Print artikel

Porcelænsbryllup i Herning

Foto: Carsten Lundager
Reportage
23.09.15
Et stadig voksende og pulserende Dansk Folkeparti holdt i weekenden årsmøde, der markerede tyveåret for partiets oprettelse. Flere medlemmer, mandater og største parti i blå blok, meget har ændret sig på siden ’95, men noget har stadig ikke, ministertaburetterne står stadig urørte.

»Jeg foreslår, at Kristian Thulesen Dahl bliver genvalgt som formand.«

Klapsalverne brød ud, lyden af stole, der hurtigt blev skubbet bagud og 1500 mand stod klappende med små dannebrogsflag i hænderne, mens vinderen fra junivalget bevægede sig op på scenen.

»Det er et privilegium at blive genvalgt som formand for et parti, som er lykkes med at blive, hvad dets navn indebærer. Vi er dansk, og det seneste valg viste, at vi er et folkeparti,« sagde Kristian Thulesen Dahl, før klapsalverne igen stjæler lydbilledet.

Tidligere har verdensstjerner som Lady Gaga, Kanye West og Prince gæstet Hernings stolthed, Boxen, men denne weekend i slutningen af september hed stjernerne Pia – grundlæggeren – og Kristian – arvtageren. Årsmødet markerede tyveåret for partiets skabelse, som rejste sig som fuglen Fønix i asken efter Fremskridtpartiets kaotiske årsmøde i 1995. Weekenden stod klart i jubilæets tegn, hvor der til tider var mere fokus på underholdning end politik, men hvem kan også fortænke dem i det, når man har linet tre gange Heick og Stig Rossen op, og succesen bare forsætter og forsætter for partiet?
Når debatten alligevel blev sluppet løs, var det kernepunkter i Dansk Folkepartis DNA, der blev talt om og vigtiggjort fra talerstolen – flygtninge, grænsekontrol, ældre, EU, politi – både til mennesker og dyr.
Det var ikke til at sige, om Dansk Folkepartis presseteam havde udsendt et memo om at undlade kritik, eller det var medvinden fra folketingsvalget, der gjorde det, men der var ikke skyggen af kritik af partiets dispositioner. Derimod var der roser til stifteren af partiet, som i weekenden var næsten ligeså populær som formanden, der har taget partiet til nye højder.
Påfaldende lidt faldt snakken, i både talerne og hos spørgerne, på muligheden for, at blå bloks nye største parti kunne have fået ministerbiler og dermed fuldende fortællingen om partiet, der er gået fra den grimme ælling til den flotte svane.

Angiveligt stod en bom i vejen, nærmere bestemt en grænsebom, som ironisk nok var det første, man stødte ind i, når man var på vej ind i årsmødesalen. Her var en Place-you-face-in-the-hole placeret, så årsmødedeltagerne kunne få taget et billede med deres hoved på grænsebetjentens krop. Dansk Folkeparti har måttet høre for, at grænsebommene ikke virker til at holde folk ude, men man kan dog konstatere, at grænsebommene for øjeblikket kan holde partiet ude af ministerkontorerne.

Danske Folkeparti med vokseværk

Ikke engang nyheden om, at regeringen ville tage tusind ekstra flygtninge, kunne ødelægge feststemningen i Boxen, som man havde gjort lidt mere intim ved at hænge sort stof op, der delte den store multiarena i to mindre rum. Stoffet var dekoreret med plakater, hvor to budskaber gik igen: »Dansk Folkeparti – tyve år for Danmark« og det andet et billede med en smilende Kristian Thulesen Dahl og skriften »Så ved du, hvad du får«.

Det står hen i det uvisse, om de rekordmange årsmødedeltagere havde regnet med, at deres formand sprang ud som improviserende entertainer, da der skulle padles et par minutter, mens Kjeld og Hilda blev færdige med deres omklædning. Den altid selvkontrollerede og professionelle formand viste sig fra sin folkelige side, da han bevæbnet med en guitar, der ikke var sat til, gav sig til at synge de første strofer af Shubiduas’ sang Fed rock. Optrinnet høstede grin fra salen, hvor man nok var delt imellem at synes, at det enten var lårklaskende sjovt eller tåkrummende pinligt. Småløbende kom Kjeld og Hilda Kristian Thulesen Dahl til undsætning, og de blev modtaget af så store klapsalver, at kun genvalget af formanden og Pia Kjærsgaards festtale høstede større applaus.

Pia Kjærsgaard blev hyldet for tro tjeneste. Foto Carsten Lundager
Pia Kjærsgaard blev hyldet for tro tjeneste. Foto Carsten Lundager


»Kan I se storskærmen herovre til venstre,« spurgte Kristian Thulesen Dahl senere, mens han pegede på en af de to storskærme, der flankerede en noget større storskærm i midten. »Det er skærmen fra sidste år; i år har vi den her. Det er da meget pænt,« sagde formanden ydmygt, mens han pegede på den noget større storskærm.

