Print artikel

Knivsæg mellem radikal separatisme og moderat nationalisme

Feature
26.01.18
Mens bølgerne går højt i Catalonien, ulmer årtiers kamp for selvstændighed under overfladen i det spanske Baskerland, der før har ladet sig inspirere af sin nabo mod øst. For selvom væbnet modstand hører fortiden til, er baskisk politik nationalistisk politik, og de seneste måneders eskalerende konflikter er måske dråben, der kan få bægeret til at flyde over.

Spaniens autonome region Baskerlandet, eller Euskadi som området hedder på baskisk, slanger sig i grænselandet mellem Spanien og Frankrig langs Spaniens nordligste kyst. Terrænet er bakket, og de frodige, regntunge omgivelser leder tankerne hen på det skotske højland. Det er imidlertid ikke kun på grund af vejret, at Baskerlandet i mange år har været Spaniens sorte får og vrede problembarn. Også baskernes ambivalente nationalidentitet har sat sit præg på resten af landet. I sin bog Basque Nationalism and the Spanish State forsøger professor i statskundskab André Lecours at forklare baskernes tvetydige tilhørsforhold til det øvrige Spanien ved at opdele den spanske stats historie i fire udviklingstrin: den tidlige spanske stat, den centraliserende stat, den autoritære stat og den demokratiske stat. Hvert trin udtrykker et knudepunkt i udviklingen af baskisk nationalisme, som hos Lecours altså er forbundet med stats- og nationsbygning på den iberiske halvø.

Den spanske stat opstod, ifølge Lecours, formelt med ægteskabet i slutningen af 1400-tallet mellem Isabel og Ferdinand, der var arvinger til kongedømmerne Castilien og Aragón. Ægteskabet samlede nutidens spanske territorier under ét politisk styre, men førte ikke en fælles nationalidentitet med sig. Tværtimod bestod det daværende Spanien af en samling semiautonome territorier, som gav grobund for et væld af forskellige identiteter. Lecours betegner den tidlige spanske stats territoriale struktur som det første knudepunkt i udviklingen af baskisk nationalisme, fordi statens føderale struktur lagde kimen til en selvstændig baskisk identitet. De baskiske provinser adskilte sig desuden fra det øvrige Spanien ved at fastholde brugen af såkaldte fueros, der var aftaler mellem lokale myndigheder og den spanske monark. Brugen af fueros gav baskerne mulighed for at beholde deres eget lovsystem og dermed en fælles politisk status forbeholdt de baskiske borgere.

Blodigt alvor

»Jeg er ’ren-blodet’ basker«, siger Miguel og tegner citationstegn i luften. Han siger det for sjov, men med en snert af stolthed. Vi befinder os på toppen af bjerget Monte Igueldo med udsigt til den paradisiske strand La Concha, muslingeskallen, i Baskerlandets San Sebastian. Her er Miguel født og opvokset, og selvom tanken om rent blod får ham til at trække på smilebåndet, har spørgsmålet om ophav længe været blodigt alvor i det nordlige Spanien. Da det i løbet af det 8. århundrede hverken lykkedes romere, maurere eller visigoter at invadere de baskiske provinser, opstod der blandt baskerne en forestilling om, at de var en særligt ren-blodet race. Lecours kæder opfattelsen sammen med baskernes sagnomspundne sprog, euskara, hvis oprindelse ikke er forbundet med noget andet indoeuropæisk sprog. Euskara skulle derimod være mere end 30.000 år gammelt og dermed det første sprog, der blev talt i Spanien. Det betyder efter sigende, at baskerne er efterkommere af både Cro-Magnonmennesket og Noahs barnebarn Tubal. I sin bog I hadets have fra 2003 kaldte Informations daværende Spanienskorrespondent Bjarke Møller den udlægning for en ideologisk omskrivning af historien. Ikke desto mindre er det en nationalistisk mytologi, som nærer den baskiske selvfølelse.

