Print artikel

Menneskebyen

Der bor omkring 5000 mennesker i Tingbjerg. Foto: Mathias Ertmar Mencke
I Tingbjerg bor der folk fra omkring halvdelen af alle lande i verden. Foto: Mathias Ertmar Mencke
Tingbjerg lokker ressourcestærke tilflyttere med boliger. Foto: Mathias Ertmar Mencke
Reportage
22.04.15
Kun én vej fører til Tingbjerg. Metropolens oprindelige oase, hvor forstadsdrømmene om de famøse tre v’er, godt naboskab og frisk luft fik frit løb. En bydel hvor lejlighedskomplekserne blev planlagt så tilpas lave, at beboerne ikke druknede og anonymiseredes som i resten af storbyen. En bydel der endte med at være alt det, som den visionære arkitekt og byplanlægger, Steen Eiler Rasmussen, ikke forestillede sig. Eller gjorde den? ATLAS tog med linje 2A til fordommenes holdeplads for at tage et øjebliksbillede af stedet mange dømmer, men færre har besøgt.

På ruden hænger et hvidt stykke A4-papir tapet fast. Ud for vinduet, under strøgets hvide eternittag, hænger der et skilt. Beboer Centrum står der. En mand slukker sin cigaret i en sort plastikaltankasse og går ind. På sedlen står: »I bund og grund er vi vel alle fyldt med mange forskellige fordomme, som vi hver i sær danner oppe i vores hoveder. Fordomme som, man hurtigt glemmer, ikke er sande.« Nederst på papiret er Davidsstjernen fredsommeligt flankeret af halvmånen, korset og en invitation til teatret. Til højre for invitationen hænger en anden seddel, som fortæller, at der snart starter nye rygestopkurser på arabisk.

I København findes der en ø med omtrent 5000 indbyggere. Ligesom andre øer er den omkranset af vand. Københavns Befæstning blev opført som et desperat forsøg på at holde truende fjender ude. Forældet før det stod færdigt, tjener det i dag som voldgraven, der snor sig sirligt omkring Københavns Kommunes isolerede forpost og indkapsler øen Tingbjerg.

Bydelen går under betegnelsen et udsat boligområde. En definition, der blandt andet fortæller, at arbejdsløsheden er højere og indkomstniveauet er lavere sammenlignet med resten af kongeriget. En tredjedel af beboerne er således på overførselsindkomst, og knap hver femte af bydelens børn lever, ifølge seneste helhedsplan, i fattigdom. Ligesom den etniske beboersammensætning adskiller sig fra resten af landet og for den sags skyld kommunen. Over 75 procent af bydelen har en anden etnisk baggrund end dansk, og størstedelen af de etniske danskere, som bor i Tingbjerg, er efterhånden ældre mennesker. På heldagsskolen fortæller skolelederen, Joy Frimann Hansen, at over 90 procent af eleverne har en anden etnisk baggrund.

Langs voldene ånder hovedstaden ro. Erantisser signalerer, foråret snart er på vej. Længere fremme ses Utterslev Mose, hvor dovent formbrød stadig mætter ænder, gæs og svaner. »Tingbjerg var tænkt som en oase for folk inde fra Nørrebro og Vesterbro, hvor de kunne få luft. Dengang var det luksuriøst at flytte til Tingbjerg.«

Det dengang, Margrethe Clausager, der er projektleder for helhedsplanen, refererer til, var i midten af 1950’erne, hvor arkitekten Steen Eiler Rasmussen planlagde og tegnede byen. Han kaldte selv Tingbjerg for menneskebyen. Et sted hvor børnefamilier kunne leve hele sit liv i fred og ro, med attraktive muligheder. I dag er områdets luksuriøse islæt for længst erstattet.

»Efterhånden ændrede beboersammensætningen sig ligesom i andre udsatte boligområder. Fordi lejlighederne var gode og billige. Og generelt var der et opsving i samfundet, der gjorde, at velhavende folk købte et parcelhus. Så det blev middel- og arbejderklassen, der endte med at bo her op gennem 1970’erne og frem til i dag.« siger Margrethe Clausager.

Hun blev tilknyttet Tingbjerg, da den første boligsociale helhedsplan blev lanceret i 2001. I dag har bydelen sin tredje. Den fortæller om store fremskridt og stadige udfordringer. En helhedsplan er en midlertidig, typisk fire årig indsats, der skal skabe forebyggelse og social udvikling i udsatte almene boligområder. Indsatser der fokuserer på alt fra beskæftigelse, sundhed og uddannelse til beboerdemokrati, tryghed og kultur.

