Print artikel

Skagboerne fra Rumænien (1)

Ionut skræller gulerødder
Reportage
01.10.15
Længst mod nord findes en lille koloni af rumænere, der fileterer fisk. De er dygtige til det, og de har gjort det længe, men hvorfor er de havnet lige netop i Skagen, og hvordan ser deres liv ud? Historien om de rumænske skagboere er et portræt af arbejdskraftens frie bevægelighed i praksis.

Han modtager den uden hoved. Den er kold og slimet. Først tager han hjertet ud med to hurtige snit med kniven, og det ryger ned på båndet med indvolde. Han lægger det tredje snit langs siden for at nå ind til rygsøjlen.

Der er en rytme i fileteringen, ligesom der er i lyden fra maskinerne. Det runger som ti tørretumblere, der kaster sten rundt.

Men Alin Mares hører ikke støjen. Hans øregange fyldes af tonerne fra det finske rockband Nightwish. Han fortsætter med at skære en rektangel af kød ud af torskens øverste halvdel. Det bliver lagt på det øverste bånd, der kører videre til pakningen. I alt skærer han fem til seks snit. Det tager kun få sekunder, så kommer den næste hovedløse torsk på båndet i fiskehallen, hvor det gule lys fra loftets pærer får de sterilhvide vægge til at se matte ud.

Her har han stået i snart fire år på den geografiske top af et land, der før var så fremmed for ham. For hvert snit han har lagt, for hver fisk han har sendt videre på fiskefabrikken Prime Ocean i Skagen, er han kommet nærmere det, han søgte, og som han ikke kunne få i hjemlandet Rumænien. Her står han med over 80 andre af sine landsmænd på en fiskefabrik i Danmark, hvor der bliver talt mere rumænsk end dansk.

Vi betragter ham på afstand, mens han står med ryggen til os ved båndet. Han har en hvid kittel på med et blåt forklæde af plastik. Hans overkrop er foroverbøjet, og kun armene bevæger sig i små hurtige, rytmiske ryk. Så vender han sig om midt i larmen, som om han kan fornemme, vi står bag ham. Han løfter sin hånd og vinker til os, og vi får et glimt af hans brune, venlige øjne. Dem han lod gemme bag sine solbriller, da vi mødte ham for første gang.

Han vender ryggen til og fortsætter arbejdet i det kolde rum. Skær, skær, skær, skær og skær - og så videre til næste torsk.

Som han står dér med sine kolleger, hvor alles øjne er rettet mod fiskene, er det som om, at han bliver en del af en maskine af kød og blod. Snittene kan kun lægges på én bestemt måde, og arbejdernes mange munde er tavse. Det er, dag ud og dag ind, én lang gentagelse. Men en gentagelse, som mange andre af Alin Mares’ landsmænd de seneste år er blevet en del af her på havnen i Skagen.

***

Før vi mødte Alin Mares og hans landsmænd, var de blot en del af et rekordhøjt tal: 90.875. Det var antallet af østeuropæere, der arbejdede i Danmark sidste år. Aldrig før har der været så mange, og bare inden for det seneste år er antallet steget med ti procent, viser seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Siden 2008 er der kommet flere østeuropæere til i alle landets kommuner, hvor der på landsplan har været tale om over en fordobling af tilrejsende fra Østeuropa. Det er særligt landets provinser, som oplever en stor stigning - og mange landkommuner har i dag dobbelt så mange østeuropæiske borgere som i 2008. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Ugebrevet A4 har analyseret. Her er østeuropæere betegnet som statsborgere fra landene:

Bulgarien, Estland, Kroatien, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn, Malta og Cypern.

Stigningen gælder særligt for Frederikshavn Kommune, som Skagen er en del af. De seneste syv år har den nordjyske kommune oplevet den største procentuelle stigning i antallet af østeuropæere - hele 470 procent. Altså knap fem gange så mange. Siden 2008 er antallet af kommunens østeuropæiske borgere vokset fra 151 til 861.

En udvikling gjort mulig af EU-udvidelserne mod øst i 2004, 2007 og 2013. Medlemskabet åbnede døren ind til det vesteuropæiske arbejdsmarked og betød, at østeuropæere som rumæneren Alin Mares nu meget lettere kunne rejse til blandt andet Danmark for at arbejde.

