Print artikel

Skagboerne fra Rumænien (3)

Fyraftensundervisning i dansk
Reportage
07.10.15
Længst mod nord findes en lille koloni af rumænere, der fileterer fisk. De er dygtige til det, og de har gjort det længe, men hvorfor er de havnet lige netop i Skagen, og hvordan ser deres liv ud? Historien om de rumænske skagboere er et portræt af arbejdskraftens frie bevægelighed i praksis.

I det matte hvide lys fra fabrikkens loftslamper slår hun symbolsk armene ud og omfavner det fugtige rum med et bredt smil, mens båndene ruller med fisk, der mister hjerte og hoved.

»Velkommen til min verden,« siger hun til os og spørger:

»Kan I lide den?«

Hun hedder Liliana Croitoru og er chef for en af arbejdsgrupperne på fiskefabrikken Prime Ocean. Det viser hendes marineblå hat af rigtigt stof og uniformen, der modsat arbejdernes hvide kittel også er marineblå.

Hun har været ansat på Prime Ocean i fem år. Det samme har hendes mand, som står ti meter fra hende ved de rullende bånd, hvor han skærer skællene af torsk efter torsk. Der stod hun selv for tre år siden, før hun blev forfremmet i virksomheden.

»Lige siden er vi bare vokset, og jeg er stolt af at sige, at jeg har været en del af den vækst,« siger hun.

Mens fiskene ruller forbi, mens denne del af hverdagen bare kører demonstrativt derudaf, kommer det lige pludselig ud af Liliana:

»Det er et godt arbejde. Og det er et godt sted at være.«

Det er som om, at hun vil forsikre os om det og vise sin taknemmelighed.

»Vi har besluttet os for at slå os ned i Skagen, så nu har vi købt et hus her,« fortsætter hun.

»Hvornår besluttede I jer for det?« spørger vi midt i maskinernes enerverende larm.

»Efter to år,« svarer hun og uddyber:

»Vores datter begyndte i skole, vi var tilfredse med vores arbejde og vi havde mange venner her i Skagen. Vi begyndte at spare nogle penge op for at opbygge et nyt liv her.«

Hun smiler og kigger os i øjnene.

»Vores datter går i dag i fjerde klasse. Jeg er så stolt af hende. Hun er virkelig god til dansk. Da hun afsluttede tredje klasse, var hun den bedste i klassen til dansk retstavning, og hun var det eneste rumænske barn i klassen. Kan I tro det? Hun er så god,« siger hun.

Og så er der frokostpause. Båndene stopper. Larmen forstummer. Liliana skal videre, og hun efterlader os med disse ord:

»Det er næsten som at blive født igen.«

***

Skoleklokkerne ringer ind fra frikvarter på Skagen Skole. Det er her, at Liliana Croitorus datter sammen med 16 andre rumænske børn har deres skolegang. Rumænerne er klart den største nationalitet blandt de i alt 30 udenlandske børn, som går på byens eneste folkeskole.

Rumænerne har en betydning for byens børnetal, fortæller viceskoleleder for Skagen Skole, Claus Flügel Jensen. Især når man tager i betragtning, at Skagen siden årtusindeskiftet er gået fra at have tre folkeskoler til nu kun at have en enkelt, hvor der går 530 elever. Alene Skagen Skole har engang haft 1.100 elever, men frem mod 2019 vil skolen gå fra at have tre klasser på hver årgang til at blive snævret ind til to.

I disse tider tæller enhver ny elev, mener Claus Flügel Jensen.

Han viser os rundt på skolen. Vi ser, hvordan børn, store som små, leger og løber på gangene. Tre børn spurter grinende forbi os, mens de alle kæmper om at holde fast i en papkasse. Og midt i alt det liv forklarer viceskolelederen, at de rumænske børn betyder noget for mangfoldigheden.

»Menneskesynet har godt af, at vi ikke gemmer nogen af vejen,« mener han.

