Print artikel

Samfundslede

Når jeg ser et sort-rødt flag smælde
Reportage
07.02.17
Anarkismen har trange kår i Danmark. De, som kalder sig anarkister, ønsker i virkeligheden ikke anarki. Ingen har lyst til at styrte strukturerne i grus, ikke for alvor i hvert fald. Måske fordi vi har det så godt og ikke ønsker at kaste hele velfærdsstaten over bord? Atlas rapporterer fra det nyligt afholdte Stormøde for Anarkistisk Organisering i centrum af København.

Der sidder et panel af mørkt klædte mennesker på scenen, hævet en meter over resten af salen. Foran dem hænger et banner, delt på tværs i en rød og en sort halvdel. Mødedeltagerne kommer roligt ind ad døren i en konstant strøm og får udleveret klistermærke til navneskilt, dagsorden og et nummer, man skal række i vejret, hvis man vil bede om ordet undervejs i dagens møde. Jeg skriver samvittighedsfuldt mit sande, borgerlige navn på klistermærket og sætter det på trøjen. Det er det ikke alle, der har gjort. En ung kvinde har for eksempel skrevet Nej. Andre har skrevet så gnidret, at det virker som en bevidst strategi for at undgå, at nogen skal finde ud af, hvad de hedder. Langs den ene væg er der opstillet borde med vegansk mad, linsesalat og den slags. Folk fylder nøjsomme skefulde på tallerkenerne. Det er ikke som en buffet i et bowlingcenter. Det er ikke på grund af den gratis mad, man tager til Stormøde for Anarkistisk Organisering.

Vi er antikapitalister, færdig basta

Mødet er offentligt tilgængeligt for alle interesserede og foregår i Kulturhuset Indre By i København. Det bliver indledt af en af personerne fra panelet oppe på scenen, en ung hættetrøjeklædt mand, der siger velkommen og starter med at slå fast, at udgangspunktet for mødet er, at vi er anarkister og dermed antikapitalister. Derfor skal vi ikke til at diskutere, om anarkisme kan være anarko-kapitalisme for eksempel. Vi er antikapitalister, færdig basta. Så gennemgår han dagsordenen. Personerne i panelet, der sidder på scenen og kigger ud over salen, bliver ikke præsenteret. De sidder der bare, bag det rød-sorte banner, og kigger rundt på de fremmødte nede ved bordene, hvisker indimellem hinanden i ørerne. Den unge mand slutter sin velkomst af med at forklare, at det kan være problematisk for nogle mennesker at blive set og genkendt til et arrangement som dette. Så folk må meget gerne lade være med at tage billeder og lægge dem på de sociale medier. Der bliver nikket i salen, beskeden er modtaget. Ingen billeder. Fuld diskretion. Så er vi klar til de indledende oplæg. En række personer fra salen kommer på scenen efter tur for at fortælle fem-ti minutter om alt fra queer-anarkisme til koorporativisme til problemerne med at lave et anarkistisk organiseret fællesskab. Om hvor svært det er. Det er gået i hårdknude og i vasken og løbet ud i sandet så mange gange i historiens løb.

Anarkisme på plancher

Efter en kort pause er det tid til dagens næste punkt: gruppearbejde. Forløbet bliver styret med hård hånd fra panelet på scenen. En anden af mødets arrangører, en ung mand i sort skjorte med håret strøget tilbage i en slags revolutionær friserethed, griber mikrofonen, taler tydeligt, højt og kontant:

»Bare find en stol og sæt jer. Der ligger en stak gule post-its og en tom planche på hvert bord. Nu har I fem minutter til at skrive ideer ned til, hvorfor I synes, vi er samlet her i dag, og så sætter I ideerne fast på planchen. I må ikke diskutere ideerne, man må ikke kritisere eller kommentere hinandens ideer. Værsgo, sæt i gang.«

Salen bliver stille, mens vi alle sammen tænker over, hvorfor vi egentlig er troppet op til arrangementet. Jeg skriver nogle længere tirader om, at vi måske kunne prøve at udvikle nogle alternative fremtidsvisioner her i dag osv. Undervejs kan jeg ikke lade være med at skæve til mine gruppemedlemmers post its, og det står hurtigt klart, at jeg har misforstået konceptet. De skriver korte, fyndige slagord som Fællesskab, Antikapitalisme, Kamp.

Efter et par minutters individuel brainstorm, bliver vi bedt om i hver gruppe at kategorisere vores ideer på en måde, så der kommer styr på dem, og så de kan give mening for andre end os selv. Det prøver vi så. Vi tegner nogle streger og flytter rundt på sedlerne. Det ender som en abstrakt figur med flaprende sedler siddende mere eller mindre vilkårligt rundt omkring. Så bliver der igen sagt »holdt« oppe fra scenen. Nu skal halvdelen af gruppens medlemmer rejse sig og finde et nyt bord. De tilbageværende medlemmer skal så forklare planchen for de nytilkomne i to minutter, hvor de nytilkomne skal forholde sig fuldkommen tavse. Her føles tiden pludselig meget lang. Jeg og de andre tilbageværende gruppemedlemmer væver rundt i en slags fortælling om, at ideen var, at det skulle starte i det små og så udvikle sig til noget større og ja, så kunne det være, det kunne ændre noget på en bredere måde, altså på et mere overordnet samfundsplan. Noget i den stil. Imens peger vi med tøvende fingre forskellige steder rundt på figuren. Det er, som om vi ikke selv kan finde hoved og hale i det, vi har lavet. Endelig er tiden gået. Vi kan frit diskutere planchen, og de nye medlemmer af gruppen kan kritisere og komme med konstruktive forslag.