Han er en af de omkring 200 rumænere i Skagen, som fagforeningen 3F’s lokale afdeling anslår, at der bor i byen.

***

»Næste Station, Skagen. Toget kører ikke videre,« meddeler en monoton mandestemme ud af togets højtalere.

Det første, vi ser, er til-salg-skiltet. Det hænger på et af vinduerne på den gamle stationsbygning. Det første, vi hører, er en rejsekortautomat, der på perronen står ensomt og gentager sig selv: »Tjek ind … Tjek ind«. Togstationen er tom denne lørdag.

Vi har en aftale med 31-årige Alin Mares og fire andre rumænere. Vi skal mødes ved restauranten på Foldens Hotel, der ligger på hjørnet ved indgangen til gågaden. Bygningen er skagengul som solen, der i dag hænger over byen på en lyseblå himmel.

Alin Mares står med fire andre rumænere i en halvcirkel og puster røgen fra en cigaret ud. Solen skinner på hans skaldede hoved. Han har en hættetrøje på indenunder den åbne, blå vindjakke, og som han vender sig om mod os, da vi forsigtigt spørger, om det er Alin, ser vi ikke hans øjne, men i stedet kun os selv i genspejlet fra hans sorte solbriller.

»Yeah,« svarer Alin på engelsk med en langsom og doven accent.

Vi giver hinanden hånden.

»Det er Maria, min kone,« siger han og peger på kvinden i den snehvide dunjakke.

Hendes mørke, krøllede hår hvirvler i vinden.

»I kommer for sent! Danskere plejer ellers aldrig at komme for sent,« udbryder en høj, tyndhåret mand med røde kinder, lyseblå øjne og med smøgen hængende i mundvigen. Han hedder Lucian Turculeanu og er tillidsrepræsentant på fiskefabrikken Prime Ocean, hvor de alle fem arbejder med at filetere hvidfisk og laks. Alin Mares er hans suppleant.

De sidste to rumænere i halvcirklen kender Alin, Maria og Lucian ikke så godt. De hedder Ionut Ghizdeanu og Marian Dinu og er to af de nyeste ansatte på fiskefabrikken. De ankom med bus til et Skagen, der lå i vinterhi i februar og havde aldrig før fileteret en fisk, da de begge har lange uddannelser.

Lucian spærrer øjnene op og griner overrasket, da Marian fortæller, at han har læst jura.

»Er du advokat? Jeg vidste slet ikke, at vi havde en advokat i virksomheden,« siger han. »Dig hiver jeg fat i, når vi får problemer.«

En skaldet og kraftig dansk mand i læderjakke, der sidder ved bordet over for os, lægger ikke skjul på, at han lytter med, ligesom hans kvindelige kompagnon sidder bumstille med ryggen til os uden at rykke på hovedet. Vi får øjenkontakt med ham, og han smiler fjoget til os, som om at det er god underholdning.

Den lille danske drøm

Røg står op fra alle rumænernes mundviger. Solen hænger over halvtaget uden for Prime Oceans lille kantine og varmer fliserne på rygeterrassen. Her kan rumænerne i en halv time sidde ved de udendørs borde, sætte tankerne i frigear og puste ud, før båndet med fisk inde i fabrikken ruller igen.

Alin Mares gnider sine øjne og gaber. Hans ansigt er slankt. Kindbenene bliver tydelige, når hans lyse hud bliver strammet op af et smil. Ved siden af ham sidder hans bror, Sorín Daniel Mares. Han har en smøg rygende mellem pege- og mellemfingeren, mens han spiller en digital udgave af den enarmede tyveknægt på sin smartphone.

Vi sidder og taler med dem, da en kraftig, rumænsk kvinde, der sidder til højre for Alin, afbryder os.

»Hun vil vide, hvad I synes om vores arbejde,« oversætter Alin.

Det er svært at svare på, men vi prøver - og får sagt noget a la; at der er en bestemt rytme over arbejdet, at Alin virker næsten som en maskine, når han står og skærer fisk efter fisk, men at rytmen på en måde også er elegant. At det gør arbejdsbevægelserne næsten poetiske. At det på en måde er smukt.

Tavshed.

