Print artikel

Tør vi overlade magten til os selv?

Æbler så langt øjet rækker. Reese og Broderick i Election
Joseph Schumpeter havde ikke meget tillid til folket.
Artikel
13.08.13
Den demokratiske drøm deles af så mange, at vi sjældent sætter styreformen til diskussion. Vi levner heller ikke meget plads til kritik af vores fælles udgangspunkt, og det er ærgerligt. Der knytter sig nemlig problemer og dilemmaer til demokratiet, som vi bør forholde os til, for at kunne forsvare det.

I de demokratiske postmoderne samfund står så godt som alt til forhandling: Kønsroller, religion, etnicitet, historieskrivning, børneopdragelse, prostitution, menneskerettigheder, dødsstraf, psykiatriske diagnoser. Det er et helt fundamentalt princip i det demokratiske samfund, at synspunkter står til diskussion, og at de skal forsvares rationelt for at have nogen gyldighed. Præmissen for alle diskussioner er imidlertid den demokratiske styreform, og præmissen selv står meget sjældent til diskussion.

Hvis man forsøger at sætte spørgsmålstegn ved selve det demokratiske princip, så får man fællesskabets deliberative kærlighed at føle. Om demokratiet forstået i bredest mulige forstand skriver Rune Lykkeberg i forordet til bogen Alle har ret:

»Jeg startede med at skrive denne bog som polemik imod brugen af ordet ”demokrati” som den højeste værdi i alle sammenhænge. Man får indimellem det indtryk, at ”demokratisk” altid er det rigtige, og ”udemokratisk” altid er det forkerte. Hvis man påpeger et udemokratisk træk hos andre, har man afsløret dem som antidemokrater, og så er de på den forkerte side.«

Hizb-ut-Tahrir er måske det mest berømte eksempel på, hvordan vi håndterer antidemokratiske bevægelser i Danmark. Villy Søvndal smed i 2008 fløjlshandskerne og langede fra sikker grund ud efter dem, han var sikker på, ingen var enige med. Hizb-ut-Tahrir fik besked på, at »gå ad helvede til«, nærmere bestemt de »religiøse diktaturer i Mellemøsten«, for ingen i Danmark ønskede at blive indlemmet i kalifatet, lod han forstå.

Med udtalelsen fik Søvndal både markeret, at en folkesocialist sagtens kan være tough-on-immigration, og at han ikke havde ulejliget sig med at lytte til Hizb-ut-Tahrir. Så ville han nemlig have vidst, at organisationen udelukkende arbejder for genindførelsen af kalifatet i den muslimske verden.

Det gør ikke organisationens verdenssyn mindre fremmed og forfærdeligt i de fleste danskeres øjne, men det viser, at vi som offentlighed faktisk ikke engang gider tage diskussionen om den demokratiske styreform, og det er en skam. Ikke fordi det vrimler med gode alternativer til det repræsentative demokrati, men fordi det sundt en gang i mellem at minde hinanden om, hvorfor det demokratiske samfund er alle alternativer overlegent. Det er et svaghedstegn, når vi holder os for ørerene og råber skældsord, i stedet for at træne de demokratiske muskler.

Med dette in mente har jeg arrangeret et møde med talsmanden for Hizb-ut-Tahrir. Han er iklædt en lyseblå skjorte med omhyggeligt oprullede ærmer, den øverste knap står åben, så man kan skimte den hvide t-shirt, uden at andet end halsen blottes. De lyse bukser og matchende sko bidrager elegant til det klassisk vestlige sommerlook. Chadi Freigeh oser af både overskud og vellykket assimilation, som han kommer gående der med venligt, hvidt smil, fremstrakt hånd og en iPad under armen.

Falsk varedeklaration for en yderligtgående islamistisk organisation? I en hvis forstand. Men den velklædte, smilende mand med trimmet fuldskæg er samtidig velbevandret i europæisk idéhistorie og politiske forhold. Vi taler ikke om en mand, der ville dumpe en indfødsretsprøve. Men hvis han kender alt til det vestlige, liberale demokratis lyksaligheder, hvorfor i alt verden ønsker han sig det så ikke udbredt til hele verden?

