Print artikel

Meningsudveksling ikke palaverdemokrati

Allinge vil i weekenden danne ramme for en demokratisk debattræningslejr. Foto: Jens Bludau, CC
Interview
15.06.16
Folkemødet hviler ikke på antagelsen om, at man gennem det gode argument kan overbevise politiske modstandere. I stedet bygger det på, at demokrati er en civiliseret måde at være uenig på, mener foretagendets far Bertel Haarder. Mødet er dermed et bramfrit diskussionsforum, der kan skærpe egne holdninger og blotlægge kompromisrummet.

»Demokrati er ikke blot en styreform. Demokrati er samtale. Det er en måde at handle på og en måde at omgås andre på, hvor respekten for individet, fællesskabet, omgivelserne og samfundet er helt centralt. Og hvor fordommene lader sig udfordre og argumenterne flytter holdninger,« skriver teologen og højskoleforstanderen Hal Koch i hans hovedværk fra 1945 Hvad er demokrati?.

Denne weekend valfarter politikere, lobbyister og en god portion jævne danskere til Allinge på den nordlige del af Bornholm. Der er nemlig Folkemøde. En fire dages politisk festival, der i udgangspunktet er tænkt som en demokratisk indsprøjtning til et dansk demokrati, der ifølge nogle, har mistet lidt af pusten. Her mødes meningsdannere, lovgivere og befolkningen i øjenhøjde for at samtale med hinanden. Men modsat Kochs demokratiforståelse bygger den politiske samtalefestival i Østersøen ikke på, at man ved hjælp af argumenternes tvangsløse tvang kan flytte holdninger eller i fællesskab komme frem til det rigtigste. Mødet, der for sjette år i træk afholdes ovenpå solid bornholmsk granit, er i stedet et forum, der kan bruges som træningslejr til at skærpe de argumenter politikerne i forvejen har og danne ramme for en diskussion, der kan afsløre hvor det fælles fodslag ligger.

Meningsudveksling ikke rundkredsdebat

»Det primære formål med Folkemødet er at styrke demokratiet og dialogen i Danmark. Det sker ved at skabe en ny ramme om møder mellem beslutningstagerne i erhvervslivet, interesseorganisationer og politikere fra Folketinget, EU, kommuner og regioner. Og ved at give borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt,« står der på Folkemødets officielle hjemmeside.

Ved første øjekast virker Folkemødet til at være skabt i en lidt hyggedemokratisk ånd. Man flytter den demokratiske samtale ud i naturen og væk fra de stive gemakker på Christiansborg, alle folk er på slap line og taler lige ud af posen, mens munden skylles i rigelige mængder fadøl fra et semilokalt mikrobryggeri. Det ligner et møde, der er skabt for at politikere i bedste rundkredsstil kan diskutere med hinanden og med borgerne, og i fællesskab finde de rigtige og gode løsninger for det danske demokrati.

Derfor er det måske også tankevækkende, at det er den nuværende Kultur- og Kirkeminister Bertel Haarder, der i 2011 med inspiration fra den svenske Almedalveckan sammen med borgmesteren for Bornholms regionskommune, Winni Grossbøll, tog initiativ til Folkemødet. Haarder er nemlig ikke kendt for at være fan af rundkredsånden fra ’68, hvor konsensussøgende debatter var idealet.

Men Haarder er også kendt for at skatte den demokratiske samtale højt. Så meget, at han ikke, som mange andre ministre, er mandsopdækket af emsige presserådgivere. Man kan altid ringe direkte til ham, ynder han at sige. Og så værdsætter han en ærlig og direkte debat. Noget der, ifølge ham selv, mangler i demokratiets hjerte, Christiansborg.

Det hele handler om at finde kompromisser, og det bliver man bedre til, når man har været ude i den friske vind på et folkemøde.

»På Christiansborg har man ikke en så god debat som på Folkemødet. På Christiansborg sidder man i hvert sit gruppelokale og taler om de andre. På Folkemødet taler man med de andre,« siger han til ATLAS.

På magtens tinde har man glemt de oprindelige demokratiske rødder, der handler om debat mellem høj og lav, mener Haarder, og har skabt Folkemødet for at genkalde de rødder. Men der er forskel på at debattere med en antagelse om, at debatten fører til en meningsfuld konsensus, eller at diskutere med et udgangspunkt om, at politisk konsensus er naivt. Sidstnævnte antagelse arbejder Haarder med. For ham handler debat dermed om at ytre sine egne meninger, for at skærpe dem, og for det andet om at høre andres holdninger, for finde ud af hvor muligheden for kompromis ligger. Målet med debatten er ikke, at man pludselig overbeviser eller bliver overbevist af ens arge modstander:

»Jeg tror ikke, at der er mange, der pludselig mener det modsatte af hvad de startede med at mene, efter at de har været på Folkemødet. Men jeg tror, at der er mange, som får bedre forståelse for, hvad andre mener og som bliver dygtigere til at finde kompromisser. Det hele handler om at finde kompromisser, og det bliver man bedre til, når man har været ude i den friske vind på et folkemøde. Man kan ikke lave kompromisser, uden at man har hørt, hvad de andre mener. Men det betyder ikke, at man skifter mening. Uden kompromisser kommer vi ingen vegne i det danske demokrati,« forklarer Haarder.

