Print artikel

Ingen valgkamp uden at få grundigt uddybet, hvor overlegent et folk danskerne er

Vi kan ikke have en dansk valgkamp, hvor vi ikke får uddybet godt og grundigt hvor overlegent et folk danskerne er.
Analyse
13.06.15
Lars Løkke Rasmussen forsøgte sig med udlændingekortet, men udspillet blev matchet af Socialdemokraterne. Til gengæld virker det til, at klimapolitikken er en relevant skillelinje i at holde øje med i valgkampen.

Det gik dårligt for Venstre i første halvdel af valgkampen. Lars Løkke Rasmussen tabte hurtigt terræn ved at komme med klodsede eksempler, der enten ikke kunne verificeres eller som viste sig at være forkerte. Man kan undre sig over disse taktiske brølere fra Venstres engang så frygtindgydende pressetjeneste. Men måske har Løkkes sensationelle overlevelse ovenpå underbuksesagen alligevel haft den omkostning, at visse medarbejdere ikke har så meget entusiasme, som de plejer, og derfor ikke er lige så pertentlige i deres udformning af kampagnestrategien. Eller også – og dette er nok den foretrukne fortælling hos Venstre – har pressen denne gang udset sig Løkke som mobbeoffer.

Der er sikkert et gran af sandhed i begge dele. Men hvad angår medierne, så er det jo, hvis man kan huske Helle Thorning-Schmidts forrige valgkamp, åbenbart bare vilkåret i dansk politik efter årtusindeskiftet. Statsministerkandidater er fair game, og så er det som sådan ligegyldigt hvad der er fakta og hvad der spekulation og hvad der er påviseligt usandt. Det er også ligegyldigt, om det er en højtplaceret person i en forvaltning ledet af modstanderpartiet, der har lækket de måske-måske ikke (men tilsyneladende ikke) inkriminerende dokumenter, der starter mediemaskinens bevidstløse vridninger om sig selv. Det forekommer mildest talt sølle, at netop Venstre påberåber sig offerrollen hvad denne type personsager om kandidaterne angår.

Nu går det så mindre dårligt for Venstre. Udlændingekortet bragte Løkke i spil tirsdag med et udspil, der skulle sænke antallet af asylansøgere i Danmark ved at stramme reglerne for opholdsret og sænke ydelserne til flygtningefamilier til SU-niveau. Effekten har allerede vist sig temmelig markant i meningsmålingerne, og affødt et hastigt kontraudspil fra Socialdemokraterne, der nu pludselig synes nogenlunde det samme som Venstre, også om asylpolitikken. Det måtte jo ske. Vi kan ikke have en dansk valgkamp, hvor vi ikke får uddybet godt og grundigt hvor overlegent et folk danskerne er, hvor overlegent et samfund Danmark er, og hvordan dette fritager os fra et hvilket som helst ansvar over for mennesker, der ikke lever op til vores egen skyhøje herlighedsværdi. Det gælder ikke mindst asylansøgere, der ikke skal tro de kan komme her og snylte på vores velfærd, bare fordi vi selv er med til at bombe og hærge i deres hjemlande. Lad os blot se bort fra, at stramninger som f.eks. starthjælpen under VKO ikke lod til at have skyggen af sporbar sammenhæng med, hvor mange asylansøgere der strømmede til. Tilstrømningen hænger logisk nok først og fremmest sammen med, hvordan verdenssituationen er, hvor mange og hvor voldsomme krige og katastrofer, der finder sted og driver folk på flugt.

Alligevel fortsætter man i offentligheden med at tale om flygtningetilstrømningen som et rent indenrigsanliggende, og om flygtninge som opportunister. Der er noget paradoksalt i den måde, vi som samfund er ude af stand til at forholde os til konkrete problemer i omverdenen, samtidig med at vi kaster om os med begrebet »globalisering« når vi f.eks. snakker om, hvordan vi skal indrette fremtidens arbejdsmarked og offentlige sektor. Her opererer vi gerne med en målsætning om at kunne »konkurrere« med laveste internationale fællesnævner hvad angår løn, skat og velfærd. Vi forholder os mere håndfast til økonomiske prognoser, der går 10-30 år ud i fremtiden, end til samtidens synkende skuder i Middelhavet og smeltende is på polerne. Eller for den sags skyld til eroderingen af demokratiske institutioner til fordel for finanskapitalens oligarker.