»Man kan tilbagevise demokratiet på baggrund af dets egne succeskriterier. I teorien skulle folkets vilje afspejles i lovgivningen, i den forstand at folket vælger sine lovgivere. Men som politisk styreform er selve grundideen i demokratiet ikke realiseret,« indleder Chadi Freigeh.

I hans øjne består samfundet af en række grupperinger, der har modsatrettede særinteresser, og som ikke deler magt og indflydelse ligeligt imellem sig. Det er særligt erhvervslivets store drenge, forstået som storindustrien og finanssektoren, hvis mening vejer uretmæssigt tungt i lovgivningsprocessen, hvis man spørger Chadi Freigeh:

»De har en enorm stor indflydelse, og deres påvirkning på lovgivningsprocessen og på indenrigs- og udenrigspolitikken er så stor, at man ikke kan tale om, at det er folkets vilje, der bestemmer slagets gang«.

Nu ramler vi med hovedet først ind i den præmis af åndelig cement, som vanskeliggør samtalen.

 

Folket består af fjolser

Kritikken kendes fra den yderste venstrefløj, der ser bekymret på, når den amerikanske præsident skiftes ud, mens de centrale aktører fra Wall Street-verdenen (Rahm Emanuel, William C. Dudley, Mark Patterson, Gary Gensler og Mary Schapiro mf.) fortsætter med at udøve indflydelse fra centraladministrationens mest magtfulde embeder. Men ikke alle demokratiteoretikere ser det som et problem, at folket holdes i armslængde fra de vigtige beslutninger, som i stedet varetages af en oplyst elite. Økonomen Joseph Schumpeters (1883-1950) syn på det repræsentative demokrati hører til blandt de mest kyniske og provokerende af slagsen.

Schumpeter nærede ingen drømme om et bredt folkeligt engagement i politik. Lovgivning skulle ikke ske på baggrund af en demokratisk samtale mellem fjolser, men varetages af en kompetent elite. Schumpeter havde nemlig ingen høje tanker om vælgerkorpsets kognitive evner. Han anså vælgere for at være uvidende og styret af følelser, og det er derfor et held, at de fleste borgere kun interesserer sig perifert for politik. Det ville være en katastrofe, hvis de demokratiske samfund blev hjemsøgt af højt motiverede og brændende engagerede ignorante masser. Den politiske apati er en velsignelse, der sørger for at beslutningsprocessen ikke forurenes af menigmands tåbelige indfald.

Men Schumpeter var ikke antidemokrat. Han anså det som afgørende, at borgerne havde mulighed for at afsætte den herskende elite og erstatte den med en anden. De demokratiske valg virker som kontrolinstans, der holder magthaverne i kraven. I hvert fald, når magtmisbruget bliver så åbenlyst, at selv en forsamling af idioter kan få øje på det (Det skal nævnes, at Hizb-ut-Tahrir også mener, at kaliffen skal kunne afsættes, hvis ikke han fortolker koranen korrekt i borgernes øjne. Det er lovgivningen ikke regenten, som er hævet over diskussion i det islamiske drømmesamfund).

Når man lytter til Chadi Freigeh, kan man godt få indtryk af, at han ønsker maksimal folkelig indflydelse på lovgivningsprocessen. Han harcelerer mod politiske løftebrud og hævder, at befolkningen spises af med symbolske valgafhandlinger hvert fjerde år:

»Rousseau - en af demokratiets faderfigurer - siger klart og tydeligt, at befolkningen i virkeligheden er trælbundet. Det er kun under et valg, at de bliver frigjorte og kan have medbestemmelse, men ligeså snart valget er overstået, vender de tilbage til deres normaltilstand og bliver slaver igen,« siger Chadi Freigeh og referer til hovedværket Samfundspagtens 15. kapitel. Rousseaus pointe var, at kun gennem direkte demokrati blev folket sat fri.