Alin smiler. Vores blikke famler efter de rumænske arbejderes reaktion. Og så bryder en fyr, der sidder bag Alin, ud i et hånende grin, og alle andre ved bordet griner med. Vi begynder selv at grine, for vi kan godt se, hvor åndssvagt det er:

To danskere med blød hud på hænderne, som aldrig har været i nærheden af et samlebånd og som prøver at gøre jobbet til noget kunst, noget der siger mere end at filetere fisk. Men virkeligheden er, at jobbet er jobbet - og at jobbet er hårdt. Men lønnen betaler regningerne, bilen, maden og åbner døren ind til det, der for rumænerne er et bedre liv. 120 kroner i timen. Det er lønnen, og den er omkring fem gange højere, end hvad de kunne få i Rumænien. Derfor kan de sagtens skære fisk, dag ud og dag ind, de kan sagtens bære at lugte af fisk, dag ud og dag ind, og de kan sagtens magte at stå op klokken fem om morgenen og arbejde til klokken seks om aftenen, når højsæsonen på Prime Ocean buldrer af sted.

Fordi det giver mening.

***

Meningen finder vi indenfor i et skagengult rækkehus på Markvej 91 i det nordlige Skagen.

Soundtracket fra den første Harry Potter-film runger i stuen. Det er lyden fra en youtube-video, der kører på det store fladskærm-tv, som hænger på væggen. Videoen følger en flok minearbejdere på arbejde ved en af kulminerne i bjergbyen Lupeni, der ligger i det sydvestlige Rumænien. Det er her, Alin Mares kommer fra. Vi ser, hvordan arbejderne siger held og lykke til hinanden, før de går ind i elevatoren, der sender dem 350 meter ned i undergrunden. Vi ser, hvordan deres hvide hud bliver kulsort. Og vi ser, hvordan de trasker af sted i de 25 kilometer lange, smalle tunneller for at udvinde kul under bjergene i Jiu-dalen.

Alin sidder i sofaen over for fladskærmen og ser videoen, der viser billeder fra hans gamle arbejdsplads. Hans kone, Maria Mares, sidder med sit lange, sorte og krøllede hår på en kontorstol foran fladskærmen og kigger op på videoen. Der er stille.

»Hver dag gik du ned, men du vidste ikke, om du kom op igen,« siger Alin så.

Det er søndag. Vi er blevet inviteret indenfor i deres »lille amerikanske drøm«, som Alin kalder livet med kone, barn, rækkehus og vovsen Puppy. De ville egentlig have kaldt den lille, hvide hund for 'Pik', men fandt så ud af, hvad det betød på dansk.

Det var slet ikke meningen til at begynde med, at Alin, Maria og deres 11-årige datter Delia skulle ende med at lade deres rumænske rødder slå rod i den nordjyske muld, da de for næsten fire år siden ankom til Skagen.

For at forstå, hvordan Alin gik fra kulminen til fiskefabrikken, skal man forstå det, han rejste fra. Et land, der ifølge Alin vendte ham ryggen. Og det han rejste til. Et land, hvor det ikke handler om at overleve, men leve.

Før Alin vidste noget om Skagen, vidste han, at han »aldrig, aldrig, aldrig« ville rejse væk fra Rumænien. Og han vidste, at hvis han af nød rejste ud for at tjene penge, ville han komme tilbage igen. Men noget ændrede sig, da datteren Delia kom til verden, voksede op og skulle begynde at gå i skole. På det tidspunkt arbejdede han i kulminen. Lønnen var god, men hver dag var der også en risiko for, at han ville ende med at betale den ultimative pris. Miste livet, som Marias onkel gjorde.

Maria afspiller en ny youtube-video. Det er et rumænsk nyhedsindslag om en ulykke i kulminen, der kostede seks mennesker livet, fortæller Alin.

»I de tre år, jeg arbejdede i minen, så jeg tre dø,« siger han roligt og ser på ansigterne af dem, der aldrig kom levende op igen.

»Var du nogensinde bange?« spørger vi.

»Vi er vokset op med det her liv, så jeg var ikke bange for mit eget liv, men jeg var bange for min familie, hvis jeg døde,« svarer han.

I mere end tre situationer var Alin selv tæt på at ende som en af dem, der aldrig kom op til overfladen igen. Selv om lønnen var bedre betalt end de andre jobs, man kunne få i Lupeni, havde familien svært ved at få det til at løbe rundt. Og så kiggede han på sin datter og spurgte sig selv, hvad det var for en fremtid, hun skulle have.