Orientalske påskehits

Steen Eiler Rasmussens ramme om det gode liv kommer til udtryk i gule murstenshuse, med hvide toskanske skodder, der i dag fremstår nedslidte og fallerede. De fleste på tre etager eller mindre. En enkelt bygning rager ensomt op og kysser himlen. Det gjorde den oprindeligt for at skærme for en enorm varmecentralskorsten, der for længst blev overflødig og revet ned. Langs hovedvejen, Ruten, trisser håndfulde af børn af sted. Mellem boligkomplekserne er der legepladser med hver deres særlige rutchebane. Tingbjerg er stadig en by for familier, antallet af børn er omtrent det samme i dag som i 1970’erne – over en tredjedel er børn.

Tingbjerg starter ved Lille Torv. Her er stille. I erindringsbogen, Din nabo fortæller, en bog helhedsplanen har lavet med ældre beboere, illustreres livet som det var tidligere. Bageren, skomageren, markedet, damefrisøren og en chokoladeforretningen. Følelsen af nutidens konfrontation med den altid romantiske fortid og den samme fortælling, som mange andre landsbyer oplever. Butiksdød. Flere butiksvinduer er tømte og snavsede eller gemt væk bag et overmalet jerngitter. Kun de gamle skilte røber, hvilke leveveje der udspillede sig. Den lille genbrug står der. Et andet sted er der afbilledet en cykel, et tredje en spillehal. Alle tomme facader.

I nutiden er der kø ved halalslagteren. Nabokøbmanden bærer netop leverede kolonialvarer ind i bazaaren. Reklamer for billig udlandstelefoni pryder butiksvinduet. En frisør skilter med rabat til børn – 80 kroner, og Gonzales’ pizzeria mætter sultne munde. Vejen hen mod fælleshuset, T-huset, hvor bydelsmoderen Anza Ferrukh venter, går langs folkeskolen, der selvfølgelig ligger i hjertet af byen. Det larmer fra gården, hvor drenge leger, som kun drenge gør.

Joy Frimann Hansen er skoleleder. Faktisk er hun chefen for det hele; fritids-, ungdomsklub osv. For skolen er en såkaldt heldagsskole. Det blev politiske bestemt i 2006, fordi »man oplevede store udfordringer i området med mange tosprogede og socialt udsatte børn«, fortæller skolelederen.

»Nu har vi hele pakken – vi har børnene fra syv morgen til 21 om aftenen.« Indsatsen betyder en mere helhedsorienteret løsning for børnene, hvor deres forældre også inddrages. Og umiddelbart går det godt. Ved de sidste nationale tests lå 9A og 9B over landsgennemsnittet i både dansk og matematik – selvom skolelederen ydmygt konstaterer, at de nok aldrig kommer i top 10.

Eurospar ligger kun et stenkast fra skolen. Den virker underligt dragende, selvom den ligner alle andre. En ældre dame slæber træt sine poser med øjnene boret i jorden. Hendes rynker er historier, man kan bladre gennem. Hun forsvinder lydløst rundt om hjørnet. I forretningen hersker kaos. Nummer 22 står der ved skranken til postvæsenet. Ved siden af Post Danmark logoet står der Western Union. Her er kø. En mor køber slik til sine børn, mens de venter ved et havebord, som ikke længere kan sælges. Rummet fyldes af banegårdsstemning. Postmanden kigger forvirret på et par, der ser ud som om, de diskuterer. Måske på somalisk. Overalt kolliderer forskellige sprog, der smelter sammen til ét universelt. Måske esperanto. Store rodebunker i midten af butikkens foyer. Tilbud. Påskehit. 50 kr. Én med farverige tørklæder, en anden med glitrende snabel-tyrker-sko. Påskehit! På en jernbøjle hænger Aladdinbukser. Orientalsk påskehit. »Bent,« råber en svajende mand med kondisko efter købmanden og blafrer med en 500 lap: »kan du veksle?«

I Tingbjerg bor der folk fra omkring halvdelen af alle lande i verden. Foto: Mathias Ertmar Mencke

 

Jul og shawarma

»Det er der, jeg bor,« siger Anza Ferrukh og retter forsigtigt blikket mod en af øens mange identiske opgange. På hoveddøren står arabiske skrifttegn. Hun forklarer grinende, at det er et muslimsk vers, der opfordrer til at tage højre fod over dørkammen først. I stuen peger hun hen mod sin sorte lædersofa og nikker opfordrende. Stuen er lys og minimalistisk indrettet. På bordet placerer hun to glas æblejuice.