Men Chadi Freigeh er ingen yderligtgående demokratiforkæmper, der har franske oplysningsfilosoffer hængende på væggene derhjemme, han er lige det modsatte. I hans øjne har mennesket ingen ret til at lovgive, fordi det er snæversynet af natur:

»Problemet er, at mennesket ikke er i stand til at være objektiv. Mennesket evner ikke at tilgodese alle andre mennesker, fordi det er ufuldkomment. Derfor kan det heller ikke lovgive korrekt,« lyder det fra Chadi Freigeh.

Nu ramler vi med hovedet først ind i den præmis af åndelig cement, som vanskeliggør samtalen. I Chadi Freigehs øjne findes der en fuldkommen skaber, i mine øjne er gud derimod blot en menneskelig konstruktion. I det omfang at lovgivningen er en ufuldkommen skabnings værk, så er gud det også.

Joseph Schumpeter havde ikke meget tillid til folket.

 

Kan vi sætte os ud over os selv?

Men det er muligt at gå ind i emnet og stadig blive på den sekulære banehalvdel. Rousseau introducerede det diffuse begreb almenviljen. Det var netop et forsøg på at transcendere borgernes personlige smålige egeninteresser. En slags demokratisk helligånd, der manifesterer sig i de beslutninger, der tjener samfundet som helhed. Men det er meget svært at dokumentere, at en sådan ting som almenviljen skulle eksistere, og man kan sagtens kritisere begrebet for at være normativt snarere end deskriptivt.

Problemet består altså: Mennesket er en egennyttemaksimerende skabning, der sætter sig selv i første række. Det er i hvert fald analysen fra de neoliberale demokratiteoretikere som nobelprisvinderen James M. Buchanan (1919-2013) . De neoliberale ønsker derfor, at den demokratiske arena (staten) skal indskrænkes så meget som muligt. I demokratiet risikerer vi nemlig at blive underlagt demagoger og andres vilje.

Men hvor efterlader de neoliberale os? I en anarkistisk urskov, hvor det er hver mand for sig selv, uden mulighed for at udøve indflydelse på andet end ens individuelle valg? Og vil det ikke alligevel ende med, at de stærke tryner de svage, hvis ikke man sikrer hvert menneske lige indflydelse i samfundet? Hvis man ikke ønsker at begrænse demokratiet og den kollektiv koordination, så viser politologisk professor ved Yale University, Robert Dahl, en vej ud af vildnisset.

Dahl ser nemlig sprækker i neoliberalisternes fort af kynisme. Og det er ikke fordi, hans syn på de fungerende demokratier ligefrem kan beskrives som naivt eller romantisk:

»In a rough sense, the essence of all competitive politics is bribery of the electorate by politicians … The farmer … supports a candidate committed to high price supports, the businessman … supports an advocate of low corporation taxes … the consumer … votes for candidates opposed to a sale tax,« skriver han.

Men dette diskvalificerer ikke den demokratiske model i Dahls optik. De forskellige interessegrupperinger er nemlig nødt til at tage hensyn til hinanden, for at opnå politiske resultater. Demokratiet er derfor ikke majoritetsvælde, men en mulighed for at koalitioner af minoriteter kan opnå indflydelse. At mennesket er egennyttemaksimerende, behøver ikke betyde, at der ikke kan finde kompromisser og samarbejde sted.

Samtidig virker organiseringen af interessefællesskaber som en kur mod den nedslående diagnose, Schumpeter stillede på den demokratiske borger. Gennem organisering skoles og oplyses borgerne nemlig om deres interesser. Den dumme vælger bliver klædt på til at agere ægte demokratisk medborger, omend han først og fremmest vil have blik for sine egne behov og interesser. Samfundet som helhed vil måske ikke blive gennemsyret af den Store Demokratiske Samtale, men inden for hvert fællesskab vil der foregår en deliberativ kommunikation.

