Print artikel

Skagboerne fra Rumænien (2)

Reportage
07.10.15
Længst mod nord findes en lille koloni af rumænere, der fileterer fisk. De er dygtige til det, og de har gjort det længe, men hvorfor er de havnet lige netop i Skagen, og hvordan ser deres liv ud? Historien om de rumænske skagboere er et portræt af arbejdskraftens frie bevægelighed i praksis.

I kantinen på Prime Ocean sidder en lille dame i et hjørne. Af statur gør hun ikke meget væsen af sig, men alligevel vækker hun en smule opsigt ved at sidde alene ved et bord, der er omgivet af tre ledige stole. Under hendes blå stofhat gemmer hun sit skulderlange, hvide hår, der skiller sig ud fra de øvrige i kantinen, der alle er mørkhårede.

Den lille dame hedder Susanne Krogh og er 56 år gammel. I dag er hun den eneste dansker i frokostpausen ud af de omkring 35 arbejdere, der får en halv times hvil fra de rullende bånd med hvidfisk. Omkring hende står fem borde, hvor der ved dem alle sammen bliver talt rumænsk over de medbragte madpakker.

»Vi har godt nok vores egne pladser herinde. Jeg sidder altid her,« siger Susanne Krogh med et genert smil og en lavmælt og forsigtig stemme.

På sin faste plads foran mikrobølgeovnen og tæt på køleskabet plejer hun at sidde og spise sammen med sine danske kolleger. Men i dag er hun altså alene.

»De danskere, der er ovre i salten, plejer at sidde her. Men der var ikke så mange fisk i dag, så der var nogen, der skulle derover,« forklarer Susanne Krogh og peger ud af vinduet over på bygningen på den anden side af vejen, hvor saltningen af fisk foregår.

Hun tror, at opdelingen af danskere og rumænere i kantinen sker på grund af sproget.

»Det er bare automatisk, at man gør det,« som hun siger.

Susanne Krogh har været vant til at arbejde med polakker i sit tidligere job på havnen hos Werner Larssons Fiskeeskport og befinder sig nu godt i miljøet med de mange rumænere.

»Jeg har det godt med det. Ellers havde jeg ikke været her i så lang tid,« siger hun og griner let.

I tre år har Susanne Krogh arbejdet på Prime Ocean. Mens hun skænker sig en kop kaffe i låget af sin sølvgrå termokande, fortæller hun, at hun godt kender til alle fordommene om sine rumænske kolleger.

»Man hører så mange ting i radioen om alle de der djævle. Men sådan er de jo slet ikke. Man kan have sin telefon til at ligge. Der sker ingenting. Det er ikke sådan, at vi hører det i radioen, vel? Det er kun dårligt, det man hører i radioen,« siger Susanne Krogh, der selv har fået ændret sin opfattelse af rumænerne efter mødet med dem.

»Man får jo et helt andet syn på dem, når de er så søde. De holder døren for én. Det gør danskere sgu ikke altid. De er mere eller mindre ligeglade. Hvis jeg kommer og skal ind ad døren, og der også er en rumæner, der står og skal ind før mig, holder han døren for mig, så jeg kommer først. De er meget opmærksomme og hjælpsomme. Det er de,« siger hun.

Susanne Krog er født og opvokset i Skagen og har med egne ord »aldrig været udenbys.« For hende er de rumænske kolleger en nødvendighed.

»De skal jo være her. Det går jo ikke, hvis vi ikke har dem. Så har vi jo ikke noget at lave. De holder det hele i gang. Danskerne vil jo ikke være her. Ikke ret mange af dem,« siger hun.

»Hvordan kan det være, du vil jo gerne?« spørger vi.

»Det er nok, fordi jeg er anderledes,« svarer Susanne Krogh og griner lidt af sig selv, før hun fortsætter:

»De andre, de er måske lidt mere sarte. Jeg er ikke så sart.«

Susanne Krogh har åbnet sin grønne madkasse og sat tænderne i et stykke franskbrød med rullepølse. På glasruden i kantinens køkken hænger et lamineret A4-papir, hvor teksten kun står skrevet på rumænsk.

»Ved du, hvad der står på det opslag?« spørger vi.

»Jeg kan ikke huske det. Jeg har vidst det. Men det plejer at stå på tre sprog,« siger hun og peger over på væggen bag sig, hvor tre sedler med firmaets regler står forklaret på dansk, engelsk og rumænsk.

