Print artikel

Fortjenesten går jo til ham, der sælger diamanten

Kunsten bliver tilgængelig for flere via nettet – men det er ikke nødvendugvis kunstnerne, der tjener på det
Netflix: godt eller skidt for kunstproducenterne?
Merete Pryds Helle
Artikel
08.05.14
Indtægterne for de, der producerer kunstnerisk indhold er faldet betydeligt inden for de seneste 10-15 år. Det mener flere fagforeninger. Med digitaliseringen er der kommet en udpræget forestilling om, at kulturindhold ikke længere koster noget at producere, og de få penge, der tjenes ind, ryger direkte i lommerne på administratorer og distributører. Derfor er indholdsproducenterne tvunget til at udvikle nye forretningsmodeller og insistere på, at det, de laver har en værdi.

 I frustration over livet som forfatter anno 2014 deler forfatter Merete Pryds Helle for et par måneder siden følgende opslag på Facebook:

»For nylig sagde en af mine universitetsfastansatte veninder, at hun misundte mig den frihed, jeg har i mit arbejdsliv. Jeg svarede, at det til gengæld kræver en del is i maven over ens økonomiske situation. Jeg opdagede så at min personlige is må være smeltet, da jeg brød stortudende sammen foran en (faktisk venlig) politimand, der gav mig en cykelbøde på 1000 kroner, jeg ikke har råd til at betale. Jeg må jo konstatere, at de mulige indtægter for forfattere som mig de sidste 10-15 år er betydeligt indskrænket«

Merete Pryds Helle er en dansk forfatter, der fik sit gennembrud i 2000 med romanen Fiske i livets flod. Et gennemgående tema i hendes forfatterskab er interessen for virkeligheden. Men virkeligheden kan være bidsk, sådan rent økonomisk. I hvert fald hvis du er en dansk forfatter som Merete Pryds Helle. Hun mener, at strukturerne har ændret sig, og at pengene i mindre grad går til de skabende kunstnere og i højere grad til de, der administrerer pengene. 

»I DR fik man engang penge for at lave en anmeldelse til et litteraturprogram. Man fik et par hundrede kroner bare for at møde op. Så var der noget, der hed Radioromanen, hvor du fik det, man kunne leve for i et helt år. Man fik penge for at skrive anmeldelser og kronikker. Det gør man ikke længere. Nu har de også taget novellen væk fra DSB. Der er lidt en forestilling om, at litteratur ikke længere koster noget at producere.«

En stor mellemgruppe af forfattere tjener mindre

Merete Pryds Helle forsøger at holde karrieren i gang økonomisk ved at sige ja til alt. Hun holder foredrag, skriver artikler, underviser, får indtægter fra bøger, legater og bibliotekspenge, men hun ved aldrig, hvad hun har af penge om tre måneder. Hun må hele tiden have is i maven i forhold til, om hun kan betale sine udgifter.

Og der er vitterlig en lang række af sideindtægter for forfattere, der er faldet markant over den seneste årrække. Det mener Jo Hermann, der er formand for Forfatterforbundet, som arbejder for at sikre og forbedre vilkårene for litteraturen i Danmark og dens producenter. Før i tiden blev uddrag fra romaner, essays og noveller ofte læst op i Danmarks Radio. Men i dag bliver der ikke længere læst op i nær samme omfang. Det kan godt være, der bliver talt om litteratur, men der bliver ikke læst op, og dermed er indtægten til selve forfatterne forsvundet. Også på dagbladsområdet, hvor forfattere tidligere fik honorar for at skrive kronikker eller anmeldelser, er indtægten nu faldet væk eller beskåret væsentligt. Dertil er der selve indtjeningen på bøger. Både indkøbet fra bibliotekerne er faldet, og privatsalget er blevet lavere for en stor mellemgruppe af forfattere.

Der er en stor gruppe af forfattere, der udkommer i et lavere oplag end tidligere, fortæller Jo Hermann. Samtidig er der en mindre skare, der udkommer i et større antal oplag.