Ikke kun Dansk Folkepartis storskærme har haft vokseværk i det forgangende år, antallet af medlemmer og mandater er vokset markant. Hvor meget partiets folketingsgruppe egentlig er vokset efter valget i juni, blev tydeligt, da Peter Skaarup i sin årsberetning inviterede de nye folketingsmedlemmer op på scenen. En mindre folkevandring startede nede fra salen til øredøvende klapsalver. Lidt nervøse stod femten nye DF’ere på scenen, hvoraf den mest kendte nok er Karina Due, der midt i sommerens agurketid fortalte, at hun i et tidligere liv har været indianerdreng. Blandt dem stod dog også en mand, der med et lidt sløret ”dagen derpå”-blik fra bagerste bord i salen til forveksling lignede partiets formand. Ved nærmere eftersyn blev det dog klart, at det var en model, der er 20 år yngre, men ellers lignede han formanden – velfriseret lyst hår med et diskret strit, samme høje, slanke og ranke figur, selv det forsigtige smil var lige på.
Navnet er Peter Kofod. Senere samme dag holdte han en velformuleret status på DFU anno 2015, som oplever vælgertilslutning.

De nyeste folktingsmedlemmer introduceres til salen af Peter Skaarup. Foto Carsten Lundager
De nyeste folktingsmedlemmer introduceres til salen af Peter Skaarup. Foto Carsten Lundager

»Vi er ikke ligesom de andre ungdomspartier, som føler, at de skal udfordre partilinjen. Det gør vi ikke, fordi Dansk Folkeparti er et fælles projekt,« sagde han, og aflyste derfor et eventuelt ungdommelig opgør med partilinjen eller valget af at stå uden for regeringen.

Talen lagde i kakkelovnen til, at denne unge Thulesen Dahl-klon kommer til at udføre større ting end at agere stemmekvæg i en stor DF-folketingsgruppe i den nærmeste fremtid. Han virker skarp, kontrolleret og velformuleret, og selv fire timer inde i festmiddagen taler han formelt og forklarende, og man tager sig selv i at kigge rundt for at finde ud af, hvilken imaginær journalist eller imaginært kamera, han taler til. To ting er helt sikre, et, vi kommer til at se mere til ham, og to, pengene for hans kommunikations- og pressekurser har været godt givet ud.

For meget show, for lidt politik, men allright

Hvis man i et kort sekund skulle glemme, at årsmødet markerede tyveåret for partiets oprettelse, kunne man blot tage et kig på programmet, hvor de musikalske indslag fyldte næsten ligeså meget som politikken. Der skulle dog alligevel klares nogle politiske formaliteter, blandt andet skulle der findes tre nye medlemmer til Dansk Folkepartis hovedbestyrelsen.

Der var lagt op til kampvalg, da hele ti personer var opstillet, og kandidaterne fik et par minutter hver til at præsentere sig selv og deres mærkesager. Særlig bemærket gjorde endnu et medlem af familiedynastiet Langballe sig, nemlig Lone Langballe, der fra talerstolen gav sit besyv på, hvordan hun ønsker at gribe integrationspolitikken an:

»Flygtninge skal ikke integreres, de skal sendes hjem.«

Midt i hovedbestyrelsesaspiranternes præsentation ankom en uanmeldt gæst – den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford, som denne lørdag turnerede landet rundt for at deltage i De Radikales, Socialdemokratiets og altså Dansk Folkepartis årsmøde. Han blev ledsaget ind i salen af Pia Kjærsgaard og blev placeret ved et af Sydjyllands Storkreds borde. Indtil da havde bordet, der næsten var det bord, der var placeret allerlængst fra scenen, ikke fået meget opmærksomhed, men pludselig var det badet i fotografernes blitz og de omkringsiddende medlemmers opmærksomhed.

Nysgerrige DF’ere vred nakken af led for at følge med i, hvad der foregik bagerst i salen. I en kort periode lod store dele af salen, og måske særligt pressen, Søren Boel Olsen fra Holstebro være Søren Boel Olsen. Efter lidt hyggesnak forlod Pia Kjærsgaard ambassadøren. Det var dog ikke lang tid, han skulle sidde alene. Hvis man vil lære hierarkiet hos Dansk Folkeparti at kende, skal man åbenbart ”bare” lade en ambassadør komme forbi til landsmøde. Inden for ganske kort tid kom først Messerschmidt, så Skaarup og til sidst Espersen forbi til et håndtryk og en kort bemærkning. Thulesen Dahl manglede dog stadig, og da præsentationen af hovedbestyrelsesaspiranterne var færdig, indtog han scenen, men før han annoncerede endnu en omgang the Heicks, bød han ambassadøren velkommen:
»Velkommen hr. Ambassadør. Jeg vil takke for det gode samarbejde mellem vores to nationer og ønsker, at det må forsætte. Skal vi ikke give ham en hånd,« sagde Kristian Thulesen Dahl og for den korte bemærkning, var sloganet »Mere Danmark, Mindre EU« byttet ud med »Mere Danmark, Mere USA«. Derefter overtog Anette og Kjeld Heick scenen, og ambassadøren måtte finde en grimasse, der kunne passe.