Også på døren ind til fabrikken hænger en tresproget påmindelse om, at arbejderne skal huske at rydde op efter sig. Det rumænske opslag hænger øverst. Det danske nederst.

***

På Prime Ocean har de omkring 80 til 90 rumænere ansat ud af virksomhedens 130 medarbejdere. Fabrikschef Eric Stensgaard fortæller, at den fem år gamle fiskefabrik stadig er ved at skabe sin egen kultur. Han kan godt være bekymret for, at majoriteten af rumænere kan betyde, at de lukker sig om sig selv.

»Den største fare er, hvis de laver et minisamfund i samfundet. Det ville være til skade for dem og for os. Så får vi ikke det bedste ud af dem, og de får ikke det bedste ud af os. Det er fuldstændig tosset, og det er desværre det, vi ser mange steder, når det ikke er ordentligt. Vi har en forpligtelse,« siger Eric Stensgaard og indrømmer, at Prime Ocean godt kunne have gjort mere for at hjælpe de rumænske ansatte til at blive godt integreret.

»Det er et spørgsmål om, at vi informerer på en god og ordentlig måde om alt. Og det er der ingen af os, der er gode til. Hverken kommunen eller os for den sags skyld. Vi har koncentreret os rigtig meget om arbejdet. Det kunne vi godt have gjort bedre,« siger han.

Susanne Krogh har været ude at ryge foran kantinen, hvor mange rumænere også får sig en smøg. Det er som om, at det er en omvendt verden den 56-årige skagbo lever i, når hun trækker i arbejdstøjet. Hun er dansker og arbejder i sin fødeby, men på Prime Ocean er det hende, der er den fremmede. Men det får hende ikke til at føle sig uden for.

»Jeg er accepteret, og jeg har også accepteret dem. Det skete faktisk med det samme, tror jeg. Så det var godt nok,« siger hun og fortæller, at hun for nyligt blev inviteret med til en af rumænernes 20 års fødselsdag - men hun valgte at takke nej, da det var lige ungt nok for hende.

I sine tre år på fiskefabrikken har hun lyttet sig til at kunne sige ‘godmorgen’ og ‘velbekomme’ på rumænsk, ligesom hun også forstår et par rumænske tal. Hendes engelske er ikke for godt, så derfor kommunikerer hun tit med rumænerne på andre måder.

»Jeg kan næsten bedst med dem, der ikke kan engelsk. Det er dem, jeg kommer bedst i snak med. Det er egentlig mærkeligt. Det foregår på tegnsprog og sådan. Det er meget sjovt,« siger Susanne Krogh, mens mundvigene på hendes let rynkede ansigt løfter sig op i et bredt smil.

***

Halvanden kilometer fra Prime Ocean knejser Skagen Skipperskole yderst på molen ved den sydlige indsejling til Skagen. Det er her i den nyligt opførte, skibsformede bygning, at et moderne klasselokale hver onsdag efter arbejdstid danner ramme for to timers danskundervisning for fiskefabrikkens rumænske arbejdere.

Inden lektionen begynder, står vi med Alin Mares og hans bror Sorín Daniel Mares på en trappeafsats ude foran bygningen. Et par knips med lighteren og de har ild i deres smøg.

»De første par gange lærte jeg, hvordan man siger klokken og små ting som det. Det kunne være bedre,« siger Alin om sit udbytte af sprogskolen.

»Det er meget lidt,« supplerer Sorín ham og illustrerer det med sin tommeltot og spidsen af pegefingeren, der er få millimeter fra at nå sammen.

»Problemet er også, at der hvor vi arbejder, er det kun få procent af arbejderne, der er danskere, så vi taler ikke dansk i hverdagen. Du lærer dansk hurtigere, hvis du bruger det i hverdagen. Men når vi går hjem, taler vi ikke dansk. For vi kender ingen danskere,« siger Sorín, der ved siden af arbejdet på Prime Ocean kører rundt på sin scooter i Skagen og deler reklamer ud for Nordjyske Medier.

»Når du går på gaden og ser folk tale, vil du gerne forstå, hvad folk taler om. Men det kan du ikke,« siger han og kaster blikket ud over den tomme parkeringsplads foran Skipperskolen.