»Vi har set en udvikling, hvor nogle bøger sælges i et oplag, vi aldrig har set før, som Jussi Adler-Olsen, der bliver solgt i et oplag op 170.000. Det er jo helt exceptionelt. Men til gengæld er der mange forfattere, der udkommer i et lavere oplag end før. Hvis man kigger på en forfattertype som Jacob Paludan, en forfatter der var meget læst i sin samtid og skrev en blanding af skønlitteratur og essays og lidt af hvert, er han en forfatter, der i dag nok ville have oplevet en faldende oplag. Vi kan se, at standardoplagene på bøger er faldet, og dermed er indtægten for en ny bog også faldet for forfatterne.«

Både liberaliseringen og digitaliseringen af bogmarkedet trækker i en retning, hvor bestsellerne kommer til at fylde mere.

»Der er rigtig mange mennesker, der læser de samme bøger. Det er jo rigtig godt, for de forfattere tjener mere, end de nogensinde ville have gjort før. Men det betyder, at der er nogle andre, der tjener dårligere.«

Aldrig har musikere tjent så lidt

Hos musikbranchen kender de også udmærket til det med at tjene dårligt, og ja, faktisk kender de også til slet ikke at tjene noget.

»Aldrig har det været så billigt at fremstille musik. Aldrig har optagerudstyr været så billigt. Aldrig har det været så billigt at kopierer og mangfoldiggøre musik på nettet. Aldrig har musikere og komponister tjent så lidt,« pointerer Anders Laursen, formand for Dansk Musiker Forbund.

Han mener, at det er de amerikanske firmaer, der sidder på magten og dermed også på pengene.

»Internettet ejes af amerikanerne. De har retten til at bestemme over domæner, retten til at bestemme indholdet på domænerne, retten til at overvåge. Firmaer som Facebook, Yahoo, Google – de har så meget magt, du tror, det er løgn. Musikerne får ikke noget, skuespillere får ikke noget, forfattere tjener ingen penge.  Jeg synes, det er ærgerligt vi er endt i en situation, hvor vi har et teknologisk kæmpefremskridt, hvor vi betaler mindre, og hvor man kunne sikre, at musikerne tjente en masse penge. Jeg har brokket mig meget over det her i internationale sammenhænge og påpeget, det urimelige i at kunstnere inden for musikken tjener så dårligt«.

Netflix: godt eller skidt for kunstproducenterne?

Det er markedskræfterne, der bestemmer på internettet, mener Anders Laursen. Internettet er muligvis stort og kaotisk, men det har ingen problemer med at finde ud af, hvilken film, sang eller bog, der bliver downloadet og brugt mest, og det er dén formel, som kunstnerne skulle skrives ind i. Der er flere eksempler på, at markedet ikke fungerer, hvor man har måtte lave love om blandt andet arbejdsmiljø og børnearbejde. Lovgivninger, der ofte har et sympatisk udgangspunkt.

»Jeg appellerer til et moralsk og etisk dilemma: Det er fuldstændig urimeligt at kunstnerne ikke får noget for det, de producerer.«

Det handler om respekt

For Merete Pryds Helle har indholdet i bøgerne i høj grad også en værdi, som kunstnere burde få noget for at producere.

»Hvis du lavede systemet om, så jeg fik penge hver gang, nogle læste mine bøger, hvis vi lukkede bibliotekerne, hvis man ikke kunne fotokopiere, men måtte købe bøger, så ville tingene måske være anderledes. Det handler om respekt. At man har respekt for, at der bliver lavet noget.«

Merete Pryds Helle peger på, at hun sætter mange mennesker i arbejde, når hun har skrevet en bog. Elever går måske til eksamen i dansk med hendes bog som udgangspunkt, underviserer får løn og censorer får løn.

»Hvis alle forfattere strejkede i et år, så ville der sidde mange mennesker og blive arbejdsløse. Det er lidt ligesom u-land/i-lands-problematikken. Det er de afrikanske, sorte mennesker nede i minen, der knokler, som får mindst, og de der sælger diamanten på Østergade, der får mest. Det er egentlig ikke rimeligt. Hverken for afrikanerne eller for os,« griner hun og referer til, at pengene i højere grad går til distributører som fx Amazon eller iBooks og i mindre grad til de, der producerer indholdet.