 

Æbler så langt øjet rækker

Demokratiet giver os et valg. Vi kommer ikke udenom at have magthavere til at reagere over os, men magtudøvelsen legitimeres med, at vi selv har valgt, hvem der skal varetage den. Den i forvejen meget banale pointe illustreres pædagogisk i den amerikanske komediefilm Election, som handler om et elevrådsvalg. Matthew Broderick spiller læreren, der forsøger at få skolens populære fyr til at stille på imod valgets eneste kandidat:

»Let's say all you ever knew were apples. Apples, apples, and more apples. You might think apples were pretty good, even if you got a rotten one every once in a while. But then one day, there's an orange. And now you can make a decision, do you want an apple or do you want an orange? That's democracy«.

Måske kommer den største trussel mod demokratiet slet ikke fra marginaliserede bevægelser som Hizb-ut-Tahrir eller andre ideologisk drevne antidemokrater. Truslen kan derimod meget vel komme fra den stigende grad af politisk konsensus der spirer indefra. Det neoliberale paradigme har sejret ad helvede til, og det politiske slagsmål om den økonomiske politik er derfor blevet utroligt civiliseret.

I Italien gik man så vidt som til at indsætte en decideret teknokratisk regeringsleder, og i Danmark høster Socialdemokraterne de dårligste meningsmålinger i partiets historie, mens de kritiseres for at føre borgerlig politik, en linje der samtidig har opløst vælgeropbakningen til Socialistisk Folkeparti.

De moderne teknokratiske politikere kan sagtens opfattes som noget positivt. De kan tolkes som kronen på det deliberative demokrati, beviset på at man gennem en videnskabelig tilgang til politik kan opnå enighed om, hvad der er Den Fornuftige Politik. Når venstrefløjen ser ud til at have opgivet sin vision om en demokratisering af den økonomiske verden, så kan det meget vel skyldes, at den gennem gode argumenter (og egne fejlslagne forsøg), er nået frem til, at de borgerlige økonomer ganske enkelt har ret. Tidspunktet virker lidt sært, hvis man tager i betragtning, at dereguleringen af finansmarkederne lige har bragt halvdelen af EU i knæ, men det er ikke desto mindre en troværdig udlægning.

Der er heller ingen grund til at gå og plante konspirationsteorier. Den politiske udvikling bliver ikke trukket ned over hovederne på os mod vores vilje. Tværtimod afspejler vores folkevalgte, at også i den brede befolkning er der opbakning til den neoliberale samfundsanalyse.

Det er dog stadig en principielt problematisk situation. En af de mest prekære problemstillinger for demokratiteoretikere er eksistensen af de såkaldte permanente mindretal. Et permanent mindretal er en befolkningsgruppe, som kan forvente at blive stemt ned konsekvent, og begrebet knytter sig typisk til etnisk delte demokratier, hvor etniciteten er sammenfaldene med politiske skillelinjer. Det er ikke i strid med det demokratiske princip, at et mindretal gang på gang må finde sig i at blive nedstemt, men man kan frygte for, at samfundet knækker over og lader minoriteten drive ud af demokratiet så at sige. Hvordan skal man som minoritet i et demokrati forholde sig til den overvældende konsensus? Er der en konstruktiv tilgang, eller står valget mellem apati og raseri?

Som filosoffen Anders Fogh Jensen for nyligt udtalte til Ræson:

»Hvis de nyliberalistiske logikker ikke udfordres, risikerer vi, at grupper af mennesker melder sig ud af demokratiet, fordi de oplever, at de reelt ikke har et politisk valg. Det kan ske gennem apati eller i sidste ende gennem vold, som man har set det i flere sydeuropæiske lande.«

Du behøver ikke drømme om et fascistisk gyldent daggry i dannevang, eller en kommunistisk magtovertagelse med tvangsinternering af kontrarevolutionære elementer for at kunne se problemstillingen. Hvis der findes en Nødvendig Politik, et faktum der kan slås op på embedsmændenes papirer i finansministeriet, så giver det ikke rigtig mening at stemme om den. Konsensus overflødiggør stemmeafgivelse.

Eller sagt på en anden måde, når du kun kan vælge æbler, er der så nogen grund til at svare på, hvad du kunne tænke dig at spise?