Print artikel

Ingen er endnu blevet undfanget gennem Snapchat

Kritik
22.03.19
En kritisk tilgang til den digitale verden kan ikke afskrives som teknologiforskrækkelse, for teknikken er ikke neutral. Den rummer både en ideologi og et potentielt fængsel af ensomhed.

Prisen for at være på er høj. Men vi betaler den gerne. Der er noget ved smartphones, tablets og de andre gadgets, som virker uforklarligt dragende på os. For nogle år tilbage foreslog nogle sociologer, at vi på grund af denne nye virkelighed måtte revidere vores opfattelse af, hvad der er god tone, når vi er sammen med andre mennesker. Man kunnen ikke fastholde, at det er uhøfligt at lade en samtale eller et måltid afbryde af smartphonen, når dette var blevet grundvilkåret for os alle. Sådan kan man også strække våben. Det er som om, at vi på kort tid – siden vi med iPhone 1 fik internettet i lommen i 2007 – er blevet offer for en besættelse, der på en gang har bøjet os kronisk ind over det sorte spejl, krænget os ind i os selv og krænget vores indre ud over alt – eller måske blot et billede af vores indre.

Besættelse? Er det for stærkt et ord? Ikke ifølge professor Bent Meier Sørensen, der i sin nye bog Skærmens Magi – at træne modstandskraften i en digital tid fremhæver netværksteknologien som en art ”magi”. Medier som Facebook, Instagram og Snapchat har bildt os ind, at vi står i begreb med at frigøre os, når vi betjener os af dem. I virkeligheden har teknologien trælbundet vores vilje og knækket vores modstandskraft. Sørensen eksemplificerer det med et stærkt billede i bogens indledning: Prøv at tage en iPad fra et femårigt barn – helst dit eget – og se hvad der sker: »Hans jernhårde greb om skærmen vil kræve ens fulde styrke, og man skal samtidig håndtere et hårrejsende udbrud af skummende, hvidt raseri, rettet mod den skinbarlige ondskab, man uden omsvøb får at vide, at man repræsenterer.« I den situation kan man dårligt genkende sit barn. Han er som Gollum fra Ringenes Herre, hvis hele vilje var rettet mod at besidde ringen – hans dyrebare – som i virkeligheden besad ham, fordi han netop var besat af den.

Værst er vi udleveret til teknikken, når vi betragter den som noget neutralt

Ingen kan som den besatte udtrykke sin vilje, men han har ret beset ingen. Det er genstanden for hans besættelse, som handler gennem ham. Og bliver man for længe i denne tilstand, ja så udslettes ens personlighed. Vi lever i en periode, hvor alvoren af vores besættelse er ved at gå op for os. De fleste er måske stadig ligeså begejstrede for teknologien som altid. Privat er både erhvervelsen og anvendelsen af nye gadgets et udtryk for, at man er med og har styr på sine ting. I uddannelsessektoren hærger teknologien ufortrødent under indtryk af konfliktsky undervisere og energiske tech-profeter.

Ikke desto mindre markerer en række stemmer i disse år en velkvalificeret kritik. Fra udlandet kan man pege på en bog som socialpsykologen Jean M. Twenges iGen fra 2017, der gennem statistik viser, hvordan de “digitalt indfødte” er plaget af depressioner, angst, selvmordsforsøg og efterlades med en manglende evne til at håndtere konflikter. Til gengæld bliver færre unge gravide. Ingen er endnu blevet undfanget gennem Snapchat.

Herhjemme har også lægen og IT-iværksætteren Imran Rashid med bogen Sluk gjort opmærksom på de voldsomme negative konsekvenser ved hyppig brug af sociale medier. Rashid er i øvrigt medlem af regeringens særdeles omtalte stresspanel, der nyligt foreslog at slukke for forældreintra. Reaktionen gav mindelser om, hvad der ville ske, hvis man tilbageholdt metadon for en junkie.

Digitalt indfødte er plaget af depressioner, angst, selvmordsforsøg og efterlades med en manglende evne til at håndtere konflikter. Til gengæld bliver færre unge gravide. Ingen er endnu blevet undfanget gennem Snapchat

Bent Meier Sørensens bidrag er et mere essayistisk og filosofisk indspark, der skriver sig smukt ind i den nye litteratur. Perspektivet er yderst relevant. Værst er vi udleveret til teknikken »når vi betragter den som noget neutralt« skrev filosoffen Heidegger. Hvis det at have en hammer i hånden transformerer vores væren i verden, er forandringen naturligvis mere radikal, når det drejer sig om en iPhone. Her forbinder vi os i allermest konkret forstand til en teknologi, der afbryder vores lokale sammenhæng for i stedet af forbinde os med ”netværket” eller ”skyen”.

Til dagligt bilder vi os ind, at teknologien emanciperer os. Dette er da også den ideologiske vision, som Silicon Valleys mastodonter som Google, Apple, Facebook og Amazon lover os. Derfor er det særligt interessant, at Sørensen hudfletter denne Silicon Valley-ideologi. Den lover os frelse gennem teknologi. Den eskatologiske myte i denne religion kaldes singulariteten: Det punkt, hvor AI overgår den menneskelige intelligens, hvor skellet mellem menneske og maskine derfor ophæves ligesom skrøbelige biologiske begrænsninger af vores udviklingspotentiale. Vi loves det evige og ubegrænsede liv i ”skyen”. Men denne posthumanistiske hyper-optimisme, der bygger på en idiosynkratisk blanding af californiske hippie-drømme og højre-anarkistisk elitisme er en art gnosticisme og kun en frelse for de få udvalgte, viser Sørensen.

Hvis det at have en hammer i hånden transformerer vores væren i verden, er forandringen naturligvis mere radikal, når det drejer sig om en iPhone

Netværksmetaforen maler et billede af en ny virkelighed uden hierarkier. I realiteten er den nye orden, der skabes i kraft af netværksteknologien ekstremt hierarkisk, en art ny-feudalisme. Inderkredsen om tech-giganterne bliver rige på de oplysninger om os selv, som vi godvilligt giver dem, når vi bruger deres produkter. Vi arbejder gratis for dem. 

Som almindelige brugere er vi langt nede i hierarkiet. Men allerlængst nede er de unge piger, der er de hyppigste brugere af services som Instagram og Snapchat. De betaler for drømmen om frihed og selvrealisering med deres frihed og deres selv. De reducerer sig selv til et billede, der betragtes af andre. Det er dem, der knækkes af stress, angst og depression; dem, der murer sig inde på deres værelse hele sommeren, så deres seng tager form efter deres kroppe. Som tak for deres gratis arbejde, har de fået et kvindefængsel.

Nogle erkender deres misbrug, andre fastholder illusionen om deres afhængighed som et frit valg. Meget få er i stand til at slippe den. Deres forældre har givet op. Skærmen er blevet en del af vores intimsfære. Og så er de selv smittet af bacillen. Bent Meier Sørensens bog er en skarp, veltimet og særdeles gennemtænkt kritik, som går til roden af problemet. Det vil være let for modstandere af synspunktet at afskrive det hele som teknologiforskrækkelse, men det ville være sundere for os alle at følge bogens opfordring, der ikke er at kassere teknologien, men – med et begreb fra filosoffen Peter Sloterdijkat træne vores modstandskraft, vores evne til at være alene med os selv, vove kedsomheden og driste os til den risikofyldte samtale, der nok rummer faren for selvafsløring, men også muligheden for et liv i det egentlige netværk – det med vores næste.