Den ufaglærte sandhed
Det er mandag morgen, og morgensolen reflekteres i skøjtebanen på Frederiksberg Runddel, som reflekteres i Thomas Blachmans isse, da han lidt efter åbner døren til sit hus og lukker en kold hånd ind.
Han er morgenmosset. Lige stået op og i gang med at lave en kande kaffe, som ifølge ham selv nok kommer til at smage »ad helvede til.«
At tale med Blachman er lidt som at stå på skøjter. Der er piruetter og dybe furer i isen. Bambi. Måske får du kortvarigt en fornemmelse af Thomas bag Blachman. Men sandsynligvis får du kun lov til at stå et øjeblik - så vælter du.
Vi skulle tale om middelmådighed. Hvad det er. Det er svært at tale om uden at forfalde til klicheer. Det er et emne, som enormt nemt bliver kedeligt og forudsigeligt.
»Jeg har heller ikke tænkt særlig meget på det. Mine selverklærede begavede venner i omgangskredsen synes, at jeg opererer i et middelmådigt felt ved at lave de her portrætudsendeler af mig selv, som hedder X Factor. Jeg har altid syntes, at der var noget dybt arrogant over det udtryk. Jeg har prøvet at operere i det der elitære jazzfelt som var for de få indviede - de hundrede ovre i hjørnet - som syntes at de var federe end alle a