»Jeg betalte mine skatter og prøvede at være en god borger, men i sidste ende fik jeg ingenting ud af det. Jeg kunne ikke engang skaffe mad på bordet til næste dag. Hvis jeg ingen penge havde og skulle til lægen, ville jeg dø,« siger Alin.

Han hæver sin stemme. Den bliver mere hidsig, men også bitter, når han taler om sit hjemland. Der er en stor kærlighed at spore, men også en dyb skuffelse:

»Rumænien som land er meget godt. Men systemet og en del af folket er dårligt. Mange indser ikke, at for at landet skal få en god fremtid, må vi stoppe volden og kapitalismen. Dette lort, hvor folk vil have flere penge, flere penge og flere penge. Og du træder på dine kolleger, du træder på alle for at skrabe flere penge sammen. Det er alle mod alle.«

Han holder igen en pause, puster møgfaldet mod sit eget land ud, tager en dyb vejrtrækning, før han fortsætter:

»Jeg prøvede at kæmpe mod systemet, men fik hele tiden den der, ‘jeg er ligeglad med dig’, tilbage i hovedet. Og jeg … jeg blev træt.«

Gennem bekendte fandt han ud af, at der var et arbejde på fiskefabrikken Prime Ocean i Skagen. Han anede næsten ingenting om Danmark, men tog af sted. Han lånte 100 euro af en ven for at betale rejsen hertil, og da han endelig stod i Skagen, var det med 27 euro på lommen og en karton smøger i en lejlighed uden møbler. Lejligheden delte han med tre andre rumænere. De første tre dage sov han på gulvet. Og der var kun én ske, som de deltes om. Han lånte endnu 100 euro for at få penge til mad, fordi lønnen først blev udbetalt sidst på måneden.

Da Alin fortæller dette, lader han ubemærket sin cigaret brænde helt ned til filteret.

Efter fire måneder kom konen Maria til Skagen. Og inden længe også datteren Delia. Nu er de her. I eget rækkehus. Udlever det man kan kalde den lille danske drøm. Delia går i folkeskole, far og mor arbejder.

»Så når I ser det her,« siger Alin, da vi ser videoerne fra kulminen, »så er det vel heller ikke svært at forstå, hvorfor nogle rumænere eller bare østeuropæere for den sags skyld, vælger at blive I jeres land. Det er ikke, fordi vi vil overtage landet, men fordi vi vil leve … bedre.«

På hans computer kan vi se adresserne på forskellige virksomheder. Det er steder, han har sendt jobansøgninger til. Han drømmer ikke om at skære fisk, indtil han går på pension.

»Jeg ønsker fortsat at bevæge mig fremad. Jeg ønsker ikke at stå stille,« siger Alin så.

Han vil finde et arbejde, hvor han skaber noget. Bygger noget - som han i en ung alder gjorde som tømrer i Rumænien.

Udenfor i deres lille have med blomsterbedene skinner solen og varsler, at sommeren er på vej. Indenfor viser Maria feriebilleder fra Tunesien, Spanien og de mange andre lande, som de har rejst til, mens de har boet i Skagen. De smiler på billederne. De havde ikke råd til at rejse, før de kom til Danmark.

Vi fortæller, at en person fra Skagen bliver kaldt for en skagbo.

»Skowbo?« prøver Maria, og det får os alle sammen til at grine.

»Ja, skagbo, hedder de. Og ‘bo’ betyder at leve, at leve her i Skagen. Føler I jer som skagboer?« spørger vi.

»Jaaaaa,« siger Alin og trækker lidt på det, »hvis jeg nu flytter til en anden by i Danmark, vil jeg da føle, at jeg kommer fra Skagen, at jeg hører til her.«

Men hr. og fru Mares hører også til de rumænere, der har svært ved at tale og forstå dansk. De kan kun enkelte ord som »tak«, »kursus« og »Den Danske Model«. For de har ikke hjemme i det danske sprog. Det er som en tavs mur mellem dem og de andre, og måske kommer den klarest til syne i det faktum, at selv efter fire år i Skagen har de endnu ikke været indenfor i et dansk hjem.