Claus Flügel Jensen har også oplevet på egen krop, hvordan det er at være den fremmede, der kommer til Skagen. Da han flyttede til byen fra Hobro var det derfor også en fordel, at han var rigtig god til fodbold og håndbold.

»Det hjalp mig med at blive accepteret, for man skal faktisk også accepteres i sådan et samfund,« siger han.

»Er skagboer lidt reserverede?« spørger vi.

»Det kan de godt være. De er ikke nogen, der bralrer ud med det samme. Nej, de skal lige se folk an,« siger Claus Flügel Jensen.

Vi stopper foran en dør. På den hænger otte fintklippede blomster af pap i alle regnbuens farver. I hver blomst er der skrevet et navn: Lava, Abdul, Davide, Eddie, Benisa, Rebeca, Karen og Adonis.

Det er døren ind til en af de tre verdensklasser, der er på Skagen Skole. Det er her, hvor de udenlandske børn begynder med at lære dansk, inden de kommer ud i de almindelige klasser.

Claus Flügel Jensen åbner døren.

»Heeej,« siger han forsigtigt, da han træder ind i klasseværelset.

På tavlen står der »Velkommen i klassen Karen«. Det er navnet på den mørke pige, der sidder med en tablet foran sig. Det er hendes første dag som elev på Skagen Skole, siden hun kom fra Colombia til Danmark med sin mor. De havde siddet i en flygtningelejr i Ecuador, og nu er de i Skagen.

»Hej,« siger Abdul, en af de andre elever i klassen, da han ser os. Han ankom for en måned siden, efter at have siddet i asylcenteret i Vrå, forklarer klassens lærer, Lilan Clemmensen.

»Her har vi både italiensk,« siger hun og nikker med hovedet mod Davide, den mørklødede dreng, der sidder sammen med Abdul.

»Og så har vi spansk, rumænsk, kurdisk og arabisk,« fortsætter læreren.

»Det er en blandet landhandel hernede,« kommenterer Claus Flügel Jensen.

»Ja, det er det, og man kan sige, jo flere forskellige sprog, der er, desto bedre, for så bliver de nødt til at tale dansk sammen,« uddyber Lilan Clemmensen.

Både hende og viceskolelederen forklarer, at skolen gør meget ud af at sørge for, at de danske elever knytter bånd med de udenlandske. De udenlandske skal ikke gå sammen for sig selv, siger Claus Flügel Jensen.

Men de lærer hurtigt dansk, fortæller Lilan Clemmensen. Desto yngre de er, desto bedre.

Abdul kigger op fra sin tablet og meddeler:

»Liilaaaaan, vi er færdige.«

»Orv, er du allerede færdig?« svarer hun.

»Ja!«

»Hold da op, hvor er I dygtige,« roser viceskolelederen de to elever.

Abdul og Davide smiler.

Det er det helt basale dansk, de lærer her i klassen. Det handler om at kunne sætte danske ord på det, man ser: Høj, tyk, lav og tynd for eksempel, forklarer Lilan Clemmensen.

»Børnene er jo ikke noget problem at tale med. Det er faktisk, når vi skal have forældrene ind over, at vi møder udfordringer. Og så er det tit børnene, der hjælper,« siger Claus Flügel Jensen.

***

På Skipperskolen på havnen i Skagen sidder de voksne rumænere fra Prime Ocean og skal lære det samme, som Abdul, Karen og Davide lærer hver dag: Helt basalt dansk.

Sproglærer Annie Lie kigger ud over sine fuldvoksne elever. Nu er de ti. Fire er kommet til, siden undervisningen begyndte. Annie Lie holder lærebogen op og taler ud fra et billede, der viser en kvinde med en kniv i hånden.

»Lige nu står hun med en kniv. Det gør I også, når I arbejder,« siger hun højt og tydeligt.

»Hvad hedder det?« spørger hun og skærer med sin hånd i luften.

Alle ti rumænere er stille. Annie Lie søger med sit blik rundt i klasseværelset. Ingen rækker hånden op.