»Føler du dig isoleret?« spørger vi.

»Ja. Jeg vil gerne vide, hvad de taler om. Jeg vil gerne vide, hvordan de er,« svarer han, hæver stemmen og lægger kraft bag sine ord:

»Det er grunden til, at jeg gerne vil lære mere dansk, selv om jobbet ikke kræver det. Der kan jeg bare tale på engelsk. Men vi vil jo gerne leve her. Ikke kun arbejde. For de, der bare kommer i sæsonen og arbejder, er ligeglade med dansk.«

Sorín folder sin hånd ud, som om han holder noget vigtigt, noget ubeskriveligt.

»Det store problem er, at når jeg mødes med danskere og ikke taler dansk, så går noget i stykker,« siger han og lader det usynlige i hans hånd falde til jorden.

Før Sorín fik en kæreste, tilbragte han de fleste lørdage på byens lokale diskotek Buddy Holly. Som i en god drøm, hvor man bliver vækket for tidligt, mærkede han, hvordan sproget på et splitsekund forandrede hans møde med en dansk pige.

»Det var så hyggeligt. Vi festede sammen og dansede lidt. Men så snart vi begyndte at tale sammen, og hun fandt ud af, at jeg talte engelsk og ikke dansk, stoppede hun med at feste med mig. Det gad hun ikke. Men før vi åbnede munden, og da hun ikke vidste, at jeg ikke snakkede dansk, var alt helt fint. Når du oplever det, vil du meget gerne lære sproget,« siger Sorín.

De to brødre skodder deres smøg og trasker ind i klasselokalet, hvor de tager plads ved siden af hinanden ved et bord i midten af rummet. En håndfuld af deres rumænske kolleger fra fiskefabrikken er også dukket op, og i alt er de seks elever, da timen begynder klokken 18.

»Hej, velkommen,« siger sproglærer Annie Lie, da Prime Oceans rumænske mellemleder Katalin med hurtige skridt iler ind i klasseværelset to minutter inde i timen.

Ti minutter senere kommer Maria Mares og sætter sig mellem Alin og Sorín. Hun har lige afsluttet en arbejdsdag, der løb fra klokken 6 om morgenen til klokken 18 om aftenen. Og nu står den på danske ordenstal, som de lærte om i sidste uge.

Den rumænske herrestemme

»Kom så, Skagen! Hvad kæmper vi for? Sejr!«

Kampråbet fra klyngen med de 11 havblåklædte drenge i Skagen IK-trøjer gjalder på bane to på idrætsanlægget på Stadionvej, hvor klubbens U15-hold er klar til kamp.

De mørke skyer er så småt trukket væk over græsplænen, der er fyldt med vandpytter efter et massivt regnskyl. Sjip, sjap, sjask - glidende tacklinger og ivrig kamp om bolden.

»Stærkt, Tim! Ryg, David! Godt, Mikkel!« lyder tilråbene fra trænere og et dusin forældre, der står på en række langs sidelinjen og ser på.

Ud af de 14 Skagen IK-spillere er ikke en eneste rumæner. Den eneste ikke-dansker løber rundt med nummer 11 på venstre back med anførerbindet om armen. Han hedder Heisam Mohammed og er kommet til Danmark som flygtning fra Sudan.

Samtidig med U15-kampen træner klubbens Serie 5-hold på en bane i den modsatte ende af idrætsanlægget, hvor billedet er det samme. Ingen rumænere, men et par stykker fra Mellemøsten. Og sådan ser det generelt ud i Skagen Idræts Klub, der er byens største forening med over 300 medlemmer. Ifølge klubbens formand, Christian Mose Sørensen, er der ingen østeuropæere i klubben på seniorniveau og meget få i ungdomsafdelingen.

»Det er noget, vi har forsømt og ikke været opmærksomme på. Men vi har ikke gjort noget aktivt tidligere, fordi vi ganske enkelt ikke har spekuleret over, at vi selv skulle være aktive for at få del i østeuropæerne og integrere dem. Fordi tidligere, når man talte om fremmede, der kom til byen, fik vi dem nærmest automatisk foræret,« siger Christian Mose Sørensen og henviser til, at flygtninge ofte bliver hjulpet ind i klubben af Røde Kors eller andre organisationer.

