Print artikel

Den ufaglærte sandhed

Danmark er fattig på fantaster ifølge Thomas Blachman. Illustration: Ida Sejlund
Den seneste generation er vokset op i kulde og ensomhed mener Thomas Blachman. Illustration: Ida Sejlund
Interview
04.02.13
Ingen dikkedarer. Ingen angst. Ingen mellemledere, der skal bevise deres egen løn ved at stille unødvendige spørgsmål. Maskulin handlekraft, fællesskab og fantasteri, er kuren til at skubbe nationen fremad, ifølge Thomas Blachman. Ensomheden skal bekæmpes af en lindrende stat, måske via et nyt politisk parti som Blachman funderer over at starte. ATLAS har mødt Thomas Blachman.

Det er mandag morgen, og morgensolen reflekteres i skøjtebanen på Frederiksberg Runddel, som reflekteres i Thomas Blachmans isse, da han lidt efter åbner døren til sit hus og lukker en kold hånd ind.

Han er morgenmosset. Lige stået op og i gang med at lave en kande kaffe, som ifølge ham selv nok kommer til at smage »ad helvede til.«

At tale med Blachman er lidt som at stå på skøjter. Der er piruetter og dybe furer i isen. Bambi. Måske får du kortvarigt en fornemmelse af Thomas bag Blachman. Men sandsynligvis får du kun lov til at stå et øjeblik - så vælter du.

Vi skulle tale om middelmådighed. Hvad det er. Det er svært at tale om uden at forfalde til klicheer. Det er et emne, som enormt nemt bliver kedeligt og forudsigeligt.

»Jeg har heller ikke tænkt særlig meget på det. Mine selverklærede begavede venner i omgangskredsen synes, at jeg opererer i et middelmådigt felt ved at lave de her portrætudsendeler af mig selv, som hedder X Factor. Jeg har altid syntes, at der var noget dybt arrogant over det udtryk. Jeg har prøvet at operere i det der elitære jazzfelt som var for de få indviede - de hundrede ovre i hjørnet - som syntes at de var federe end alle andre. Men lige nu synes jeg altså, at det er skide sjovt at løfte den der såkaldte middelmådighed op til kagebordet.«

Blachman rækker ud efter kaffen, som har vist sig ikke at være fuldkommen besk og bruger et øjeblik på at stirre ud i luften – nærmest tænksomt - før han fortsætter.

»Hvis der eksisterer noget som kan nærme sig det begreb, der hedder middelmådighed, så tror jeg, at det er en selvbegrænsning i sindet hos mange mennesker. Nu er vi kommet hertil og hvad så? Hvordan får vi ligesom en fornyet inspiration til at udvikle os til næste plateau? Det er jo grundlæggende et svigt fra Statsadministrationen. At vi ikke længere formår at opleve et stort fælleskab; en stor fælles inspiration; en stor kollektiv indrømmelse af ensomhed, som vi i virkeligheden brænder inde med hver især. Vi lader som om vi har nok i os selv, fordi alle andre lader som om de har nok i deres. Det store visionære skybrud det udeblev i min generation. Vi trådte ikke i karakter. Vi lavede ikke et oprør. Der er altså lang vej endnu på en eller anden måde.«

Hvad ville alternativet være?

»Vi blev angste i stedet for at bibeholde kreativiteten som en fællesnævner. Det blev sat i gang i 60erne med den nye pædagogik, en ny menneskeanskuelse som ligesom blomstrede ud af PHs arbejde. Men vi blev angste og privatiserede lykken og ragede til os. Det er lidt ligesom de der mænd.«

Blachman peger op på to malerier, der begge forestiller jakkesætklædte mænd, som ligger udsplattede i deres sofaer.