I første halvdel af valgkampen glimrede klimapolitikken ved sit fravær i de store debatter. Til gengæld vakte Liberal Alliances klimaordfører Villum Christensen furore ved at udtale, at der »ikke er videnskabeligt belæg for at påstå, at klimaændringerne i overvejende grad skyldes menneskelig aktivitet.« Herefter gik partiformand Anders Samuelsen ud og »præciserede,« at LA skam tror på videnskaben, men at de jo ikke selv er videnskabsmænd, og derfor »ikke kan vide noget om det.« Det er taktisk smart lavet. Hvis klimavidenskaben har ret, virker LA’s traditionelt liberale tyrkertro på det salvelsesfulde i stadigt større økonomisk vækst helt ude af trit med virkeligheden, og derfor er man nødt til at forsøge at plante det frø af tvivl, som Villum Christensen gør. Omvendt er LA et parti, der bryster sig af at være »fornuftige« i tradition med oplysningstidens videnskabsbegejstring, og derfor kan det ikke have siddende på sig, at dets politik står i et modsætningsforhold til videnskabens akkumulerede viden. Det behøver ikke alt sammen at hænge sammen, når man lever i det postfaktuelle samfund. Man kan sagtens ønske sig »money for nothing and chicks for free,« og slippe afsted med det, også selvom det potentielt betyder klodens undergang.

I det bredere politiske spektrum tales der mere nuanceret om problemstillingen, og her viser der sig faktisk nogle overraskende klare uenigheder mellem de to blokke, hvis man orker at følge lidt med. Regeringen har sat sig ambitiøse mål for klimaet. Vi skal for eksempel være fossilfri i 2050. Det kalder blå blok over en bred kam for urealistisk, ligesom de i det hele taget taler for at skrue ned for ambitionerne med den begrundelse, at Danmark er lille og ubetydeligt i den store sammenhæng. Her clasher visionen om Danmark som et foregangsland og en slags internationalt fyrtårn med lilleputmentaliteten, der indebærer at man hytter sit og følger stormagternes eksempel og føring. Også selvom de sætter et dårligt eksempel og leder verden i uføre. »Lad os afvente næste topmøde,« sagde Lars Løkke Rasmussen i duellen på TV2 torsdag aften.

Men lad os så lige undersøge Løkkes troværdighed, hvad klimatopmøderne angår. Og nej, jeg sigter ikke her til hans uoplagthed eller manglende indsigt i beslutningsproceduren under COP15 i 2009. Jeg sigter til et af de få, spinkle resultater, der blev manifesteret i den resulterende aftale. Nemlig løftet om, at udviklingslandene skulle have flere penge til at finansiere deres indsats på klimaområdet, og at disse skulle være »nye og yderligere« end, hvad de hidtil havde fået i bistand. Det løfte stod Lars Løkke Rasmussen bag. Men allerede et halvt års tid senere sendte han Søren Pind i marken for at argumentere for, at »nye og yderligere« midler kunne fortolkes meget bredt. Nemlig at man i dansk sammenhæng kunne nøjes med at bibeholde bistandsniveauet på lidt over 0,8 procent af BNP, da FN’s anbefaling er at industrilandene giver mindst 0,7 procent. De resterende 0,1 procent var altså at betragte som det »additionelle,« Danmark gav til udviklingslandene på klimaområdet.

Det er selvfølgelig grundlæggende rigtigt, at vi ikke ene lille land kan løse verdens klimaudfordringer. Men argumentet er jo det samme i alle lande i verden: der er ikke nogen der gør det meget bedre end os, og derfor kan vi lige så godt ikke have højere ambitioner, fordi det koster penge og besvær. Denne udbredte ugidelighed ligner bogstaveligt talt opskriften på jordens undergang.