Filmbranche: Vi taber en masse penge i øjeblikket

Hos Danske Filminstruktører, som arbejder for at forbedre vilkårene for instruktører og manuskriptforfattere, kæmper man også med en forestilling om at digitalt indhold er lig med gratis indhold. De har dog ikke oplevet udfordringen i samme grad som forfatterbranchen og musikbranchen, da filmbranchen i højere grad læner sig op af fysiske distributionsaftaler, hvor film udkommer i biografen, på dvd, tv-stationer og sidst på pay-tv som Netflix eller YouBio. Derfor oplever filmbranchen i dette øjeblik digitaliseringens første indhug i økonomien.

»Vi taber en masse penge i øjeblikket. Vi skal løse det problem, som musikindustrien stod i. De begik den fejl, at de gik ud og i høj grad lagde sig fladt ned og tilbød deres vare til en meget lav pris med det resultat, at digitalt næsten er blevet synonymt med gratis. Musikbranchen er i gang med at kæmpe sig tilbage til at få en indtægt. Vi skal være klogere. Vi skal kigge på musikindustrien og lære af den proces, de har været igennem. For indhold er jo noget værd,« understreger formand, Anette Olesen og påpeger, at de som branche er i gang med at undersøge, hvad der er af mulige indtægter på det digitale marked.

Producenterne har længe haft en frygt for, at når først deres film ligger på internettet, så bliver de kopieret i store mængder. Men der er faktisk eksempler på distributionsplatforme, hvor skaberne får noget for det, såsom Vimeo og YouBio.

»Der står faktisk en klan af online distributører i Danmark, som gerne vil lave aftaler, og som gerne vil betale penge for det. For deres konkurrent er Netflix, og får de en lukrativ aftale på danske film, har de en konkurrencefordel i forhold til den amerikanske mastodont. Det er en lang proces, vi er inde i. Vi er helt barneskos-agtig i forhold til musikbranchen og forfatterbranchen,« fortæller Anette Olesen. Hun anerkender dog, at digitaliseringen har skabt langt sværere betingelser for de udøvende kunstnere, men at man må blive ved med at kæmpe for at finde en form, som er økonomisk bæredygtig.

»Selvfølgelig er betingelserne svære på det digitale marked, men så må man finde sin indre forretningshund frem og insistere på at det man laver har en værdi.«

Der er ikke penge til at udvikle digital litteratur

Merete Pryds Helle har forsøgt at skabe digital litteratur som radiospil, computerspil samt sms- og iPad-romaner. Men her går pengene heller ikke til de, der producerer indholdet men i højere grad til dem, der er med til at udvikle teknologien.

»Men mit problem er, at jeg sætter projekter i gang, som jeg bruger rigtig lang tid på at udvikle, skabe og søge penge til, og så får man ikke penge. For der er slet ikke penge til digital litteratur og til det, det koster at producere, fordi der er programmører, der forventer at få en almindelig månedslån. Jeg har søgt 250.000 kroner til at lave en app til børn. Jeg havde sat meget lidt af til mig selv, og resten var til programmører, illustratorer osv. Men så fik jeg 50.000 kroner. Så brugte jeg lang tid på at søge private fonde osv., men jeg fik kun afslag. Der er ikke sat nogen penge af nogen steder til at udvikle digital litteratur. Det er noget alle taler om, og siger de gerne vil have, der er bare ingen der vil betale for det.«

Merete Pryds Helle

Jo Hermann, formand for Dansk Forfatterforening, giver Merete Pryds Helle ret i, at digital litteratur ikke er nogen guldgrube. Ifølge hende er der et begrænset udbud af digital litteratur. Der er en masse e-bøger, som jo bare er almindelig bøger puttet ind i en fil. Men ren digital litteratur, er der ikke meget af på de virtuelle hylder. Der er store udviklingsomkostninger forbundet med det. Hvis man fx skal lave en app, er der en programmør indover, som arbejder på timeløn.