»De ligger der og har det hele, men det hele er gået i opløsning. Det er meningstabet ikke? Og så bliver man middelmådig. Jo, og så det, at der var nogle værdier der bare ikke førte nogle steder hen. Andet end mere 'mig mig mig'. Altså jeg tror man er gået fra, at nu skal vi altså have en vis levestandard, og så har vi fået det, men det er ligesom ikke nok mere. Nu skal vi lave noget sammen. Noget helt fantastisk. Jeg tror energien er til det, men når det ikke sker efterlades vi med en overophedet energi, der ikke forløses. Arkitekterne udeblev ligesom. Dem der skulle vise vejen. Dem der sagde, at nu skal vi have en firedages arbejdsuge, så vi kan have en dag om ugen, hvor vi møder hinanden på kryds og tværs. Lige nu har vi sådan nogle spejlkabinetter, hvor folk kun møder andre som minder om dem selv. Hvorfor skal man vente til pensionsalderen til at få tid til sig selv? Du skal lære at inspirere dine børn og din kone, så I ikke skal skilles. Jeg tror simpelthen vi er ved at løbe tør for inspiration på grund af, at visioner er blevet lig med fantasterier, og fantasterne sendes ud af landsbyen. Det er for kompliceret og for mærkeligt.«

Hvem er fantaster i dag?

»Der er ikke nogen. De skammer sig jo, dem der måtte være. Der er jo ingen, der går ud offentligt og siger, at de har alle mulige ambitioner på vores alles vegne, fordi det virker naivt og gammeldags idealistisk. Men det er i virkeligheden den ene skide elektriker nede på hjørnet, som har hjertet fuld af længsler, og som forstår at artikulere disse længsler, som vi har brug for på toppen af regeringen. Det er på en eller anden måde en ufaglært sandhed. En mand eller en kvinde, der sanser tiden vi lever i og ser tidens muligheder - uden at der går Hitler i den vel at mærke. Der er selvfølgelig noget helt vildt bondeagtigt over Danmark. Altså laveste fællesnævner og så sidder vi og hygger og bliver enige om tingene, men der er også pionerdanmark - et solidarisk samfund - som har skabt ting som resten af verden har måttet efterleve.«

Hvad for eksempel?

»Frigørelsen af pornografien. Sundhedsvæsnet. Der er mange ting, men ikke så mange ting som der kunne have været. Det er det der er problemet. Hvis vi ikke kan fortsætte med at holde den der stafet.«

Tænker du at de der ting står i modsætning til middelmådigheden?

»Ja, det synes jeg faktisk. Det er store fællesprojekter. Det var læsninger af nødvendigheder i tiden. Følelsen af, at man ikke oplever ensomheden et øjeblik fordi vi har gang i noget sammen. Det tror jeg alle er interesserede i i dag. At sænke velfærden en lille smule og til gengæld skrue op for nærhedsfølelsen og tid og nærvær. Vi kan godt gå lidt ned i løn, hvis vi får lidt mere tid sammen. Der er et fravær af visioner. Men det er også fordi manden er blevet halveret. Tiden kalder på maskulin handlekraft, men de er jo kraftedeme blevet mere kvinder end nogle kvinder nogensinde har haft ambitioner om at være. Vi er på vej ind i det pikløse samfund, og det er også en katastrofe og der må manden tage sig sammen.«

Hvad mener du med, at vi mangler maskulin handlekraft?

»Den maskuline handlekraft er en meget potent løsningsmodel, som avler det fantastiske. Som ligesom kan gå ud og eksplodere sindet og læse tiden. Der er ingen dikkedarer. Ingen angst. Ingen mellemledere, der skal bevise deres egen løn ved at stille unødvendige spørgsmål. Ingen. Det er en anden kompromisløshed. Det er det jeg mener med, at hvis rundetårn var bygget af kvinder havde det været firkantet. Så havde der været plads til barnevogne. Der er bare ikke det der guddommelige øjeblik..... Altså det kan godt være, at det lyder helt vildt chauvinistisk, men det er overhovedet ikke ment på den måde. Jeg elsker lige løn og lige arbejde og alt det der. Det er slet ikke det, men vi kan ikke undvære manden. Vi kan heller ikke undvære kvindeligheden, men kvindeligeden er også gået tabt. Den kvindelighed der lindrer manden til at være mand. Den kvindelighed der favner manden.«

Er der også en mandighed der lindrer kvinden?