Miguel taler ikke selv baskisk, men forsøgte for nogle år siden at lære sproget. »Af sentimentale årsager«, forklarer han. »Det er mine forfædres sprog«. Problemet med baskisk, uddyber Miguel, er, at det er et vanskeligt sprog at lære og desuden helt ubrugeligt. Dels fordi kun få mennesker behersker det, dels fordi det er utidssvarende og mangelfuldt. For eksempel har baskerne måtte adoptere nyere ord fra spansk og tilføje baskiske endelser for at få sproget til at følge med tiden. »Men det er ikke et levende sprog«, fastslår Miguel.

Den baskiske fortælling

Udviklingen i den tidlige spanske stat betød, at forsøg på centralisering var både uvante og uvelkomne i de baskiske provinser. Så da dårlig økonomi i det 17. århundrede fik staten til at indføre et nyt skattesystem i de autonome regioner, blev det begyndelsen på den politiske bevægelse fuerismo, der havde som erklæret formål at beskytte Baskerlandets særstatus. Lecours understreger, at selvom fuerismo ikke kan sidestilles med nationalisme, blev en række af den baskiske nationalismes kongstanker plantet med den nye politiske bevægelse. Det gjaldt også den senere bevægelse carlisme, hvis kamp for autonomi var forankret i det katolske moralkodeks. Med afskaffelsen af de baskiske fueros i 1876 fulgte imidlertid en ændring af de politiske bevægelser i form af den tidligere carlist Sabino Arana.

»Grundlæggeren af baskisk nationalisme, Sabino Arana, hans oprindelige nationalisme var fra et lille område, der hed Bizkaia i Baskerlandet. Det var det, der interesserede ham«, fortæller professor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet, Morten Rievers Heiberg. »Men så rejste han til Catalonien i 1890’erne og så den nationalistiske bølge i Catalonien og blev inspireret af den. Det blev startskuddet til, at han dannede et parti i midten af 1890’erne, der hed PNV, som stadigvæk eksisterer som det store, konservative, baskiske parti«.

Arana fandt, ifølge Lecours, desuden på betegnelsen Euskadi til den baskiske nation, komponerede deres officielle hymne og designede deres flag. Den moderne, baskiske nationalisme opstod med andre ord med Arana, der som den første formåede at skabe et samlende, baskisk narrativ.

Med vold skal land bygges

Det tredje knudepunkt i nationalismens udvikling finder sted mod afslutningen af Den Spanske Borgerkrig, der rasede fra 1936-1939. Ved krigens slutning var general Franco blevet indsat som statschef, og i de næste 40 år stod han i spidsen for et autoritært, spansk regime. Hvor tidligere regenter halvhjertet havde forsøgt sig med øget centralisering, gennemtvang Franco kulturel assimilation i de spanske regioner med hård hånd. I Baskerlandet betød det blandt andet, at det blev forbudt at tale euskara i det offentlige rum, og at åbenlys støtte til baskisk autonomi blev straffet med fængsling og tortur.

En bivirkning ved Francos hårdhændede tilgang var, at spansk nationalisme blev diskrediteret i Baskerlandet, mens baskisk nationalisme vandt frem. At være baskisk nationalist var nu at være demokrat og modstander af Franco. Det fascistiske regime radikaliserede imidlertid Aranas baskiske nationalisme, så vold blev accepteret som politisk strategi. I kølvandet på de politiske omvæltninger blev den baskiske separatistgruppe ETA stiftet i 1959. Det førte til årtier med voldelige attentater mod en lang række politikere, dommere, journalister, politifolk og borgergrupper i kampen for et selvstændigt Baskerland. Euskadi Ta Askatasuna, eller Baskerland og Frihed som ETA lyder på dansk, betragtede brugen af vold som et effektivt instrument til at jage Franco ud af det baskiske territorie. Den opfattelse kunne de i 1963 se afspejlet i Federico Krutwigs roman Vasconia. I bogen udvikler Krutwig en politisk strategi, der skal befri Baskerlandet fra både spansk og fransk undertrykkelse ved hjælp af guerillakrigsførelse. Krutwig skriver blandt: »Enhver handling fra fjenden må altid blive mødt med et stærkere modsvar, således at han accepterer vores vilje; i vores tilfælde, afslutningen på den militære besættelse«. Kun ved at besvare statens undertrykkelse med vold kan det baskiske territorium altså blive tilbageerobret af det baskiske folk.