»Det hedder at skære, at skære fisk,« siger hun og nikker ud til klassen for at se, om de har forstået det.

Alin Mares nikker og noterer det ned på sin notesblok. Hans kone Maria Mares anstrenger sig til at give et smil. Hendes øjenlåg hænger. Hun er træt efter at have arbejdet i 12 timer på fiskefabrikken Prime Ocean.

Det begyndte ellers så godt med sprogskolen for virksomhedens rumænere. Da undervisningen startede op i januar, var det med 74 rumænere fordelt ud i fire klasser alt efter deres sproglige niveau. Det havde AOF Nord Frederikshavn Sprogcenter sørget for i samarbejde med 3F i Skagen og Prime Oceans tillidsrepræsentanter, Lucian Turculeanu og Alin Mares. Hver onsdag fra klokken 18.00 til 20.15 mødtes rumænerne for at lære dansk.

Men så kom højsæsonen på Prime Ocean og de 12 timers arbejdsdage, hvor rumænerne først har fri klokken 18.00. Her i slutningen af april sidder der altså kun ti rumænere i klasseværelset.

Sproglærer Annie Lie går rundt med en kontaktbog hos rumænere. Hun skal have deres informationer, så hun kan samle dem alle i én klasse.

Alin gaber, og det er som om, at bunden går ud på energiniveauet i klassen. Klokken er ved at ramme 20.00. De sidder udmattede, klør deres pande, og med halvåbne øjne knokler de med danske verber, da Annie Lie kommer hen til os.

»Kan I mærke det? Nu er de døde. De har simpelthen ikke mere at give af,« siger hun og fortæller, at mange af rumænerne mødte klokken 6 i morges og først fik fri klokken 18.

»Mange af dem har ikke engang nået at være i bad. Det kan man også godt lugte. De kommer simpelthen bare susende efter 12 timer. Og så kan man begynde at snakke indlæring,« siger hun.

Alin Mares ved godt, at det er et problem, og han mener, at Prime Ocean burde tage initiativ til at imødekomme rumænernes ønske om sprogundervisning. Blandt andet ved at lade dem gå til undervisning i arbejdstiden.

Virksomhedens fabrikschef, Eric Stensgaard, har også pointeret over for rumænerne, at sproget er vigtigt, hvis de har i sinde at integrere sig ordentligt. Men det skal ikke ske på bekostning af virksomhedens forretning.

»Når vi har højsæson og kører fra klokken 6 til 18, så skal vi blæse alle mand i arbejde. Lad os så sige, at der var 50 arbejdere, som skulle på sprogskole, jamen det ville vi slet ikke kunne, for vi har mange, mange ton fisk, som skal af sted,« forklarer Eric Stensgaard.

Hos 3F i Skagen oplever den faglige sekretær Finn Jenne en manglende samarbejdsvillighed fra Prime Ocean. Han har før pointeret over for virksomheden, at det ikke behøver at koste dem en krone, hvis deres medarbejdere skulle gå til undervisning midt i arbejdstiden. Der er kompetencefonde, hvor rumænerne kan blive købt fri, forklarer han.

»De vil ikke være med til noget som helst,« siger Finn Jenne om ledelsen på Prime Ocean.

Og det er fabrikschef Eric Stensgaard klar over. Men han har kunder, der venter på deres fisk, og de vil ikke komme, hvis flere af arbejderne er på sprogskole.

Det kan derfor være svært at se løsningen. Og hos AOF Nord Frederikshavn Sprogcenter, der står for sprogskolen, afventer afdelingsleder Peter Lynge Pedersen nu, om de skal give rumænerne på Prime Ocean et andet tilbud. Det kan være en anden dag på et andet tidspunkt.

»Jeg synes, det er træls, at det er gået, som det er gået. Nu er der gået fire måneder, hvor det har vist sig, at det ikke var modellen for de flestes vedkommende,« siger Peter Lynge Pedersen.

