Print artikel

Frygtsamfundet

Ifølge Rasborg skal vi være påpasselige, når vi balancerer hensynet til sikkerhed med hensynet til frihed. Foto: Loui Baeré
Interview
21.02.15
Det er ikke mange måneder siden, regeringen ville granske den danske indsats mod terror for overdrevne tiltag. I dag er virkeligheden som bekendt en anden. Men vi skal som samfund passe på, at frygten for terror ikke kommer ud af proportioner, mener forsker i mediernes rolle i risiko- og frygtsamfundet. Det kan i sidste ende udfordre vores hævdvundne frihed.

»Frygt er i udgangspunktet en overlevelsesmekanisme,« fortæller lektor i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, Klaus Rasborg , der forsker i mediernes rolle, i det han betegner risiko- og frygtsamfundet. Han behandler begrebet frygt både i sin konkrete og abstrakte forstand. Det gør han fordi den 22-årige dansker Omar Abdel Hamid El-Hussein, i weekenden skånselsløst dræbte to personer.

»Overlevelsesmekanismen handler om af afværge, hvis du bliver udsat for en reel trussel i dine omgivelser. Frygten er altså rationel – da det er dén, der enten får mig til at undvige faren eller til at tage kampen op«, siger Klaus Rasborg om den konkrete frygt, et menneske kan møde. Altså fysisk. Han henviser til psykoanalysens fader Freud, der definerede det som ”realangsten”. Frygtsamfundet er imidlertid af en anden natur. En afledet effekt.

»Frygtsamfundet er derimod, når frygten går ud proportioner. Den bliver til det, man kan kalde en frit svævende angst, hvor frygten mister sin forankring i den reelle ydre trussel og bliver til en – i vis udstrækning – indbildt trussel. Det bliver en kronisk tilstand, som gennemstrømmer samfundet.«

Rasborg slår efterfølgende fast, at Danmark ikke er et frygtsamfund men derimod et tillidssamfund – men at både terrorangrebene i Paris og København kan være med til at udfordre det udgangspunkt. Frygten kan imidlertid ikke isoleres til weekendens hændelser. Den rager dybere, fortæller han, og peger blandt andet på den stigende arbejdsløshed som følge af den økonomiske krise. Han bruger det, han betegner som fremmedfrygten, som eksempel.

»Det handler eksempelvis om frygten for at miste sit job. Så finder man – populært sagt – en syndebuk; nemlig de fremmede; ”De kommer og tager vores velfærd, de kommer og tager vores jobs.” Det er et eksempel på den flydende frygt, som i virkeligheden handler om noget andet, men der fungerer som lynafledere for det reelle problem. Derfor går det ud af proportion.«

Frygten og friheden

I forhold til graden af frygten for terror findes ingen logisk resonans. Frygten er en personlig vurdering af risiko – en perception. »Det kan virke kynisk, med det som skete i weekenden, men frygtsamfundet handler om, at det vi frygter mest, ikke nødvendigvis er dét, der er mest grund til at frygte,« fortæller lektoren der særligt peger på politikernes og mediernes medvirken. En voldsom medieeksponering kan således betyde, at frygten går ud af proportioner og eskalerer.

Torsdag lancerede regeringen en 12-punkts plan, som skal skærpe den danske indsats mod terror de kommende tre år. Planen, Et stærkt værn mod terror, giver blandt andet Forsvarets Efterretningstjeneste kompetence til at aflytte danskere i udlandet uden en dommerkendelse.

Det er ellers ikke mange måneder siden, at regeringen med økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) i spidsen ville nedsætte en kommission til at finkæmme den hidtidige indsats mod terror og blandt andet sikre: »at danskerne ikke bliver unødigt overvåget«, som han bebudede i et interview til DR-nyheder i august og fortsatte:

»Siden 11. september er der skabt et kludetæppe af lovgivning mod terror, og vi trænger til at få set det igennem. De redskaber, der blev indført efter angrebet på World Trade Center, er de stadig fornuftige og anvendelige? Det skal vi have kigget på«. Et eftersyn som med weekendens hændelser in mente formentligt ligger brak. Klaus Rasborg uddyber:

»Inden angrebet var vi begyndt på initiativer, som stillede spørgsmålstegn ved de tiltag, vi har gjort i kølvandet på 11. september. Det er gået i glemmebogen nu. Nu handler det om at overgå hinanden med lovgivningsmæssige tiltag.« Han konkluderer, at de politiske overvejelser fremadrettet, vil styres af kravet om yderligere overvågning og en eventuelt genindførelse af de såkaldte logningsbekendtgørelser. Det betyder kort fortalt, at myndighederne ubesværet kan følge din færden på internettet.

Det er dansen på et knivsæg. Et trade-off mellem sikkerhed og frihed: »Hvis vi indfører tilpas mange tiltag, som skal øge sikkerheden, men som vil antaste vores hævdvundne frihedsrettigheder, så er vi et frygtsamfund. Og det kan få uheldige konsekvenser. Det handler om balancen mellem frihed og sikkerhed.«

Frygten og valgkampen

Den franske regering var, ligesom den danske, ikke sen til at stille et forslag om en skærpelse af de franske anti-terrorlove efter angrebet på Charlie Hebdo og kosher-supermarkedet i Paris. Stramningerne har eksempelvis medført, at ”billigelse af terrorisme” er blevet en strafbar handling, der, ifølge menneskerettighedsorganisationer Weekendavisen i forrige uge interviewede, har ført til afhøringer af børn og fængselsdomme til fulde mænd. Mænd der, i deres paradoksale alkoholrus, har ytret sig positivt overfor brødrene Kouachis handlinger. De står nu til flere års fængsel.

»Det er interessant, hvilke partier, der vil kunne profitere af frygten ved den kommende valgkamp. Vi taler om the politics of fear – altså hvad er det for nogle partier, som vil kunne profitere af en frygt og italesætte den,« forklarer Klaus Rasborg. »Det bliver interessant at se, hvor demarkationen mellem højre og venstre vil gå«.

I Frank Furedis bog, The politics of fear – beyond left and right, handler det netop om frygten som et politisk værktøj, der ikke nødvendigvis kender nogen højre/venstreskala. Det er ikke noget nyt perspektiv, men det er værd at notere sig den politiske konsensus, hvor også SF og Enhedslisten i løbet af ugen har talt om retspolitiske stramninger eller yderligere beføjelser til eksempelvis Politiets Efterretningstjeneste.

På trods af manden med printeren og weekendens attentater lever vi fortsat i et tillidssamfund – men mere frygtsomme skygger kan blive længere, mens vi langsomt bevæger os mod sommeren og valgkampen. Udviklingen handler om både medieeksponeringen og de politiske tiltag, slår Rasborg fast. »Det er medvirkende til, at vi bevæger os – stille og roligt – over mod et frygtsamfund. Det er ikke, der vi er – men vi kan have en bekymring for, om vi rykker os derhen af,« slutter han.