Print artikel

Mette Frederiksens dobbeltsnak

Ikke meget substans, ikke reel diskussion af politik og idealer og i hvert fald ikke kritiske spørgsmål på upassende tidspunkter
Kommentar
28.04.14
Mette Frederiksen er ved at skrive sig ind i det uendelige medie-narrativ af skurke og helte, lige nu som frisk oprører, om lidt som skurk, for selvfølgelig må hun ende med aben for de katastrofale reformer, Thornings regering har gennemført, men som især har udspring i Frederiksens ministerium. Spørgsmålet er bare, hvorfor hun skal bygges op, før man begynder at bryde hende ned igen.

’Kronprinsesse-oprør’, ’Vi har ikke lyttet nok til baglandet’, 'Mette Frederiksen undsiger Helle’ genlød overskrifterne henover en tidlig sommerweekend, hvor danskerne væltede ud fra vinterhiet, og medierne gik på en tidlig agurkejagt efter alt det, en politisk historie skal indeholde; kritik fra baglandet, et muligt kongemord og en politisk substans så let som en sommerbrise eller en alkoholfri breezer. Pop!, blev du fuld, nej, ikke rigtig, og den kan ikke engang lugtes på ånden.

I Børsen indrømmede Frederiksen, at regeringen kunne have lyttet mere til baglandet og til det forkætrede »folk«, og i diverse efterfølgende interviews elaborerede hun uden at elaborere for meget, og derpå tolkede diverse alvorsfulde mænd og kvinder udi disciplinen at dramatisere den forholdsvis kedelige 0-0 førstedivisionskamp, dansk politik er, hvad Frederiksen havde sagt. Konklusionen var nogen steder, at det var et stort oprør inde i et mindre, en undsigelse af partilederen, eller hvad der måske ligger virkeligheden tættere, et forsøg på at distancere sig en lille smule fra en nederlagsbesmudset regeringsleder og undgå træ- og messingblæsere blandt publikummet 1. Maj. Uden for alvor at sige noget, hun kunne blive hængt op på.

Overordnet var konklusionen de fleste steder, at det var et friskt initiativ. En bekræftelse af Frederiksens troværdighed som partiets arbejderstemme og folkelige trumfkort: Den gæve nordjyske pige med det sociale engagement. Lidt populistisk måske, men med hjertet på rette sted. En ægte socialdemokrat af den gamle skole.

Problemet er selvfølgelig, at det er en omgang komplet ævl, og at det centrale spørgsmål stort set ikke blev stillet til socialdemokraternes næste statsministerkandidat; nemlig hvorfor i alverden Mette Frederiksen, der som minister har været afsender af det overvejende flertal af regeringens allermest upopulære og socialt bagvendte reformer, kan tillade sig at komme med en indirekte kritik af selvsamme politik og tørre den af på sin statsminister.

»Jeg er fuld af beundring for, hvordan det lykkes Mette Frederiksen både at stå i spidsen for de reformer, der har medvirket til vælgerflugten, og som selv har været en prominent løftebryder i forhold til sin politik før og efter valget, og som dermed er direkte medansvarlig for tillidskrisen mellem vælgere og parti – og samtidig slippe af sted med at stå med bekymret mine og udtrykke medfølelse, dels med de mennesker, hendes politik har ramt, dels med de fremmedgjorte vælgere«, konstaterede den vistnok borgerlige debattør og jurist Malene Lei Raben som en af de få et hengemt sted på Politikens netdebat og ramte hovedet på sømmet.

For sagen er jo, at både kontanthjælpsreformen med dens invaliderende og uretfærdige gensidige forsørgerpligt, halveringen af dagpengeperioden og fordoblingen af genoptjeningsperioden er sket i den periode, hvor den socialt engagerede rebel Mette Frederiksen har været i spidsen for Beskæftigelsesministeriet. Hun har gennemført de grundigt upopulære reformer, der forbundet med diverse konjunkturer har medvirket kraftigst til at øge den ulighed, der i disse dage vokser i Danmark. Hun blev endda – kortvarigt – mindet om det, da hun blev grillet for den temmeligt kreative virkelighedsformidling, hun præsterede, da hun i Folketinget blev spurgt om antallet af dagpengemodtagere, der ville blive ramt af reformen og nævnte et tal, der i den grad viste sig at være forkert. Dét, der er blevet betegnet som Danmarkshistoriens største regnefejl. Det er reformer med en massiv social slagside, og det er stort set umuligt at finde en person, der arbejder med administrationen, der ikke synes, at de nye regler er både urimelige og bizarre i deres parløbende umyndiggørelse af den enkelte borger og samtidige forringelse af vilkårene for de folk i Danmark, der vitterlig har brug for hjælp i en nedgangsperiode, hvor der ikke ER job til alle.

Alligevel har beskæftigelsesministeren på magisk undgået nogen form for association med disse reformer. Man kunne ellers med en vis ret beskylde Frederiksen for at praktisere velfærdsstatsminimering og for dobbeltsnak om solidaritet på talerstolen og afmontering af samme, når hun er steget ned fra den. I Aalborg ville man nok have et mindre pænt udtryk for det, hvis det ikke lige var Nordjyllands gæve pige, man talte om.

Men alt det er glemt i dag. I weekendens Politiken måtte Helle Thorning-Schmidt stå alene på mål for ’nødvendighedens politik’, og hvis en anden minister er blevet revet med i faldet, er det naturligvis ekskronprins Bjarne Corydon, som sammen med regnedrengene i Finansministeriet forlængst er blevet udnævnt som skurken i fortællingen om regeringens svigt. Den blå eminence i en regering, som en tredjedel af de socialdemokratiske vælgere i samme artikel anså for at være decideret borgerlig.

Blot ikke Mette Frederiksen. Og hvorfor egentlig ikke? Politiske journalister og kommentatorer er jo ikke dumme og har heller ikke altid en udpræget kort hukommelse. De ved godt, at Mette Frederiksen har skeletter i skabet, og de skal også nok finde dem frem, når tiden kommer. Men lige nu er det ikke den gode historie, for gode historier har vindere og tabere, og lige nu er Bjarne og Helle tildelt den rolle (Helle bliver en vinder igen, hvis hun kommer til Bruxelles og får den respektable fernis, som distance og en velsiddende spadserdragt forlener en eksleder med, Tony Blair undtaget). Mette Frederiksen er den dugfriske udfordrer, bygget op i utallige portrætter skabelonvinklede artikler gennem de seneste år. Og sådan en skal bygges op og være dronning, før man begynder at pille hende ned igen. Hvilket hun naturligvis vil blive.

Spørgsmålet er, hvad vi andre får ud af den dramaturgi: Ikke meget substans, ikke reel diskussion af politik og idealer og i hvert fald ikke kritiske spørgsmål på upassende tidspunkter.