Kort efter lyste hans ansigt dog op igen, da en gruppe unge mennesker ville have taget selfies med den populære ambassadør. Blitzen fra deres smartphones var med til at kaste et lidt mere ungdommeligt skær over årsmødet, der ellers primært var domineret af deltagere, hvis hårpragt var lettere gråsprængt.
Det var da heller ikke alle i sidstnævnte kategori, der var lige begejstrede for, at alle underholdningsindslagene stod over det politiske indhold.
»Der er sgu lidt for møj show i år og for lidt politik i år,« brummede en ryger, da han tog en pause i solskinnet ude foran Boxen.

Kritik udeblev i den frie debat
Men selvom nogen fandt det politiske indhold underrepræsenteret, var der indlagt elementer, hvor der kunne diskuteres politik. Fire ledende politikere svarede på spørgsmål fra salen, og der var også fri debat, hvor menige medlemmer havde mulighed for at sige deres mening og slå i bordet, såfremt der var lyst til det. Det altoverskyggende emne til ”fri debat” var naturligvis flygtninge- og migrationsproblematikken, hvor nærområderne blev nævnt ligeså hyppigt, som Pia Kjærsgaard blev takket for at have skabt partiet. De tre minutter, hver deltager fik stillet til rådighed, blev brugt mere eller mindre opfindsomt, og man fornemmede en anden retorisk tilgang end ved Kristian Thulesen Dahls årsberetning. Tonen var lidt hårdere, og der blev skåret ind til benet på samme måde som i Morten Messerschmidts femogfyrre minutters lange nedsabling af EU og kampen for »Mere Danmark, og Mindre EU«.

Lokalpolitikeren fra Halsnæs kommune Ole Wedel Nielsen brugte blandt andet sin taletid på at fortælle om en historie fra Andeby, som kunne bruges til at forstå flygtningepolitikken: »Jeg vil gerne fortælle en historie fra Andeby, hvor et barn opsøger Georg Gearløs, fordi han har tabt en mønt. Georg Gearløs kan ikke finde den, så han vælger at give drengen en mønt fra hans egen lomme. Dagen efter kommer alle byens børn til ham og fortæller, at de har mistet en mønt, og Georg bliver nødt til at dele mønter ud, indtil hans lommer er tomme.«

Mønstret var, at alle talerne kredsede om Dansk Folkepartis kerneværdier. Foruden flygtningespørgsmålet fyldte retspolitikken, dyrevelfærd og ældre også markant, men ikke et kritisk ord i forhold til partiets dispositioner. Det er selvfølgelig også svært at kræve, at skibet skal omlægge kurs, når det har så meget medvind i sejlene, at det skyder en topfart, man ikke har set tidligere. Nej, Kaptajn Kristian fik ingen kritik.

I hvert fald ikke fra talerstolen. I cafeområdet uden for salen talte folk mere frit, og som et af de nyere medlemmer bemærkede: »Jeg forstår ikke, hvorfor ingen af hovedtalerne har snakket om, hvorfor vi ikke er i regering. Jeg savner ikke ministerposter, jeg savner bare en forklaring.«

Der var mere hygge en politisk debat hos DF i weekenden. Foto: Carsten Lundager
Der var mere hygge en politisk debat hos DF i weekenden. Foto: Carsten Lundager

Men der var langt imellem de kritiske røster, selv i cafeområdet, hvor langt de fleste roste Kristian Thulesen Dahl og resten af partiet for ikke at have realiseret muligheden for at gå i regering. De fleste hæftede sig ved, at situationen i Rødby ville have kostet en VO-regering handlekraften og splittet den ad indefra.

John Rosenhøj, der er kommunalpolitikker i Odder kommune, stod i cafeområdet og diskuterede med nogle andre medlemmer, og han opsummerede, hvad de fleste medlemmer af Dansk Folkeparti mente om det mulige regeringsansvar:
»Vi søger derhen, hvor vi kan få mest indflydelse. Vi skal ikke sætte os i ministerbilerne for enhver pris, for vi ikke skal give køb på vores værdier. Når vi har 90 mandater, kan vi sætte os til rette i ministerbilerne,« sagde han.

Og det var som om John Rosenhøj havde luret formandens afslutningstale, hvor Kristian Thulesen Dahl kom tættest på, hvad taktikken er, når Folketinget åbner den første tirsdag i oktober.

»37 mandater er mange, men stadig et stykke fra de afgørende 90. Selv hvis vi bruger alle vores, så kan vi stadig have 142 imod. Vi skal finde ud af, hvordan vi skal navigere, så vi kan opnå 90 mandater, så vi kan føre Dansk Folkepartis politik igennem. Vi skal være tålmodige. SF og Villy viste, hvad der sker, når man vil vise handlekraft bare for at vise handlekraft,« sagde han.

Selvfølgelig skulle Dansk Folkeparti også i det famøse arbejdstøj for at bibeholde og måske endda øge antallet af stemmer ved næste valg og sikre et nej til afskaffelsen af retsforbeholdet. Thulesen Dahl manede gang på gang til tålmodighed, som i hans tale som genvalgt formand for partiet:
»Vi skal huske det langsigtede mål. Dem, der ler sidst, ler bedst«.