»Den hjælp har de øvrige jo ikke, som kommer her som almindelig familie, selv om behovet nok er lige så stort. Det er jo egentlig bare tilflyttere, som nogen fra Aarhus og Aalborg ville være, men de har måske ikke lige så nemt ved at blive integreret i foreningslivet. Det er en udfordring,« tilføjer han om Skagens østeuropæere.

Derfor har klubben også netop på bestyrelsesniveau diskuteret, hvad der kan gøres for at få flere af byens mange østeuropæere til at snøre fodboldstøvlerne. Men et konkret og målrettet initiativ har ladet vente på sig, da Skagen IK har haft travlt med at arrangere fodboldstævner henover sommeren.

I Skagen Bordtennisklub har de haft mere succes med at få østeuropæere involveret. Klubbens træner Viorel Enache er godt nok den eneste rumæner af bordtennisklubbens ti medlemmer. Men for nylig var han med til at arrangere en firmaturnering, hvor omkring ti rumænere deltog i både bordtenniskampe og efterfølgende hygge med smørrebrød og øl.

»De var meget høflige og imødekommende. Det var skide godt,« siger klubbens næstformand og træner Michael Eriksen, der var med til at få firmaturneringen op at stå.

Han oplevede, hvordan sporten fungerede godt som bindeled mellem danskere og rumænere, der snakkede sammen både før, under og efter bordtenniskampene.

***

Det er ikke alle steder i Skagen, at ordene integration og rumænere går hånd i hånd. I hjørnet af en ellers tom kantine i Skagen Sportscenter sidder to mænd og diskuterer.

»Der er ingen integration af østeuropæere. Jeg ser dem kun, når de cykler til og fra arbejde. Eller når de sidder nede i byen og spiller harmonika,« siger Brian Sørensen, der er halassistent i sportscenteret og pedel på Danhostel i Skagen.

»Jo, der er nu integration«, siger sportscenterets halinspektør, Jan Jensen, ham imod.

»Nej, det synes JEG ikke, at der er,« svarer Brian Sørensen ham hurtigt igen.

»Hvis du tager ud til børnehaven Kløvermarken, er der integration. Der vil du kunne se, at antallet af børnene i institutionen er steget,« argumenterer Jan Jensen.

»Men det er ikke integration. Det er de tvunget til. Integration er, hvis du bliver en del af samfundet og er med i foreningerne. Men jeg tror også, at det er, fordi der ikke bliver gjort noget for dem, som selv har valgt at tage herop. Det er ikke ligesom flygtninge fra Syrien, der bliver taget hånd om,« siger Brian Sørensen.

»Og vi er også afhængige af dem, hvis vi ikke vil ende ligesom Løkken, som kun lever i to måneder og ellers er død, og hvis vi stadig skal kunne handle i specialforretninger og bare have den mindste flig af et posthus tilbage,« mener Jan Jensen og fortæller, at der på de store gymnastikhold, som spænder over en stor aldersgruppe, kun er en enkelt eller to, der bliver talt engelsk til.

Brian Sørensen læner sig tilbage i stolen, lægger hænderne om bag nakken og siger:

»Jeg prøver at holde mine fordomme tilbage, men jeg må også sige, at jeg har mine fordomme om østeuropæere. For mig er de lidt ligesom sigøjnere. Hvis der holder en varevogn med polske nummerplader nede ved brugsen, tænker jeg med det samme, hvad den mon laver dér, selv om det jo kan være, at den bare leverer nogle varer til butikken.«

Fordomme og kritiske røster er også en del af arbejdet for Finn Jenne, der er faglig sekretær i fagforbundet 3F’s afdeling i Skagen, hvor han er tovholder på det rumænske netværk. I arbejdet med at sikre rumænerne anstændige arbejdsforhold bliver han mødt med undren fra de danske medlemmer over, at han gider bruge så meget energi på dem. Selv hans egen mor, der bor tæt på Mosegården i området med mange rumænere, er kritisk over for sine nye naboer.

»Hun er sådan lidt i en dobbeltrolle. Når jeg er der, er hun meget diplomatisk. Men jeg har så hørt, at når jeg ikke er der, er hun ligesom de fleste andre skagboer,« siger Finn Jenne.

»Hvordan er de fleste andre skagboer?« spørger vi.

