Print artikel

Vi skal kritisere politikken

Vi skal gøre os gældende som den offentlighed, politikerne har at forholde sig til. Foto: DR
Kommentar
18.06.15
Uanset ideologisk ståsted skal vi gøre op med de tendenser, der vil erstatte samfundstænkning med systemtænkning. Vi skal gøre os gældende som den offentlighed, politikerne har at forholde sig til.

Sidst, der var valg, sad jeg i Berlin og var på udveksling via Erasmus-programmet ved Freie Universität. Over skiltet på bygningen, som udgjorde Otto Suhr Institut fur Politikwissenschaft havde nogen spraymalet »Agnoli Institut für Kritik der Politik.« Det gjorde stort indtryk på mig, første gang jeg ankom til studiet. Jeg havde på det tidspunkt aldrig hørt om Johannes Agnoli, der var en stor figur under studenteroprøret i Tyskland. Men selve udsagnet om, at det man her bedrev var kritik af politikken, adskilte sig i min optik radikalt fra stemningen på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Det er ikke fordi, der ikke var kritiske tænkere blandt både studerende og undervisere. Slet ikke. Men det generelle fokus forekom mig alligevel at være et andet, mere nytteorienteret. Mere opbyggeligt, om man vil, og dermed mere konformt, mere optaget af at tilpasse sig udviklingen end at påvirke den.

Man siger, vejen til helvede er brolagt med gode intentioner. Det udsagn har måske især genklang i borgerlige kredse, hvor det er gængst at udlægge venstrefløjens politik som tossegod, naiv, øllebrødsbarmhjertig og i sidste ende dømt til at fejle, når realiteterne melder sig efter valget. Omvendt opfatter venstrefløjen gerne den blå politik som udtryk for en kynisk skyklapmentalitet, der helt har forkastet tanken om, at verden kunne være grundlæggende anderledes, grundlæggende bedre, end den er. Jeg tilhører selv venstrefløjen, og er ked af at opleve, at det er ved at være umoderne blandt mine jævnaldrende. Men jeg er ikke i tvivl om, at der er andet og mere på spil end blot kynisme, når så mange af de unge i min generation vil stemme på Liberal Alliance. Jeg forstår dem på en måde godt. Jeg forstår godt, at man har brug for et projekt at være lidenskabelig omkring, og jeg forstår godt at man bedre kan være lidenskabelig omkring et projekt, der har et element af anarki i sig, end omkring de systembevarende projekter, som de gamle partier tilbyder. Og jeg forstår, at man føler lede ved statsministerpartiernes magtfuldkomne adfærd, deres arrogante ligegyldighed over for såvel vælgerne som for de retningslinjer og love, der er sat i verden for at sikre at de kan holdes til ansvar for deres handlinger.

På en måde tror jeg, at alle i min generation går rundt med følelsen af, at noget er gået tabt. Et bedre samfund, en bedre verden. Det er måske det lod man har, når man er vokset op i de lalleglade halvfemsere i et af jordens tryggeste samfund, og man så pludselig står med sit eget liv i sine hænder og skal holde næsen oven vande i et samfund, der i stadig mindre grad holder hånden under én og ens nærmeste. Sorgen over det samfund, man troede var, men som altså viste sig langt hen ad vejen at være en illusion. Vi er vokset op med globaliseret kapitalisme som livsvilkår. Vi har set velfærdssamfundet udhule sig selv først langsomt, så med turbo på, til fordel for henholdsvis private markedskræfter og et offentligt teknokrati af en anden verden. Og vi har måttet forholde os til mangeartede forklaringer om, hvorfor den udvikling fandt sted og hvad den indebar. Blandt de hyppigst fremhævede årsagsforklaringer er presset fra den internationale konkurrence, presset fra EU-regler, ”djøfiseringen” af politik og embedsapparat, samt den demografiske udvikling i retning af flere ældre og færre unge danskere. Det er først og fremmest i måden at forholde sig til disse årsagsforklaringer på, at henholdsvis liberale og røde unge adskiller sig fra hinanden. Men på nogle punkter er vi måske ikke så langt fra hinanden, som man skulle tro.

Den internationale udvikling kan vi ikke egenhændigt ændre på, men vi kan i det mindste forsøge at påvirke EU i en retning, hvor man ikke som nu hovedløst stræber efter laveste internationale fællesnævner. Ræset mod bunden af olietønden skal bremses, ligesom ræset mod bunden af løntrappen. EU-politik er ikke sexet, medmindre man er en helt bestemt breed af statskundskabsnørd. Men det er katastrofalt at den aldrig bliver en del af valgkampen, når nu den dikterer så uoverskueligt meget af den politik, der reelt bliver ført i Danmark. Skepsis over for EU-projektet i dets nuværende form kan være rodfæstet i vidt forskellige ideologiske udgangspunkter. Liberale skeptikere argumenterer mod bureaukratiet og regelrytteriet, mens røde skeptikere i lige så høj grad kritiserer projektet for dets uhæmmede leflen for markedskræfterne. Men fælles for dem er, at man ikke ønsker at blive dikteret hele sin indenrigspolitik fra så fjern og obskur en instans. Fælles er ønsket om autonomi.

”Djøfiseringen” af den politiske elite og dens embedsværk kan og bør der til gengæld gøres noget ved i indenrigspolitisk regi. Det er den udvikling, der har medført at New Public Management-visdommen har inficeret hele den offentlige sektor med sin mistillid til mennesker og sit måle-og-veje-regime, der stjæler de ansattes tid fra kerneopgaverne og sætter dem til at producere stabler og atter stabler af nytteløse evalueringsrapporter om de mindste detaljer i deres virke. Det er også den udvikling, der har gjort det muligt for det politiske system at lukke sig om sig selv ved at indføre en offentlighedslov, som tæt på ingen i den bredere befolkning ønskede, og som da også er så udemokratisk i sin ånd, at det skriger til himlen. Vi kan og skal gøre op med de tendenser, der vil erstatte samfundstænkning med systemtænkning. Vi skal gøre os gældende som den offentlighed, politikerne har at forholde sig til. Vi skal kritisere politikken.