»Min søster bor på Sjællandsgade på Nørrebro. Hun spørger mig, om jeg ikke vil flytte, fordi jeg bor med små børn i Tingbjerg. Hver gang hun ser noget i fjernsynet, så ringer hun og spørger, om vi er okay og siger, at vi ikke må gå ud om aftenen. Jeg fortæller hende, at det er det samme, jeg hører om Nørrebro hver eneste dag. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal overbevise hende om, at her er okay – for selvfølgelig sker her noget, men det gør der jo alle steder.« 

Anza har boet i Tingbjerg i over 10 år. Inden da boede hun forskellige steder i København og i London. Oprindeligt er hun fra Pakistan ligesom hendes mand. Hun fortæller afslappet om nødvendigheden i at forlade sit hjemland og sin familie – en historie, som hun ikke ønsker gengivet i ATLAS. Hun fortæller, at tilfældigheder førte hende til Tingbjerg, men at hun aldrig har følt sig bedre til rette noget andet sted.

Anza er 33 år. Hun er mor til tre piger, der alle går på heldagsskolen. Hun ejer et renseri på Valby Langgade og studerer pædagogik i Hillerød. Derudover er hun et af de mange tiltag, som er kendetegnede for indsatserne i landets udsatte boligområder. Hun er bydelsmor. Og en af de ildsjæle, som har gjort en dyd ud af at investere sin tid i andre. Særligt de nytilkomne beboere, der pludseligt som - eksempelvis flygtning - befinder sig i et land, hvor kreditkortbetalinger snarere er reglen end undtagelsen, hvor dine vigtige papirer er digitaliseret i en e-boks, hvor foreningsliv og demokrati fremstår så elementært, at det ikke behøver nogen forklaring eller introduktion. Hun er den udstrakte hånd, der viser, hvordan du låner bøger på biblioteket, hvordan du søger hjælp, hvis du oplever vold. Og alt det lige midt i mellem.

»Jeg har haft en kvinde, der havde en voldelig mand, hvor jeg måtte kontakte kommunen. Hun var bange på sine børns vegne – ville de blive tvangsfjernet og så videre. Jeg var selvfølgelig også nervøs, for det var en stor opgave. Men når jeg er i tvivl, ringer jeg til mine kontaktpersoner,« siger hun selvsikkert. Hun har modtaget en uddannelse i at håndtere forskellige scenarier. Hendes eksempler varierer: »Engang var der en muslimsk kvinde, som interesserede sig for julen. Så tog vi ind og så juletræet på Rådhuspladsen, hyggede og spiste shawarma bagefter.«

Der bor, ifølge en opgørelse lokalbladet Tingbjerg Times har foretaget, 83 forskellige nationaliteter på øen. Det vil sige, at her er beboere fra knap halvdelen af alle verdens lande. Det gør området til det mest mangfoldige sted i Danmark. Modsat er andelen af etniske danskere stødt faldende og udgør, ifølge tal fra 2011, 25 procent. Tallet hed 35 procent blot fem år tidligere.

Good News

Det bekymrer Anza Ferrukh, at der bor så få unge etniske danskere. Hun er ked af, at hendes børn ikke har nogle etnisk danske venner og derfor ikke oplever nogen kulturudveksling. Hun frygter, at det vil have betydning for deres senere relationer, når de en dag flytter »til byen«. »De vokser op og bliver pakistanske kvinder, som ikke har noget med danskere at gøre, og det er ærgerligt,« siger hun alvorligt.

