Tomme tønder buldrer mest

Kommentar

17.11.13

Med et par dage tilbage inden vi marcherer afsted mod stemmeurnerne for at afgive vores stemme til kommunal- og regionsvalget, er der god grund til at stoppe op og overveje hvilke typer mennesker, der slipper igennem valgkampens nåleøje. Afstanden mellem den politiker-type, vi egentlig gerne vil have arbejder for os og dem, som vi stemmer på, kan være større end vi tror.

Tim Spaanheden Dencker

For et par dage siden stod jeg på Christiansborgs slotsplads med en god ven og betragtede et farverigt stakit lavet af forskellige valgplakater. Langs Slotsholmens kanal er der klistret valgplakater med slogans som »Mere mod, mere menneske«, »Stærke værdier«, »Her bor vi!« og »Gør det bedre!«. Valgplakater, der absolut intet siger om hverken personen og politikken. Der kunne for så vidt ligeså godt stå »Se mig!«.

Og her ligger der en vigtig pointe gemt. Vi hører meget sjældent fra de politikere, der ikke siger »Se mig!« og fænomenet begrænser sig ikke kun til valgplakaterne. Det gælder i udstrakt grad også den politiske debat.

Hvem kender eksempelvis Anna Rosbach eller Anne E. Jensen? Det er nok de færreste, men de fleste kender utvivlsomt Morten Messerschmidt, som fornyeligt blev kåret som den mest gennemslagskraftige EU-politikere.

Og hvad har Anna Rosbach (Miljøpartiet Fokus), Anne E. Jensen (Venstre) og Morten Messerschmidt (Dansk Folkeparti) så tilfælles? Ja, de er alle medlemmer af Europa-Parlamentet. Men så stopper fællestrækkene også. For i modsætning til Messerschmidts popularitet, så skraber både Rosbach og Jensen bunden i popularitetskonkurrencer, me