»De er meget negative over for dem. Og så spørger jeg hende: Har de generet dig? Nej, okay. Men hvad fanden er problemet så? Hilser du ikke på dem? Jo, men de hilser ikke igen, siger hun så. Jamen så hilser du sgu da bare igen. Så hilser de jo lige pludselig. Så det er den der uvidenhed og lukkethed fra de lokale. Det koster sgu da ikke noget lige at sige goddaw eller hej eller hvad man nu siger,« mener Finn Jenne og siger, at man jo bare kan risikere, at de hilser igen.

***

En af de rumænere, der har turdet at hilse på danskerne i Skagen, er Florin Grigore. Han sidder i en velpolstret sofa i sin stue og bladrer rundt i en sort mappe fyldt med korsange.

»Det var svært, for jeg har aldrig sunget i et kor. Jeg har aldrig vidst, hvordan man synger med jeres stemme,« siger han, da han husker tilbage på dengang, han begyndte at synge i Skagen Klitkor, der hører under byens musikskole.

Koret blev han introduceret for gennem sin klaverlærer på Skagen Musikskole. Han var den eneste rumæner blandt sopran-, alt-, tenor- og basstemmerne, hvor han ofte sang uvidende om, hvad teksterne betød. Men det var her i koret, at han ofte fandt en mening og nogle svar på helt basale spørgsmål om, hvordan eksempelvis barselsreglerne i Danmark fungerer eller hvordan man bestiller en ferierejse.

»Helt enkle ting, hvor man bliver helt forskrækket over, hvorfor der ikke er nogen, der har sagt det til ham. Men man kan også spørge; hvem skulle sige det til ham?« siger en af Skagen Klitkors medlemmer Rolf Hauge, der ofte har hjulpet Florin Grigore med at få opklaret hans spørgsmål.

De to herrestemmer udviklede gennem koret et venskab. Rolf Hauge husker særligt en episode, hvor han til et møde i København modtog en sms-besked fra Florin Grigore.

»Jeg er blevet far nu,« læser Rolf op fra sin smartphone.

Han smiler, da han viser os billedet af den nyfødte baby i sms-tråden med Florin Grigore, der efterfølgende skrev:

»Jeg er så glad for at have mødt dig, Rolf.«

Rolf svarede ham tilbage med et stort »TILLYKKE« efterfulgt af et hav af glade smileyer og hjerter.

Siden fødslen af datteren Maja har Florin Grigore sat korsangen på pause for at have mere tid til familien. Men han understreger, at det kun er en pause.

»Jeg tænker altid på, at jeg vil hen til koret. For det var rart,« siger Florin Grigore, der til daglig arbejder på skibsværftet Danish Yacht på havnen i Skagen.

Den 31-årige rumæner slog sig ned i byen for tre år siden, efter at han i flere somre arbejdede som opvasker på Skagen Fiskerestaurant. I hans stue står der en stor glasmontre med små Lamborghini-biler i miniatureudgave. Han er helt vild med biler og fik sig en stor oplevelse, da Rolf Hauge lånte ham sin MG-sportsvogn, så han i en hel dag kunne køre rundt i Skagen og lege turist.

»Det var fedt. Det koster jo ikke mig en skid. Men det var stort for ham. De gange, at jeg har set de billeder på hans iPhone fra den dag, det er helt vildt fedt,« siger Rolf Hauge.

»Det behøver ikke at koste så meget det hele,« mener han.

At trække vejret i Skagen

Numserne vrikker. Hofterne drejer. Bassen pumper.

Stemningen er på sit højeste på Skagens lokale diskotek Buddy Holly, hvor dansegulvet er tætpakket med feststemte og berusede folk, der ser ud til at være sunket ind i en tilstand af glemsel over hverdagens bekymringer og en umiddelbar kærlighed til livet.

»Darling! Du ved, jeg freaking fucking love ya, oh darling!« skråler de mange halse med på Nik & Jays klubhit, mens klokken nærmer sig 01.30 natten til søndag.

Blandt de omkring 25 mennesker på dansegulvet står en gruppe med tre fyre og fire piger. De rækker armene i vejret mod en diskokugle, hvis de da ikke holder dem om halsen på hinanden, mens kroppen og læberne følger tonerne og teksten fra de to danske popikoner.