»Er du da sindssyg? Det er da derfor hun også er gået helt i panik. Herren skabte to køn. Hvor svært kan det være? Vi skal finde ud af noget sammen, men vi skal fandeme elske, respektere, og begære hinanden og puste hinanden op, hvorhen man gerne pustes vil. Når vi ikke har den der potente handlekraft, har vi heller ikke et potent samfund. Jeg siger ikke, at man skal ud og erobre resten af verden, men man skal ud og erobre sin egen energi og håndtere sit potentiale.«

Hvorfor er du egentligt blevet boende i Danmark?

»Det er et godt spørgsmål. Jeg var afsted i USA i fire år. På en eller anden måde synes jeg bare at det amerkanske samfund var super hardcore. Jeg savnede Grønnegade. Mine venner. Og så kom jeg hjem. Jeg har nok altid syntes, at Danmark har været god ved mig og min familie. Vi er jo allesammen meget glade for danskere som klarer sig godt i udlandet, men der er altså også nogen, som er nødt til at blive her og tage ansvar.«

så fucking selvfede med deres fucking omdirigerede Politiken til sommerhuset i sommerhalvåret. Altså fuck dem altså

Og det synes du, at du gør?

»Det ved jeg ikke. Vi må jo hver især se os i spejlet. Jeg har jo tusind ting, jeg gerne vil, men lige nu gør jeg det her og det er jo helt vildt på mange måder. I hvert fald de første programmer er jo lidt ligesom en Holberg komedie. Det er meget folkeligt, men senere bliver det mere og mere musik, og hvordan hjælper man de her unge med at se noget - at skabe noget. Det synes jeg er interessant, men jeg savner også alle mulige andre ting imens jeg laver det. Sådan er livet for fanden! Men lad os sige at vi har brug for at de bedste hjerner bliver hjemme i Danmark. Jeg er helt klart en af de tosser, som hvis jeg havde mulighed for det, så ville jeg kunne bidrage med at omstyrte et negativt ladet tilbageskuende samfund og eksplodere det ind i fremtiden i en fuldstændig eros af begær på fremtiden; begær på hinanden; begær på ideer. Det kunne jeg i højeste grad være med til at formulere.«

Hvordan ville du gøre det?

»Ved at formulere de knapper i stemmeboksen man skal stemme på. Men jeg kan jo ikke gå fra reality tv ind på den politiske scene. Jeg har jo heller ikke det rigtige sprog – diplomatsproget - men jeg kunne helt klart være en af arkitekterne.«

Men er det overhovedet den mest effektive vej?

»Ja, så bliver det realpolitik og så videre, men ikke hvis du går ind med 60 mandater sammen med nogen og laver det der skelsættende fremtidssikrede visionære parti.«

Hvad ville være mærkesager udover den femte dag?

»Jamen det ville være at komme ensomheden til livs. At få mennesker til at møde hinanden.«

Er du ensom?

»Ligeså ensom som alle mulige andre. Det vil jeg sige jeg er. Det er jeg helt sikkert. Folk bliver mere og mere sky. Det bliver sværere og sværere at arrangere møder med bekendtskaberne. Enten får de mere og mere travlt, fordi de kravler op ad den sociale rangstige. Men det er en angst for at forstyrre andre. I stedet lader man hellere som om man også har pisse travlt. Den synes jeg helt sikkert kommer med årene, men det skal modarbejdes fra statens side. Vi har brug for et parti, der ligesom satser på, at der er forskel på det geniale og det middelmådige. Det parti skal laves og det skal ikke være et eller andet useriøst pis med 'medvind på cykelstierne' eller et eller andet radikaliseret marxistisk. Det skal være fuldstændigt inde på midten og hive fløjene ind. Det tror jeg altså er super muligt.«

Du tror ikke der er nogle hjerner, der har bedre af at svømme rundt uden de rammer som for eksempel politisk aktivitet lægger ned over én?