»Forfatterne bliver nemt de små i den her sammenhæng. Det ser sgu ikke voldsomt godt ud. Der bliver det meget tydeligere, at man udbetaler et stort beløb til en programmør, fordi de laver bestillingsarbejde for én, imens forfatteren sidder tilbage med en ganske beskeden indtægt, hvis overhovedet nogen. Der er store omkostninger i det, og forfatterne har det med at drukne i mængden.«

Gratis arbejde er et skråplan
Forfatter Merete Pryds Helle er slet ikke nået så langt som til at producere litteratur direkte henvendt til digitale platforme endnu. Produktionsomkostningerne er for omfattende.

»Det meste af det digitale, jeg har lavet, har jeg arbejdet gratis på. Så tænker man, at et legat dækker, men så får man måske ikke et legat, og så kommer man til at føle sig rigtig som en idiot. Det meste, jeg har lavet digitalt, har jeg lavet gratis. Men illustratoren har fået sine penge, programmørerne har fået sine penge, anmelderne har fået sine penge. Alle andre får penge, undtagen mig.«

Chris Mathieu, lektor på Institut for Organisation ved CBS, mener at gratis arbejde er et skråplan. Umiddelbart kan det være i den enkeltes interesse, men på lang sigt er det en ulempe for flertallet.

»Man er nødt til at afholde sig fra at arbejde gratis. Det er ofte det, fagforeningerne slår et slag for. Men fagforeningerne har ikke altid samme magt i de enkelte produktioner. Man er nødt til at overbevise folk om, at ikke at arbejde gratis er i vores kollektive interesse. Selvom det sandsynligvis er i den enkeltes interesse: Du får et netværk, du kan vise du kan noget, du kan lære noget. Det er til din fordel, men det er til kollektivets ulempe. Det er kernen i denne problematik.«

Merete Pryds Helle mener også, at man burde sige nej til gratis arbejde i større grupper. Hun er begyndt at være mere hård og sige nej til at udføre underbetalt eller gratis arbejde.

»Indholdet er der færrest mennesker, der i stand til at producere. Egentlig ved jeg ikke, hvorfor vi er så dumme, for der er jo langt flere, der kan alle de andre ting,«

»Man kan ikke kriminalisere en hel verdens befolkning«

Ifølge Christian Andersen, professor i Informations- & medievidenskab ved Århus Universitet, handler det om to forskellige opfattelser af kulturprodukter. Normalt har vi tænkt på kulturprodukter som objekter, vi kan handle med, og som nogen har en rettighed til.
Den opfattelse er udfordret af en anden forståelse af kulturobjekter, som er noget, alle er med til at producere, hvor vi hele tiden bygger videre på hinanden, citerer hinanden og deler med hinanden, som en fri forståelse af kultur. De to opfattelser af kulturprodukter har altid eksisteret side om side. Det kan man sige om ethvert stykke musik. På den ene side er der nogen, der har lavet det, men på den anden side kommer de ikke fra Mars, de er en del af en kultur, hvor man citerer hinanden og bruger hinanden, fortæller professor han.

Men det er som om, at med de digitale medier, kommer disse to sider af samme sag pludselig i konflikt med hinanden. Det gør de, fordi vi har nogle medier, som i udgangspunktet kopierer. Men det ligger i computerens natur at kopiere, fortæller han.

»Men man kan ikke kriminalisere en hel verdens befolkning for bare at bruge en computer. Vi kan jo ikke tænde vores computere uden at være pirater. Det er umuligt. Det ligger så dybt i den måde computeren fungerer på, at den kopierer ting.«

Platforme tjener penge

Inden for de sidste par år er der så yderligere kommet nye spillere på banen, nemlig software- og hardware-producenter, som har nogle helt andre forretningsmodeller, som de har placeret på kulturen. Christian Andersen fremhæver Apple som et succesfuldt eksempel med deres App Store, hvor en hardware portal, der udbyder kulturelt software som spil, nyhedstjenester, musik og dermed kontrollerer forbruget og lader folk betale for det.

»Udviklingen viser generelt, at folk gerne vil betale på de her kontrollerede forbrugsplatforme. Det er typisk beskedne beløb. Bare det er nemt vil folk gerne betale. Men nogle gange, havner pengene i nogle andre lommer, end vi egentlig tror de havner i. Det er ikke givet at kulturproducenterne tjener penge den vej. Der er nogle, der gør, men det kommer an på, hvor meget de sælger.«

Men det er altså distributørernes lommer, som pengene primært havner i, mener Jo Hermann fra Dansk Forfatterforening og peger på, at flere kunstformer møde den udfordring i forbindelse med digitalisering.