De syv er fra Rumænien, viser det sig. De eneste rumænere på Buddy Holly denne lørdag nat i maj. En time forinden ankom de i samlet flok, fandt sig et bord i midten af diskoteket og gik i baren for at bestille Jameson Whisky og Gordons Dry Gin med et par dåser Red Bull. Den ene af de rumænske fyre møder vi i baren, hvor han forsøger at få byttet sin Corona-øl ud med en ny uden det store held. For der er fyldt i baren, og han bliver ikke set med det samme.

Fyren hedder Silviu Florescu og har boet i Skagen i seks år. Han har tidligere arbejdet på fiskefabrikken Prime Ocean og senere i Hirtshals, hvor han blev fyret. Så lige for tiden er han på dagpenge og leder efter et nyt job.

»Nu går jeg på sprogskole, for jeg vil gerne lære at snakke dansk,« siger han gebrokkent på det bedste dansk, han har lært, selv om vi indtil nu har talt sammen på engelsk.

Silviu Florescu har mørkt hår og er klædt i en mat, blå skjorte, der er let opknappet ved halsen. Han fortæller, at han går i byen med sine venner tre gange om måneden.

»Det er tre til fire år siden, hvor vi begyndte at mærke mængden heroppe. Men det er sjovt, for der kan være weekender, hvor vi slet ikke ser nogen af dem, og lige pludselig så er der rigtig mange af dem,« siger Buddy Hollys ejer, Thomas Hvid, om rumænerne.

»Der var lige sådan lidt i starten, hvor de lige skulle finde ud af at gå i byen i Danmark, men nu oplever jeg dem meget positivt,« siger han med henvisning til, at de rumænske fyre nogle gange bare stod stille ude på dansegulvet og gloede på pigerne.

Silviu Florescu kan fra baren se sin kæreste, der er ude at danse med en veninde. Han får endelig sin Corona, som han betaler for med en 500-kroneseddel, inden han sætter sig tilbage til bordet med sine rumænske venner, der nu også har fået selskab af et par danske drenge. De snakker, griner og deler alkohol.

»De tjener gode penge i Skagen. Men de er også gode til at bruge dem, når de går i byen,« siger Thomas Hvid om rumænerne, der især gavner hans forretning i de til tider tørre vintermåneder.

For nyligt har Thomas Hvid også ansat en rumænsk pige som opvasker.

»Nu er hun lige startet og har haft fire vagter, og det er fandeme i orden. Det er svært at finde danskere til den type job nu,« siger han.

En sang fra Pussycat Dolls har dræbt dansegulvet. Og da vi klokken halv tre forlader Buddy Holly på vej hjem mod vores seng, tager flere unge et pitstop med pizzaslice. En dansk dreng vralter bedugget omkring, før han kaster maden op ud over et hvidt stakit til et af de mange skagengule huse.

***

Brækklatten ligger der også næste dag, da vi søndag morgen går gennem byen, hvor en grusom lugt river i vores næsebor. Men det er ikke på grund af nattens opkast. Det er derimod stanken af rådne fisk, der er blæst fra havnen og ind over byen. Vi har det som om, at vi lige har stukket hovedet op i røven på en hval med dårlig mave. En lugt man ikke bare lige sådan vænner sig til. Men så vænner man sig til at trække vejret mere gennem munden end næsen, som byens lokale siger. Et halvt hundrede af dem er mødt frem til højmesse i Skagen Kirke denne fjerde søndag efter påske.

»Fyldt af glæde over livets under, med et nyfødt barn i vore hænder, kommer vi til dig, som gav os livet. Fyldt af bæven foran ukendt fremtid, lægger vi vort barn i dine hænder. Det, som sker i dåben, gør os trygge,« synger menigheden af mere eller mindre skaldede mænd og hvidhårede kvinder, mens en fadder står klar ved alteret til dåben af en lille pige.

»Modtag det hellige kors tegn,« siger præsten Susanne Skovhus, inden hun døber hende ‘Lilje Sofia’.

Det er børn som den lille pige i den lange, hvide dåbskjole, byen tørster efter. I fire årtier har pilen for byens befolkningstal nemlig peget én vej. Ned.

Fra at have været knap 12.000 indbyggere i 70’erne, er byen blevet affolket i små sultne bidder, så der nu kun er 8.211 borgere tilbage i Skagen.

