Print artikel

Det ideologiske landskab efter valget

Maleriet 'Dansk landskab' af Heinrich Buntzen (1844)
Kommentar
19.06.15
Landet er splittet og socialliberalismen er gået på grund. Det åbner for en diskussion af de strukturelle forhold i provinsen i sammenligning med dem i hovedstaden, skriver Nicolai von Eggers i denne kommentar om det nye politiske landskab.

Det første, der skal bemærkes, er, at den kommende regering er valgt på mindst mulige mandat. Bogstavelig talt: Blå blok har ét mandat mere end rød. Hvis blot en enkelt af de 37 MF’ere fra DF, der nu skal sidde i Folketinget, får kvaler med sin samvittighed og melder sig ind i Socialdemokratiet, så vil flertallet de facto have flyttet sig. Det sker nok næppe, DF’s partidisciplin in mente, men det siger lidt om, hvor svagt et grundlag den kommende regering faktisk hviler på.

19,5% af de afgivne stemmer gik til den kommende statsministers parti. 16,5% af de stemmeberettigede har stemt på den kommende statsministers parti. Og af Danmarks voksne befolkning på omkring 5 mio. indbyggere er det ca. 685.000 eller ca. 13,5%, der decideret har stemt på vores kommende statsministers politik. Det er lidt mere end hver ottende. Dvs., omkring hver ottende voksne i Danmark har givet mandat til den kommende statsminister.

Selvom den kommende regering har fået minimalt mandat til at føre sin politik, er der alligevel tre ting, vi kan konkludere omkring det ideologiske landskab, som tegner sig i Danmark efter valget.

Blå blok repræsenterer en sammenhængende ideologi.

Medierne har i dag travlt med at køre historier om blå bloks interne uenigheder og erhvervslivets (de liberales) bekymring for, hvordan det hele nu skal gå godt efter nationalisternes voldsomme fremgang. DF vil have vækst i det offentlige, støtte de økonomisk svage (især ældre) og slå ned på indvandrere. De liberale vil afmontere velfærdsstaten, berige de rige og ofre de fattige og vil gerne sikre indvandring (af brugbar arbejdskraft: billige østarbejdere eller teknisk veluddannet arbejdskraft). Men der er ingen større selvmodsigelse. DF har gang på gang vist sig villige til at ofre hele deres socialpolitik (især hvis de kan få et par symbolpolitiske indrømmelser på ældreområdet at pryde sig med) til fordel for statslig forfølgelse af indvandrere. De liberale, derimod, har intet problem mod hetzen mod indvandrere så længe den ikke går nævneværdigt udover den arbejdskraft som de rige kapitalbesiddere har brug for at skabe profit til dem selv og deres rige venner. Anders Samuelsen, frihedens (læs: finanskapitalens) noble ridder, har f.eks. et forslag om at kun folk med et arbejde på hånden skal kunne komme ind i landet. Voilà, et skel mellem gode indvandrere og dårlige indvandrere, typisk formuleret i neoracistiske termer som vestlige og ikke-vestlige indvandrere – men ikke kun for indiske ingeniører er selvfølgelig velkomne mens somaliere øjensynligt, i Søren Pinds DF-drejede optik, udgør en særlig kategori af ubrugelige mennesker for dansk kapital. Med denne fremmedfjendske skelnen er balancen i blå blok pludselig genoprettet. Alle er glade og den blå-brune ideologi har vist sin soliditet.

Yderligere et element af den kommende nationale regering bør nævnes: dens kulsorte klimapolitik. Flirten med den brune fremmedfjendskhed følges op af flirten med kulsort klimaskepsis, både med ’uheldige’ udtalelser, men især i forhold til det strukturelle politiske program. DF er ligeglade med klimapolitikken og de liberale er som altid villige til at ofre den på kapitalakkumulationens alter. Vi taler om en klimafornægtelse i praksis, som vi alle, inklusive vores børn og børnebørn og deres børn osv., kommer til at betale dyrt for. Den blå blok har en sammenhængende blå-brun-sort ideologi: kapitalens herredømme tilsat lige dele differentieret fremmedfjendskhed og klimabenægtelse.