Tilbage i klassen stopper læreren Annie Lie undervisningen et kvarter før tid. Der er ikke mere at komme efter, fornemmer hun. De er for trætte. Men hun nyder at undervise dem.

»De er ordentlige og søde,« siger hun og fortæller, hvordan hun har måtte ændre undervisningen fra at være arbejdsmarkedsrettet dansk til helt basalt hverdagsdansk.

Pigerne havde brug for at lære ordene læbestift, BH og strømper på dansk.

Den nuværende undervisningssituation er ikke optimal. Det ved hun godt.

»Men hvad er alternativet?« spørger Annie Lie retorisk.

Hun ved godt, at svaret er ingen undervisning, og det gør rumæneren Alin Mares også. Derfor kommer han, så ofte han kan, og kæmper sammen med sine landsmænd med at få tungen til at sige; »Per er glad nu. Det er ikke en sur dag. Det er en glad dag« i oplæsningen fra lærebogen. For rumænerne må bare acceptere, at deres dag lige inden er foregået 12 timer foran et rullende bånd, hvor fisk efter fisk langsomt har trukket energien ud af dem. Mens Annie Lie må bære over med, at antallet af laks og hvidfisk på Prime Oceans fiskebånd har mere at sige end hendes elever.

De nye kammerater

»Du skal kraftedeme ikke komme herop og så bare ødelægge vores arbejdsmarked,« tordner Finn Jenne mod Alin Mares.

Vi er tilbage i 2011. Det er første gang Alin og 3F’s faglige sekretær i Skagen, Finn Jenne, taler sammen. Det sker på Finns kontor på havnen i Skagen.

»For nu er vi nogen, der har kæmpet i rigtig mange år, og så kan I rumænere i løbet af en måned bombe det hele fuldstændig tilbage,« fortsætter Finn med at overfuse Alin.

Men Alin er ligeglad med Finn og fagforeningen. Han skal bare tjene penge til sin familie. Danske arbejdsforhold kan rende og hoppe.

Så spørger Finn, hvor gammel Alin er? 27 år, svarer han. Godt så, siger Finn og forklarer Alin, at han først kan gå på pension, når han er godt oppe i 60’erne.

Alin ligner et spørgsmålstegn.

»Hvad mener du? Det kan jeg ikke,« svarer han så.

Finn Jenne kigger på os. En af os sidder i den stol, hvor Alin i 2011 sad. Den faglige sekretær for 3F smiler kækt, da han tænker tilbage på det første møde med Alin.

»Jeg har drillet ham med det lige siden,« siger Finn.

For lige siden har Alin Mares dannet fortrop i kampen for at få organiseret sine landsmænd på fiskefabrikken Prime Ocean. Sidste år nåede 3F i Skagen en milepæl, da en af de rumænske arbejdere på fabrikken blev valgt som tillidsrepræsentant, mens Alin blev valgt som suppleant. Tillidsrepræsentanten hedder Lucian Turculeanu, en rumæner, der altid har et gøremål lige rundt om hjørnet: Papirer, der skal tjekkes, venner, som skal hjælpes, og fagforeningskurser. En mand, der ikke står stille, men er i fuld fremmarch for sine landsmænd.

Men det har sine omkostninger. I et af de få interviews, vi får med ham, sidder vi i hans bil. Han kigger ud af forruden, ser Skagens gader passere forbi og siger så:

»Det er hårdt.«

Han rynker panden og ryster lidt på hovedet:

»Min kone fortæller mig tit, at jeg ikke er nok sammen med hende og min lille søn. At jeg arbejder for meget, og at jeg prøver at hjælpe for mange, så det går ud over dem.«

***

Det er svært at organisere rumænerne. Lige nu er omkring 50 ud af de 80 til 90 rumænske ansatte på Prime Ocean medlem af 3F, fortæller tillidsrepræsentanten Lucian Turculeanu. Grunden til, at de ikke har fået organiseret flere rumænere, skyldes de løbende udskiftninger af mandskab, der sker på fiskefabrikken: Når der er mange fisk, bliver der ansat nye rumænere. Når der ikke er, bliver der afskediget mange.

