Print artikel

Uden utopier -ingen politik

Anders Fogh gik fra at være politiker til embedsmand, skriver miljøministeren. Foto: Claus Bjørn Larsen
Kommentar
01.10.13
Vi er tvunget til at finde en position mellem den kyniske realisme og den golde utopi, skriver miljøminister Ida Auken i ATLAS. Hvis ikke, bliver politik ren administration af markedsøkonomien. For hvis ikke politikerne har en vision om fremtiden og en forestilling om det gode liv, kan vi ultimativt lige så godt indføre embedsmandsvælde og afskaffe demokratiet.

Hvis politik er det muliges kunst, kan man mene, at utopien er politisk uinteressant. Den er per definition en umulighed, et ikke-sted. Utopiske forestillinger har da også ofte stået i vejen for venstrefløjens mulighed for at få indflydelse og skabe reel forandring. Enten fordi utopierne i det tyvende århundrede blev brugt til at retfærdiggøre brutale politiske systemer og mord på uskyldige. Eller i den lidt mildere form, vi kender herhjemmefra: fordi ønsket om at finde de gode, sande og rigtige løsninger holdt venstrefløjens utopister fra at indgå kompromisser og søge reel indflydelse. Begge former for utopi er politisk golde og skaber ikke den nødvendige forandring, som må være det, der driver det politiske.

Når man alligevel ikke kan smide utopien ud, er det fordi, at en lige så stor faldgrube lurer lige på den anden side: den politiske ’realisme’, der praktisk taget ikke tror på forandring. En position, der har det let, fordi mennesket ofte frygter forandringer og derfor er tilbøjelig til hellere at ville undgå den smerte, der kan knytte sig til forandringen, end til at opnå den lykke, forandringen kan føre med sig. ’Realismens’ styrke tog til, da muren faldt og kun efterlod den ene af to konkurrerende økonomiske systemer. I Danmark havde den en af sine fremmeste fortalere i Anders Fogh Rasmussen, der gjorde sit for at reducere det politiske til ren administration af markedsøkonomien. Når man kan beregne matematisk og økonomisk, hvad der er den rigtige løsning, når en politisk beslutning udlægges som en ’business case’, når det økonomiske ræsonnement trumfer alle andre overvejelser, hvad skal man så med politikere? Fogh Rasmussen tog selv konsekvensen og gik fra at være politiker til at være embedsmand.

Problemet med den realisme, der blot ønsker at administrere og ikke at forandre, er, at den ikke er realistisk. Den forholder sig ikke til verdens egentlige problemer. Vi har med finanskrisen set globale økonomiske systemer bryde sammen. Vi oplever, hvordan klimaforandringer vender op og ned på forudsætningerne for vores liv. Vi kan forudse, hvordan vigtige ressourcer bliver tømt ud, så vandmangel bliver en realitet for op mod halvdelen af verdens befolkning i løbet af 15-20 år. Status quo er en luksus vi ikke længere har råd til.

Vi er med andre ord tvunget til at finde en position mellem den kyniske realisme og den golde utopi. Vi har brug for politikere – fra både højre og venstre, der tror på, at verden kan forandres. Politikere som tror på, at en anden og bedre virkelighed er mulig. At vi ikke er forudbestemt til at bukke under for vandmasser og økonomisk ustabilitet. Vi har brug for visionære politikere, der kan udtænke nye utopier – og hermed mener jeg ”endnu ikke eksisterende løsninger” på vores problemer. Politikere, der kan se for sig, hvordan vi skaber et bedre liv for flest mulig mennesker. Politikere, der har et bud på, hvordan vi kan sætte den daglige retning derefter.

Derfor står jeg ved, at jeg faktisk har en mening om, hvordan et godt liv ser ud. Derfor bruger jeg timer på at udtænke visioner om nye måder at leve på, som kunne sætte os på et andet spor end det, vi er på nu. Og jeg er villig til at gøre den utopi til en drivkraft i den måde, jeg er politiker på. For hvis ikke vi som politikere havde en forestilling om et bedre samfund, kunne vi lige så godt afskaffe demokratiet og indrette os med et embedsmandsvælde. Derfor må vi holde fast i utopierne og forestillingerne om, hvordan verden kan blive bedre for os alle sammen. Det er den eneste måde, vi kan bevare vores hårdt tilkæmpede ret til at forandre tingenes tilstand. Og det er dermed også den eneste måde, vi kan skabe en fremtid for os selv og de kommende generationer.