Print artikel

Han har ganske enkelt ikke fortjent det

Søren Pind er altid klar på en rask krig. Her har han dog ikke forstået, at de fly han kunne se var amerikanske B-52 bombefly.
Kommentar
17.06.15
Så er det nu valget skal afgøres. Chefredaktøren putter sit lod i vægtskålen. Thorning bør vinde, Løkke bør tabe.

Hvis vi skal være ærlige står valget mellem to kandidater, der begge vil føre midtersøgende socialdemokratisk politik. Derfor bør man lade nuancerne afgøre, hvor man kaster sin stemme og her er der en klar vinder.

Helle Thorning-Schmidt kommer sikkert ikke til at gå over i historien som verdens bedste statsminister. Hun er bestemt heller ikke uskyldig, når det kommer til at omgive sig med karrierefokuserede opportunister (vi kigger på dig Karen Hækkerup) eller de mere eller mindre uduelige rådgivere, der får hende til at lyde mere som maskine end menneske. I hendes store tale på weekendens Folkemøde på Bornholm gentog hun bevidstløst de samme maniske talking points, som en eller anden har fundet på, hun skal gentage. »Den værste krise siden Anden Verdenskrig« og bla.bla.bla. Det virker til, at Socialdemokraterne tror, vi er dumme nok til at tro, at uden den opstigne Holger Danske i form af HTS, ville fædrelandet være røget direkte ned i den mørke nationaløkonomiske afgrund. Men selvom deres retorik er irriterende og til tider direkte fordummende, er den siddende statsminister en langt bedre kandidat til jobbet end Lars Løkke Rasmussen. At vi kan være bekendt at sende hende til udlandet som landets repræsentant er én ting. At hun overordnet fremstår som intelligent, kompetent og nu også erfaren må være tungen på vægtskålen.

Hvem skal man så stemme på?

Hvis det alligevel er for meget at stemme på et parti, der har stået for offentligtlighedsloven, DONG-salget og har sendt Trine Bramsen i marken som DF-klon, er der jo alternativer. Hvis man er til pædagoger, sygeplejersker og sosu'er kunne man f.eks gøre sit for at styrke SF. Det lader til, at det i virkeligheden er den gruppe, der arbejder hårdest for at holde sammen på velfærdssamfundet og bliver belønnet dårligts for det, så hvorfor ikke give dem en hånd? Enhedslisten virker til at være blevet til en nørrebrosk version af SF i denne valgkamp, så måske er det et spørgsmål om temperament, hvor den røde stemme skal placeres. På den anden side agiterer de for en helt legitim udfordring af de forhold, der gør skatteundragelse for internationale virksomheder muligt. Det ødelægger både kapitalismen og underminerer velfærdsmekanikken. De Radikale, Østerbros stolthed, torvehallernes beskyttere, kunne man jo også give sin stemme. Morten Østergård påstår, at de ikke fører nødvendighedens politik, når de fører nødvendighedens politik. De er nemlig ansvarlige. Og det er de helt sikkert også, mens de på samme tid er kompetente administratorer af velfærdsstaten. Men er de ikke gået fra at være åndselitære til at være DJØF-elitære? Ikke et ondt ord om elitisme, men det er altså lidt kedeligt. Dygtigt ja, kedeligt også.

Hvis man er borgerlig indtil benet og absolut skal kaste sin stemme der, virker det mest meningsfulde bud til at være Liberal Alliance. Partiet bliver blandt mange på venstrefløjen anset for at være en slags termit, der langsomt men sikkert undergraver hele det solidariske grundlag for velfærdsstaten. Men hvis man bladrer lidt i substansen, er der nok snarere tale om en gruppe korrektionister end revolutionister. At ville fjerne registreringsafgiften på biler er vel langt fra samfundsomvæltende, og lavere skat på de laveste indkomster er jo heller ikke ligefrem anarkoliberalisme. Lars Sejer og hans Saxo Bank ville sikkert ønske sig et vaskeægte libertariansk parti, men det virker ikke til, at danskere gider det. Når nu de tidligere liberalister i Venstre har glemt det, er det sikkert meget sundt for systemet og os alle sammen med en omgang idelogisk funderet kritik af velfærdsstaten.