De er tætte med en af deres naboer. Men hun har også en spansk kæreste, og eksmanden er fra Peru, fortæller de.

»Så … ja, det er måske derfor, hun forstår os bedre,« forklarer Alin.

Det er svært at sætte ord på. Både for dem, og for os. Men det er som om, at den usagte afmagt får et sprog, da Maria nævner sine tandlægebesøg. Her må den 11-årige datter, Delia, hjælpe sin mor med at oversætte fra dansk til rumænsk og tilbage igen. Og den lægger sig også som en kile imellem dem, når Delia skal holde fødselsdag på søndag. Den bliver afholdt i to omgange. En for de rumænske børn. En anden for de danske.

»Vi prøvede at holde fødselsdagen samlet for tre år siden. Men nogle af de rumænske børn ville ikke snakke dansk, og det er ikke så godt for de danske børn,« siger Maria.

Mens forældrene knokler, skærer fisk og skaber et bedre liv i Skagen med smartphones, ferier og en sølvgrå Mazda, går Delia i skole, til dans og guitarundervisning.

***

Langsomme og forsigtige guitartoner fylder øvelokalet, hvor Delia Mares og musiklæreren Jens Kjærgaard Larsen sidder og øver sammen.

Hun er den næste generation i familien Mares. Modsat sine forældre står hverdagen ikke på rullende bånd med fisk, men på akrylmaling i billedkunst, diktat i dansk og hvordan hun som nu tager det rigtige greb for at ramme den rigtige akkord i Oles Nye Autobil.

Jens forsøger at tale med hende, når de går fra en sang til en anden. Men hun svarer kun med et spinkelt »ja« og »nej« eller et »det ved jeg ikke«. Da lektionen slutter skynder Delia sig ud af døren. Jens Kjærgaard Larsen smiler, denne runde, varme mand med de indtrukne øjne, en bred næse og hvide, korte hårtotter på siden af hovedet.

Med sin rolige nordjyske stemme, den slags dialekt, hvor ordene næsten flyder over i hinanden, siger han:

»Jeg er jo en gammel, døv, rockmusiker, så det kan være svært at høre, hvad hun siger. Hun plejer ikke at sige så meget, men hun plejer at sige mere, end hun gjorde i dag. Vi har aldrig spillet så meget, som vi gjorde, mens I var her.«

Han går rundt i lokalet og pakker sine ting sammen.

»Men hun har sagt, at den skole, der er her i Skagen, er bedre end den i Rumænien,« siger han så og kigger på os:

»For her slår man ikke med pinde.«

Midt i midlertidigheden

Klong. En ældre mand med en indkøbspose af stof har netop slået støttebenet ned på sin blå cykel, som han har parkeret få meter fra Eurospar-købmandens indgang. Uden at kigge sig tilbage går han ind i butikken. Nu står hans cykel alene. Ulåst.

Cirka 15 meter derfra står vi under et halvtag til burene med indkøbsvogne. Det er et par minutter siden, at vi havde en aftale om at mødes med en rumæner, men han er endnu ikke dukket op. Så nu har vi vores opmærksomhed på cyklen. I løbet af fem minutters tid ser vi flere folk passere ind og ud af de elektriske skydedøre til købmanden. Frem og tilbage. Med toiletpapir og juicekartoner.

Tre unge fyre går forbi den blå cykel. Imens kommer en mor ud af købmanden med sine to små børn. De hilser på hinanden på rumænsk, før de tre fyre forsvinder ind i butikken.

Lidt efter kommer den ældre mand ud igen. Han lægger stofposen med varer i sin cykelkurv, slår støttebenet op og trækker væk med cyklen.

»Hej!« udbryder vi, da vi får øje på rumæneren, vi skal mødes med.

Han hedder Ionut Ghizdeanu og har et rundt ansigt med brune øjne, sort og krøllet hår og et modermærke på sin højre kind - lige ud for mundvigen. Han bor under 50 meter fra Eurospar-forretningen i det beboelsesområde, der går under navnet Mosegården.

»I den her boligblok er vi de eneste rumænere,« siger han, da vi går langs fortovet og nærmer os hans hjem.

»Men derovre bor der næsten kun rumænere,« tilføjer han så og peger på boligblokken af rødstensmur på den modsatte side af vejen, hvor fem opgange leder op til omkring 30 lejligheder i tre etager.

