Print artikel

En sort pupil i et rødt legeme

Carl Christian Ebbesen er Dansk Folkepartis første og eneste borgmester. Foto: Kasper Palsnov
»Vi kan bruge kulturen til at oplyse om vores historie vores værdier og vores land,« siger Ebbesen. Foto Kasper Palsnov
Interview
12.03.15
Dansk Folkepartis første borgmester nogensinde vil føre værdikamp i København. Han ser masse af integrationsproblemer, men det er svært at rydde forhindringer af vejen såsom Grundloven, forvaltningsregler og et rødt flertal støbt i beton.

Carl Christian Ebbesen venter som en ensom skikkelse i regnen. Han ryger. Han går lidt frem og tilbage foran overvågningskameraerne, der er sat op ved indgangen til Nørrebrohallen.

Han passer ikke ind her. Da han skal pege mod Nørrebros Runddel, hvor han boede for 19 år siden, peger han den modsatte vej.

Dengang ledte han og hans hustru efter en vuggestue til deres søn, og de besøgte blandt andet et sted uden nogen danske børn. Carl Christian Ebbesens søn ville have været det eneste, men det blev han ikke.

»Vi flyttede til Vanløse og købte et hus ved S-togs-stationen. Der bor vi stadig,« siger han.

Carl Christian Ebbesen, kulturborgmester i Københavns kommune, blev Dansk Folkepartis første og eneste borgmester ved kommunalvalget i november 2013, han har siddet i Borgerrepræsentationen siden 2001, og som kulturborgmester bevæger han sig nu på et kommunalpolitisk fundament, der er lige så rødt som asfalten uden for Nørrebrohallen.

Socialdemokraterne er kongen i København og sidder på 15 af Borgerrepræsentationens 55 pladser. Enhedslisten sidder på 11 pladser, mens De Radikale og Venstre har syv mandater hver. SF har seks pladser, DF fire, K tre og LA to.

De røde partier er bare ét af hans problemer. Mens Dansk Folkeparti forlængst har sat sig på indflydelsen på Christiansborg, er Carl Christian Ebbesen den første borgmester, der skal forene DFs værdipolitik med det lokale bureaukrati.

Hvad stiller han op med fundamentalisterne i Hizb-ut-Tahrir, der bruger loven om folkeoplysning til at prædike had fra offentlige lokaler? Hvad gør han med foreninger som De Humanitære Hjerter, der var under mistanke for at finansiere terror i Syrien, men fik tilskud af kommunen til lokaler og svømmeunderundervisning? Hvad gør han ved indvandrerbanderne, der stadig sælger hash?

Før overvågningskameraerne foran Nørrebrohallen stod pusherne foran indgangen og børn på vej ind i hallen med deres badmintonketchere.

»Nu har de flyttet sig. Det er kun et par hundrede meter væk, men i det mindste kan børnefamilier og skolebørn komme ind uden at støde på dem,« siger Carl Christian Ebbesen og peger over på muren til en shawarma-bar, på den anden side af den Røde Plads, hvor pusherne står nu. Ingen er dog på arbejde i regnen i dag.

Carl Christian Ebbesen skodder sin cigaret, smider den i det opsat askebæger foran indgangen til Nørrebrohallen og går inden for.

En sort pupil

Carl Christian Ebbesen er blind på det ene øje. Man ser det ikke, med mindre man hæfter sig ved, at det raske øje blinker en lille smule hurtigere. Da han var 20 år, gik han på jagt med en kammerat, der ramte ham med sit haglgevær ved en fejl, og tre måneder senere stod det klart, at han aldrig ville se igen på sit højre øje. En linse sørger for, at det blinde øje følger det seende, så han ikke skeler.

Også politisk er han begrænset; en sort pupil i et rødt legeme. Carl Christian Ebbesen ser integrationsproblemer, han er mange mandater fra at kunne handle på, og det er han bevidst om.

»Jeg kommer ikke igennem med alle mine ting. Sådan er demokratiet. Men det er første gang her i København, at de røde borgmestre møder reel modstand. Før jeg blev borgmester, brugte de bare deres flertal. Nu har de fået modstand, og det er det, jeg kan. Det er de sejre, jeg får. Det er lykkedes at sætte nogle debatter i gang, og så må vi se til det næste kommunalvalg, om det giver et skifte i befolkningen,« siger han.

Hizb-ut-Tahrir

Han valgte selv Nørrebrohallen til interviewet med ATLAS. Den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir lejer jævnligt lokalerne her til kønsopdelte møder, hvor der prædikes islamisk lov og vestligt forfald. Idrætshallen, en af de bærende søjler i det danske fritids- og foreningsliv, kan ikke nægte at lade sig benytte af radikale muslimer, der ønsker at lægge de værdier i graven, som hallen er bygget på. Justitsministeriet har flere gange undersøgt, om foreningen kan forbydes, men så længe den ikke virker ved vold, har islamister lige så meget ret til at samles her som de børn fra skoler og børnehaver, der i dag stormer rundt med hulahop-ringe og vælter rundt på tykke madrasser.