»Blandt brugerne er der en forventning til, at digital er lig med gratis. Det er dén, vi kæmper imod. Det gør også musikere, billedkunstnere og alle mulige andre også. De digitale medier er den overordnede udfordring. Dem der kan tjene penge, det er distributørerne. Som enkeltperson, sidder man med den største risiko. Man har investeret ens tid og ens liv i det her, hvor den, der  forhandler det som mange enkeltpersoner laver, spreder sin risiko og har dermed større mulighed for at noget af det hitter og dermed tjener penge. Dét at være den, der sidder med det store udbud er jo en konkurrencefordel, når brugerne skal vælge. Der er vi som forfattere første led i fødekæden, og dem der tjener mindst. De store vindere er distributører som Google og Amazon. Og jo større de er, jo mindre er deres risiko på det enkelte produkt. Det er en del af den digitale udvikling, og den er alvorlig for os, og den er alvorlig for alle mulige andre kunstnergrupper.«

Ny teknologi har ødelagt gammel forretning
Professor Christian Andersen forstår godt bekymringen over, hvordan man egentlig får penge til dem, der laver det kulturelle indhold og pointerer, at indholdet koster penge ligegyldigt om det er den ene eller den anden platform. 

»Det er en nød, der skal knækkes, men som måske ikke helt er blevet knækket endnu. Men det kræver, at kulturproducenterne forstår de her nye forretningsmodeller, og hvordan man applicerer licensstrukturer på en måde, der ikke skræmmer kunderne væk. Det er klart, at de kan ikke tjene penge på samme måde, som de gjorde før i tiden,« forklarer han og henviser til, at flere aviser nu har taget affære ved at indføre betalingsmurer på diverse nyhedssites.

Inden for innovationstankegangen taler man om, at nye teknologier er med til at forstyrre et marked. Da skrivemaskinen kom ødelagde den det for dem, der solgte fyldepinde. Men nye teknologier baner også vejen for nye aktører. Der er ingen tvivl om, at de nye teknologier har ødelagt forretningen for nogle af de etablerede producenter. Men hvis man kigger på statistikker for hele industrien, så er der ikke forsvundet penge ud af industrien. Tværtimod har dele-kulturen fået industrien til at vokse.

»Pladeselskaberne er også selv begyndt at tjene flere penge og filmselskaber er begyndt at lave aftaler med Netflix osv. Den dommedagsprofeti om at dele-kulturen vil gøre det af med kulturindustrien, det er simpelthen ikke sandt. Den er bare blevet struktureret på en anden måde.«

Du bliver ikke et fænomen uden, at du gør noget for det

Samtidig fremhæver Christian Andersen, at de digitale platforme også har væsentlige fordele. Man kan sælge bredt, der er ingen distributionsomkostninger til forlag, og man kan nå ud til hele verden. Men det er langt fra sikkert, at man lykkedes med det. Typisk er det 10 procent af markedet, der generer 90 procent af overskuddet.

»Nogle ting kommer der en hype omkring, og det har ofte har en selvforstærkende effekt. Det betyder, at man skal lægge noget arbejde i at promovere sig selv i de her netværk. Det er ikke nok bare at sætte noget til salg i App Store. Så drukner du, for der er så meget til salg. Det betyder utroligt meget, at din app bliver omtalt i et tidsskrift, i en avis eller på de sociale medier og derigennem får opmærksomhed. Der er mange, der har en forestilling om, at bare de får den gode idé og sætter det til salg på en af de distributionsplatforme, så bliver det populært. Jeg tror, der er masser af gode idéer, som lægger total glemt i App Store, fordi der ikke er nogen, der har plejet dem. Jeg tror, man må påregne udgifter til at pleje sine interesser i netværket,« angiver professoren.

»Du bliver ikke et fænomen uden, at du gør noget for det. Det er i hvert fald sjældent.«