Socialliberalismen fra SF og De Radikale er forlist

Den bløde socialliberale ideologi som kropsliggjort af SF og De Radikale er forlist. De Radikale havde i valgkampens slutfase travlt med at gøre sig selv til moralens og humanismens vogtere, da fremmedhadet med al forudsigelighed væltede frem, og Socialdemokraterne og Venstre forsøgte at overbyde hinanden i, hvem der kunne stille DF i det bedst mulige lys. Men det er i lige så høj grad de socialliberale, der står med indvandrerblod på hænderne. Efter fire år i regering med systematisk asocial politik, angreb på henved hver en gruppe i det danske samfund – men særligt dagpenge-modtagere og andre arbejdssøgende (og ofte faktisk arbejdende på kontanthjælp) – fik DF spillet langt flere kort i hånden end bare udlændingekortet. Udlændingekortet er stærkt i en tid, hvor den globale og nationale kapitals stormløb på velfærdsstat skræmmer alle fra vid og sans, og hvor udlændingene bliver gjort til syndebuk. Men det er ikke i sig selv så stærkt, at det gør dig til Danmarks næststørste parti. Supplerer du derimod udlændingekortet med en række andre kort, der ligeledes adresserer modstanden mod velfærdsstatens afvikling, såsom på dagpenge-området, så har du pludselig et parti, der tilsyneladende står som et samlet bolværk mod kapitalens angreb på velfærdsstaten.

DF er ikke et sådant bolværk, dagpengereformen var deres idé, men De Radikales økonomiske politik (som SF velvilligt og Enhedslisten modvilligt) gav mandater til har været en gave til DF. En tom og abstrakt humanisme er dømt til at slå om i led kynisme, når ikke den bakkes op af praktiske handlinger. Det er svært at være en pæn borgerlig, solidarisk med de stakkels flygtninge, når man samtidig er så hamrende usolidarisk overfor de som strukturelt set (om end i mindre grad) står i samme prekære situation: folk med udsigt til ingen eller i bedste fald prekære arbejdsforhold, uden fast indtægt, uden viden om hvor de skal bo og uden sikkerhed for fremtiden. Prækariteten er betingelserne for fattige, mange studerende og alle flygtninge, og den socialliberale ideologi har et selvmodsigende forhold til denne virkelighed. De Radikale og SF er blevet mere end halveret som tak for lort, og det er helt fortjent. Lad os komme helt af med dette skrammel, denne sølle efterladenskab fra 90’ernes humanistiske knæfald for den liberale kapitalisme, og i stedet tale om de undertrykte klasser og deres strukturelle kendetegn: prækaritet.

Danmark er splittet

Sønderjylland er gult, Vestjylland er blåt og resten af Danmark (på nær visse dele af Sjælland) er rødt. Og hvis vi drager til bro-kvartererne i København er det endda rød-grønt med Enhedslisten som den dominerende faktor, efterfulgt af den kreative klasses gode samvittighed, Alternativet. Danmark hænger ikke længere sammen, og det er på tide, vi får tegnet linjerne op, så vi kan stille nogle ordentlige spørgsmål. Det handler ikke om, hvorfor ’Danmark’ stemte på DF, men om hvorfor ’provinsen’ stemte DF? Hvad er de strukturelle forhold i provinsen sammenlignet med hovedstaden? Ø, Å og I er byernes partier – dog særligt København, mens Aalborg, Aarhus, Odense måske er overraskende provinsielle. Hvad er de strukturelle forhold, der gør sig gældende her? Venstre er provinsens parti, hvorfor? Og Socialdemokraterne er de eneste, der ideologisk formår at skære på tværs af land og by i noget, der faktisk minder om en sammenhængende, national ideologisk konstellation; nemlig en moderat version af den blå-brune-sorte ideologi: kapitalens herredømme (med måde), fremmedfjendskhed (med måde) og klimabenægtelse (med måde). I stedet for blot at snakke om Danmark må vi spørge: Hvem har hvilke interesser i hvad? Splittelsen af Danmark har gjort det muligt endelig at stille dette spørgsmål ordentligt.