Sådan er det, lyder det fra fabrikschef på Prime Ocean, Eric Stensgaard.

Han forklarer, at virksomheden med succes bruger mund til mund-metoden, når de skal finde nye medarbejdere. Det vil sige, at det er arbejderne ved båndene, som anbefaler deres venner, bekendte eller familiemedlemmer, når virksomheden mangler arbejdskraft. Når de fleste af arbejderne er rumænere, så er det også rumænere, der bliver ansat.

»Jeg vil vædde med, at vi kunne få hundrede rumænere i morgen, hvis vi spurgte vores medarbejdere,« siger Eric Stensgaard og forklarer, at virksomhedens omstillingsparathed og fleksibilitet er det, de overlever på.

Men det betyder samtidig, at de nye rumænere, der kommer til Skagen, ikke har den samme forståelse for, hvordan det danske arbejdsmarked hænger sammen. Derfor er det en konstant kamp for oplysning for Alin Mares, Lucian Turculeanu og Finn Jenne.

Det går dog fremad, er de alle tre enige om. Men det gør det ikke lettere, at rumænerne også har forskellige mål for deres ophold i Danmark: Dem, der kommer til Skagen for at bosætte sig og begynde et nyt liv med familien. Dem, der udelukkende kommer for at arbejde og tjene så mange penge som muligt, inden de rejser hjem igen. Og dem, der bliver i tvivl, mens de er her: Om de skal blive i Skagen eller rejse tilbage til Rumænien.

***

Sidst vi mødte Ionut Ghizdeanu og Marian Dinu, var de to rumænere i en usikker situation. Det var to mennesker, der stod og ventede i transitten mellem to sandsynligheder: Kunne de blive i Skagen eller skulle de hjem til Rumænien? Lige siden februar, hvor de kom til byen, har de arbejdet på Prime Ocean - men med en uvished om, hvor længe det ville vare: Havde de fortsat et arbejde, når højsæsonen på fiskefabrikken sluttede ved udgangen af april?

Nu er vi er nået ind i maj, en søndag med blå himmel og sol. Ti rumænere har forladt Prime Ocean og er taget hjem til Rumænien. Men Ionut og Marian er ikke blandt dem.

Vi møder dem ude foran deres boligblok. Ionut kommer ud af opgangens mørke klædt i en beigefarvet vest og en smøg i munden. Marian følger efter. I hænderne holder han to poser fyldt med pant. Og så kommer der en tredje. Den nye beboer i lejligheden. Hans pjuskede, sorte hår har striber af gråt i siderne og armene er senet. Han hedder Dan Bulete, og ligesom Ionut og Marian har han runde, brune øjne. Dan arbejder også på Prime Ocean og har i alt arbejdet syv år i Danmark.

»For pengene,« siger den 47-årige rumæner tørt på gebrokkent engelsk, da vi spørger ham om, hvorfor han er i Skagen.

Vi går over til pantautomaten, der ligger ved Eurospar-butikken på Skagavej - et stenkast fra deres hjem. Det er den samme købmand, hvor Ionut ofte oplever kassedamens døde øjne. Når hun giver ham byttepengene, smider hun dem ned i hans hånd. Det er som om, føler Ionut, at hun ønsker, at han ikke var her.

Men han forstår det. Vi er de fremmede her og ikke hende, siger han.

»Men en dag vil jeg gå hen til hende og spørge, hvorfor hun behandler mig sådan? Og jeg er nysgerrig efter, hvad hun vil svare,« fortæller han.

Og den dag kommer måske. For Ionut og Marian har talt med tillidsrepræsentanten Lucian Turculeanu, der har fortalt dem, at ledelsen på Prime Ocean ikke har tænkt sig at fyre dem lige foreløbig.

De to står ved kassen og skal betale for discount-juicen, en Smirnoff Ice-flaske og de frosne miniflutes fra First Price. Den unge kassedreng bipper varerne ind. Han giver Ionut byttepengene i hånden. De udveksler ingen ord. Kun venlige blikke.