Efter angrebene i København vil partierne på Christiansborg have Justitsministeriet til at undersøge, om foreningen kan forbydes. Det har Justitsministeriet gjort før, men konklusionen har hver gang været den samme. Foreninger, der ikke virker ved vold, kan ikke forbydes. Carl Christian Ebbesen bad også selv Justitsministeriet om at undersøge det samme, længe inden angrebene i København mod et debatmøde på Østerbro og synagogen i Krystalgade. Siden har flere medier rapporteret, at gerningsmanden Omar Abdel Hamid El-Hussein kom i en Hizb-ut-Tahrir-relateret moske dagen inden angrebet.

»Det bekræfter blot, at ekstremisme er et stigende problem. Vi har haft mindst én person, der har valgt at føre ekstremismen ud i livet, og det er en skærpende omstændighed, vi er nødt til at tage alvorligt,« siger Carl Christian Ebbesen.

Efter at have købt en kop kaffe i cafeteriet, fortæller han, at han trods alt er optimistisk over for at sætte en stopper for, at Hizb-ut-Tahrir kan leje Nørrebrohallen, som de gjorde denne weekend. Ifølge ham kan en teknisk ændring af loven om lokaleudlejning spænde ben for foreningen.

»Det er dybt problematisk med en fundamentalistisk forening, der bruger kommunens lokaler. Vi har forsamlingsfrihed og religionsfrihed i Danmark, men det er ikke en samfundsopgave at købe en mikrofon og holde den hen foran Hizb-ut-Tahrir. Jeg mener ikke, at man skal kunne bruge offentlige lokaler til at bekæmpe demokratiet.«

-Er det ikke netop demokratiets svaghed, at man ikke vil gå på kompromis med sin grundlov, mens fundamentalister ikke lader sig begrænse af de samme regler?

»Jeg er om nogen tilhænger af grundloven. Vi må ikke gå på kompromis med demokratiet eller de de grundlovssikrede rettigheder, som foreningsfrihed, forsamlings- og religionsfrihed. De gælder også for Hizb-ut-Tahrir, men grundloven blev skrevet for, at man ikke kunne komme i fængsel for at forsamle sig. For at beskytte folk imod, at de ikke må tro på andet. Det er ikke det samme som, at samfundet er forpligtet til at lægge lokaler til møderne,« siger han.

Han håber i stedet, at kommunens kulturelle tilbud kan udgøre et alternativ til foreningen.

»Forhåbentlig kan vi tiltrække dem til andet, end de her fanatiske ideer. For eksempel kulturtilbud, der viser, hvorfor vi er som vi er, hvorfor vi ikke kan give køb på vores værdier. Der er mange muslimer, der.... Ikke mange. Jo, i hvert fald på landsplan er der mange muslimer som Islamisk Stat, der vil have en sharialov og et kalifat. Det kan vi ikke give os på. Den dialog er vi nødt til at tage med de indvandrere, der ikke er radikaliseret. Rettighederne er lige for alle, men der er ikke så meget lighed, at fællesskabet skal fremme synspunkter, der ikke fremmer demokratiet.«

Han mener også, at det er en fejl at politiet tidligere har retsforfulgt foreningen som individer og ikke som forening. For eksempel da der faldt dom over en mand, der uddelte løbesedler på Nørrebro, der opfordrede til drab på jøder.

-Når du er færdig med denne borgmesterperiode, kan Hizb-ut-Tahrir så stadig leje Nørrebrohallen?

»Nej, så holder de ikke længere møder her eller i Korsgade-hallen. Jeg er overbevist om at en ny regering vil sørge for at ændre loven om lokaleudlejning. De har de borgerlige partier lovet.«

En af de ting, Carl Christian Ebbesen ikke bryder sig om, men som han heller ikke kan forhindre, er kvindesvømning for indvandrere. Så længe de selv betaler for det, kan han intet stille op.

»Det ligger uden for det, jeg betaler for. Det vil jeg ikke, men der har været private, der har sørget for, at det kan ske. De lejer svømmehallen uden for normal åbningstid.«

»Vi kan bruge kulturen til at oplyse om vores historie vores værdier og vores land,« siger Ebbesen. Foto Kasper Palsnov

 

Dagordenens magt

Spørger man Carl Christian Ebbesen, hvor han har sat sine fingeraftryk som borgmester, peger han på de debatter, han kan rejse. Blandt andet om det multikulturelle marked på Lyngsie Plads ved Nørrebro Station som et eksempel. I weekenden er der nu stader med mad fra arabiske og andre lande, som Borgerrepræsentationen har besluttet, men som Carl Christian Ebbesen mener fortrænger dansk kultur, blandt andet den pølsevogn, der holder på pladsen.