Ingen taler seriøst om revolution og sådan noget som at gribe til fysiske midler for at omstyrte samfundets eksisterende strukturer

Det mest slående ved den frie gruppediskussion er dog apatien. Planchen ligger som et underligt objekt, ingen rigtig orker at forholde sig til, vi piller lidt ved sedlerne og skriver et par ekstra ord, griner lidt ad den uforståelige figur, men får ikke rigtig udviklet nogen mere konkret ide om, hvad alt det her skal føre til. Der bliver mest snakket om, hvor svært det er at leve alternativt i det her samfund. Hvor forfærdeligt det er at være presset til at forbruge og på den måde understøtte det kapitalistiske system. Hvor ubehageligt til mode man bliver, når man køber en til sodavand nede i Netto og ikke kan lade være med at slå sig selv oven i hovedet med det. Det er, som om mødet mest af alt fungerer som et slags frirum, hvor ligesindede kan komme og tale om deres kvaler med at leve under kapitalens trykkende åg. Konkurrencestatens pres mod det enkelte menneske og alt det der. Ingen taler seriøst om revolution og sådan noget som at gribe til fysiske midler for at omstyrte samfundets eksisterende strukturer. I stedet bliver der brugt en del krudt på at huske hinanden på, hvor galt det gik i Rusland i 1917.

»Vi har jo erfaringerne derfra, så vi ved i hvert fald, hvordan det ikke skal gøres. Man skal aldrig falde for fristelsen til at oprette en ny stat på ruinerne af den gamle. Når først der er en stat, slipper man sgu aldrig af med den,« siger en høj mand i sweater, mens han fører fingrene gennem skægget.

Jeg indskyder forsigtigt, at det måske også ville være dumt at kaste alt over bord, at der jo faktisk eksisterer ting i vores samfund i dag, der er ret velfungerende og gode. Mine gruppekammerater nikker. Det kan de i grunden godt se.

Så bliver der igen grebet ind oppe fra panelet på scenen. Nu skal vi hænge plancherne op. En for en rejser repræsentanter fra bordene sig og bærer det færdige produkt af gruppeanstrengelserne op til endevæggen og sætter planchen fast med elefantsnot. De gule post its falder af og drysser  ud over gulvet. Så ligger de der, slagordene, og bliver trådt på af Dr. Martens-støvler og Adidas Handball Spezial.

Dr. Jekyll and Mr. Hyde

Som mødet skrider frem, bliver det tydeligt, at en hel del af mødedeltagerne har et ambivalent forhold til det at være anarkist. Man går rundt med en slags dobbeltidentitet. Det gør sig især gældende for de af mødets deltagere, der er blevet voksne, er kommet ud på arbejdsmarkedet, har købt fast ejendom og stiftet familie. Flere af dagens oplæg og kommentarer fra salen kredser om kvalerne med at leve et borgerligt hverdagsliv med arbejde og banklån og pensionsopsparing, og så om aftenen og i weekenderne rende rundt og være anarkist med lyst til at afskaffe staten og den private ejendomsret. Som om man i sin fritid forvandler sig til en hemmelig samfundsundergraver, der vil ødelægge alt det fine og rare og trygge (og borgerlige) ved Danmark, som vi kender det. Det er den følelse, de anarkister, der er blevet voksne, tydeligvis kæmper med. Hvordan kan man være tro mod sine egne idealer, når man hver dag er nødt til at tage en glat, smilende, småborgerlig maske på for at kunne fungere i det her samfund? Når det borgerlige, ansvarstunge liv kalder, bliver anarkismen trængt i defensiven.

»Jeg har været anarkist i rigtig mange år, men på et tidspunkt opdagede jeg, at jeg var blevet voksen, og så gik det ikke længere. Jeg var nødt til at få et almindeligt arbejde og en andelslejlighed. Så jeg blev mere og mere optaget af, hvordan man kunne kombinere det at være anarkist med et voksenliv. Det er også derfor, jeg begyndte at interessere mig for koorporationstanken,« siger en kvinde i trediverne.

Koorporativisme – anarkismens småborgerlige lillebror?

Det lader til, at det er fra de voksne anarkister, der er blevet presset ind i regelrette middelklasseliv, at de mest opløftende og reelt effektfulde initiativer i anarkistisk retning skal komme. Flere af de voksne mødedeltagere fortæller, at de er med i koorporative fællesskaber, som er en anden og mindre kapitalistisk måde at drive virksomhed på. Lidt som andelsbevægelsen, vi havde i Danmark for godt 100 år siden, og som siden blev opslugt af storkapitalen. Tænk bare på Arla eller Coop. De koorporative fællesskaber opererer ganske vist inden for en kapitalistisk ramme – det er ret svært ikke at gøre det i dagens Danmark – men de udfordrer den gængse måde at forvalte ejerskab og profit på. De er mere en slags arbejdsfællesskaber, som ikke først og fremmest er til for at generere overskud og penge til de involverede. Den slags kommer i anden række.

Det kan godt være, koorporationstanken virker lidt som en slags småborgerlig anarkisme. En anarkisme, der er blevet pragmatisk og har erkendt, at man nok ikke slipper af med staten og det kapitalistiske system lige foreløbig. Men som så prøver at få det bedste ud af det under de givne omstændigheder. Men er det så et problem? Bliver anarkismen tandløs og, ja, ikke rigtigt anarkistisk? Det er svært at sige. Men det er de koorporative fællesskaber og koorporationstanken, der igen og igen bliver fremhævet som den konkrete indretning, der kan flytte noget – ganske vist i det små og uden at revolutionere samfundet og vende op og ned på alting – men ikke desto mindre vise vejen til noget andet end den konkurrencestat og det kapitalistiske forbrugersamfund, de tilstedeværende er så tydeligt lede ved.