»Jo helt sikkert, men det er jo også ren og skær narcisisme. Så lever du i dit eget vandvidets gymnastiksal og hænger i ribberne med fråde om munden, og måske har du en produktion, der er fantastisk, men det er også noget fedterøveri. Det er at pleje sin egen lykke. Man skal lade det geniale komme alle til gode. Vi mangler sådan én, der er fuldstændig ligeglad med, hvad andre folk tænker. Som bare fyrer den af og siger, hvad de kan mærke, og hvad de tror på, og hvad de brænder for, og hvad de holder af, og hvad de elsker. Det er ikke Messias- eller en Jesus figur. Selvom...jo.... lidt...Thorvaldsen lavede den der figur i Rom, som han skulle bruge til Vor Frue kirke. Han kunne ikke finde ud af, hvordan Jesus skulle se ud, men så en dag kom en af hans venner ind af døren og sagde 'hvor svært kan det være'.«

For at demonstrere slår Blachman flere gange ud med armene, som en pingvin.

»Der et eller andet i den der gestus: 'hvor svært kan det være'. Det skal ikke være så svært. Hvis det geniale bare kunne få lidt plads.«

Stilhed

»Nej, ved du hvad. Jeg tror faktisk, at jeg bliver nødt til at gå sammen med nogle andre og skabe et operativsystem for et parti.«

Hvem ville du have med. Ved du det?

»Nej. Men det skal jo nok være nogen, der taler det der diplomatiske sprog. Jeg har ikke noget sprog. Man har talt om kommunikation i femten år, men folk siger stadig de ikke forstår hvad jeg siger, men altså, det er også en måde at afmontere en mand på. Samtidig anklager jeg Helle Thorning for ikke at sige noget man kan huske. Jeg kan aldrig huske noget hun har sagt, men mit sprog består nok for meget af nogle få, små tvangstanker som bare går igen og igen. Ideer der ikke bliver realiseret bliver jo til tvangstanker. Inderest inde længes vi jo bare efter Statens lindrende hånd.«

Den seneste generation er vokset op i kulde og ensomhed mener Thomas Blachman. Illustration: Ida Sejlund

Men er den lindrende – Staten?

»Helt vildt. Hvis vi altså bare kan finde ud af at repositivere hvad staten er. Staten er os alle sammen.«

'At ankomme til sin egen tid'. Hvad betyder det?

»At udleve mulighederne der ligger i din tid. At udleve dig selv og træde i karakter. At ankomme til sin egen tid er at personificere klicheen på ny og ophæve følelsen af gentagelsen. Hvis du spille klaver nogle gange vil du opleve at fingrene pludselig vandrer ad nye stier. Du rammer et eller andet, som du kan holde ud, som ikke er en genfortælling.«

Hvad er forskellen på vores to generationer?

»Min generation er vokset op i varme. Vi voksede op med håb, hvor din generation er vokset op i kulde og ensomhed. Det var det min generation præsterede. Fedterøveri og mennesker, der ikke kan udtrykke sig selv i angsten for at begå fejl. I er vokset op i et selvidealiseret samfund hvor far og mor pudser bil og barberer sig. I har ikke fået svar på hvem I er. Det kommer tydeligt til udtryk synes jeg.«

Hvordan?

»Man kan jo ikke generalisere, men generelt er der en følelse af ambitioner for ambitionernes skyld. Når jeg ser jer i magasiner og blade er subteksten altid det samme: 'se mor og far vi er ved at blive til noget'. I er snobberøve. I slikker røv på de kendte. I slikker røv på dem, der er noget. Det er den valuta I har at handle med. Der er ikke nogen der tager teten og udbasunerer ideen. Derfor ankommer I tomhændede.«

Til vores tid?

»Det synes jeg. Men overklassen er altså ligeså middelmådig som middelklassen.«

ATLAS bragte for nyligt et interview med Rune Lykkeberg, hvori han flere gange understregede, hvor meget han elsker Medina. Forskellen på den kulturelle overklasse og middelklassen virker ikke længere til at være på de ting de sætter pris på. Er det snarere den ironiske distance overklassen anlægger til verden?

»Nu kan jeg godt lide Rune - klog mand - men de lever i det der meta-blik. Der går meget Woody Allen i det. De kan ikke være tilstede i deres eget. Det er det jeg mener. Jeg efterstræber i højere grad den ufaglærte sandhed. Ham der sanser. Fuldstændig én-til-én læsning af virkeligheden. Den kreative klasse. Hvad fanden har de skabt? Undskyld, men altså de har jo fandeme bare siddet og været så fucking selvfede med deres fucking omdirigerede Politiken til sommerhuset i sommerhalvåret. Altså fuck dem altså.«

Du føler ikke selv du tilhører den kreative klasse?