»Der er kun nogle få åndehuller i København, hvor man har lov at være og kan få en fadøl og smørrebrød. Det hele behøver ikke at blive plastret til med shawarmabarer. Den diskussion kan jeg tage i pressen med befolkningen og folk på Nørrebro. Jeg tror da, at Anna Mee Allerslev (radikal integrationsborgmester, red) var forbavset over, at der pludselig var en, der sagde, hvorfor skubber du det danske over i hjørnet? Men selvfølgelig tabte jeg slaget.«

-Selvfølgelig?

»De røde har jo massivt flertal på rådhuset, så jeg kan ikke ændre beslutningen om, at der skal være en multikulturel markedsplads derinde. Men jeg kan i hvert fald sige i debatten, at vi ikke bare skal give efter hver gang, så Anna Mee ikke bare imødekommer indvandrerne på automatpilot.«

Han peger dog også på, at han får andre ting igennem på kulturområdet og er med i budgetaftalerne om, hvad kommunens penge skal bruges på.

»Jeg har lavet et kanonbudget. Et af de største budgetaftaler på kulturområdet nogensinde.«

-Det ville alle partier vel være glade for. Hvor er DF-aftrykket på integrationsområdet?

»Det er i hvert fald ikke lykkedes mine forgængere. Man skal anerkende, at vi kan bruge kulturen til at oplyse om vores historie vores værdier og vores land. Kulturens fordel er, at den kan gøre det skidesjovt. Jeg er sikker på, at de unger der render rundt herinde, synes det er skægt. Mange synes, det er spændende at gå i teatret og udvide sin horisont. Kulturen kan lære os ting på en anden måde.«

-Men hvad har det at gøre med integration?

»Det har det da. Tag for eksempel Kulturpiloterne. Det er indvandrere, man forsøger at inddrage i kulturen, som går i teatret, selv laver teater, tager på museer. Vi får engageret folk med ikke-dansk baggrund i det københavnske kulturliv, og det er en god vej til integration. Det man oplever på teatrene er jo ofte en øjenåbner, også for dem med indvandrerbaggrund.«

-Det lyder som noget Uffe Elbæk kunne have sagt.

»Og hvad så? Fortæller det ikke bare historien om, at vi gerne vil samles om det danske samfund, som vi kender? Vi ønsker det ikke lavet om. Hvis indvandrere kom med samme åbne sind og sagde, jeg er tolerant, jeg vil være imødekommende over for det samfund, jeg har valgt at bosætte mig i, ville vi ikke have de problemer. Specielt dem med muslimsk baggrund har tendens til at isolere sig i parallelsamfund. Mange har ikke noget arbejde.«

Nu er DF det store 'vi'

I Nørrebrohallen kommer Uzma Andreassen hen til ham og vil hilse. Hun er kandidat for Alternativet og spørger ivrigt til, om han kunne tænke sig at holde nogle fælles valg-debatter, hvilket efter alt at dømme vil være et skridt ind i spotlightet for hende. Hun taler om vigtigheden af integration på et abstrakt plan.

»Det lykkes, fordi vi er her sammen. Ikke fordi du er her alene, eller jeg er her alene. Det er det, der er vigtigt,« siger hun.

»Ja, tolerance, ikke? Det er utroligt vigtigt,« svarer Carl Christian Ebbesen høfligt og forholder sig diplomatisk, til hun har talt ud og siger farvel.

Carl Christian Ebbesen har udover at være kommunalpolitiker også arbejdet for DF på Christiansborg. I 1997 blev han ansat som politisk sekretær, og siden 2004 har han været organisatorisk næstformand for partiet. Igennem de år har han mærket synet til DF gå fra det marginale til det næsten normale.

»DF er blevet store. Nu kigger andre på mig, som den der er med til at sætte dagsorden. Før sad de Radikale på magten og eliten. Nu er det DF, der er vi'et. Det er 15 år siden, vi ikke var med til forhandlinger på Christiansborg, men de sidste otte år på Københavns rådhus har DF været med i flere budgetforlig end Enhedslisten. I dag er vi, hvor midten er. Vi er med til at bestemme, hvilken vej skal bevæge sig. I resten af landet har folk forstået, at vi ikke bare kan placere folk i en ghetto og tro, de klarer sig selv. Men her i København er jeg hele tiden nødt til at tage diskussionen, og vi er ikke mange til at gøre det. Venstrefløjen har frit spil.«