Når velfærdsmentaliteten bliver et paradoks
Én debat stod i 2012 over dem alle: I medierne, blandt politikere, eksperter og lægmænd, debateredes det, hvorvidt der i dagens Danmark findes personer, som kan kaldes fattige. Meningerne var delte og mange, fordi svaret selvfølgelig ikke er så ligetil. Men hvilke omstændigheder er det, som fører til fattigdom? Hvordan kan vi definere og genkende det? Findes der flere måder at være fattig på? Udgør fattigdom i et moderne velfærdssamfund ikke et paradoks?
Behovet for klart at skelne mellem fattigdom og velstand fører ofte til en binær distinktion, hvor mange traditionelt sætter en grænse ved at have de økonomiske resourcer til at anskaffe fundamentale goder såsom mad, tøj og husly. I den forstand har vi -grundet vores omfattende velfærdssystem- næppe mange fattige i Danmark. Som en følge heraf kan udfaldet af debatten nogenlunde opsummeres som et skred mod den opfattelse, at hvis der findes fattige danskere er det selvforskyldt.
Til gengæld peger uoverensstemmelserne blandt de forskellige debatører på, at virkeligheden er noget mere nuanceret. Det står intuitivt klart, at mange goder ikke kan købes for penge. Således lægger vi også en grundlæggende værdi i mere a
