Print artikel

Jeg er hos dig, Fidel

Fidel Castro i sine velmagtsdage i kølvandet på den Cubanske Revolution
Reportage
26.11.16
Cubas mangeårige leder blev efter sigende forsøgt snigmyrdet 638 gange. I fredags lykkes det så endelig døden at få bugt med El Comandante, der i årevis har udgjort den ene fortrop blandt to uforlignelige verdenssyn. Kampen til døden mellem fortiden og fremtiden, som Fidel Castro betegnede revolutionen, ender samtidig her; lige midt i nutiden.

Dem man tugter, elsker man. Og rygtet vil vide, at man efter sigende har forsøgt at snigmyrde Fidel Castro med selvdetonerende cigarer og andre kreative James Bond-metoder 638 gange.

»En revolution er ikke en dans på roser. En revolution er en kamp til døden mellem fortiden og fremtiden,« lyder et af Castros mange berømte citater. I dag er El Comandante, som et af hans mange tilnavne lyder blandt den cubanske befolkning og sympatisører, så død. Fortiden er langt væk, mens en verdensomspændende marxistisk fremtid synes lysår forude. Fidel Castro er død. I dag. Den 25. november 2016. Lige her midt i nutiden, midt i regeringsforhandlingerne. For få måneder siden fejrede Dansk-cubansk forening hans 90-års fødselsdag i Søndermarken, Valby. En begivenhed ATLAS slog et smut forbi.

Grå himmel

»En skyttegrav af idéer er bedre end en skyttegrav af sten,« reciterer formanden for Dansk-cubansk forening, Sven-Erik Simonsen, og forklarer efterfølgende tilhørerne hvorfor, hvis ligningen ikke skulle stå helt klar. For idéer er udødelige – og ingen kan tie den socialistiske idé og vision ihjel, fortsætter han.  

Omtrent 80 personer er samlet i Søndermarken, hvis bakker ifølge arrangementets løbesedler er omdannet til Sierra Maestra-bjergene i det sydlige Cuba, hvor et tilsvarende antal revolutionære gik i land en decemberdag i 1956.

Deriblandt selvfølgelig Fidel Castro, broderen Raúl og argentineren og ideologen Che Guevara. Og selvom 80 mand hurtigt blev til 20, må Den Cubanske Revolutions indledende fase for bestandigt stå tilbage som virkeliggørelsen af, at det ikke er størrelse, men gørrelse det kommer an på. Samme erkendelse må gøre sig gældende her i Søndermarken, hvor revolutionen tydeligvis stadigvæk brænder, men bedømt ud fra aldersgennemsnittet risikerer festen at blive betydeligt mindre, hvis og såfremt kommandanten skulle fejre endnu et jubilæum.

»Som Fidel tidligere har sagt, kan de stadig mere sofistikerede våben, der hober sig op i arsenaler hos de rigeste og mægtigste, dræbe analfabeterne, de syge, de fattige og de sultne, men de kan ikke dræbe uvidenhed, sygdom, fattigdom eller sult,« fortsætter formanden sin tale fra den interimistiske scene. Kvinden ved bordet med merchandise bevæger sine tørre, sprængte læber i takt til ordlyden som en inkarneret fan synger med på en popsang. En gråhåret mand har som en af de få medbragt en klapstol og sidder tilbagelænet iført beretten med den blodrøde stjerne og nikker dæmpet. Armene er korslagte, men dækker akkurat ikke for t-shirtens afbildning af helgenen; Ernesto Che Guevara. I mundvigen brænder cigaren. Langsomt. 

Estoy contigo Fidel – jeg er hos dig, Fidel – står der under silhuetten af netop Che, der hænger som et banner fastgjort mellem to bøgetræer. Ved siden af afbildningen blafrer det cubanske flag. Det overvejende aldrende publikum bliver et kort øjeblik afbrudt af et barn, der slår firspring over det våde græs mod moderen, der tålmodigt venter på sin tur. »Que quieres?« spørger bartenderen. Hun begynder at lave en Mojito, før hun hører svaret. Rørsukkeret knitrer, idet hun knuser de friske mynteblade.