»Fuck nej. De er middelmådige. De ved alt om alt, men har intet som helst genereret selv. Det er lidt hårdt sagt.

Jeg kunne selvfølgelig godt begynde at sætte mig ind i, hvad folk i din generation mener, men det er sgu jeres ansvar at udbasunere det, så jeg ikke kan undgå at høre det. I efterlader mig helt kold. Jeg kan intet mærke. I er jo fuldstændig visnet.«

Hvad med et magasin som ATLAS, der forsøger at eksperimentere med både form og indhold...?

»Men hvad skal Fru Hansen på 4. sal bruge det til? Det skal husstandsomdeles. I må sgu gøre et eller andet....Det skal ud.... Det skal blive til alles inspiration....Ellers kan man ikke bruge det til en skid. Ellers er det ikke et ansvarligt projekt!«

Føler du dig godt tilpas i mødet med Danmark?

»Jeg oplever kun kærlighed. Jeg bliver båret på hænder og fødder. Det er selvfølgelig anstrengende. Der er stående klapsalver i alle hovedgader i Jylland. Folket har fået stockholmssyndromet. Der er et sted i deres hjerner, hvor de tror, at de er mig. Jeg er blevet inviteret så meget indenfor i dem. Det er et godt sted at være. Når de kan acceptere mig, er det fordi de er klar til at acceptere et mere radikaliseret udgangspunkt. De savner det der ikke er. De savner selv at få lov til at tale ærligt. I stedet for den der netværkskultur, hvor man skal holde alle døre åbne. 'Brænd alle broer' og stå frem som et ærligt menneske. Så er der nok nogen, der får øje på dig. Det der møde med det ene menneske, der siger én ting du aldrig glemmer kan forandre dit liv.«

Hvem har du haft den oplevelse med selv?

»Min farfar...«

Blachman skal til at fortælle om sin farfar, som samlede på kuglepenne, da hans telefon ringer til lyden af et angreb fra det ydre rum. Samtale. Samtale slut. Dybt suk.

Vi nikker begge tomt ud i luften et stykke tid, indtil han, lidt overraskende, konkluderer.

»Men altså middelmådighed må være alt det der ikke lykkedes. Det er når man holder igen i flok. Når man ikke stiller de uundgåelige spørgsmål.«

Thomas går hen til et vindue for at ryge en cigaret. Jeg ved ikke om det er telefonopkaldet eller interviewet, der har gjort ham rastløs. Han gider ikke mere.

»Jeg er blevet selvkonsumerende. Tvangstankerne kører i ring. Måske skulle jeg også bare i højere grad gøre, hvad jeg skal gøre. Hvem fanden tror jeg, at jeg....det... I dunno

De der tvangstanker du taler om der kører i ring. Gør de det, eller er det bare fordi folk som mig altid stiller dig de samme spørgsmål? Er der noget du undrer dig over du ikke bliver spurgt om?

»Jeg bliver ikke så tit overrasket. Nej. Eller også er det bare mine svar, der ikke overrasker mig længere. Men det er da klart. Der er da sindsygt meget energi i alle situationer, som det ville være en befrielse at åbne op for. Selvfølgelig ville det være fedt med et spørgsmål der åbnede op. Selfølgelig savner jeg det uforudsigelige som alle andre, men det er jo den fantasi du må komme med.«

Der er stille i cirka syvogtres sekunder.

»Men så igen. Der er også et privat liv, der ligesom ikke rager andre. Jeg har sådan en oppustet figur, som går foran mig, og som jeg har fuld tillid til kan føre mig der hen, hvor jeg skal. Jeg går bagved. Han er der for at beskytte ham den anden.«

Blachman har pustet sig op, og Thomas er ikke længere til syne. Interviewet er slut. De to bliver stående i stuen, som en frosset statue i stolt positur, indtil jeg igen har forladt skøjtebanen.