Og når vi nu taler om alternativer. Uffe Elbæk og hans grønne hær har overrasket alle det sidste halve år. Først troede ingen på, at de ville blive stemmeberettigede og så troede ingen på, at de ville have en chance til valget. Vi er mange, der har måttet æde vores ord igen og skylder Uffelistisk Folkeparti en undskyldning, men skal man stemme på dem? Forleden sammelignede den såkaldte debattør Michael Jalving Alternativet med kommunisme. Det siger selvfølgelig mere om Jalvings intellektuelle kapaciteter end om partiet, men kan give et ret godt billede af, hvordan Alternativet bliver misforstået til højre og venstre. Til de frelste kan vi sige: Nej, det er ikke Jesus, der er kommet tilbage i sidste øjeblik for at redde os fra øko-apokalypsen. Til de skræmte kan vi sige: Nej, det er ikke en flok verdensfjerne hippier, der vil erstatte finanspolitik med yoga. Det er en gruppe dybt seriøse mennesker, der (ligesom alle andre partier) gerne vil påvirke landet i den retning de mener og føler er mest rigtig. At de så også vil forsøge at gentænke måden at lave politik på, og ikke mindst måden vi fører den demokratiske samtale, viser valgkampen med al tydelighed, at der nok er brug for.

Lars Løkke Rasmussen skal ikke være landets næste statsminister. Det er en alt for nedslående tanke, at lade en mand som ingen respekterer overtage embedet. En mindre kommune ville være bedre tjent med ham som borgmester. Løkke er ikke en værdig statsminister for Danmark. Manden mangler ganske enkelt det format vi bør forvente af en person på den post. Han har ganske enkelt ikke fortjent det. Da han var statsminister forkludrede han på pinligste vis klimatopmødet og som oppositionsleder har han mest af alt markeret sig ved at bortødsle en sikker valgsejr med sine personlige udskejelser og fejltrin. Dømmekraften virker svækket og det moralske kompas i udu. Tilmed er Løkke gået til valg på at genindføre den såkaldte boligjob-ordning. Et forslag, der kun udmærker sig ved at bestikke to store befolkningsgrupper på samme tid, håndværkere og boligejere. Det er cirka ligeså visionært, som når præsidentkandidater i bananrepublikker deler køer ud til den fattige analfabetiske landbefolkning for at sikre sig en stemme.

Hans løjtnanter er ikke meget bedre. Søren Pind tager dette valgs pris som største opportunistiske hykler. Manden, der engang viste et modig idelogisk sindelag ved offentligt at sætte sig op imod Anders Fogh Rasmussens nyvunde socialdemokratisme, er degenereret til en patosfyldt demagog. I denne valgperiode har han eksempelvis halvflæbende agiteret for at gå i krig i Syrien for at redde en masse børn. Og med den sædvanlige brug af gammeldags ord hovedrystende antydet, at regeringen ikke ville beskytte selvsamme børn mod Assads ondskab. Som erfaren udenrigsordfører burde han vide alt for godt, at idealisme og udenrigspolitik er som vand og olie. Det er en del af jobbeskrivelsen som udenrigsminister at have en solid portion hykleri, og det ved Pind udemærket. I øvrigt kan hans medfølelse med de syriske børn ligge på et imponerende mikroskopisk sted, når de nærmer sig hvide menneskers lande.

Andenpladsen går til altid smilende Dan Jørgensen. Manden der har fået indført, at man ikke må have kærlighedsforhold til grise, mens det er helt ok at spærre millioner af dem ind i bure og pine dem, indtil de skal have puttet deres eget hakkede kød ind i deres egne tarme.