Skolelederen Joy Frimann Hansen fortæller, at de etnisk danske børn, der starter i børnehaveklassen, sommetider bliver flyttet over i andre skoler af deres forældre. Ikke på grund af undervisningsniveauet, men fordi forældrene har svært ved at interagere i forældre- og børnegrupperne med de øvrige forældre. »De har måske ikke de samme traditioner for at komme hjem til hinanden, til fødselsdage og så videre – som er den referenceramme, forældrene selv har haft, da de gik i skole,« siger skolelederen og fortsætter:

»Det er jo en meget mangfoldig skole, det er jo ikke sådan, at vi kun har én etnicitet. Selvom mange af vores børn er muslimske, har vi jo også mange børn fra andre kulturer og får eksempelvis flere østeuropæere med en anden kulturel baggrund. Styrken er vores mangfoldighed. Men jeg ville da ikke have et problem med, at her var flere etnisk danske børn, det er da klart. Men jeg ved ikke, hvor jeg skal få dem fra.«

I et udsat boligområde som Tingbjerg findes en bred vifte af indsatser. Overraskkende få af indsatserne retter sig mod at lokke nye beboere til, selvom det, ifølge Anza Ferrukh, er øens største anke. En af dem er fleksibel boligudlejning. En indsats der kort fortalt går ud på, at hvis du opfylder nogle bestemte kriterier, kan du hurtigere få tilbudt en bolig. Oversat: er du ressourcestærk, kommer du foran i køen. Indsatsen har været en dundrende fiasko.  Den har indsatsen ikke virket efter hensigten, men manifesteret status quo.

Spørgsmålene trænger sig på. Det altoverskyggende: hvad gør I så? Clausager tøver og siger, det er svært, men at det handler om fortællinger. »Vi prøver at give nogle nye billeder, eksempelvis gennem interviews. På den måde få andre til at overveje, om de måske ville bo her i Tingbjerg.« Indsatsen lader desværre til at være en magtesløs erkendelse af andre fejlslåede indsatser, så hvor findes svaret? Ikke umiddelbart hos Center for Boligsocial Udvikling. De evaluerer forskellige indsatser i landets udsatte boligområder. Konsulent, Mette Fabricius Hansen, forklarer, at centreret ikke har haft fokus på, hvordan flere etniske danskere kan flytte til udsatte boligområder udover den fleksible udlejning. Langs øens hovedstrøg fyldes luften af et langstrakt hmm. På taget henover et forladt butiksvindue står et oprejst overdimensioneret skilt. De falmede karrygule bogstaver bliver til Good News. I butiksvinduerne hænger gamle plakater. En kvinde iført sort slør passerer en et billede af en skinnende strandbabe med lavt BMI-tal og bikini i frimærkestørrelse. Good News tårner sig op mod forårshimlen som en evig insisteren. Som en faktuel konstatering, der drukner i fordommenes reproduktion.

Tingbjerg lokker ressourcestærke tilflyttere med boliger. Foto: Mathias Ertmar Mencke

 

Kent Nielsen

Få minutters gang fra Lille Torv ligger traditionsklubben Brønshøj Boldklub. En arbejderklub der tidligere har fostret talenter som Per Røntved og EM-heltene Kim Christofte og den succesfulde AaB-træner Kent Nielsen. I dag hedder talenterne ikke Nielsen, men eksempelvis ghanesisk-fødte Danny Kwasi Amankwaa, der til dagligt spiller for F.C København og U21-landsholdet. Chefen for ungdomsafdelingen, Tobias Halbro, fortæller, at virkeligheden i 70’erne og 80’erne ikke er så forskellig fra i dag. Dengang havde boldklubben i ligeså høj grad børn og unge fra mindre ressourcestærke familier. Han fortæller om helt elementære udfordringer som at skaffe kontinuerlige trænere og forældrekørsel til udebanekampene. Derfor har klubben nu fået støtte til en gammel spillerbus.

Ligesom med heldagsskolen har boldklubben oplevet årgange med knap 95 procent drenge med en anden etnisk baggrund end dansk, fortæller Halbro og bemærker åbenlyst, men paradoksalt: »Integrationsarbejdet er selvfølgelig svært i en gruppe, hvor alle har en anden etnisk baggrund. Vi kan godt integrere ud fra nogle præmisser; danske foreningsværdier, fællesskabstankegange og så videre. Men børnene får jo ikke relationer og netværk til andre danske børn og indblik i andre normer.«

Boldklubben besluttede sig for at gøre noget aktivt ved udviklingen. Ungdomsformanden kalder det uofficielt »omvendt integration«, hvor klubben bevidst har forsøgt at rekruttere børn fra store dele af Nordvest-området. »Tingbjerg er jo geografisk en lomme for sig, men vi er faktisk lykkes med at tiltrække børn og unge udefra bydelen. Blandt andet gennem samarbejde med børnehaver i hele Brønshøj-området, hvor vi har lavet formiddagstræning.«

I dag fortæller han, at sammensætningen er cirka fifty-fifty. Det er en broget flok af både ressourcestærke og mindre ressourcestærke børn. Han konstaterer, at nogle af forældrene er meget veluddannede, mens andre har psykiske traumer. Måske er det netop succesen med at mikse en lille håndfuld blandede forudsætninger, omkring foreningslivet og fodboldens ukomplicerede glæde, der på længere sigt kan gøre øen mindre isoleret. Boldklubben tager sit sociale ansvar alvorligt. Ellers eksisterer klubben ikke, fastslår Halbro.