Og kigger man på befolkningsfremskrivningen fra 2012 og frem til 2020 ser det ikke ligefrem bedre ud for Frederikshavn Kommune. Når det gælder antallet af erhvervsaktive borgere i aldersgruppen 18 til 64 år tegner kommunen sig for den største absolutte nedgang af kommunerne i Region Nordjylland med et fald på 3.100 borgere. Samtidig vil antallet af unge borgere i alderen 0 til 17 år falde med 16,5 procent.

Over for det vil kommunen i den samme periode ifølge prognosen opleve en næsten tilsvarende stigning på 16,8 procent i antallet af ældre borgere over 65 år.

Med andre ord ligner det mere en afvikling end en udvikling. Men ligesom de lokale skagboer trækker vejret lidt alternativt, når det stinker af fisk, lige så vel kan byen og kommunens demografiske udfordringer måske løses på en alternativ måde.

For Frederikshavns Kommunes socialdemokratiske borgmester, Birgit Stenbak Hansen, er tvunget til at satse på mere end én hest, når det handler om kommunens fremtid.

»Hvis vi kan vinge af, at vi har gjort alt for, at de herboende ledige kan komme i arbejde, så har vi ikke nogen kvaler med, at folk er fra Østeuropa. Det har vi simpelthen ikke råd til at have kvaler med. Vi ved alle sammen, at der er nogle erhverv, som skal fungere, der skal nogle job til, og der skal nogle skattekroner i kassen. Så jeg kæmper i hvert fald som en vild for, at vi skal byde dem velkommen,” siger hun.

Danmarks nordligste kommune får nemlig brug for endnu mere arbejdskraft i de kommende år. Kommunen estimerer, at der kommer til at mangle 4.500 i arbejdsstyrken frem mod 2020. Blandt andet på grund af demografien, men også på grund af de nye arbejdspladser, der bliver skabt som følge af de omfattende havneudvidelser i Skagen og Frederikshavn, hvor der bliver investeret for 850 millioner kroner.

Derfor har Frederikshavn Kommune også taget initiativ til at undersøge, hvordan den kan hjælpe østeuropæerne med at bosætte og integrere sig i kommunen. Borgmester Birgit Stenbak Hansen mener, at det blandt andet skal gøres ved hjælp af informationsmøder, hvor østeuropæerne bliver informeret om praktiske ting som eksempelvis, hvordan man går til lægen eller bruger NemID. Samtidig overvejer kommunen også at ansætte en konsulent, der skal stå for at koordinere arbejdet med at integrere østeuropæerne.

»For mig er det allervigtigste, at vi byder dem velkommen og integrerer dem i det danske samfund, uden at vi propper det ned i halsen på dem, hvordan du for eksempel kan få tilskud til dit og dat, og hvordan du undgår arbejde. Og så kan vi kun håbe, at borgerne også synes, det er lidt hyggeligt at få en ny nabo,« siger Birgit Stenbak Hansen.

Hos Skagen Byting er de glade for de nye naboer. Et af bytingets medlemmer er venstrepolitikeren Jens Borup, der sidste år gik ud og bød østeuropæerne velkommen i sin tale på grundlovsdag, da han ser et stort potentiale for en synergieffekt.

»Jeg mener, at vi som by har en forpligtelse for, at de bliver en aktiv del af vores samfund og bidrager med børn til vores børnehaver og skoler - frem for at de bare rejser hjem,« siger Jens Borup, der også er bestyrelsesformand for FF Skagen, som er en af de større lokale virksomheder, der fremstiller fiskemel og fiskeolie.

Også direktøren for Elektromarine, Jan Pedersen, føler et stort ansvar for de 13 faglærte østeuropæere, han har ansat ud af sine 70 medarbejdere. Derfor er han også med til at betale for, at de kan modtage danskundervisning, så de kan blive integreret.

»Som virksomhed er det klart, at man interesserer sig for produktiviteten. Men jeg tror, at vi på længere sigt får meget mere ud af at hjælpe dem godt i gang. Så tror jeg også, at man får meget mere tilbage. Vi har jo åben året rundt, og det skal vi også kunne have i de næste mange år. Så vi tænker langsigtet,« siger Jan Pedersen, der også fortæller, at hans norske kunder går op i, at udskiftningen af personalet ikke er for stor.

Læs det tredje og sidste kapitel i Skagboerne fra Rumænien her.