Ionut viser os op til lejligheden på første sal, hvor han bor sammen med sin rumænske ven og kollega Marian Dinu. Da Marian for to uger siden havde sin kæreste fra hjemlandet på besøg, var hun meget overrasket over nabolaget. Hun følte, at det var ligesom at gå rundt i Rumænien, da alle i området hilste på hinanden på rumænsk.

Ionut og Marian har kun været i Danmark i få måneder, efter at de i februar begyndte at filetere fisk for Prime Ocean på havnen i Skagen. De byder os velkommen ind i lejligheden og tager vores jakker med ind i stuen. De lægger dem på deres sofa, da der ikke er en knagerække i entréen. Sofaen er sammen med en seng og et bord de eneste møbler i den 20 kvadratmeter store stue, der mest af alt minder om en blanding af et pendlerværelse og en dvask teenagers ungdomshybel. Væggene er bare, vinduerne uden gardiner, sengen fyldt op med en bunke af tøj, mens pappet fra en toiletrulle ligger og flyder på gulvet.

»Da vi boede i Rumænien, boede vi stadig hos vores forældre. Min mor vaskede tøj, lavede mad og gjorde rent. Men nu skal vi gøre det selv, og det er hårdt. Det har været lidt svært for os, men vi prøver at vænne os til det,« siger den 26-årige Ionut og kigger over på den fire år ældre Marian, der nikker bekræftende.

»Er du en god kok, Marian?« spørger vi.

»Neeeej,« svarer han i en afvæbnende bevægelse, hvor han tager hænderne op foran sig, hvorefter de begge to bryder ud i latter.

»Nej, han er ikke så god. Vi har nogle venner, der kan hjælpe os og internettet, hvor vi kan finde opskrifter,« tilføjer Ionut, der ofte fører ordet mellem de to, da hans ven forstår det meste engelsk, men endnu ikke selv taler så meget.

Marian trasker rundt i et par afslappede, ternede sutsko, knælange shorts og en grå T-shirt, hvor maven prydes af skuespilleren Marlon Brando, der sidder i en sofa med en alvorlig mine. En kontrast til Marians venlige brune øjne og tynde ansigt, der rammes ind af det korte, mørke hår og de daggamle skægstubbe. Han viser os ind i soveværelset, hvor der lige er plads til en kommode og en dobbeltseng, hvor de begge to sover.

»Det er okay. Om vinteren har vi kun varme i det her rum for at spare penge,« siger Ionut om, hvordan det er at dele både soveværelse og seng.

Om en uge flytter en af deres rumænske kolleger fra Prime Ocean ind i lejligheden.

»Når vi får en tredje person ind i lejligheden, bliver det billigere. Det er derfor, at vi gør det,« forklarer Ionut.

Lejligheden har de fundet med hjælp fra deres rumænske venner. Huslejen er på 3.500 kroner inklusiv vand og varme, mens de hver tredje måned skal betale for internet og elektricitet.

Ved siden af dobbeltsengen, som de har lånt af en af deres rumænske venner, står en stol med en bærbar computer, som de plejer at se film på om aftenen. I går så de Hobbitten 3.

»Den var ret god. Normalt betyder kvaliteten af en film ikke så meget. Hvis den ikke er god, falder jeg bare i søvn,« fortæller Ionut, der sammen med Marian går i seng klokken 21 eller 22 hver aften, da vagten på fiskefabrikken begynder klokken 6 om morgenen og først slutter klokken 18 om aftenen, hvis der er overarbejde i højsæsonen.

»Nogle gange, hvis vi er virkelig trætte, går vi i seng klokken 19,« siger Ionut.

Ude i køkkenet byder de os på kaffe og hjemmelavet honning fra Rumænien. De har lige spist den traditionelle rumænske ret ‘sarmale’, som er en form for kålroulade med most kyllingekød svøbt ind i kålblade.

Marian åbner køleskabet og viser os posen med den frosne ‘sarmale’, som hans kæreste havde med fra hans mor i Rumænien. Han giver tegn til, om ikke vi vil smage én.

Vi takker pænt nej, siger det er alt for meget og forsøger os med, at vi allerede har spist. Men de insisterer på, at vi skal spise én. Ligesom de insisterer på, at vi skal ryge deres rumænske Kent-cigaretter. De ligefrem stopper os, da vi er på vej over for at hente vores egne.