På vej ud af købmanden råber to unge fyre noget på rumænsk til Dan Bulete, der smiler og nikker.

»De spurgte, om de ikke kunne få noget af den suppe, som han skal lave til os i aften,« oversætter Ionut.

Og så går vi tilbage til lejligheden. En ven ringer Marian op. Det er første gang, de taler sammen, siden Marian rejste til Skagen i februar. Ionut og Dan begynder at gøre klar til suppen, der skal være aftensmaden de næste to dage.

Ionut sætter sig ned, folder en gammel avis ud på bordet, hvor han begynder at skrælle gulerødder med en kniv. Om to uger vil den uddannede maskiningeniør melde sig ind i 3F:

»Og så håber jeg på at finde et arbejde, som passer til den uddannelse, jeg har.«

Det ligger godt nok et stykke ude i fremtiden, men når sommeren ender, drømmer Ionut og Marian om at tage på ferie tilbage til Rumænien. På det tidspunkt vil det være syv måneder siden, de sidst så deres familie i hjemlandet.

Indtil da skal de filetere fisk. Inden vi forlader dem, aftaler vi, at vi skal mødes igen og gå hele vejen ud til Grenen - spidsen af Danmark, hvor Kattegat og Skagerrak mødes. Men om mandagen, næste dag, tager Ionut ikke telefonen. Og han gør det heller ikke tirsdag. Det er først om onsdagen, dagen inden vi tager hjem, at vi ser ham igen. Det er i kantinen på Prime Ocean. Han sidder med halvåbne øjne og tygger en hvid toastbrød-klapsammen med salami i sig.

Klokken er 12, og han undskylder, at han ikke svarede tilbage. Han lyder udmattet. Stemmen er lav. Det er okay, siger vi. Han forklarer, at han har haft overarbejde de seneste to dage, så han har først været hjemme klokken 19 om aftenen. Og så skulle han have et bad, noget mad og på hovedet i seng.

Lucian Turculeanu, tillidsrepræsentanten, er der også. Han sidder udenfor og ryger en smøg, men skynder sig hurtigt videre. Han skal over på kontoret og tjekke nogle papirer, forklarer han os og undskylder. En dag stopper han måske op og ser, hvor meget han hjælper sine landsmænd.

Vi siger farvel til Ionut og efterlader ham ved bordet med de rumænske kolleger. Sammen med sin sambo, Marian Dinu, kan han tænke på, at de stadig har arbejde i Skagen over sommeren.

Indenfor ved båndene står Alin Mares sammen med sin bror Sorín Daniel Mares og skærer hjerter ud på torsk efter torsk. Men mens Alin gør det, kan han tænke på sin 11-årige datter, der går i en skole, hvor lærerne ikke slår med pinde. Og Sorín kan drømme om, at han en dag vil kunne læse de danske reklamer, han senere denne onsdag skal dele ud i Skagen.

Deres chef, Liliana Croitoru, holder sikkert styr på dem og sin mand ved båndene. Når hun kommer hjem vil hun måske smile ved synet af sin dygtige datter i det hus, de lige har købt.

Et andet sted i Prime Oceans hvidkalkede bygninger står Alins kone, Maria Mares, og skærer løs. Hun behøver ikke længere frygte for, om Alin kommer levende hjem. I stedet kan hun drømme om, hvilken ferie de skal på næste gang.

Og hjemme i Florins Grigores lejlighed går hans kone, Luminita Grigore, sikkert rundt med deres nyfødte datter, Maja, i armene foran glasmontren med Lamborghini-bilerne. Mens Florin bygger skibe på Danish Yacht vil han nok tænke på dem og sine venner i Klitkoret.

Det er her, vi forlader dem. Midt i det, der er deres liv på toppen af Danmark.

Dette er tredje og sidste del af historien om de rumænske skagboer.

> Del 1

> Del 2