Toms karameller

»Der findes tre biografier om Fidel på dansk,« lyder det fra scenen. »En af Anne M. Sørensen som jeg ikke kan forestille mig er udsolgt, for den er ikke værd af bruge tid på.«

Formanden forsætter bredsiden mod Politikens Latinamerika-medarbejder og hendes journalistiske biografi, Fidel Castro, der blandt andet baserer sig på samtaler med cubanere og eksilcubanere. Anne M. Sørensen lægger i biografien ikke skjul på, at hun ikke kan døje diktatoren.

Anderledes positivt forholder formanden sig ikke overraskeende overfor den spansk-franske Le Monde Diplomatique-chefredaktør Ignacio Ramonets skildring af den revolutionære leder i Fidel Castro – mit liv, der baserer sig på timelange samtaler med hovedpersonen selv. 

»Den er beklageligvis så god, at den desværre er udsolgt,« fortsætter formanden, og flere begynder at grine. »Heldigvis kan I købe den tredje biografi fra Dansk-cubansk forening lige her til en flad halvtredser.« De meget forskellige biografier eksemplificerer måske bedre end noget andet, hvem og hvad Fidel Castro i grunden var, og hvordan han vil blive husket; et idol og en slyngel. En frihedskæmper og en brutal diktator.  

Formanden forlader scenen. Bag ham står en flok latinamerikanske musikanter og venter utålmodigt. En hoster og retter på sit hvide halstørklæde, tydeligt forbavset over kulden. Han slår de første akkorder på sin spanske guitar, og flere kvinder rejser sig intuitivt. Alle ældre i mangefarvede, åbne regnfrakker nærmer sig stivbenet scenen. De vrikker sensuelt og smiler inderligt. Ungdommen kender ingen alder. Orkesteret spiller nationalpoetens José Martís Guantanamera. Forbipasserende motionister og hundeluftere vender sig nysgerrigt om. I mit hoved brøler et fjernt barndomsminde om Toms karameller. Revolutionen er en kamp til døden mellem fortiden og fremtiden. I Søndermarken hersker nutiden og rumbaen under de mørkegrå, omsluttende skyer.

Den sidste mammut

Rumbaen og fødselsdagsfejringen i Søndermarken i august er i dag erstattet af sorg blandt de fremmødte. En bekendt sagde, da hun hørte, at ATLAS ville deltage i fødselsdagen, at hun ville fejre ham, den dag han ville dø. Soldaten for idéer, som den tidligere cubanske leders stillingsbetegnelse hed de sidste år af hans liv, var ikke udødelig. Det kommer formentligt ikke bag på nogen. Det interessante spørgsmål er imidlertid, om hans idéer er.

Cuba har i årevis udgjort en bastion mod markedskræfterne og vækstparadigmets indtog. Men selv den ubodelige konflikt med ærkefjenden har oplevet skelsættende tøbrud, hvor særligt Barack Obamas statsbesøg i Havana tidligere i år og ikke mindst hans tale til det cubanske folk på det statskontrollerede TV sendte nye vinde ind over tropeøen. En tale, der vel og mærke fik Fidel Castro til at vende sig i sygesengen og i en kommentar i partiavisen Granma til at tordne, at Cuba ikke behøver at få »noget som helst forærende fra imperiet« – da slet ikke den amerikanske præsidents »vammelsøde ord,« citerede Weekendavisen dengang. 

Estoy contigo Fidel – jeg er hos dig, Fidel – stod der under silhuetten af Che Guevaras hoved på banneret, der hang ned mellem bøgetræerne den kolde augustdag tidligere i år. Det var dengang. I dag er Fidel Castro hos Che, Chávez og alle de andre. Måske de stadig siger, som dengang Che Guevara forlod Cuba i 1965: »altid fremad mod sejr!«