»En stor forskel i dag mellem catalansk og baskisk nationalisme er, at baskerne synes at have overvundet løsrivelsestrangen og endda gerne vil integreres med både Spanien og Europa.«

Indførelsen af en demokratisk forfatning i Spanien i 1978 og den medfølgende Gernika-aftale, der sikrede udvidet selvstyre i de baskiske provinser, fik imidlertid ikke ETA til at sænke våbnene. De blodige angreb på mere end 800 civile og civilgardister fortsatte således mere eller mindre ufortrødent indtil 2010, hvor terrorgruppen erklærede permanent våbenhvile. Men den nye forfatning manglede også legitimitet i den baskiske befolkning, som stadig nærede mistro til centralregeringen.

»Før krisen i Catalonien var der en tilsvarende krise i Baskerlandet, hvor baskerne også havde designet en ny, baskisk forfatning som klart udfordrede den spanske forfatningsmæssige orden«, fortæller Heiberg. »Det var en plan, der hed Ibarretxe-planen. Det var en ny forfatning, som gjorde Baskerlandet til en selvstændig stat i Europa med en meget løs tilknytning til Spanien, og det var selvfølgelig en plan som led skibbrud i det spanske parlament og blev afvist af Zapatero-regeringen«.

På trods af modstanden mod forfatningen udgør selvstyreaftalen det fjerde knudepunkt i Lecours’ udredning af den baskiske nationalisme, der med aftalen bliver en institutionaliseret politisk magtfaktor.

Nationalismen på retræte

En lørdag i august marcherer 3000 baskere langs San Sebastians strandpromenade i solidaritet med Cataloniens selvstændighedsafstemning d. 1. oktober. Regionens ønske om løsrivelse har ramt de fremmødte baskere i hjertekulen, og under den blå augusthimmel vajer det baskiske og det catalanske selvstændighedsflag side om side. I menneskemængden kommer Aranas inspiration fra catalansk nationalisme igen til syne, selvom den baskiske kampgejst tilsyneladende er blevet mindre med årene.

»En stor forskel i dag mellem catalansk og baskisk nationalisme er, at baskerne synes at have overvundet løsrivelsestrangen og endda gerne vil integreres med både Spanien og Europa. Nationalismen er klart på retræte i Baskerlandet«, udtaler Heiberg. »Det, man frygter, er, at den kan få en ny opblussen på grund af det, der sker i Catalonien. For nu er det endelig lykkedes, efter at ETA har lagt våbnene, at få normaliseret tilstanden i Baskerlandet«.

Den sidste betragtning går igen hos Lecours, der efter bogens udgivelse føjer endnu et knudepunkt til fortællingen om baskisk nationalisme. »ETA’s permanente våbenhvile har ført til en normalisering af situationen. Det er et kritisk knudepunkt«. Han mener imidlertid ikke, at urolighederne i Catalonien vil få konsekvenser for Baskerlandet. »Jeg har lagt mærke til, at der ikke er kommet meget støtte til Catalonien fra Baskerlandet, sandsynligvis fordi de frygter, at en reformering kunne påvirke baskernes finansielle autonomi«.

Tilbage i San Sebastians gader hænger der plakater med billeder af tidligere ETA-medlemmer, der i dag sidder fængslet over hele landet. Plakaterne angiver antallet af kilometer mellem fængslet og den indsattes baskiske hjemby suppleret af det baskiske ord etxera. Vend hjem. Hvorvidt baskerne endnu engang vil lade sig inspirere af Catalonien er uvist, men at Baskerlandet fortsat balancerer på en knivsæg mellem radikal separatisme og moderat nationalisme er ikke til at komme udenom.