Ionut lægger vores to stykker kålroulade i en gryde, som han varmer op på et alt for stort blus. Han tager sig ikke af, at gryden bliver omkranset af en bred, rød varmecirkel, til trods for at der var mindre kogeplader fri. Imens har Marian problemer med at åbne deres gamle køleskab, som binder, når det er blevet åbnet for mange gange inden for kort tid. I stedet åbner han fryseren. Han hiver en hvid pose ud, der får Ionut til at vende sig om og slå øjnene op.

»Vi har opdaget dette. Det er virkelig godt,« siger han om den hvide pose, der viser sig at være frosne miniflutes af mærket First Price - de bliver lagt i ovnen til os.

Mens gryden sitrer fortæller Ionut om, hvordan han som uddannet maskiningeniør ønskede at læse videre på kandidaten på universitetet i Rumænien. Men han havde brug for penge og begyndte i stedet at arbejde som sælger, hvor han solgte bageingredienser til en løn på 2.000 kroner om måneden. Han blev dog fyret efter seks måneder, da han ingen erfaring havde. Marian kunne ikke få job som uddannet jurist i Rumænien og levede i stedet af at sælge øl. Men han havde ambitioner om mere.

En lørdag kom der pludselig et uventet opkald.

»Det var et ukendt nummer, og jeg tænkte, hvem fanden er det? Det var min ven, og hun fortalte, at der var arbejde til mig, hvis jeg ville komme. Vi havde få timer til at tænke over det,« siger Ionut om opkaldet, der kom fra Marians kærestes tante, som i fem år har arbejdet på Prime Ocean i Skagen.

Sammen med Marian blev han tilbudt at arbejde på fiskefabrikken.

»Vi tænkte, lad os prøve. Vi har ikke noget at tabe. En anden grund er, at vi aldrig har været i et andet land før. Hvis det ikke er godt, kan det bare ses som en ferie,« siger Ionut, der sammen med Marian den efterfølgende tirsdag klokken fem om morgenen steg på bussen fra Bukarest til Danmark.

Forældrene græd ved afskeden, men hos Marian var der ikke plads til tårer.

»Nej!« siger han bestemt og trækker vejret langsomt og dybt ind.

»Mand. Jeg er en mand,« pointerer han så og slår sig selv hårdt på brystet, hvorefter han med sin ene hånd hæver sin hage og strækker hals, som en soldat på vej på mission.

Ionut serverer vores kålroulade i to dybe tallerkener, mens Marian hælder Sprite op til os. På Dell-computeren er de i gang med at streame en fodboldkamp fra hjemlandet, hvor Rapid Bukarest fører med 1-0 over Concordia Chiajna. Marian åbner en ny fane og klikker sig ind på en hjemmeside, som vi skal se.

»Vi kiggede på den her, før vi kom til Danmark,« siger han og viser os, at Danmark ligger øverst på listen over lande i EU, hvor man som rumæner kan tjene flest penge.

»For eksempel her i Skagen, der får vi 10.000 kroner udbetalt om måneden. I Rumænien fik vi 2.000 kroner. Det er en stor forskel,« slår Ionut fast.

Ingen af de to er medlem af nogle foreninger i Skagen. Det har de for meget arbejde til, siger de. De er heller ikke med i fagforeningen 3F. Deres jobsituation er usikker, og de føler, at det vil være spild af penge, da de alligevel vil rejse hjem, hvis de bliver fyret.

»Vi vil gerne være medlem. Men Lucian (Prime Oceans rumænske tillidsmand, red.) har rådet os til at vente, fordi Prime Ocean i slutningen af højsæsonen vil fyre nogle. Og det kan muligvis være Marian og mig,« siger Ionut, der ofte hører rygter på arbejdet om, at nu skal nogen fyres, uden at det passer.

For midt i midlertidigheden er der mere, der er usikkert end sikkert for de to rumænere. Men de ved så meget, at når højsæsonen slutter om to uger, skal de enten fortsætte arbejdet med at filetere fisk på toppen af Danmark eller ud på en over 2.000 kilometer lang rejse tilbage til Rumænien.

Læs det andet af tre kapitler i Skagboerne fra Rumænien her