Menneskebyen

»Jeg mødte en gang én dansk kvinde i Valby.« Anza spejder ned gennem Ruten. Det er efterhånden blevet sen eftermiddag og skyerne har samlet sig om øen. »Hun sagde: ”jeg har set dig før her i Valby.” Jeg fortalte hende om min forretning og sagde, jeg også kunne genkende hende. Så begyndte vi at snakke sammen, og hun spurgte mig, om jeg boede i Valby. Jeg svarede nej, jeg bor i Tingbjerg.« Anza kigger stift frem. Hendes smilehuller er sunket ned i forargelsens sammenknebne øjne. »Så udbrød hun,« fnyser Anza: »Tingbjerg! Og gav mig et ansigtsudtryk, jeg stadig kan huske. Det var alle hendes fordomme, jeg så. Men bare giv os en chance, kom et par gange her ud og se, om du synes om det.«

Hendes imitation fortæller historien om en stigmatiseret ø, der på trods af statistiske fremgange mest er berygtet for drive-by-shootings og social deroute. »Mange tror bare, at vi er en flok tabere i Tingbjerg. Lavtuddannede, uden mange penge. Jeg føler nogle gange, vi bliver efterladt – måske er det derfor, vi rykker meget tættere på hinanden. Vi ved, at myndighederne ikke altid er der for os, men vi står sammen og hjælper hinanden, hvis der kommer nogen problemer.« 

Ifølge tal fra helhedsplanen går det ellers udmærket i Tingbjerg. Arbejdsløsheden er faldende. De oplever mere hensynstagen til deres medmennesker end resten af kommunen. Her sker proportionelt færre anmeldelser end i resten af kommunen, ligesom rigspolitiets årlige tryghedsindeks, der udkom i marts, viste, at kriminaliteten i Tingbjerg falder og ligeledes er lavere end i resten af København. Endeligt er tryghedsfølelsen blandt beboerne steget de seneste år. Men bydelen har et imageproblem. Et afgørende problem vedkender Margrethe Clausager sig. Hun peger især på mediernes rolle:

»Det er jo tankevækkende, at otte ud af ti beboere siger, de er rigtig glade for at bo i Tingbjerg, men er utrolig kede af, hvordan resten af samfundet opfatter Tingbjerg. Det gør nok, at man heller ikke skilter med at bo i Tingbjerg.«

Anza Ferrukh fortæller, at hun vil blive gammel med sin mand i bydelen. Øen er hendes familie. Foran hende står en ung veluddannet mand fra forstadens osteklokke. Hun konfronterer ham. Spørger ham, hvorfor han ikke vil flytte herud. Hans mave vrider sig, idet han ubevidst lyver og siger, han selvfølgelig godt kunne overveje det. For her er luft og natur. Her er storby rundt om hjørnet. Her er fællesskab og mangfoldighed. Men sandheden er formentligt en anden – fordommene har langsomt isoleret bydelen fra caféer, værtshuse og butiksliv. Ligesom andre stigmatiserede øer. Om få år ventes et stort moderne kulturhus færdigt. Margrethe Clausager glæder sig:

»Drømmen er jo, at Tingbjerg bliver et område, der ikke figurerer på en eller anden liste. Et sted folk valfarter til, hvor der er dejligt, med kultur, liv og grønne områder.« Det lyder unægteligt som inkarnationen af Steen Eiler Rasmussens menneskeby. Drømmen om hverdagens bekvemmelighed og fællesskabets by. Ifølge ildsjælene ånder den stadig over Tingbjergs volde og venter på, tiden bliver moden. Måske det kræver et kulturhus. Måske det kræver en Femern-forbindelse. I første omgang kan vi overveje at lægge vejen forbi.

En enkeltbillet med bus til Tingbjerg koster 24 kroner eller 12 kroner med Rejsekort. Rejsetiden fra Københavns Hovedbanegård er cirka 30 minutter. Der er afgange cirka hvert femte minut på hverdage med buslinje 2A.