejen budskabet. På nogle måder vil vi opleve et mere flydende, og frisat, arbejdsliv, på andre måder står vi ud i et stormvejr af forandringer, der markant vil ændre hvad det vil sige at have et job, og de forventninger vi kan have til vores fremtidige arbejdsliv. Men der er langt mere på spil.

For rundt om hjørnet venter en bølge af automatisering, der på den ene side vil udslette en række nuværende jobtyper, men mest af alt vil teknologien overtage en masse delfunktioner og opgaver fra mennesker. Fremtiden byder på et arbejde, der i højere grad foregår i samspil med robotter (de såkaldte “ko-botter” tager alt det tunge, det farlige og det alt for trivielle), softwareassistenter, augmented reality og så videre. Advokater lader software udføre en række researchopgaver, mellemledere skal ikke længere vagtplanere, de virtuelle assistenter klarer kalenderstyring og mailsortering, sosu-assistenter har kobots, der træder til med rengøringshjælp og vanskelige løft.

I det scenarie må vi ifølge Hesseldahl fokusere og forfine vor arbejdsindsats omkring de menneskelige kapaciteter, der ikke, inden for nogen nær fremtid, kan udføres af robotter eller kunstig intelligens. Kun en tåbe kæmper som bekendt mod automatisering. Hvis en opgave skal udføres af mennesker skal det være fordi vi kan tilføre den nogle kvaliteter teknologien ikke kan:

»Det ser ud til, at de færdigheder, som maskiner er mindst tilbøjelige til at lære, er de følelsesmæssige: Empati, opmærksomhed, omsorg, humor, og æstetiske og etiske vurderinger af, hvad der er godt og skidt.«

Den gordiske knude; hvordan får vi råd til at arbejde som mennesker?

Samtidigt med at indholdet af vores arbejde vil forandre sig, er det afgørende, at det samtidigt forandrer sig strukturelt. Fra én arbejdsgiver, der erstattes af en anden, der erstattes af tredje. Til at patchwork-arbejdsliv, der forandrer sig løbende og antager forskellige konstellationer.

Her løber Hesseldahl for mig at se ind i en af tidens dilemmaer, som mange af feltets forfattere og eksperter må konfronteres med (før eller siden). Hvis mennesker, for det meste, skal beskæftiges med noget, der ikke kan klares af maskiner og algoritmer, så står vi overfor et øget udbud af disse humane kapaciteter på arbejdsmarkedet. Når en voksende del af det arbejde samtidigt rykker ud på platforme, der formidler jobs og opgaver, hvor en række rettigheder, forsikringer og standarder falder fra, så vil det alt andet lige betyde, at værdien af det menneskelige arbejde falder betydeligt.

For som Hesseldahl i øvrigt forklarer, så forløber alt dette indtil videre inden for en samfundsøkonomi, der skaber øget ulighed og svækker sammenhængskraften.

Man fristes til at spørge om det reelt er nogen trøst, når man stirrer automatiseringen i øjnene, eller uforvarende fornemmer den komme snigende, at vide, at du nok skal klare den så længe du dygtiggør dig som menneske?

Hvordan Hesseldahl løser den gordiske knude for fremtidens arbejde (og om han gør det) skal ikke afsløres her, men så meget kan siges, at der ingen steder plæderes for simplistiske løsninger. I stedet overvejes og vægtes en kombination af forskellige tiltag, fra en reformation af skattesystemet, nye måder at tilrettelægge uddannelse, til borgerløn og en transformation af vores konventionelle vækst-mindset. Fra me til we, så at sige.

Værdidrevet futurisme.

Peter Hesseldahl skriver en form for værdibåret nær-fremtidsforskning, der fremskriver nogle tendenser, der allerede gør sig gældende, hvilket han illustrerer med en række rammende eksempler og aktuelle statistikker. Hans metode er præget af scenarie-tænkning og foresight-studier, hvilket gør We-Economy befriende renset for absolutte postulater om, hvordan fremtiden vil forme sig.

I en genre, der ofte ikke skorter på (ublu) teknologideterminisme, og letkøbt utopisme, er Hesseldahls futurisme en klar indrømmelse af, at fremtiden ikke udelukkende er formet i teknologiens billede, men først og fremmest er et spørgsmål om, hvilke interesser og værdier, der sætter sig igennem og bliver ledestjerner for udviklingen.

Ja, det er spekulativt i et vidst omfang. Men ikke som dem af hans hjemlige kollegaer, der tror sig så sikre på deres fremtidsfortællinger, at de også må retouchere nutiden for at få deres ligning til at gå op. I stedet bliver vi præsenteret for flere mulige udfald, og en løbende påmindelse om, hvilke dilemmaer og valg vi står overfor.

Langt fra et valg mellem utopi eller dystopi, står vi overfor et både og, og det konkrete mix, der bliver den kommende virkelighed vil være resultatet af vores evner til at gentænke og reformere nogle af de mest stålsatte institutioner i samfundet.

Til det forestående arbejde er der her tale om en yderst anvendelig og flot illustreret guide til at navigere i den digitale økonomis pløre, der omgiver os, og til tider sniger sig ind på os med den største selvfølgelighed.