Folkemødet er ikke rundskredsdebat, men politisk meningsudveksling. Konsensus er naivt, kompromiser er vejen frem. På mødet kan man høre, hvad politiske modstandere siger, men du går stadig derfra og mener det samme, som da du ankom med færgen. Man mødes for at debattere, men ikke med antagelsen om, at det overbevisende argument findes. Men derfor giver det stadig mening at mødes til et folkemøde, mener Haarder.

»Bare fordi man ikke kan blive overbevist af sine modstanderes argument, er det jo ikke lige meget at mødes. Debatten er ikke ligegyldig. For det første kan debatten lære en, hvad man er oppe i mod. Man kan derved skærpe sine argumenter, hvis ikke de er stærke nok. Specielt magthavere har godt af, at de ikke bare sidder og bestemmer, men at der er nogen der kan modsige dem,« siger han og fortsætter: »Folkemødet har med meningsbrydninger af gøre. Man mødes på tværs af partier, på tværs af organisationer på tværs af interesser. Det er det Folkemødet handler om.«

Demokratiforståelsen bag

Selvom Haarder anerkender vigtigheden af Hal Kochs arbejde, og også har skrevet forordet til en særudgave af Hvad er demokrati? udgivet i 2015, vidner hans udtalelser om, at Folkemødet ikke hviler på en kochsk demokratiforståelse. Og det er kun godt, ifølge bagmanden, for Kochs fokus på, at det overbevisende argument skal findes, kan udvikle sig til en ren omgang »palaver«, der blot har til hensigt at trumfe den stædigste politikers meninger i gennem.

»Jeg har den største respekt for Hal Koch, men jeg er egentligt mere optager af K. E. Løgstrups demokratidefinition. Han sagde, at ”demokrati er en skikkelig måde at være uenig på.” Folkemødet handler om de uenigheder, der selvfølgelig må være i et demokrati. Men uenighederne skal foregå i en fordragelighedens ånd, så alle er klar over, at uenighederne til trods, må der på et tidspunkt træffes en beslutning. Hal Koch er efter min mening for meget tilhænger af palaverdemokratiet, som jeg i årene omkring 1968 har oplevet ufattelig meget af. Palaverdemokratiet var dybt tyrannisk i mine unge dage. Det bestod i sin enkelthed i, at der var nogen indkaldte til møder, og så lod de mødet fortsætte, ind til de selv fik deres vilje. Det var demokratur af værste art. Palaverdemokratiet for mig et skræmmebillede. Når vi havde de der lange debatter i udvalgsværelserne til klokken tre om morgnen, så længtes jeg efter, at vi fik sagen afsluttet. Så jeg kan bedre lide Løgstrups formulering,« forklarer Haarder.

Løgstrup og Koch var gamle klassekammerater, men de krydsede offentligt intellektuelle klinger i deres samtid. Uenigheden gik på en lang række ting, men altså også på deres opfattelser af, hvad demokratiet er og kan, som Haarder fremhæver. For Løgstrup er demokratiet et sæt af spilleregler, inden for hvilken uenigheder kan udspille sig, mens det for Koch er en konstruktion, der bruger ordet til at føre samfundet frem til det rationelt rigtige. Det er denne antagelse, at ordet fører frem til noget rigtigt, som skurrer i Haarders ører.

Dermed tror han heller ikke, at Folkemødet kan eller skal være en idealtypisk samtalesituation, der fører frem til det rigtige. I stedet er det et rum, hvor demokratiets indbyggede uenigheder kan trives. Men hvorfor er der et behov for særligt åbne samtalerum som Folkemødet? Burde Folketinget ikke være denne frie politiske kampplads?

Ideelt set jo, men til dagligt lægger politiske spindoktorer og partimaskineriet en dæmper på debatten, mener Haarder. Derfor var det for Haarder vigtigt at skabe et helle, hvor den demokratiske samtale var lidt mere fri end normalt. Her kan politikerne sige, hvad de faktisk mener, og ikke bare hvad de har fået besked på at mene ovenfra.

»Demokratiet har med Folkemødet fået en mødeplads, hvor politiske ledere er på slap line, hvor de kan vove mere i dialogen, end hvad de kan til dagligt på Christiansborg. Heldigvis har journalisterne accepteret, at man som politiker på Folkemødet kan sige noget, der ikke er helt i overensstemmelse med partibogen eller regeringsgrundlaget. Det gør, at politikerne på Folkemødet forvandles til almindelige mennesker, frem for de meningsmaskiner som de ofte opfattes som. Hvis journalisterne rendte rundt med tændte mikrofoner og slog det stort op, hver gang en politiker sagde noget lidt anderledes, end det der står i partiprogrammet, så kunne vi ligeså godt lukke Folkemødet,« forklarer Haarder.

Mødets popularitet stiger år for år. Men der er plads til forbedringer. Politikerne skal træne mundtøjet. Ophavsmanden ser misundeligt mod den svenske folkemødependant:

»Politikerne kan holde nogle bedre taler. Det svenske folkemøde er bygget op omkring, at de svenske partiledere holder nogle rigtig gode taler. Det synes jeg godt danske partiledere kan lære noget af. Jeg synes der er plads til forbedring, når det gælder talekunsten. Det er jo et generelt problem i Danmark,« sukker Haarder.

Om den politiske debattræningslejr i denne henseende er godt givet ud, må den nye politiske sæson efter sommerpausen vise.